Hvem er du? siger fru Maren Jensen, mens hun sammen med hendes barnebarn Nikolaj træder ud på verandaen og kigger på gæsten.Jeg er til Maren Jensen! Jeg er hendes barnebarn, nærmere sagt hendes oldebarn. Jeg er barnebarnet af Ole den ældste søn af Maren Jensen.
Maren Jensen sidder på en solbeskinnet bænk og nyder de første varme forårsdagene. Endelig er foråret her. Kun Gud ved, hvordan hun har klaret den hårde vinter.
Endnu en vinter kan jeg ikke klare! tænker Maren og sukker lettet. Hun er ikke længere bange for at gå ud. Tværtimod har hun ventet på dette øjeblik. Hun har samlet sine kartofler, købt nye klæder.
Intet kan holde Maren Jensen i denne verden.
***
Tidligere har hun haft en stor familie hendes mand, Frits Henriksen, en høj mand, og fire børn tre drenge og en pige. De har levet i fred, hjulpet hinanden, sjældent skændtes. Børnene vokser op, flytter hver til sit.
De to ældste sønner tager på universitetet og flytter derefter til Århus og Odense for at arbejde. Den midterste dreng klarer sig dårligt i skolen, men starter senere en succesfuld virksomhed, som fører ham til udlandet, og han bliver der. Datteren forlader også den lille landsby, flytter til København og gifter sig snart.
I starten besøger børnene ofte deres forældre. De skriver breve, og da mobiltelefonerne kommer, ringer de. En efter en får Maren besøg af deres børnebørn. Hun pakker den slidte kuffert, drager ud for at passe på børnepasning hos et af børnene.
Efterhånden vokser børnebørnene ud af hendes omsorg. Telefonopkaldene bliver sjældnere, og folk glemmer at komme på besøg livet er travlt med arbejde, egen familie, voksende børn.
Et dødsfald i familien får dem tilbage til det gamle hus. Det viser sig, at den stærke far, Frits Henriksen, som mange troede ville leve til hundrede, går bort.
Efter begravelsen spreder børnene sig igen. De ringer til Maren, men samtalerne aftager. Maren prøver selv at ringe, men mærker, at børnene har deres eget liv, og hun giver sig. Så lever hun de næste ti år alene. Hvert år hører hun fra et af dem, og så går de videre igen.
En dag sidder Maren på bænkene og tænker over sit liv.
Hej, tante Maren! råber en ung mand over hegnet, smilende. Kan du huske mig?
Maren blinker med øjnene:
Nikolaj! Hvad laver du?
Ja, tante Maren! udbryder drengen og træder ind på gården.
Nikolaj er søn af nabofamilien, som altid har haft travlt med mad og fest. Maren har altid husket ham som den sultne dreng, der altid har brug for lidt ekstra. Hun har givet ham mad, tøj fra sine børn og ladet ham overnatte, når hans forældre har haft fest.
Hans forældre falder hurtigt fra hinanden, og han sendes væk. Siden da har Maren ikke set ham, og hun savner ham.
Hvor har du været så længe, Nikolaj? spørger hun glad.
Først i børnehave, så gik jeg i militæret, så gik jeg i skole. Nu er jeg tilbage i den lille del af landet. Jeg vil bygge op i min gamle landsby!
Hvad skal du bygge? svinger Maren hånden. Alle er flyttet væk.
Intet! Jeg vil ikke forsvinde!
Så begynder et nyt kapitel for Maren. Nikolaj får job hos den største landmand i området, Jens Kristiansen.
I sin fritid reparerer han den gamle hytte, han arvede fra sine forældre, og hjælper Maren med huslige pligter. Maren får endelig smilet frem igen. Hun kalder ham ikke min dreng, men min lille ven. Så lever de sammen i tre år.
Jeg skal afsted, tante Maren siger Nikolaj en dag, som om han undskylder. Kristiansen har fået nye planer. Han vil have flere arbejdere, men betaler ikke lønnen. Jeg tager ud og tjener på anden vis. Tag ikke ondt af det!
Gå, Nikolaj, gå med Gud! svarer Maren.
Igen er Maren alene. Nogle gange vil hun græde af ensomhed, men hun holder fast i den lille glæde, der stadig findes.
****
Hej, tante Maren! lyder en velkendt stemme. Maren vender blikket mod hegnet og ser et velkendt ansigt.
Nikolaj! Er det virkelig dig?
Ja, tante Maren! den høje, velklædte unge mand træder ind i gården. Jeg er tilbage! Endelig!
Åh, hvor er jeg glad! jubler Maren. Kom ind, kom ind, Nikolaj! Jeg sætter straks en tekande på bordet!
Te er godt! smiler Nikolaj. Jeg er lige på vej hjem, men jeg vidste ikke, at du var her, så jeg har ingen gaver med!
Efter en halv time sidder den lykkelige Maren og den lige så lykkelige Nikolaj ved bordet, drikker te i fine, gamle kopper og har svært ved at stoppe snakken.
Jeg har allerede besluttet, at jeg vil gå bort, Nikolaj siger Maren med en tåre i øjet.
Åh, kom nu! vinker han legende med fingeren. Jeg er kommet tilbage nu lever vi sammen, tante Maren! Alle vil misunde os! Jeg har tjent penge og vil nu udvikle min egen gård! Så du skal ikke gå, før du vil!
Er der nogen hjemme? en klar, ung pige stemme bryder den stille stund. Maren kigger ud af vinduet og ser en pige i en kort frakke med høje hæle i gården.
Hvem ringer? spørger Maren sammen med Nikolaj, mens de ser på den nye gæst.
Jeg er til Maren Jensen! Jeg er hendes oldebarn, barnebarn af Ole, hendes ældste søn. Jeg hedder Vira.
Pigen og drengen udveksler et blik.
Jeg har ringet, men telefonen var slukket! Så jeg tog chancen og kom her!
Kom bare ind! siger Maren forvirret, mens Nikolaj løber hen og hjælper Vira med kufferten.
Maren, Nikolaj og Vira sidder sammen, og Vira begynder ivrigt at fortælle om sig selv.
Jeg elsker ikke byen. Jeg vil bo på landet! Mine forældre forstår det ikke. Min farfar Ole har tilbudt mig at bo hos jer i et par måneder. Han sagde, at hvis jeg bor her, vil jeg aldrig længere længes efter byen! Han har ringet til jer, og far har også ringet. Men vi kunne ikke få fat på jer. Undskyld! Jeg vil ikke være en tjenestepige! Jeg har penge! Og din far og din bedstefar har sendt mad! Jeg vil bo indtil eksamen jeg tager fjernstudier og så rejser jeg!
Bo så længe du vil! svarer Maren endelig. Det gør mig bare glad!
En måned går. Maren sidder på bænken og ser Vira arbejde på haven. Det ser slet ikke ud som i byen!
Med Nikolajs hjælp dyrker Vira den forladte mark igen, opdeler den i rækker, bygger et drivhus, køber planter hos naboerne og begynder med stor fornøjelse at så.
Nikolaj bruger også sine tjente penge på at bygge en moderne gård. Han hyrer arbejdere til at reparere Marens tag og installere et individuelt varmesystem i stedet for den gamle brændeovn.
Maren stråler. På hendes ansigt forsvinder hverken tristhed eller ensomhed. Hun er igen i godt selskab.
Kun af og til falmer skyggen af sorg over hendes ansigt, når hun tænker på, at Vira snart skal tilbage til byen. Hun er allerede blevet så glad for sin oldebarn.
Hvordan skal jeg klare haven alene, Vira? sukker Maren, mens hun pakker kager i en pose til Vira på rejsen.
Bare husk at fylde vand i tønden, så jeg kan hælde på din have! Jeg kommer snart igen! smiler Vira.
Kommer du tilbage? spørger Maren glad.
Selvfølgelig! Jeg kan ikke forlade dig! Jeg har forelsket mig i dig, bedstemor, af hele mit hjerte. Og Nikolaj har foreslået, at vi gifter os til efteråret! Hvor skal jeg være uden en mand? Han er landmand!
Et år senere soler Maren sig på terrassen og svinger en barnevogn med den sovende oldebarn. Vira og Nikolaj driver gården sammen. Med fælles kræfter blomstrer gården og hjælper hele landsbyen med at vokse.
Maren ser på sit oldebarn, der sover fredeligt, og tænker:
Jeg skal ikke gå endnu. Jeg har stadig brug for at hjælpe mine børnebørn!
Giv et like, og del dine tanker i kommentarerne!
