— Hvad skal du med det, mor?..
Lige siden jeg kom hjem fra Tyskland, har jeg kun hørt den sætning. Den lyder efter mig i gangen, toner frem over morgenkaffen og hænger i luften, når vi bare sidder stille sammen i stuen.
— Hvad skal du med det, mor?
Først tog jeg ikke notits af det. Jeg tænkte, min datter var bare bekymret. Måske syntes hun, at jeg var træt efter den lange rejse, eller hun ville skåne mig for unødvendigt besvær. Men efterhånden gik det op for mig: bag ordene gemmer sig ikke omsorg. Der var noget andet – en underlig, tavs overbevisning om, at mit eget liv allerede var forbi, og at jeg nu bare skulle eksistere stille og roligt i baggrunden af deres familielykke.
Jeg arbejdede i Tyskland i tyve år. Tyve år med fremmed hverdag, pleje af ældre mennesker, nattevagter, et fremmed sprog og en evig længsel efter hjem. Jeg kom sjældent tilbage til Danmark. Sådan blev det. Min mand døde tidligt, og det var umuligt at forsørge mit barn på en lille løn i landsbyen, så jeg tog springet. Derovre i Tyskland mødte jeg efter nogle år et godt menneske, Mads. Vi levede sammen i mange år i harmoni og respekt. Jeg ser intet skamfuldt i det, selvom nogle naboer i landsbyen hviskede bag min ryg. Alle har deres egen skæbne. Da Mads døde, gik huset videre til hans familie, og jeg mærkede, at min opgave derovre var slut. Tiden var inde til at komme hjem.
I de år tjente jeg penge nok til et stort, smukt hus her i Danmark. Jeg hjalp min datter Mette, min svigersøn Mikkel og børnebørnene. Jeg købte biler til dem og en lejlighed i Aarhus til min ældste datterdatter Freja, for hun skulle snart giftes. Jeg har aldrig talt sammen, hvor mange tusind kroner jeg sendte hjem i de tyve år. Hvis de manglede noget – til uddannelse, renovering, nye møbler eller ferie – spurgte jeg aldrig: “Hvad skal du med det?” Hvis de ville have det, købte de det. Hvis de drømte om det, hjalp jeg til. Jeg var lykkelig over at kunne gøre det, at mine slidte hænder i Tyskland blev til deres komfort.
I dag er jeg syvogtres år. Men helt ærligt, jeg føler mig langt yngre. I Tyskland vænnede jeg mig til, at kvinder på min alder går på café, køber farverige tørklæder, får sat håret og rejser. Jeg elsker at klæde mig pænt, elsker bevægelse, elsker livet. Og jeg synes bestemt ikke, at man i min alder bare skal sidde foran fjernsynet, strikke sokker og vente på, at endnu en dag går.
Det hele startede en solrig majmorgen. Vi sad på terrassen i mit nybyggede hus. Mette drak kaffe, og jeg kiggede ud over vejen gennem hækken. Kirsebærtræerne blomstrede rundt omkring, luften var så ren, at man kunne mærke det helt ned i lungerne.
— Mette, — sagde jeg og satte koppen fra mig på bordet. — Jeg har tænkt over noget… Jeg overvejer at melde mig til et kørekortkursus.
Min datter næsten kvaltes i kaffen. Hun stillede koppen, tørrede munden og så på mig, som om jeg havde forlangt at blive sendt til Månen.
— Hvad har du tænkt, mor? Hvilket kursus?
— Et helt almindeligt kørekort. Jeg vil lære at køre bil. Jeg har sparet nogle penge op, kun til mig selv. Ikke til børnene, ikke til en dårlig dag, men til mit eget liv. Jeg vil købe en lille automatbil, så jeg selv kan køre til byen eller til hospitalet, når det er nødvendigt. Vi bor jo på landet, og bussen kører kun tre gange om dagen. Og jeg har aldrig brudt mig om at være afhængig af andre.
Mette lo pludselig højt og hånligt.
— Hvad skal du med det, mor? I din alder og med bil? Har du tænkt på din reaktionstid? På skiltene? Du bliver fuldstændig dytet ud af vejen ved første kryds! Hvorfor udsætte dig selv for unødvendigt stress og besvær? Hvis du skal nogen steder, så sig til Mikkel, han kører dig. Eller bestil en taxa. Lad være med at finde på noget fjollet, sid nu bare stille og roligt.
Hendes latter var så selvsikker, og hendes ord så ubønhørlige, at noget trak sig sammen indeni mig. Jeg huskede, hvordan kvinder over halvfjerds i Tyskland roligt drejer rundt i deres små biler og parkerer på de snævre gader. Men jeg havde ikke lyst til at skændes.
— Nå, du har måske ret… — sagde jeg stille.
Og jeg… gav op. Gemte mine drømme dybt nede i skuffen og beroligede mig selv med, at min datter bare bekymrede sig om min sikkerhed.
Der gik en måned. Min nabo Lise kom på besøg. Vi er jævnaldrende og voksede op sammen. Lise har aldrig arbejdet i udlandet – hele sit liv har hun været lærer på den lokale skole. Men hendes børn blev gode mennesker, og i år gav de hende penge til ferie og afslapning.
— Birgitte! — pludrede Lise fra døren, hendes øjne strålede af glæde. — Mine børn har købt en uges ophold i Skælskør til mig! Et dejligt kurhotel, jeg skal drikke kildevand, få behandling for ryggen. Tag med mig! Det er sjovere sammen. Du har da penge, du kan købe en pakke dernede. Vi kan gå ture, slappe af og nyde det hele.
Noget hoppede af forventning inde i mig. Endelig en ferie! Ikke arbejde, ikke rengøring, men en rigtig ferie på et dansk kursted.
— Åh, Lise, det er da en idé! — jublede jeg. — Jeg har mine egne penge. Jeg snakker lige med Mette, pakker tasken – og så tager vi af sted!
Om aftenen, da Mette kom forbi med frisk mælk, delte jeg mine planer med hende.
— Mette, Lise har inviteret mig med til Skælskør. En uge på kurhotel. Jeg er helt opsat på at tage med, få plejet mit helbred lidt og komme ud.
Min datter sukkede, stillede mælkekartonen på bordet og satte hænderne i siden. Hendes ansigt fik igen det kendte, utilfredse udtryk.
— Hvad skal du med det, mor? Hvad er der i Skælskør, som du ikke har her? Almindeligt vand, masser af mennesker, gamle bygninger. Bare spild af penge. Du kunne hellere blive hjemme, så kunne vi tage børnebørnene med på besøg i weekenden, de trænger til frisk luft. Og Mikkel siger, at taget på vores garage skal laves om, vi havde håbet på at låne lidt hos dig, men du tager på ferie…
Jeg kiggede på hende og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Lise, der tæller hver en krone på sin pension, tager af sted, fordi hendes børn har velsignet og glædet hende. Men jeg, som har skaffet hele familien hus og biler, skal sidde hjemme og passe børnebørn, fordi mine penge igen er nødvendige til en andens tag.
Men jeg havde ikke lyst til skænderi. Jeg er jo mor. Jeg er vant til at give efter.
— Okay, Mette. Du behøver ikke at råbe. Jeg vil tænke over det, — tav jeg igen, og næste dag fandt jeg på en historie for Lise om, at jeg havde ondt i knæene og ikke kunne rejse nogen steder.
Men det, der ramte mig allermest, var noget helt andet. Det blev den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
En uge senere tog Mette og jeg på det store loppemarked i Aarhus. Hun skulle købe noget tøj til børnene til skolen, og jeg var bare med som selskab. Vejret var pragtfuldt, masser af mennesker, larm og farver.
Og så, ved en bod med stof og tøj, stoppede jeg brat op.
I vinduet hang den – en utrolig smuk, broderet bluse. Hvidt, kvalitetslinned, og på det en rig, tæt broderi med glatte sting. Trådene skinnede i solen i dybe bordeauxtoner, lyserøde og gyldne nuancer. Det var ikke bare et stykke tøj, det var sandt kunsthåndværk. Mit hjerte standsede et øjeblik af skønhed.
— Mette, se lige den bluse… — hviskede jeg.
— Nå, en bluse som alle andre, — svarede min datter ligegyldigt og kiggede på sin telefon. — Kom nu, vi skal også nå skobutikken.
— Nej, vent. Jeg vil prøve den.
Jeg gik ind i boden. Ekspedienten, en venlig kvinde, tog blusen ned fra mannequinen og rakte mig den. Da jeg tog den på og stillede mig foran det store spejl, mistede jeg næsten vejret. Den sad perfekt, som om den var syet lige til mig. Mit ansigt blev straks friskere, øjnene fik glans. I den bluse følte jeg mig igen som den smukke, unge Birgitte, jeg engang havde været.
— Hvad koster den? — spurgte jeg ekspedienten, allerede vidende, at jeg ikke ville tage den af.
— Fem tusind kroner, frue. Det er håndarbejde, meget fine tråde og stof.
Fem tusind kroner. For mig var det på det tidspunkt fuldt overkommeligt, set i lyset af mine danske opsparinger. Jeg åbnede min taske og fandt pungen frem.
I det øjeblik stak Mette hovedet ind i prøverummet. Da hun så prisskiltet, som ekspedienten holdt, snøftede hun næsten. Hun greb fat i min albue og hvæsede:
— Hvad laver du, mor?! Det er jo alt for dyrt! Fem tusind for en bluse? Hvor skal du gå i den henne – til diskotek? Kom nu væk herfra, jeg kan vise dig nogle billigere i den anden bod, de koster otte hundrede kroner og ser magen til ud, maskinbroderet fra Kina. Ikke spor ringere!
Hun trak mig bogstaveligt talt hen mod udgangen. Ekspedienten sukkede blot, tog blusen tilbage, og jeg skammede mig så meget, at tårerne trillede ned ad kinderne.
Mette førte mig hen til den anden bod og talte begejstret om besparelser og priser på varme. Der hang ganske rigtigt også bluser. Mange bluser. Men de var ikke de samme. De var syntetiske, korte, sjælløse. Jeg så på dem og forstod: jeg vil ikke have en billigere. Jeg vil ikke købe en ting, bare fordi nogen synes, at jeg ikke længere fortjener at bruge penge på mig selv. Jeg er syvogtres, og jeg har ret til den ting, jeg kan lide!
For første gang i lang tid tog jeg min albue til mig og sagde meget bestemt:
— Nej, Mette. Jeg køber ikke de billigere. Jeg køber den bluse, jeg først så.
Min datter stoppede op, ansigtet forlængedes af forbløffelse, og så blev det fyldt med fornærmelse.
— Nå, men så gør hvad du vil, mor! Spild dine penge, hvis du ikke har andet at bruge dem til! — vendte hun sig brat om og gik hen mod busstoppestedet.
Hjemturen foregik i tavshed. Mette vendte sig mod vinduet og ignorerede mig demonstrativt. I flere dage talte hun næsten ikke til mig, kom ikke forbi til en kop te, sendte beskeder gennem Mikkel. Og alt det på grund af en bluse. På grund af fem tusind kroner, som jeg ville bruge på mig selv.
Og så, mens jeg sad alene i mit store, stille hus, ramte det mig som et lyn. Jeg så på væggene, på de dyre møbler, jeg havde hjulpet børnene med at købe, huskede deres biler og Frejas lejlighed.
I tyve år sendte jeg så mange penge til min familie, at det er skræmmende at tælle. Hundredtusindvis af kroner. Og i alle de tyve år sagde jeg aldrig til dem:
“Hvad skal du med en ny bil, når den gamle stadig kører?”
“Hvad skal du med en renovering, når væggene er pæne?”
“Hvad skal Freja med en lejlighed nu, lad hende bo hos forældrene eller leje?”
“Hvad skal I med endnu et køb, hvor skal I gøre af alle de ting?”
Det sagde jeg aldrig! For det var deres drømme. Deres liv. Jeg ville, at de skulle føle sig lykkelige, succesrige, moderne. Jeg gav mit helbred i Tyskland for, at de herhjemme ikke skulle mangle noget.
Så hvorfor, nu hvor jeg er vendt tilbage, bliver jeg sat på plads? Hvorfor får jeg at vide, hvordan jeg skal leve for mine egne, hårdt tjente penge? Hvorfor bliver mit forsøg på at købe en broderet bluse eller tage til Skælskør betragtet som en forbrydelse mod familiebudgettet?
Jeg forstod det: de er bare blevet vant til, at jeg er en uendelig hæveautomat. En finansieringskilde, der ikke har ret til egne ønsker, egne luner eller eget liv. For dem er jeg allerede blevet “bedstemor”, der stille og roligt skal leve sine sidste år, spare hver en krone og give alt til børnene.
Samme aften rejste jeg mig, klædte mig på, tog en rutebil tilbage til byen og gik ind i den samme bod. Blusen hang der stadig, som om den havde ventet på mig. Jeg fandt pengene frem, købte den og tog hjem.
I mit soveværelse gik jeg hen til spejlet, tog forsigtigt den fantastiske bluse på. Den duftede af nyt linned. Jeg rettede på de broderede ærmer, så på mig selv – og for første gang i lang tid smilede jeg bredt og ærligt til mig selv. Jeg er smuk. Jeg er stærk. Jeg er i live!
Næste morgen spurgte jeg ikke om lov eller råd fra nogen. Jeg tog bare hen til turistbureauet i byen og bestilte en skøn pakke til Skælskør – på et godt kurhotel med en forbedret suite.
Da Mette hørte det fra naboen, kom hun igen med det samme ansigtsudtryk.
— Mor, tager du virkelig af sted? Hvad skal du med det…
— Fordi det er mit liv, Mette, — afbrød jeg hende roligt uden at lade hende fuldføre sætningen. — Og jeg vil endelig leve det, som jeg selv vil.
Min datter blev tavs, ude af stand til at svare på den uventede modstand.
Nu pakker jeg min kuffert til Skælskør. Jeg ved, at jeg får en dejlig ferie, går ture i parken i min nye bluse og drikker helbredende vand. Og når jeg kommer hjem, er det første, jeg gør, at melde mig til kørekortkurset. Og så køber jeg den lille bil, jeg drømmer om.
For i de dage har jeg lært en meget vigtig, fundamental ting. Børn kan elske os oprigtigt. De kan bekymre sig for os. Men de skal ikke leve vores liv i stedet for os og bestemme, hvornår det er tid til at gå “på pension” fra vores egne drømme. Hvis et menneske har arbejdet hårdt hele livet, nægtet sig selv mange ting, støttet andre og båret familien på egne skuldre, så har det fuld og absolut ret til endelig at opfylde sine egne ønsker. Og ingen – hører I – ingen skal stå til regnskab for, at man bare vil leve.
Nu, når jeg af og til ser spørgsmålet i min datters eller svigersøns øjne eller hører det velkendte: “Hvad skal du med det, mor?”, tier jeg ikke og gemmer mig ikke. Jeg smiler bare hemmelighedsfuldt, retter ryggen og siger:
— Fordi jeg har lyst. Og min lyst har jeg for længst fortjent.
