Hvor er mit barn?

Mikkel står på det samme sted, hvor han for fem minutter siden efterlod Ane. Han kigger forvirret omkring, og indeni vokser en uforklarlig uro for hvert sekund. Hun er væk… Midt i den store mængde børn kan han ikke finde en eneste. Sin egen datter.

»Jeg forstår det ikke,« mumler Mikkel for sig selv. »Hvor er hun blevet af? Jeg gik kun væk i fem minutter.« Så får han øje på Mette Hansen, klasselærer for datteren, der lige nu stiller de mutte førsteklassinger op efter højde, og han skynder sig hen til hende.

»Hvor er mit barn?! En pige med hvide sløjfer. Hun skulle være sammen med jer. Men hun er der ikke.« Mikkel er så ophidset, at han ikke engang bemærker, at han hæver stemmen.

Den unge lærerinde farer sammen og ser forvirret på ham.

»Undskyld… Hvem mener du? Alle mine er vist på plads.«

»Min datter. Ane. Hun var her lige før, men nu er hun væk! Hun går i din klasse. Kan du ikke huske os?«

»Undskyld, jeg har niogtyve elever i klassen, og vi har kun set hinanden et par gange.«

»Og hvad så?«

»Jeg har ikke lært alle børn og deres forældre at kende af udseende endnu.«

»Er det en undskyldning?«

»Hør engang, hver forælder har selv fulgt deres barn. Men du… Du fulgte ikke med. Du kom først hen til mig nu. Jeg forstår, der er travlt og alt det, men… Du må hellere sige, hvorfor du efterlod din datter alene? Kan du ikke se, hvor mange mennesker der er på skolen i dag? Her kan ikke bare en syvårig, men selv en voksen fare vild.«

»Jeg løb kun ud i butikken efter vand i et par minutter. Ane ville have noget at drikke. Da jeg kom tilbage, var hun væk. Pokkers, du er lærer! Skulle du ikke have holdt øje med børnene? Hvor skal jeg lede nu? Hvor kunne hun være gået hen?«

Mette trækker vejret dybt. Det er hendes første arbejdsdag, hendes første egen klasse, og alt føles som en ond drøm.

»Slap af, mand. Hvordan så din datter ud?«

»Jeg sagde det jo: store hvide sløjfer havde hun.«

»Undskyld, men jeg har femten piger i klassen, og de har alle hvide sløjfer. Er der andre kendetegn? Hvad havde hun på, for eksempel?«

Mikkel tier et øjeblik. Han var så forvirret og nervøs, at han ikke engang ved, hvad han skal sige mere. Om morgenen hjalp han datteren med at binde sløjferne, rettede på kraven, passede på at hun ikke fik pletter på de hvide strømpebukser – og nu indser han, at han næsten ikke kan beskrive hende.

»Hvad for nogen kendetegn… En syvårig pige med brune øjne og langt mørkt hår.«

»Allerede bedre. Kan du huske noget andet?«

»Jo… Hun har en gul rygsæk med ællinger på! Hun elsker dyr, ved du, så hun valgte lige den. Ingen af de andre børn har sådan en. Gud, hvor kunne hun være blevet af?« mumler Mikkel ophidset og kigger nervøst omkring.

»Bare rolig, vi finder hende. Hun kan næppe være gået uden for skolens område. Så din Ane er et sted her. Vent her, jeg kommer straks tilbage.«

Mette skynder sig hen til sine elever, der tripper utålmodigt i ventetiden på skolens åbning, tæller børnene igen og kigger særligt efter pigerne. Men blandt pigerne med de smukke hvide sløjfer er Ane ikke, og ingen af dem har set pigen med den gule rygsæk med ællinger.

Hun beder en kollega – klasselæreren fra parallellklassen – om at passe på hendes elever, og skynder sig tilbage til Mikkel.

»Ingen af klassens elever har set Ane,« siger hun. »Hun kan ikke være kommet ind i skolen. Så din datter må være på området. Jeg foreslår, at vi leder sammen.«

»Skal vi hellere ringe til politiet?«

»Jeg tror, det er unødvendigt. Vi finder helt sikkert Ane,« siger Mette, mens hun forsøger at lyde rolig og sikker. Selvom hun også er bekymret for pigen.

Så tager faren og lærerinden af sted for at lede efter Ane.

De går hurtigt hele skolegården rundt, kigger på legepladsen, henvender sig flere gange til vagten, der står ved lågen. Men intet resultat. Ingen har set Ane.

»Har din datter ikke en mobiltelefon?« spørger Mette, da de går mod baggården – det eneste sted, de endnu ikke har været i dag.

»Jo, selvfølgelig,« sukker Mikkel. »Men hendes telefon har jeg lige nu. Jeg nåede ikke at give den til Ane…«

»Det er en skam…« sukker lærerinden efter ham.

»Bare der ikke er sket noget… bare der ikke er sket noget med hende,« gentager Mikkel næsten hviskende.

Mette svarer ikke. Hun tænker på, at hun nu ikke bare er ansvarlig for børnene, men også for forældrenes tillid. Og hvis der virkelig er sket noget alvorligt med barnet…

I mellemtiden står pigen med de hvide sløjfer og den gule rygsæk med ællinger på baggården under et højt træ og taler med en killing, der sidder på en gren lige over hendes hoved og ikke kan komme ned. Hun har prøvet at overtale den til at hoppe, men killingen svarer kun med jamrende mjav.

»Kom nu, lille ven, hop ned,« siger Ane til killingen. »Jeg fanger dig. Æresord, jeg fanger dig.«

Killingen prøver næsten at hoppe, men i sidste øjeblik lammer frygten den, og den klamrer sig stærkere til grenen og mjauer igen. Så jamrende, at Ane næsten græder.

Da pigen forstår, at hun ikke kan klare det selv, løber hun efter hjælp.

Og da hun svinger rundt om hjørnet af skolen, møder hun pludselig far og Mette. De ser mærkeligt bekymrede ud.

»Datter, hvor blev du af?« løber Mikkel hen til hende. »Jeg var ved at blive vanvittig. Hvad laver du her?«

»Far, du kan skælde mig ud bagefter, okay?« svarer Ane. »Men lige nu… Lige nu har jeg brug for din hjælp.«

»Hvad er der sket?«

»Kom med mig.«

Hun tager sin far i hånden, og med den anden hånd trækker hun Mette med sig og fører dem bestemt rundt om skolen.

De voksne forstår intet, men veksler et blik og følger tavst pigen. Endelig fører Ane dem hen til træet og peger opad:

»Der sidder en lille killing. Kan I se? Far, tag den ned, tak.«

»Ane, vil du ikke fortælle far, hvordan du endte her? Hvor sagde jeg, du skulle vente?«

»Da jeg stod ved hegnet og ventede på dig, så jeg en hund jagte killingen, og jeg løb efter dem. Killingen kravlede op i træet af skræk, og hunden gøede ad den. Jeg fik jaget hunden væk… Men jeg kan ikke få killingen ned.«

»Jagtede du selv en stor hund væk?« spørger Mette overrasket.

»Jeps,« nikker Ane. »Jeg sagde til den, at min far kommer snart, og hvis den ikke går selv, så hjælper min far den. Og så gik den. Men killingen sidder der stadig, stakkel. Far, tager du den ned? Hvor længe skal vi stå og ikke gøre noget?« tramper Ane utålmodigt. »Den er jo bange…«

Mikkel ser skeptisk på de tynde grene og forstår, at med hans 90+ kilo er der ikke noget at gøre. Men lærerinden er spinkel og slank. Hun ville kunne klare det.

»Hvorfor kigger I sådan på mig?« spørger Mette forundret. »Jeg kravler ikke op. Jeg når ikke engang grenen.«

»Jeg løfter dig op,« smiler Mikkel.

»Hvad bilder du dig ind!«

»Jo, tak,« tager Ane lærerinden i hånden. »Se, hvor bange den er. Hvad hvis den falder ned?«

Mette ser op.

Killingen mjauer igen jamrende, som om den virkelig forstår, at det handler om den.

»Okay,« siger hun til sidst. »Men du,« – Mette ser på Mikkel – »skal holde mig rigtig fast og ikke tabe mig.«

»Jeg lover, at alt går godt,« smiler Mikkel.

Mette sætter sig på Mikkels brede skuldre, han løfter hende let op, og så rejser hun sig op på begge ben på hans skuldre, holder sig med den ene hånd i en gren og med den anden – til pigens og farens bifaldende råb – strækker hun sig af alle kræfter for at nå killingen.

»Lidt mere…« opmuntrer Mikkel. »Næsten der.«

Killingen bakker først forskrækket, men så tager den mod til sig og træder forsigtigt imod hende og…

»Det lykkedes! Det lykkedes!« klapper Ane begejstret i hænderne. »Hvor er du dygtig, Mette. Far, hold hende fast. Tab hende ikke.«

Da Mette endelig står på jorden, rækker Ane straks armene ud efter killingen og trykker den ind til sig.

Og den begynder straks at spinde sagte.

»Så,« smiler Mikkel. »Gudskelov, alle er i live og raske. Men sikken en forskrækkelse du gav mig, datter, med din mystiske forsvinden.«

»Undskyld, far. Jeg ville ikke skræmme dig. Jeg kunne bare ikke efterlade den alene. Den kunne ikke komme ned selv.«

Mikkel ser på Ane og ryster kun på hovedet.

Det er netop for det gode hjerte, han elsker sin datter højest i verden.

»Kan vi tage den med hjem?« spørger Ane og ser på killingen.

»Efter sådan et bekendtskab bliver det svært at sige nej,« griner Mikkel.

»Så pas på den, mens jeg henter bøgerne. Og pas på – du må ikke fare vild nogen steder. Så vi ikke skal lede efter dig bagefter, Mette og jeg.«

Lærerinden kan ikke lade være med at le.

»Tænk, sådan en overraskelse for mor, når I kommer hjem med den lille fyr.«

»Jeg har ingen mor…« sukker pigen. »Men jeg ville ønske, jeg havde.«

»Undskyld, det vidste jeg ikke…« blinker Mette forskrækket med øjnene.

»Det er okay,« smiler Mikkel. »Hun forlod os for fem år siden. Rejste til udlandet. Og jeg har ikke hørt fra hende siden. Eller rettere – Ane og jeg har ikke hørt fra hende.«

Et par sekunder bliver der stille på skolens baggård. Mette ser tavst på dem – på den store, lidt kejtede mand med de venlige øjne og på den lille pige med en grå killing i armene – og derinde i brystet stikker der noget.

»Men nu har vi Pus,« siger Ane bestemt og stryger killingen.

»Har du allerede fundet på et navn?« smiler Mikkel.

»Selvfølgelig. Kan man leve uden et navn?«

*****

Mikkel henter altid selv Ane. Indimellem veksler de kun få ord med Mette, indimellem trækker samtalen ud, indtil skolegården er helt tom. De taler om Anes fremskridt, sjove historier fra klassen, bøger, film, kæledyr – og lidt efter lidt holder de op med at lægge mærke til, at de slet ikke kun taler om skolen længere.

En dag står Mikkel i gangen, venter til alle børn er gået, og træder så bestemt ind i klassen.

Mette smiler bredt først, men da hun ser den smukke buket i hans hænder, bliver hun overrasket.

»Den er til dig,« siger Mikkel lavmælt og rækker blomsterne frem. »Og så… Jeg vil gerne invitere dig med til middag i aften. Eller rettere – Ane og jeg vil meget gerne have, at du spiser med os. Alle tre. Hvad siger du til det, Mette?«

Lærerinden bliver rød og mærker, hvordan ørerne brænder, men… hun tager imod blomsterne.

De dufter af efterår, af hjem og – mærkeligt nok – af håb. »Okay,« svarer hun enkelt. »Jeg siger ja.«

Præcis sådan svarede Mette også Mikkel, da han et år senere friede til hende.

På rådhuset holder Ane Mette fast i hånden og…

…kan slet ikke holde op med at smile. I det øjeblik føler hun sig som den lykkeligste pige i verden.

»Må jeg… Må jeg nu kalde dig mor?«

Der kommer tårer i den unge kvindes øjne.

»Hvis du selv vil, så ja, selvfølgelig. Det ville være det dyrebareste ord for mig.«

Ane krammer hende hårdt.

Ved siden af står Mikkel og ser på dem med et smil på læben.

Hvem kunne have troet, at hans og Anes liv på et øjeblik ville ændre sig så drastisk?

Men mirakler sker alligevel.

Og det mirakel, det søde, bløde mirakel, ligger lige nu på vindueskarmen i lejligheden og venter utålmodigt på, at familien endelig kommer hjem.