Hvem skulle dog have brug for hende
Mette, hvad er det her? Har du smidt min mors syltede agurker ud?
Ja, selvfølgelig har jeg det, sagde Mette og sukkede. De har for længst begyndt at gære og de er blevet slatne. De kan jo ikke spises
Nå, så galt er det vel heller ikke. Du kunne have taget dem fra toppen væk, skyllet resten af og så var de gode nok. Vi spiste altid bulende sylteglas hjemme hos mor, og det overlevede vi. Der er bare gået lidt tid med de her. Man kan da ikke bare smide mad ud, Mette, det koster kroner!
Jens gik med løftet hage og misbilligende blik forbi sin kone, brummende noget for sig selv.
Mette sukkede. Engang syntes hun, det var sødt. Hun kom sådan til at tænke på deres allerførste stævnemøder
Langs alléen i Frederiksberg Have kom en høj, ranglet fyr i hvid skjorte gående med et bredt smil på læben. I hænderne havde han en buket. Ikke roser men vilde blomster, lige som Mette elskede det.
Jens! Udbrød hun overrasket. Har du plukket dem selv på en mark?
Ja, nikkede han alvorligt. Hvad skal vi med roser og alt det? Det er dyrt og kedeligt. Vi kan hellere tage i Tivoli og prøve rutschebanen sammen.
Mette smilede og gik efter ham
Den nutidige Mette rystede på hovedet og lyttede: Jens stod virkelig og skyllede de smedte agurker. Hun undrede sig ikke længere over noget. Før troede hun, de spiste madpakker i parken, fordi Jens elskede friluft, ikke fordi han var nærig. At de kun tog i Tivoli på dag-tilbud, skyldtes nok også hans omsorg, fortalte han, så hun ikke blev dårlig i de vilde forlystelser
Men nu, efter mange år, bryllup og to tvillingedrenge, kunne Mette se det hele klart. Det var bare om at finde sig i det. Eller kæmpe. Hun valgte tavsheden.
Hun gik ud i køkkenet for at lægge mad op til børnene og dem selv. Rugbrød, hakkebøffer og rødkålssalat helt enkelt. Overflod fandtes ikke i deres hjem.
Jens, hvad laver du? spurgte Mette træt. Hendes mand stod og skar halvdelen af bøffen fra børnenes tallerken.
De er kun fem, de klarer sig sikkert med en halv.
Jens så helt alvorlig ud, mens han halverede bøffer og lagde den ene tilbage på panden.
Er du helt umulig nu?
Tror du?
Ja, Jens.
Sådan gør vi. Vi er da lige så gode mennesker som de, sagde han og skar nu bøffen på Mettes tallerken. Oksekød er dyrt. Hvorfor ser du sådan ud? I øvrigt er det usundt med meget kød, især stegt. Næste gang damper du dem, for ellers hænger det fast på panden, og olie er dyrt nu.
Børnene kan ikke lide dampet mad
Det lærer de. Det er sundere, sagde Jens og gik ud af køkkenet. Mette så ned på de afskårne bøffer og indså, at hendes tålmodighed ikke var uendelig
Sidst på ugen kom Ingrid, svigermor, hjem fra besøg hos sin søster i Silkeborg. Og i forhold til hende var Jens nærmest gavmild.
Mette, min pige se, jeg har taget nye ting med til børnene! Heldigvis har I mig, jeg kommer aldrig uden gave.
Mette, der lige var kommet hjem fra arbejde, sukkede sagte og gik ud i gangen.
Ingrid rakte hende en pose.
Ingrid, det er pigetøj, sagde Mette hen over posen. Men Jens og jeg har jo drenge.
Nå, men hvad gør det? sagde Ingrid og trak en lyserød T-shirt med en kat frem. Anton kan da lide katte! De er jo stadig små. Om det er blåt eller lyserødt det betyder da ikke noget.
Tak, Ingrid, vi skal nok få det sorteret. Senere.
Mette smilede pænt, lagde posen til side og vidste, den røg ud senere. Tøjet var miserabelt slidt, og selv på en mark ville man skamme sig i det.
Jens, hvornår flytter vi? Jeg kan ikke holde ud at bo med din mor mere, sagde Mette stille, mens hun lukkede døren til stuen.
Hvad er det for et fjollet spørgsmål? Når vi har sparet op til en lejlighed.
Jens, lad os tage et realkreditlån ellers bliver vi gamle, før det sker.
Det har vi talt om. Lån er gæld, forstår du. Så meget renter og gebyrer. Det er jo praktisk at bo her. Mor laver mad, gør rent, sylter
Er du rigtig klog? råbte Mette og sænkede stemmen igen. Vores børn sover på værelse med din mor! Nu er de kun fem. Hvad så om få år? Hvad gør vi, når de bliver større? Vi kan ikke være alene, intet, for din mor forbyder endda lås på døren, fordi det “ikke er praktisk”!
Ro på, sluk lyset. Elregningen er dyr sidst på måneden.
Mette stønnede højt og begravede ansigtet i puden. Nok var nok.
Næste dag eksploderede det hele. Jens nægtede drengene at se “Godnat og sov godt”-programmet. “For dyrt”, sagde han. Det var dråben.
Det er slut, græd Mette. Jeg orker ikke mere! Jeg tager drengene med, og vi flytter hjem til min mor. Der får de deres eget værelse.
Hun greb kufferten med den ene hånd, tog fat i drengene med den anden:
Anton, Mikkel, kom nu.
Mette hvor skal du hen? Jens stod helt stille. Hvad med os? Vores familie? Jeg troede jo, du var tilfreds.
I seks år har jeg fundet mig i dig og din mor. Vi køber shampoo i store dunke, toiletpapir kun det billigste. Børnenes legetøj er arvestykker efter dig og din bror! Jeg kan ikke mere. Jeg vil give drengene et ordentligt liv ikke det her. Hellere bruge for mange penge end at leve sådan.
Ingrid, svigermor, greb sig dramatisk til hjertet og holdt Jens tilbage.
Åh, min dreng Mit hjerte gør ondt! Gå ikke efter hende, Jens. Hun kommer tilbage, det gør hun. Hvem gider hende ellers, når hun har to børn med?
Og Jens troede. Han troede, hun ville vende hjem.
Mette, hvad laver du? spurgte hendes mor, Bodil, mens hun så sin datter forsøge at lave tredje kop te på samme tepose.
Bare tag en ny, Mette.
Mette vendte tilbage fra sine tanker, så på hænderne og trak på skuldrene.
Hvordan kunne I leve sådan? Jeg sagde jo du skulle væk, sagde Bodil. Det var ikke liv, kun overlevelse. Det er sygeligt, alt det der
Ja, sagde Mette lavmælt og frøs ved at åbne køleskabet. Der var ost rigtig ost, ikke smøreost. Pålæg, yogurt, kød Må hellere gemme chokoladen, ellers spiser børnene det hele.
Lad dem da, det er derfor jeg køber det!
Gem det nu, de er jo ikke vant til at kunne tage slik, de kunne få ondt i maven.
Bodil nikkede og klappede Mette blidt på skulderen.
Natten faldt på. Mette satte sig op i sengen den var for blød, og ikke én planke knagede. Den gamle seng hos Jens havde revnet længe.
Hun listede ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Øjnene voksede, da hun så maden. Hos Jens havde de kun det billigste mælk, yogurt var bandlyst, i stedet var der kærnemælk. Hytteost lavede hun selv af sur mælk.
Nu skar Mette et tykt skive brød, lagde ost og spegepølse på. Sandwich’en var klodset, men gud, hvor smagte det godt Ingen der overvågede hende, der sagde hvor tyk pålægget måtte være. Ingen rationering af ost til kun én gang dagligt, til morgenmad Hun tog en yogurt, drak af flasken. Sådan skulle det smage!
Kæreste tid hvor var jeg dum. Hvor er det vidunderligt ikke at skulle spare på alt
Hvordan havde hun dog holdt ud i seks år? Hvordan kunne hun lade sig tvinge ind i den husholdningsdisciplin? Ikke spise hvad hun havde lyst til. Ikke få lavet om i lejligheden, gå i svigermors brugte tøj, tage samme vinterstøvler hvert år Hvordan?
Nogle uger efter ringede det på døren. Det var en søndag, Mette havde lige fået lov at sove længe; moren havde børnene med i fælledparken.
Hvem der? Jens?! Hvad vil du her?
Hendes mand stod på dørtrinet.
Kom hjem, Mette Mor og jeg vil ikke være så sparsomme mere. At ødsle er forkasteligt, men vi kan vi kan godt lytte mere til dig. Og jeg elsker dig, Mette. Kom tilbage, vi har jo familien, børnene
Nej! Nej og atter nej! Jeg kommer ikke tilbage. Mine børn har deres eget værelse nu, og jeg også. De må se fjernsyn mere end femten minutter. De får en hel hakkebøf hver. De kan tage slik, hvis de vil. Vi vasker ikke længere plastikposer op. Og endelig har jeg købt mig en ordentlig morgenkåbe. Forstår du? Jeg vil have et normalt liv. Det er mine penge, jeg bestemmer. Det er slut. Farvel. Du får besked om skilsmissen!
Mette smækkede døren og græd. Hun vidste ikke hvorfor. Måske var det sorg og selvmedlidenhed. Jo, hun måtte arbejde hårdere for at forsørge drengene. Men hun var klar. Klar til alt bare ikke til at gå tilbage. Det liv var ikke hendes.
