Hvordan kan han være forkølet? Hvad er hans tilstand? udbrød svigermoren, mens hun så på ham. Han ligger og sover. Det er kun en lille feber, alt er i orden, vinteren er bare begyndt.
Det er ikke bare vinter! Det er dit arbejde, der gør, at du kommer hjem med alt muligt fra kassen! Hvor mange gange skal jeg sige dig skift job!
Signe lå og drømte, da et højt smæk pludselig brød stilheden nogen havde åbnet hoveddøren! Hun gnubbede øjnene og så på vækkeuret kun otte om morgenen.
Mikkel, skat, er du det? spurgte hun overrasket, mens hun lyttede til lydene i lejligheden.
Der kom ingen svar. Hun hørte kun, hvordan døren til badeværelset gik op, og så stilheden falde på.
Signe greb hastigt sin morgenkåbe og gik barfodet ind i badeværelset.
Da hun åbnede døren, blev hun helt målløs.
Mikkel stod foran spejlet, trakkede sin tunge ud og så den hvide overflade.
Signe, er det sandt, at man får en hvid tunge, når man er forkølet? spurgte han.
Er du selv forkølet? svarede hun søvnigt.
Det ser ud til det, svarede Mikkel og rørte bekymret ved sin pande. Jeg skal bruge et termometer. Hvor er det? Lad mig ligge ned. Jeg har fået fri fra arbejdet. Vi må nok ringe til lægen.
Signe fandt termometeret. 37,2 grader. Vinteren var begyndt, så Mikkel gik i seng. Lægen kom en time senere, udskrev sygemelding.
Signe ringede til sin mor:
Kan du hente Lasse fra børnehaven? Han må ikke komme hjem Mikkel er forkølet.
Moren var glad hun elskede sit barnebarn, boede alene, og Lasse var hendes store glæde.
Hvad med Mikkel? Er det alvorligt?
Nej, intet særligt. Lægen har givet ham sygemelding, ordineret nogle behandlinger, så vi skal bare hvile.
Hvordan har du det? spurgte moren bekymret.
Det går fint! Jeg skal tilbage på arbejde i den anden vagt, jeg beder svigermoren om at kigge forbi om aftenen, så hun kan holde øje med Mikkel. Så har vi en hel uge med anden vagt. Tak, mor, vi aftalte det.
Hvad skal man gøre? En let suppe på kyllingebouillon er påkrævet, så der skulle handles både i supermarkedet og i apoteket. Jeg måtte tage frosne kyllingelår ud af fryseren, købe gulerødder og kartofler.
I apoteket købte hun alt, hvad de skulle bruge. Til frokost vækkede hun manden.
Mikkel, stå op, spis suppe, rystede hun ham i skulderen.
Mikkel satte sig på sengen, men klagede:
Åh, jeg får kvalme! Kan jeg få suppen i sengen? Jeg kan ikke nå køkkenet.
Er det så slemt? Så får du den i sengen, så må du stadig tage temperaturen efterfølgende
Han spiste, målte igen 37,2 grader. Signe gav ham piller. Mikkel vendte ansigtet mod væggen og faldt i søvn igen. Tak og lov.
For at undgå at blive syg selv, betaler arbejdsgiveren fuld løn under sygemelding, men for Signe er det svært at få løn fra butikskøkkenet. Familien har lån, så hun kan ikke falde fra.
Hun ringede til svigermoren:
Inge Sørensen, Mikkel er forkølet. Hold øje med ham i aften, for vi får mange kunder, og jeg kan ikke nå ham.
Hvordan kan han være forkølet? Hvad er hans tilstand? åbnede svigermoren.
Han ligger og sover. Feberen er lav, alt er som det skal være, vinteren er kommet.
Det er ikke bare vinter! Det er dit arbejde, der gør, at du bringer alt fra kassen hjem! Hvor mange gange skal jeg sige dig skift job!
Inge, jeg er ikke svag! Men I sagde selv, at Mikkel som barn kunne lægge sig ned på et øjeblik. Kulden er kommet, så jeg har intet at sige
For at stoppe samtalen med svigermoren afbrød Signe hurtigt. Inge elskede at overdrive små problemer, og hun ville sikkert være hos dem inden for en time. Lad hende kigge til, men Signe måtte snart på arbejde.
Svigermoren kom med kasser fulde af urter til drengen, det kan jo ikke skade. Hun skiftede hans trøje, råbte:
Sådan ligger han i den våde trøje, han bliver kun værre. Hvorfor har du ikke set det?
Inge, han sov allerede, hvad kunne jeg gøre?
Signe gik på arbejde. Efter et par timer mærkede hun svaghed. Så også hun var svag! Men hun kunne ikke vise det, så hun fortsatte sin vagt. Om aftenen målte hun sin temperatur den var højere end mandens. Hun ville klage til Mikkel, men han var optaget af sig selv.
Det er koldt og svajer. Mor lavede te med hyldeblomst og honning, så jeg følte mig bedre, men om natten blev det værre igen. Hvad skal jeg tage?
Du ved, jeg har det også dårligt
Så tag noget, sagde Mikkel, og kiggede på sin hvide tunge i spejlet. Den er stadig hvid.
Hun må ikke blive syg! Hun kan ikke klage til sin mor, for så vil hun ringe hvert femte minut med råd. Svigermoren vil bebrejde hende, og Mikkel vil bare fortsætte som altid.
Beslutningen blev at holde sig i ro, tage piller i stilhed og gå på arbejde. Lånene forsvinder ikke.
Hele ugen mærkede Mikkel sin svaghed, og han syntes, han var den mest ulykkelige mand i verden selvom termometeret kun viste 37 grader, klagede han stadig over, at han følte sig frygteligt dårlig.
Svigermoren kom ofte med sine blandinger og teer. Signe havde mindst lyst til at se hende derhjemme, hun så ikke særlig tiltalende ud.
Mikkel lagde mærke til intet han sov foran fjernsynet eller på telefonen. Da han kom hjem, målte Signe hans temperatur, og først på den fjerde dag var alt normalt igen.
Svagheden var der, men den gik over. Mikkel lå længere i seng, men stillede flere krav mad på sengen, temperaturmåling, drikkevarer.
Svigermoren sagde, at han ofte var svag som barn, men nu var han blevet forkølet første gang i fem år med ægteskabet, og det var uudholdeligt!
Den milde svaghed klarede han kun så gennem, mens han konstant klagede over at være utilpas.
Næste uge blev han udskrevet. Lasse blev hentet fra børnehaven. I morgen går Mikkel på arbejde igen.
Mens han sad ved køkkenbordet med en aften-te, fortalte han:
Da jeg var barn, gik alt bedre, men nu er det så slemt, du forstår det ikke!
Hvad er så specielt? Hvorfor kunne du ikke holde ud?
Prøv at stå i min sko! Det er let at sige, når man selv er rask.
Jeg har også været der! Jeg har oplevet det hele, men du så det bare ikke.
Mikkel så skeptisk på sin kone, så smilede han snedig, som om han havde opdaget en hemmelighed:
Så er du bare sjov, hvad? Lad os gå i seng!
Signe sukkede trist han så stadig ikke.
Det er som i en vittighed kun en kvinde, der har født, kan egentlig forstå, hvad en mand føler, når temperaturen er 37 graderSigne samlede sig i et øjeblik, tog en dyb indånding og så Mikkel i øjnene med en ro, hun aldrig havde kendt før.
Jeg har holdt mig stille alt for længe, sagde hun blidt, mens hun strakte armen ud og lagde den forsigtigt på hans skulder.
Mikkels ansigt lyste op, og for første gang siden han lagde sig ned, mærkede han en bølge af varme strømme gennem kroppen.
Du ved, hvad jeg har gemt? spurgte han, og hans stemme var roligere nu.
Hvad er det? svarede hun, nysgerrig og let.
Jeg har altid frygtet at vise mig svag, for jeg tror, jeg vil miste respekten. Men du har fået mig til at forstå, at ægte styrke handler om at turde være sårbar.
Signe grinede stille, og et smil bredte sig over hendes læber.
Så lad os starte forfra, sagde hun, og hun trak en lille pose med friske urter frem, som Inge havde efterladt på køkkenbordet.
Mikkel tog dem i hænderne, så på dem som om de var en skat, og så på Signe med en ny respekt.
Vi kan lave te sammen, foreslog han, og lade den varme os fra indersiden, mens vi taler om alt det, vi har holdt tilbage.
De gik ind i køkkenet, tændte en kedel, og duften af hyldeblomster og timian fyldte rummet. Mens vandet løb, gik de i seng, sidenes bløde dyner omfavnede dem som en tryg havn.
Uden for vinduet sank sneen stille, men indendørs var der ingen kulde. De talte om drømme, bekymringer og de små øjeblikke, der gør livet værd at leve.
Mikkel lænede sit hoved på Sine’s skulder, og for første gang mærkede han, at hans hjerte slog i takt med hendes.
Jeg tror, vi har fundet den rette balance, hviskede han, og hun nikkede.
Den nat sluttede de med at læse en gammel billedbog, som deres lille Lasse havde fået i gave, og hver side mindede dem om, at selv de mest uventede storme kan bringe klarhed, når man holder fast i hinanden.
Morgenen efter vågnede de side om side, lette som snefnug, men med en ny styrke, som kun ægte forståelse kan give.
Den sidste tanke, der fløj gennem Signe’s sind, gik som en stille bøn: tak for hver dag, uanset om den er fyldt med kulde eller varme, for livet er i netop de øjeblikke, vi vælger at dele.
