Hvor upassende er deres jubilæum, siger hun. De har fundet tid til at fejre, og det endda på landet. Til Freja trænger fragmenter af utilfredse stemmer fra hendes mand ind. Hun forstår, at hans bror har inviteret dem til et 25årigt fælles livs jubilæum, altså et sølvbryllup.
Jens telefon ringer højt og insisterende, indtil han svarer.
Det er hans fætter fra den lille landsby Lundby, der ringer.
Hej, Morten, hej! siger Jens. Alt i orden hos jer? Sådan, ja. Hvad med lørdag?
Godt, jeg giver besked til Freja! Selvfølgelig kommer vi, hvor skal vi ellers hen?!
Frejas mand, Jens, træder ind i stuen.
Hvor upassende er deres jubilæum, siger hun igen. De har fundet tid til at fejre, og det endda på landet.
Til hende flyder brudstykker af den utilfredse mands ord.
Hun indser, at brorens invitation handler om et 25årigt sølvbryllup.
Jens og Freja har netop besluttet at skilles.
Den seneste tid har de haft mange uenigheder, en distance er vokset mellem dem.
For to dage siden besluttede de at gå fra hinanden. Freja har ikke lyst til at deltage i sølvbrylluppet stemningen er helt forkert
Måske kan du, Jens, tage selv til jubilæet, du er jo hans fætter. Jeg vil meget gerne møde Morten, siger hun om sin svigerbror. Vi har altid været tætte og besøgt hinanden.
Men hvordan kan vi ankomme til jubilæet og samtidig fortælle, at vi er ved at skilles?
Busser fra byen til landsbyen tager fire timer, og deres gamle bil har stået i garagen i tre måneder.
Tidligere har de ofte kørt til Morten, som voksede op i Lundby.
Nu er bilen ubrugelig, og Freja ved ikke, om de skal reparere den eller købe en ny.
Den uventede skilsmisse har vendt deres liv på hovedet.
Jens tænker også på sin måde:
Jeg tror ikke, Freja vil tage med. Hun vil nok nægte. Så må jeg selv køre Så må jeg fortælle Morten og Kirstine, at vi skilles. De vil jo spørge, men er det nødvendigt på en så festlig dag? De fejrer deres sølvbryllup, og jeg har min egen krise. Det føles forkert
Da han ser, at Freja er gået ind i stuen, siger Jens:
Morten ringede, skal vi køre af sted? Vi vil ikke snakke om vores problemer. Lad os bare køre og så tage os af skilsmissen senere.
Freja nikker:
Okay, de har fest, lad os bare tage af sted.
Bussen stopper, og chaufføren råber:
Alle af, videre kører bussen ikke!
Hvordan kan den ikke køre? protesterer Jens. Der er stadig fem kilometer til landsbyen!
Vejen er dårlig, og det har lige holdt op med at regne, så jeg kan ikke køre videre. Jeg bliver fast, hvem skal trække mig ud? Find en lift eller gå til fods, siger chaufføren beslutsomt.
Jens og Freja går af bussen Jens har en taske i hånden. At gå fem kilometer til fods var ikke på planen.
Hvad gør vi, venter på en lift eller går til fods? spørger han sin kone.
En lift kan vi vente på til morgenen, så må vi gå til fods, svarer Freja.
De går langs den mudrede vej, mens de skændes med chaufføren, som holder verden i balance. Jens går forrest, Freja følger på vejkanten. Vejen er virkelig dårlig, store vandpytter dækker midten, men de holder sig på siden.
Det er mærkeligt, at Freja er så stille og ikke reagerer, tænker Jens. Hjemme ville hun nok have udbrudt. Her holder hun al sin frustration inde, og på et tidspunkt vil hun nok udlufte den.
De har allerede tilbagelagt halvdelen af turen, og foran dem ligger en egeskov, som de må krydse, før landsbyen er i sigte.
Jens venter på, at Freja skal starte en skændesession, men hun følger roligt efter uden at afbryde.
De stopper, Jens lægger tasken på jorden og spørger:
Er du træt? han føler en lille skyld for at have trukket hende med på den her tur.
Lidt, måske kan vi hvile på den omstøvede stub, peger hun på et træ, der ligger på jorden.
De sætter sig, ser sig omkring. Det er smukt, timerne er stadig unge, aftenlyset nærmer sig, fuglene synger, sommerfugle svæver, træerne rasler, og græshopperne klikker i det fjerne.
Freja husker, hvordan de for næsten tyve år siden kørte til Jens landsby, hvor bordene allerede var dækket og gæsterne ventede på brudeparret.
Hvor meget alt har ændret sig på tyve år; skoven er vokset, egene er høje og majestætiske, siger hun.
Ja, tiden flyver, alt forandrer sig, svarer Jens. Husker du, hvordan hjulet på bilen næsten faldt af den dag? Du i brudekjole på høje hæle, jeg i jakkesæt og pæne sko, så vi gik langs vejkanten, mens Morten skiftede et dæk. Vi ville ikke vente, så vi gik videre til fods. Det gik ikke langt, men du slog dig ved foden.
Ja, jeg husker, min fod gjorde ondt, ler Freja. Det var heldigt, at Morten hurtigt fik bilen i stand. Så ville vi ikke stå og vente i dag
Efter en kort pause fortsætter de.
De går i stilhed, hver med sine tanker. Jens tænker på, hvordan de som skolebørn gik på vandreture med drengene, mens Freja, der er opvokset i byen, aldrig har tilbragt en nat i skoven.
Freja, også træt, tænker:
Så snart vores søn vender hjem fra tjeneste, skal vi skilles. Han vil nok ikke kunne lide det, men hvad kan vi gøre? Beslutningen er allerede taget.
Vejen fører dem ud af skoven, og landsbyen ligger i dalen foran dem.
Hvor smukt! Om sommeren er det bare fantastisk farverne er klare, varmen er god, solen skinner, siger Freja.
Ja, her er det altid dejligt, uanset årstiden. Vi har altid kommet på forskellige tidspunkter. Så trætte biler er en skam, for vi ville allerede have været der, svarer Jens.
De åbner lågen, træder ind på gården og ser Morten, der allerede har lagt bordene. Han løber imod dem, omfavner dem.
Gik I til fods? Hvor er bilen? Hvorfor fortalte I mig ikke, at jeg skulle møde jer? Vejen er virkelig dårlig, men jeg ville have kørt rundt om den.
Vi vidste ikke, at bussen ville stoppe, så vi måtte gå. Men nu får vi frisk luft og kan nyde udsigten, svarer Freja.
Freja! råber Kirstine, hendes kone, og krammer sin brudepar. Hvor dejligt, I er her! Det er længe siden, vi har set jer. I morgen fejrer vi vores sølvbryllup. Tiden er fløjet, og vi har knapt haft tid til at se os omkring.
Morten og Jens sidder og snakker, skifter tøj og sætter sig til middag sammen med de andre. De bliver længe i gården, griner og taler, før de går hver til sit værelse. Jens og Freja får et lille værelse med en ny sofa.
Se, vi har købt en ny i går, viser Kirstine og peger på den udtrukne sofa. Sådan ser den ud nu. Godnat.
Freja klæder sig af og lægger sig ved væggen, så den store del af sofaen er fri til Jens. De har ikke længere sovet sammen i deres eget hjem, og Jens lægger sig i den ene ende af sofaen.
Freja, hvorfor ligger du så tæt på væggen? Læg dig ordentligt, der er plads til os begge. Dine ben er sikkert trætte efter fem kilometer, siger han.
Ikke trætte, men træt er ordet, svarer hun.
Jens trækker dynen fra hendes fødder og begynder at massere hendes fødder.
Det er i orden, lad mig bare gøre det, svarer Freja. Det vil gå over i løbet af natten.
Næste dag hjælper Jens og Freja med at dække bordene i gården, og gæsterne ankommer. Samtalerne starter stille, men bliver hurtigere og højere.
Musikken begynder, sangene løber, folk danser, og stemningen bliver livlig. I landsbyen kender alle hinanden, og festen er i fuld gang.
Forestil dig, Jens, at vi har været sammen i 25 år med Kirstine. Alt har vi haft, men det gode er altid kommet tilbage. Vi skændes, men vi tilgiver hurtigt, og hun er altid god ved mig! Det er nok sådan, de fleste par har det, siger Morten til sin bror. Et kvart århundrede, og jeg elsker Kirstine af hele mit hjerte, ingen anden kan måle sig med hende!
Morten, lad mig stoppe, hvisker hans kone i øret. Det er nok nu
Lad dem vide, hvor fantastisk min kone er, råber Morten højt, og gæsterne klapper i takt.
Jens ser på Freja, og begge følger den glade duo.
Hvordan kan de tænke på at afslutte deres ægteskab i dette øjeblik? Lykkefølelsen fylder rummet, og den mærkes i alles hjerter.
Jens ser på sin hustru med nye øjne, og en tanke krydser hans sind:
Min Freja er ikke mindre end Kirstine! Misforståelser sker, det er livet. Så hvorfor vil vi skilles nu? Nej, jeg vil ikke miste min kone!
Uden videre om og men låner han armen om Freja, som overrasket ser ham i øjnene.
Hun ser varme, kærlighed og noget udefinerbart i hans blik, og så forstår hun ham hun har de samme følelser.
Måske har begge fundet lykken i denne fest for Morten og Kirstine.
Vi er blevet omsluttet af lykke, tænker Freja og smiler blidt til Jens, som kysser hende i kinden.
Næste dag er der grill, lange samtaler, og Jens holder Freja tæt, så hun næsten ikke kan gå væk. Når hun er væk et øjeblik, følger han hendes bevægelser med blikket.
Morten kører dem tilbage med en anden bus.
Hjemme sidder Jens og spørger:
Freja, hvad skal vi gøre med bilen? Skal vi reparere den? Det koster mange kroner, eller skal vi købe en ny? Skal vi sælge den, hvad synes du? Jeg vil helst undgå at tage bussen til Morten igen.
Du ved bedst, hvad der giver mening. Hvis vi skal købe, lad os købe, du er bedre til mekanik, svarer Freja.
Så i morgen tidligt kører vi til brugtbilmarkedet, ser på biler, så vi kan køre sammen.
Deres snak om skilsmisse forsvinder, som om den er opløst i luften. Deres søn er vendt hjem, gift, og Jens og Freja lever stadig lykkeligt sammen.
Hvis du vil læse flere historier, så følg siden og del dine tanker i kommentarerne.
Venner, hvis I vil have flere af vores fortællinger, så kommenter og giv et like. Det inspirerer os til at skrive videre!
