Hvorfor skal mor have to værelser? Hun er allerede 65. Gæster får hun nok ikke, og med sine søstre sine søstreaunties kan hun bare sidde i køkkenet og drikke te.
Ærligt, en etværelseslejlighed til mor vil nok holde både øjne og ører.
Lise Jensen vidste, hvorfor hendes søn Mikkel og hendes datter Kirstine var kommet på besøg. Det var allerede gået en uge, siden de alle havde samlet sig for at fejre Kirstines fødselsdag den yngste barnebarn af Lise.
Mikkel og Kirstine var lige trådt ind, da døren gik i klem. En nabokvinde kiggede ind.
Åh, Lise, jeg er for sent på den. Du har gæster, mumlede den ældre dame.
Det er vores, Nina. svarede Lise. Hvad er der galt?
Min symaskine er gået i stå igen tråden er viklet så meget, at jeg ikke kan få spolen ud. Jeg kommer tilbage senere, undskyld. sagde hun.
Bare rolig, jeg tjekker det straks det går hurtigt, svarede Lise.
Hun vendte sig mod Mikkel og Kirstine:
Jeg er væk fem minutter, så I må klare køkkenet jeg har allerede sat kedlen på. Kom nu, gør jer kloge.
Lise fik hurtigt styr på symaskinen og skyndte sig hjem. Men da hun stod i entréen, standsede hun, fordi noget fangede hendes opmærksomhed.
Mor, jeg har regnet det ud, sagde Mikkel, den her lejlighed kan vi sælge for mindst tre millioner kroner, mens en tilsvarende toværelses lejlighed i den lille by, mor vil flytte til, kun koster omkring en million.
Så du vil bede mor om at give os differencen? En million til hver af os? spurgte Kirstine.
Jo, selvfølgelig. Ikke kun en million, men en million to hundrede, svarede Mikkel.
Hvor skal hun få pengene fra? undrede Kirstine.
Jeg sagde jo, jeg har kigget på det! Hvorfor skal mor have to værelser? Hun er 65. Gæster får hun nok ikke, og med sine søstre kan hun bare sidde i køkkenet og drikke te.
Ærligt, en etværelseslejlighed til mor vil nok holde både øjne og ører. En ordentlig etværelses med renovering kan man få for omkring seks hundrede tusinde kroner.
Jeg har kigget på en, der ligger tæt på centrum, i en forholdsvis ny bygning, så butikker og lægehus er i nærheden, forklarede han.
Jeg ved ikke, måske vil mor ikke gå med på det? forsøgte Kirstine at modsætte sig.
Hvorfor? Jeg er egentlig imod, at hun flytter. Men når hun alligevel trækker sig tilbage, så lad hende gøre noget rart for os.
Lise Jensen havde for nylig overvejet at vende tilbage til sin fødeby. Da de kom til København, var hun allerede femogfyrre.
I den alder får man ikke mange nye venner. Hun havde et par gamle bekendtskaber, men det er jo ikke det samme som venskaber fra barndommen.
Hun havde ikke ønsket at flytte at miste sit job, trække børnene ud af skole og tage til en helt ukendt by. Men hendes mand fik en god stilling på et fabrik, og hun sagde ja.
Så gik tyve år: familie, arbejde, sjældne besøg i hjembyen. For to år siden gik hendes mand uventet bort.
Sønnen og datteren havde allerede deres egne familier, deres eget liv, og Lise følte sig som i et vakuum. Da hun gik på pension, blev det meget ensomt, og hun begyndte virkelig at tænke på at flytte, især da søstrene ringede.
Lise ventede ikke på, at datteren skulle svare. Hun bankede hårdt på døren, som om hun lige var kommet hjem.
Mikkel og Kirstine stod i køkkenet. Datteren havde allerede serveret te i kopper og skåret en skive skyggelagt kage, som Lise havde bagt, inden de kom.
Mor, er du helt sikker på, at du vil flytte? spurgte Kirstine.
Ja. Nu hvor jeres far er væk, er der intet, der holder mig her. I tyve år har dette sted aldrig følt sig som mit hjem.
Intet holder dig? Hvad med os? Hvad med børnebørnene? undrede datteren.
Kirstine, I har jeres eget liv, jeres egne pligter. Jeg vil ikke være i vejen. Børnene er store nu, de behøver ikke længere en barnepige. Hvorfor skulle jeg sidde på en bænk med andre pensionister og gå i parken med en stok?
Nogle synes, det er spændende. Ikke mig. Hvad er der så tilbage? Bøger og TV? Jeg har søstre, mange bekendte. Ikke langt fra byen, i en landsby, er vores forældres hus, hvor hele familien samles om sommeren.
Ved du, jeg drømmer tit om at gå gennem gaderne i min hjemby, og folk ser ud som om, de allerede kender mig.
Så, mor, hvad med lejligheden? førte Mikkel samtalen over på det praktiske.
Hvad? Jeg sælger den og køber en ny, svarede Lise.
Skal vi hjælpe med salget? spurgte sønnen.
Jeg bruger et agentskab. Annoncen er allerede lagt ud. Så begynder jeg bare at pakke.
Mor, jeg foreslår ikke bare en hjælp. Der er så mange svindlere i dag. Man kan ende uden penge og uden lejlighed.
Bare rolig. Lise Krog fra ejendomsmægleren vil hjælpe mig husker du hendes kone, Tante Henrikas stedfortræder? sagde Lise.
Hun har sit eget bureau. Og der er også Natasja, der har en pålidelig mægler de købte for nylig en lejlighed til Poul forklarede Lise.
Hvor meget vil du have for lejligheden? spurgte Mikkel.
Lise sagde, at tre millioner er en normal pris. Vi kan starte lidt højere. Jeg har selv kigget på boligsiderne så er det sandt.
Der er billigere lejligheder, kom Kirstine med.
Ja, en tilsvarende som vores koster mellem to og to komma fem millioner, svarede Lise.
Mor, vi har en lille bøn: Kan du efter salget give os hver en million? spurgte Mikkel.
En million? Så vil jeg ikke have råd til en ny lejlighed.
Hvorfor ikke? Vi kan købe noget mindre, fx en etværelses, foreslog sønnen.
En etværelses vil være ubehagelig for mig, svarede Lise. Jeg har brug for to rum: et soveværelse og en stue.
Nogle trepersoners familier bor i etværelses, bemærkede sønnen.
Ja, dem der ikke har råd til mere. Men jeg har råd, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal give afkald på komfort.
Det ville være ret retfærdigt over for Kirstine og mig. Det er jo en familielejlighed.
Mikkel, jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle tale om dette, men husk vores fars testamente: I fik alt, hvad I havde ret til.
Han behandlede jer ikke dårligt. Jeg fik kun lejligheden. Nu vil du dele den med os?
Mikkel udtrykte sig ikke helt rigtigt, indgreb Kirstine. Han mente, at du kan hjælpe os, hvis du har penge tilbage.
Han har et realkreditlån, vi vil med Ilja købe en sommerhus. Måske ikke en hel million, men fem hundrede tusind, vil hjælpe.
Selv hvis du køber en lejlighed for to millioner, har du stadig en million tilovers. Det er det, vi taler om.
Ja, den vil jeg bruge til flytning, renovering og nye møbler, så jeg har noget at bo i.
Det, der bliver tilbage, er min sikkerhedsbuffer, for jeg bliver ikke yngre. Jeg vil ikke skabe problemer for jer, hvis jeg bliver syg.
Så du giver os ingenting? spurgte sønnen.
Mikkel, jeg er overrasket over, at I har startet denne snak. Du er 37, Kirstine er 34. I har begge en videregående uddannelse, og I arbejder.
Ja, du har stadig flere år med realkredit. Men I har det ikke så svært. Hvis jeg ikke havde flyttet og solgt, havde I så haft en plan for, hvor I skulle bo?
Nej. Undskyld, at vi tog dette op, sagde Kirstine. Vi bare tænkte
I tænkte, at mor, som altid har hjulpet jer, også vil hjælpe nu, svarede Lise.
Jeg ville ikke nægte, hvis I virkelig havde brug for det. Men jeg tror, I klarer jer selv: Mikkel betaler realkreditten, du og Ilja sparer op til sommerhuset, så alt bliver fint.
Lise Jensen fulgte sin plan: hun solgte lejligheden i København, flyttede tilbage til Odense, og købte en ny lejlighed tæt på det sted, hvor hun og hendes mand og børn engang boede.
Familien hjalp med indretning og renovering. Nu, når hun vågner om morgenen, føler hun sig virkelig hjemme.
Synes du, at mor har gjort det rigtige? Del din mening i kommentarer, og giv et like.
Venner, vil I læse flere historier? Skriv en kommentar og husk at like det giver os lyst til at skrive videre!
