Hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hus? spurgte svigerforældrene direkte.
Forstår du mig ikke? spurgte Lene anspændt.
Hvis I allerede har fået alting på plads, regner vi med, at I snart vil invitere os med ind, svarede Jens.
Mikkel, forstår du, at det her overskrider alle grænser? Lene kunne ikke holde sine følelser tilbage længere, især da manden låtsadede, at han ikke forstod, hvorfor hun var så ophidset.
Eller havde de måske hele tiden planlagt, at hun skulle investere flere år af sit liv i dette byggeprojekt, sætte alle sine opsparede penge i det og så stå tilbage uden noget?
De unge gik ikke den samme vej som deres jævnaldrende, som købte små lejligheder til dyre penge. Da Mikkel og Lene mødtes, besluttede de, at de i fremtiden ville bygge deres eget hjem. Det var billigere, hurtigere og mere fordelagtigt i stedet for tretti kvadratmeter fik de hundredeogtredive for samme pris.
Der vil være plads til både børn og kæledyr, kan vi endelig få et lille hund eller en kat, sagde Lene med et smil.
Heldigvis var der allerede et jordstykke. Det tilhørte Lenes tante, som havde overdraget det til sin niece, efter hun havde hørt, hvor seriøse de unge var om deres planer.
Jeg har ikke givet jer meget i bryllupsgaver, så dette er min gave et sted, hvor I kan få børn til at vokse op, sagde hun, mens hun pegede på grunden, der havde stået ubrugt i omkring tyve år.
Alligevel var det ikke let. For at spare på omkostningerne tog de nogle byggeopgaver på egen hånd. De arbejdede efter deres almindelige job, i weekender og endda i dårligt vejr.
Lene måtte også trække på en arv. Hun fik penge fra salget af sin bedstemors lejlighed og investerede dem i byggeriet.
Da huset endelig stod færdigt, indså de, at hver eneste time i arbejdet var det værd. Selvom huset endnu ikke var 100% færdigt der manglede stadig detaljer i både konstruktion og indretning var det allerede beboelig, og de blev fyldt med stolthed.
De begyndte at tilbringe nætter i deres nye hjem og invitere venner. Lene havde kun én fortrydelse: deres svigerforældre, Jens og Inger, havde aldrig hjulpet dem, selvom de flere gange havde bedt om assistance.
Der var altid noget vigtigt, som de skulle ordne, så de kunne hverken sætte hegnet, plante juletræerne eller levere køleskabet. De havde en stor firehjulstrækker med anhænger netop den type bil, man har brug for udenfor byen men alligevel måtte parret betale for leveringen.
Er de virkelig så travle? Hvad kan de så lave? De er jo pensionister, tænkte Lene.
De kan vel ikke lyve, svarede Mikkel med et løftet skulder.
Lene indså, at måske var svigerforældrene virkelig optaget af noget, og at de blot ikke nåede at møde deres anmodninger i tide. En lille tvivlsus blev dog plantet i hendes sind.
Lene, i dag får vi den nye fjernsynslevering. Skal du modtage den? spurgte Mikkel, mens han hastigt slikkede en sandwich i sit lyse køkken.
Ja, selvfølgelig. Hvornår kommer de?
De sagde, det bliver i anden halvdel af dagen, mellem kl.15 og 20. Jeg har givet dem dit nummer, så de ringer en time før.
Fint, jeg har pakket frokost til dig.
Mikkel gav hende et hurtigt kys på kinden og skyndte sig ud i entreen. Omkring kl.16 bankede det på døren.
Lene troede, det var leveringen, men det var mærkeligt, at de ikke havde ringet som aftalt. Da hun åbnede, stod Jens og Inger på dørtrinnet.
Åh, sagde Lene overrasket, og kunne kun gisle i stedet for at hilse ordentligt.
Hej Lene! Gik du mærke, at vi bliver rige? grinede Inger med et bredt smil.
Undskyld, jeg genkendte jer selvfølgelig, jeg forventede bare ikke, at I kom.
Må vi komme indenfor? spurgte Jens med et blink i øjet.
Ja, selvfølgelig, kom ind.
Svigerforældrene gik ind i den lyse stue, som åbnede sig ind i køkkenet, og kiggede sig omkring.
Hvor smukt her! udbrød Inger begejstret. Det er jo rigtigt, at I har bygget et hus i stedet for at købe en lejlighed. Et hus er solidt, rummeligt der er plads til alle!
Jo svarede Lene lidt tøvende.
Så hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hjem? spurgte de igen.
Forstår du mig ikke? spurgte Lene igen, mere anspændt.
Når I har fået alting færdigt, regner vi med, at I snart inviterer os, svarede Jens.
Vi havde egentlig ikke regnet med, at huset kun var til fire, indrømmede Lene, mens hun blev presset af deres spørgsmål.
Vi er da ikke nogle konger, vi klarer os fint med ét værelse! grinede Jens.
Jeg har besluttet at udleje min lejlighed og bruge pensionen til lidt ekstra, sagde Inger.
Har I snakket om det med Mikkel? spurgte Lene, der helt tydeligt ikke brød sig om idéen.
Ikke endnu, men han vil sikkert ikke have noget imod det, svarede Jens selvsikkert.
Lene var chokeret over deres ligefremhed. De havde aldrig hjulpet dem, og nu ville de både bo i huset og tjene penge på det.
Hun manglede modet til at give svigerforældrene afslag, men håbede på Mikkels støtte.
Vi er jo som fremmede! udbrød Jens. Vi vil i hvert fald have te!
Naturligvis, svarede Lene ydmygt.
Svigerforældrene nippede langsomt til teen, mens de satte sig ved middagsbordet i stuen. Pludselig ringede telefonen.
Leveringschaufføren undskyldte, at han havde glemt at ringe i forvejen, og sagde, at han allerede var på vej. Lene gik ud for at modtage fjernsynet. Chaufførerne bar den store kasse ind i huset og gik så høfligt.
Det er en kæmpe kasse! udbrød Jens. Hvor skal vi hænge den?
Her, pegede Lene på den tomme væg.
Perfekt, så kan vi sidde om aftenen og se nyhederne.
Vi havde egentlig ikke tænkt på at montere en antenne, svarede Lene.
Så hvad ser I så? en tom skærm? svarede Inger med et grin.
Film, serier og apps. I dag ser de fleste ikke på antenne, kun de ældre, svarede Lene og rullede med øjnene.
Så er det vores tur! sagde Inger. Jeg taler med Mikkel om at få antennen sat op.
Lene tjekkede tiden, indtil Mikkel kom hjem til tiden.
Der er Mikkel! udbrød hun, da hun hørte motoren.
Hun løb ud i entréen for at møde ham.
Dine forældre er kommet og vil flytte ind hos os, hviskede hun, mens hun krammede ham omkring nakken.
Hvad?! udbrød han i chok.
Ro dig, de fortæller alt selv.
Hvorfor nu? spurgte Mikkel.
De er bare kommet for at se på, hvad vi har lavet. De synes, det ser rigtig godt ud, svarede Jens.
Vi får snart et barn, så pladsen vil nok blive knap, sagde Mikkel tænksomt.
Men I har også to ekstra værelser ovenpå! indskød Inger.
En børneværelse og et gæsteværelse. Vi har venner her i nat, små fester Vi er unge, som vi er, grinede Mikkel.
Vi kan ikke lide støj, sagde Inger og så på ham.
Så må I nok holde jer stille, svarede Mikkel.
Hvorfor det? spurgte han.
Vi har allerede sagt til Iri, at vi vil flytte ind og leje vores lejlighed ud for at tjene lidt ekstra, forklarede Jens.
Vi har ingen plads til jer, svarede Mikkel.
Åh, min dreng, er der virkelig ikke plads til forældrene? spurgte Inger med et sygt glimt i øjet.
Har I overhovedet haft tid til at hjælpe os? Vi fik ikke engang leveret et køleskab! I har aldrig været her før, og nu vil I tjene penge på vores hus? Nej, det går ikke, sagde Mikkel med en dyb indånding. Jeg elsker jer, men vi har simpelthen ikke plads.
Jens og Inger så på hinanden.
Lad os gå, Lilla, det er tid, sagde Jens kort.
Ja, lad os gå.
De rejste sig tavst og gik ud i entréen.
Da de var gået, kastede Lene sig i Mikkels arme og takkede ham.
Jeg var bange for, at du ville tage deres side de er jo dine forældre! sagde hun.
Hvorfor skulle jeg? Jeg har set, hvor meget du lider, hver gang de afviser at hjælpe. Hvorfor skulle jeg acceptere, at de vil have penge for at bo i vores hus? svarede han.
Tak! udbrød Lene og holdt ham endnu tættere.
Det er ingenting, sagde han med et smil, og bad hende lave aftensmad som tak.
Denne oplevelse lærte dem, at ægte familie ikke altid er dem, der står ved din side med materielle gaver, men dem, der viser omsorg og respekt for dine grænser. Når man bygger sit eget liv, skal man huske, at den stærkeste mur er den, man lægger af tillid og kærlighed, ikke af mursten eller penge.
