Kære dagbog,
I dag har jeg igen stået i døren og indset, hvor svært det kan være at sætte grænser, når ens partner insisterer på at bringe sin mor ind i vores liv. Jeg har sagt til Mikkel, at jeg ikke vil åbne døren for ham, når han kommer uanmeldt. Jeg vil ikke! udbrød jeg, og fortsatte: Gæster bør give besked på forhånd, og så skal de holde sig væk fra skabe, køleskabe og hylder. Han svarede, at det var hans mor, der skulle i huset, og at jeg bare skulle byde hende velkommen men ikke i mit hjem.
Det mindede mig om den gang, hvor Katrine altid fandt en fællesnævner med min mor. Jeg har ofte tænkt, at hvis jeg nu begyndte at tælle alle de ting, min ekspartner var bedre til end mig, så ville vi begge blive flove af det.
Sofie, som jeg har kaldt mig selv i denne indre dialog, gnider forsigtigt bordpladen, mens jeg prøver at samle mine tanker. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg så brød mig om den tid, jeg havde med Katrine og hvorfor jeg endte med at gå fra hende.
Mikkel vendte sig væk, så trist ud gennem vinduet, som om han bar på en hemmelighed, jeg allerede kender. Jeg sagde til ham: Du ved jo historien. Han nikker kun stille. Så afbryder jeg ham: Lad mig være i fred med din Katrine, ellers kan jeg blive din næste ekskæreste. Jeg var allerede ved at gribe til mere drastiske handlinger.
Vi mødtes for næsten et år siden i en fælles vennekreds. Jeg havde også mødt Katrine dengang, men vores kontakt var kun overfladisk. Hun havde introduceret Mikkel for mig, og få måneder senere forsvandt hun fra billedet. En aften, da jeg var lidt påvirket, fortalte Mikkel, at han havde opdaget Katrine i en affære og endda grædt over det. Jeg fandt hans åbenhed rørende han var ikke bange for at vise sine følelser, og jeg følte et instinktivt behov for at trøste ham. Det var tydeligt, at dette instinkt kom fra mit moderlige side, ikke fra romantisk interesse, men alligevel voksede der noget mellem os.
Alt begyndte flot. Han hentede mig efter arbejde, kørte mig hjem, sendte søde beskeder hver dag og spurgte, om jeg havde varmet mig ordentligt. Jeg følte mig omsluttet af hans omsorg. Først blev jeg bekymret, da Katrine selv skrev til mig:
Kære Sofie, jeg har hørt, at du ser dig selv sammen med Henrik. Det er selvfølgelig ikke min sag, men du bør være forsigtig med ham. Der er et tæt bånd mellem ham og hans mor.
Jeg noterede mig det, men tænkte, at kærlighed kan tackle sådanne små problemer. Hvis han havde haft udfordringer med én kvinde før, betød det ikke, at det skulle ske med mig.
Jeg svarede høfligt: Tak for advarslen, men vi klarer det selv. Jeg ville ikke fortsætte samtalen; det føltes som om jeg ville gøre Mikkels mor en tjeneste ved at holde mig stille.
Marianne Jensen, Mikkels mor, dukkede en dag uventet op hos os. Jeg følte mig næsten rolig, men vidste, at jeg ikke forstod, hvor ubehageligt det var for mig. Måske var hun bare bekymret for sin søn og ville se, hvem han boede med.
Jeg sendte Mikkel ud for at hente sin mor, iførte mig hastigt en trøje, snoede håret op i en knold og gik, halvt søvnig og med poser under øjnene, ind i lejligheden for at møde min potentielle svigermor. Jeg inspicerede allerede skufferne i kommoden, da hun kom ind.
Alt er blandet sammen, sagde Marianne med et milde smil. Snart vil I have sokker uden par. Lad os få dig til at lægge tøjet pænt, så intet mister sin form.
Det var som om hun forsøgte at overtage min rolle som værtinden med en slags dansk hygge men jeg følte mig tilbagetrukket. Jeg holdt mig rolig, selvom jeg indeni følte mig såret af, at en fremmed så frit rundt i mit hjem og i mit liv.
Marianne fortsatte med at give mig råd om, hvordan jeg skulle vande planterne, gøre rent i badet og pudse skeerne. Jeg prøvede at følge med, men jeg følte mig presset som en citron, der blev presset for saft. Mikkel sagde ikke en eneste gang, at han ville hjælpe mig med at få en pause fra den konstante inspektion.
Er din mor altid så aktiv? spurgte jeg forsigtigt før sengetid. Jeg var ikke imod en stor familie, men jeg ønskede også lidt afstand.
Ja, hun vil bare have en ven, svarede Mikkel med et løftet skulder. Tidligere boede vi sammen med Katrine i hendes lejlighed, men nu er hun ensom.
Jeg håber, vi ikke ender som et trekløver, sukkede jeg.
Mikkel så på mig med et anspændt blik. Hvad er problemet så? Er du imod min mor? spurgte han. Katrine og hun har altid klikket godt sammen.
Jeg sagde intet. Katrine var otte år yngre end mig, og hun elskede at knytte sig til folk. Det virkede som om Marianne kendte alle sine veninder ved navn og var ekspert i at stryge sengetøjet efter sin svigermors opskrift.
Jeg havde imidlertid ingen lyst til at tilpasse mig den slags lykke. Jeg havde allerede lært, at jo mindre andre blander sig i et pars forhold, jo bedre.
Marianne kom tilbage næste morgen, og denne gang gik hun i gang med at inspicere køleskabet.
Æg? Jeg laver kun græske æg til Henrik, de er bedre for mænd, sagde hun med en vigtig mine. Hylderne er ikke rene. I spiser jo alt fra dem. Sofie, du må vaske dem.
Jeg tænkte: Jeg spiser jo ikke lige fra hylden. Jeg lovede, at jeg ville vaske dem, men i virkeligheden drømte jeg kun om at få en rolig weekend.
Mikkel sov videre, mens jeg blev tvunget til at underholde hans mor.
Det er weekenden tid til at vaske og bage, erklærede Marianne skarpt. Tag svampen på, så lærer jeg dig at lave en kød tærte, som Henrik elsker. Du vil slikke fingrene!
Jeg stod stiv som en statue. Jeg ville ikke gå på de fleste andres anvisninger i anden dag i træk.
Marianne, kan du skrive mit nummer, så du kan ringe inden du kommer? spurgte jeg. Kan du faktisk ikke komme på besøg uden at give besked? Marianne så såret ud.
Selvfølgelig kan jeg det, svarede hun, men hendes ansigt fik de dybe linjer, som om hun var ved at eksplodere af vrede.
Jeg forsøgte at holde mig selv fra at lade mig trække ind i et drama. Jeg sagde til hende: Vi har ikke haft de problemer med Katrine, så jeg ser ikke, hvorfor vi skal have dem nu.
Mikkel gik ind i køkkenet og sagde i en fjern stemme: Katrine lavede de bedste kålruller. Hendes mor lærte hende det. Jeg kunne mærke, hvordan hans tanker stadig kredsede om den tidligere kærlighed.
Næste måned gik roligt uden besøg, men så ringede telefonen igen. Denne gang besluttede jeg mig for at nægte at åbne døren.
Efter fem minutter kom Mikkel trætte ud i gangen, med et surt udtryk.
Hvorfor åbner du ikke døren? spurgte han.
Jeg vil ikke! Jeg vil ikke. Gæster skal melde deres ankomst på forhånd, og de skal holde sig væk fra skabe, køleskabe og hylder.
Det betyder, at du ikke vil lade hende ind? Det er min mor! Hun er her for at besøge mig!
Så lad hende møde mig et andet sted men ikke i min lejlighed.
Vores skænderi lød højt nok til, at naboerne kunne høre. Marianne skreg fra indgangen, og Mikkel forsøgte at overbevise mig om, at hun kun ville have lidt hygge.
Til sidst gik jeg på en ultimatum: Det er nok! Gå ud med din mor, forklar hende, hvad en gæst er, og send hende hjem, ellers slutter vi.
Mikkel valgte den sidste mulighed. Jeg var ikke så ked af det. Vi behøvede ikke engang at tage farvel ordentligt måske var det bedst så. Jeg ville ikke leve med en mand, der stadig talte om sin eks og havde en påtrængende mor.
Et par måneder senere hørte jeg, at Mikkel havde fundet en ny elsker. Vores fælles veninde fra den samme gruppe fortalte mig, at den nye pige var flyttet ind hos ham og hans mor, men nu ville flygte og bad mig om at introducere mig for hende.
Er det virkelig så? spurgte jeg. Hvorfor? svarede hun med et grin: Hvis vi tror på, hvad Mikkels mor siger, så er du den perfekte kvinde smuk, stærk og en god kok.
Jeg tog noten, men holdt stadig fast i min egen fornuft. Jeg var ikke længere så let påvirket af andres meninger, især ikke af dem, der konstant nævnte deres eks og var så knyttede til deres mødre.
Det er tydeligt for mig nu, at et macho-liv med en mor, der altid er på førstepladsen, kun kan fungere inden for fornuftige grænser. Måske er det i orden, men kun hvis begge parter respekterer hinandens plads.
Jeg skriver dette ned, så jeg kan huske, at jeg har ret til at sige fra, uden at jeg skal bære andre menneskers forventninger på mine skuldre.
Sofie.
