Gitte lod fingeren glide hen over smartphoneskærmen og tjekkede saldoen på bankkortet. Beløbet, der stod i appen, fik hende til at lukke øjnene og langsomt tælle til ti.
»Valdemar,« kaldte hun på sin mand, som stod og vendte og drejede sig foran spejlet i entreen.
Valdemar rettede på kraven af sin nye skjorte.
»Hvad er der, Gitte?« spurgte han.
»Skal du betale for taxaen til restauranten fra dit eget kort?«
Manden stoppede med at rode ved skjorten og så skyldbetynget på sin kone.
»Gitte, hvad vil du nu? Jeg har kun småpenge tilbage. Jeg skal jo også betale parkering senere på ugen. Kan du ikke bare bestille den?«
Gitte låste skærmen.
Valdemar fyldte fyrre år i dag. En markant alder. For et halvt år siden var de blevet enige om at fejre den i det små – derhjemme, bare de tre: de to og sønnen.
De havde et realkreditlån på en toværelses, som de havde optaget for to år siden. Afdraget slugte næsten hele Valdemars løn. Gitte trak udgifterne til forbrug, madvarer, barnets fritidsaktiviteter og tøj. Hendes løn som projektleder kunne godt bære det, men der var næsten ingen frie midler tilbage.
For en måned siden blandede Grethe sig så i deres planer.
Svigermoderen proklamerede, at fyrreårsdagen for hendes eneste søn var en verdensbegivenhed. Man kunne ikke sidde i køkkenet som nogle tiggere. Man skulle invitere familien, leje en sal på en restaurant og vise alle, at Valdemar var blevet noget i livet.
Da Valdemar forsigtigt forsøgte at protestere og sige, at der ikke var penge til en restaurant, svarede Grethe blot:
»Gitte tjener godt – I dør ikke af sult for den ene gangs skyld.«
Og Gitte gav efter. Hun fandt selv en hyggelig restaurant med et godt køkken, sammensatte selv menuen og lagde selv depositummet.
»Vi bestiller en taxa,« sagde Gitte og trak i sin regnfrakke.
På restauranten myldrede tjenerne allerede rundt. Bordet til femten gæster bugnede af forretter. Gitte havde med vilje valgt en løs, sandfarvet kjole, så hun kunne føle sig godt tilpas efter en hel dag med travlhed på arbejdet og al planlægningen af denne banket.
Gæsterne begyndte at dukke op ved sekstiden. Grethe ankom sidst i følgeskab med Valdemars søster, Pernille. Svigermoderen skred mod bordet, som var hun inviteret til en reception hos kongehuset.
»Tillykke med fødselsdagen!« meddelte Grethe højt og rakte sin søn en papirspose.
Valdemar kiggede ned i posen og strålede.
»Åh, mor, tak! Den parfume!«
Gitte kastede et hurtigt blik på mærket. Prisen på den flakon svarede til en tredjedel af deres månedlige afdrag på realkreditlånet.
»Intet er for godt til min elskede søn,« erklærede svigermoderen stolt og rakte sin nye frakke med pelskrave til tjeneren, der var trådt til.
Derefter lod hun blikket glide over svigerdatteren. Smilet på Grethes ansigt slukkede øjeblikkeligt.
»Gitte,« hilste hun tørt.
»Godaften, Grethe,« svarede Gitte roligt.
Svigermoderen lod øjnene vandre rundt i lokalet.
»Nå, hvad skal jeg sige …« trak hun ud, idet hun satte sig på den anviste plads for bordenden. »Mørkt er der her. Og nogle tarvelige duge. Valdemar, jeg sagde jo, I skulle have lejet Herregården inde i byen. De har sådan nogle flotte lysekroner der!«
»Mor, Herregården har vi ikke råd til,« sagde Valdemar lavt og satte sig ved siden af hende.
»Åh, hold op med at spille fattige!« fejede Pernille af og rettede på håret. »Gitte tjener sgu da som en direktør. I kunne da godt for én gangs skyld lave en ordentlig fest for min bror.«
Gitte kunne mærke irritationen stige op i halsen, men hun beherskede sig. Det var ikke tiden til at lægge sig ud med familien foran gæsterne.
»Vær så god, Grethe,« sagde Gitte og skubbede fadet med fiskeforret hen mod svigermoderen. »De har et dejligt køkken her.«
Svigermoderen løftede et stykke fisk op med gaflen og så på det med afsky.
»Laksen er noget bleg. Den billige nede fra torvet, går jeg ud fra?«
»Det er let saltet ørred fra køkkenchefen,« forklarede Gitte roligt.
Banketten var godt i gang. Gæsterne spiste, drak og skålede. De roste Valdemar – for en dygtig fagmand, for en god familiefar, sikke heldigt han havde haft det i livet.
Grethe lukkede ikke munden hele aftenen. Hun fortalte historier fra Valdemars barndom, pralede med hans opdigtede succeser på arbejdet og nævnte ikke Gitte med et eneste ord.
For hende var svigerdatteren kun servicepersonale, hvis opgave var at fylde juice op i glassene til tiden og ellers holde sig i baggrunden.
Da hovedretten blev serveret, var stemningen ved bordet til at skære i.
Gitte var træt. Hun rejste sig fra bordet for at bede tjenerne bringe teen ind, og da hun kom tilbage mod sin plads, hørte hun svigermoderens høje røst:
»Hold da op, hvor du er grimt klædt på, Gitte.«
Gaflerne over det festlige bord stoppede med at klirre. Gæsterne stirrede alle ned i deres tallerkener og lod, som om de var optaget af salaterne.
Gitte standsede midt på vejen til sin stol.
»Undskyld?« spurgte hun.
»I den kjole ligner du en gammel øg, det er sgu’ rigtigt!« proklamerede Grethe højt og lod blikket glide hen over de tavse gæster.
Valdemar fik røde pletter i ansigtet.
»Mor, stop nu,« sagde han usikkert. »Kjolen er da fin nok.«
»Valdemar, du er bare blevet blind,« fejede moderen af med hånden og rettede på kraven på sin nye silkebluse. »Jeg vil dig jo det bedste. Kære ven, du er otteogtredive, og du klæder dig som en gammel kone i et kolonihavehus. Ingen talje, ingen facon. Det er jo smagløst!«
Pernille smilede hånligt bag sin serviet.
Gitte gik langsomt hen mod bordet. Hele aftenen havde svigermoderen demonstrativt snerret ad alt. Først var forretterne for tarvelige, så var restauranten for billig, og nu var konen ikke god nok til hendes søn.
»Jamen, jeg kan godt lide den,« svarede Gitte roligt og så direkte på svigermoderen. »Den er behagelig.«
»Behagelig!« fnyste Grethe. »En kvinde skal pynte på sin mand. Hun skal være hans visitkort.«
Hun rettede sig op.
»Se nu på mig,« fortsatte svigermoderen. »Jeg er gået på pension, men jeg holder stadig facaden. Fordi man skal have respekt for sig selv og ikke iføre sig den første den bedste sæk fra Bilka.«
Gæsterne vekslede forlegne blikke. Valdemars egen onkel stirrede ned i sit glas og lod, som om han studerede boblerne i mineralvandet.
»Gitte, sæt dig ned, lad være med at starte noget,« hviskede manden og trak hende i ærmet.
Det var jo karakteristisk. Valdemar foretrak altid at forblive i baggrunden, mens kvinderne opgjorde deres mellemværender. Helst skulle Gitte bare tie og finde sig i det.
Men i dag havde Gitte ikke tænkt sig at tie. Hun var træt af at trække realkreditlånet, betale for svigermoderens lyster og finde sig i offentlige ydmygelser for egen regning.
»Grethe,« sagde Gitte og støttede hænderne mod bordkanten. »Den bluse, du har på – hvor kommer den fra?«
»Hvad har min bluse med det at gøre?« veg svigermoderen tilbage, forvirret over det pludselige skift i samtalen.
»Det har den så sandelig,« vedblev svigerdatteren uanfægtet. »Blusen er italiensk. Ægte silke. Og så de lædersko, jeg lagde mærke til, da du kom ind. Og din nye pelsfrakke, der hænger i garderoben. Flotte sager, ikk’?«
»Det er de,« indrømmede Grethe forsigtigt. »Jeg er god til at vælge kvalitet.«
»At vælge, det kan du,« sagde Gitte. »Men hvem betalte for dem?«
Nogen ved bordet hostede nervøst. Valdemar blev rød i hovedet og forsøgte at rejse sig.
»Gitte, det er nok nu,« hvæsede han gennem tænderne.
»Nej, Valdemar, det er ikke nok,« stoppede Gitte ham med en håndbevægelse. »Når vi nu taler om udseende og respekt for sig selv, så lad os tage den ærligt.«
Hun hævede stemmen, så alle tilstedeværende kunne høre hende.
»Den italienske bluse, skoene og den fine pelsfrakke købte du i sidste måned, Grethe. For de tyve tusind kroner, jeg overførte til dig fra min kvartalsbonus.«
Svigermoderens ansigt blev langt.
»Fordi du, og jeg citerer: “ikke havde noget at tage i lægehuset, det var pinligt over for lægerne”,« hamrede Gitte fast.
Den klare læbestift på Grethes læber virkede pludselig meningsløs. Hun lod blikket flakke rundt mellem gæsterne for at finde støtte, men alle i familien var pludselig blevet optaget af det kød, der var ved at blive koldt på tallerkenerne.
»Jeg spurgte min søn!« kastede svigermoderen udfordrende frem.
»Men det var ikke din søn, der betalte,« afskar Gitte. »For din søns løn rækker lige præcis til afdraget på realkreditlånet, benzin og forretningsfrokoster.«
Pernille forsøgte at blande sig.
»Gitte, hvorfor skal du altid tælle andres penge? Er du helt væk?«
»Jeg tæller mine egne penge, Pernille,« svarede Gitte skarpt. »Og den her banket, som I sidder til lige nu og kritiserer restauranten og mit udseende – den er betalt til sidste øre af min egen pengepung.«
Der faldt en akavet pause over lokalet, kun afbrudt af klirren fra tallerkenerne ved nabobordene.
»Og den dyre parfume, du gav din søn i dag, er købt for de penge, jeg gav dig til tandlægebehandling i sidste uge,« tilføjede Gitte og så lige ind i øjnene på svigermoderen.
Grethe blev ildrød i hovedet.
»Hvor vover du …« mumlede hun.
»Så hør her,« sagde Gitte og rettede sig op. »Jeg kan gå klædt i en kartoffelsæk, hvis jeg vil. For den sæk har jeg købt for mine egne hårdtjente penge!«
Hun trak glasset med juice hen mod sig.
»Og når du har lært at klæde dig for din egen pension, så kan vi begynde at tale om mit tøj! Velbekomme!«
Gitte satte sig roligt ned på sin stol.
Grethe gispede efter luft. Hun havde forventet, at sønnen ville gå i sin mors forsvar og skælde konen ud, som var gået for vidt. Men Valdemar sad bare med sænket hoved og pillede flittigt ved et stykke ovnbagt kartoffel med gaflen.
Der var intet at gøre. Svigermoderen krøllede stofservietten sammen, smed den på bordet og rejste sig brat.
»Jeg sætter ikke mine ben i jeres hus igen!« fik hun presset frem uden at henvende sig til nogen bestemt.
Hun vendte om og skyndte sig mod udgangen. Pernille kastede et morderisk blik på Gitte, rejste sig og fulgte efter sin mor.
Resten af aftenen forløb i en trykket stemning. Gæsterne gjorde hurtigt maden færdig, fik deres te, sagde stift farvel og gik hver til sit.
Gitte og Valdemar kørte hjem i tavshed.
Der gik en uge. Livet gik sin gang. Grethe lod demonstrativt være med at ringe. Valdemar gik i et par dage rundt med et fornærmet udtryk og forsøgte at bebrejde sin kone, at hun havde været for hård, men han kunne ikke finde nogen argumenter.
Lørdag morgen stod Gitte og bryggede kaffe, da der plingede en besked ind på mandens telefon. Valdemar, som sad ved bordet, kiggede på skærmen og tøvede.
»Gitte,« begyndte han i en indsmigrende tone. »Der er skrevet fra mor. Hendes køleskab er gået i stykker. Reparatøren siger, at en reparation bliver dyr.«
Gitte tog en tår af den varme kaffe fra kruset.
»Det var da ærgerligt,« svarede hun roligt.
»Vi bliver nødt til at hjælpe hende,« sagde Valdemar og kløede sig i nakken. »Kan du overføre fem tusind? Jeg giver dig tilbage af næste måneds løn.«
»Nej, Valdemar, det kan jeg ikke,« sagde Gitte og stillede kruset fra sig.
»Hvad mener du? Hendes madvarer bliver jo ødelagt!«
»Lige præcis,« sagde Gitte og så på sin mand. »Din mor gjorde det meget tydeligt, at jeg er en vandrende smagsløshed, og at jeg ikke respekterer mig selv. Jeg har besluttet at følge hendes kloge råd.«
Hun gik hen til komfuret og slukkede blusset.
»I går bestilte jeg tid hos frisøren til klipning og farvning. Og i weekenden skal jeg ud og købe nogle nye kjoler. Jeg skal nok holde facaden!«
Valdemar blinkede forvirret.
»Men køleskabet, så?«
»Køleskabet, skat, er nu dit problem,« smilede Gitte. »Tag et bijob, bed om et forskud. I er jo familie – dit eget kød og blod. Jeg er sikker på, at du nok skal klare det!«
Hun tog sit krus og gik ind i stuen, efterlod Valdemar alene med sine tanker og Grethes itu-ødelagte køleskab. Og som man reder, skal man ligge – for helvede …
Hvad ville du gøre i denne situation? Del dine tanker i kommentarfeltet, og like videoen!
