Hvem er du? Kirsten Jensen og hendes barnebarn Mikkel træder ud på den lille veranda og stirrer på den fremmede. Jeg er til Kirsten! Jeg er hendes barnebarn, nærmere sagt hendes oldebarn. Jeg er børnebarn af Anders den ældste søn af Kirsten.
Kirsten sidder på en solbeskinnet bænk i haven og nyder de første varme forårsdage. Endelig er foråret kommet. Kun Gud vidste, hvordan hun har overlevet den hårde vinter.
«En vinter mere kan jeg ikke klare!» tænker hun og sukker lettet. Hun er ikke bange for at gå ud længere; tværtimod har hun ventet på dette øjeblik. Gulerødderne er dyrket i måneder, og hun har fået nye kjoler.
Der er intet, der kan holde Kirsten i denne verden.
***
Hun har engang haft en stor familie ægtemand Frederik Nielsen, en høj mand, og fire børn: tre drenge og en pige. De levede i harmoni, hjalp hinanden og skændtes sjældent. Børnene voksede op én efter én og flyttede hver til deres eget sted.
De to ældste sønner gik på universitetet og flyttede derefter til byerne for at arbejde. Den midterste dreng klarede sig dårligt i skolen, men startede senere sin egen succesfulde virksomhed, som førte ham ud i udlandet, hvor han nu stadig bor. Datteren forlod landsbyen, flyttede til hovedstaden og blev snart gift.
I starten besøgte børnene deres forældre ofte. De skrev breve, og da mobiltelefonerne kom, ringede de. En efter en kom børnebørnene på besøg. Kirsten pakkede af og til en gammel slidte kuffert og kørte hen til dem i deres nabolag.
Efterhånden voksede børnebørnene væk fra hendes omsorg. Telefonopkaldene blev sjældnere, og folk kaldte på hende mindre og mindre. Selve besøgene i huset faldt i glemmebogen alle havde travlt med arbejde, egne børn og deres liv.
Det var kun nyheden om, at far Frederik Nielsen var gået bort, der bragte dem sammen igen. Man havde troet, at en så robust mand ville leve til hundrede, men virkeligheden var en anden.
Da de lagde far til den sidste hvile, spredtes børnene hver til sit hjørne. Først ringede de deres mor, men opkaldene døde snart ud.
Kirsten prøvede selv at ringe, men mærkede hurtigt, at børnene ikke længere havde tid til hende, og hun trak sig tilbage. Så gik de sidste ti år med sjældne opkald, og hun tilbragte uger med at smile for sig selv, mens hun ventede på en eller anden form for kontakt.
En dag sidder hun på bænken og tænker over sit liv.
Hej, tante Kirsten! en ung mand står bag hegnet og smiler bredt. Kan du huske mig?
Kirsten kniber øjnene sammen:
Mikkel! Hvad laver du?
Ja, tante Kirsten! svarer drengen og træder ind i gården.
Mikkel er søn af naboerne, et par der altid har haft gæster på døren. Kirsten husker ham som det evigt sultne barn, hun plejede at give ekstra mad og tøj fra sine egne børn, og som overnattede, når hans forældre gik til fest.
Hans forældre gik hurtigt bort. Mikkel blev taget et andet sted hen, og siden da har Kirsten ikke set ham og savner ham meget.
Hvor har du været så længe, Mikkel? spørger hun glad.
Først i børnehjem, så gik jeg i militæret, og så studerede jeg. Nu er jeg vendt tilbage til vores lille hjemland for at bygge op igen!
Hvad skal du bygge? vifter Kirsten med hånden. Alle er flyttet væk.
Intet! Jeg vil ikke forsvinde!
Og så begynder Kirsten et nyt kapitel. Mikkel får arbejde hos Jens Petersen, den største landmand i landsbyen.
I sin fritid reparerer han den gamle hytte, han arvede fra sine forældre, og hjælper Kirsten med gårdens pligter. Hun kalder ham ikke sønn, men min hjælper. Så lever de sammen i tre år.
Jeg skal af sted, tante Kirsten, siger han en dag som om han undskylder, Jens er træt af at betale løn, så jeg tager ud for at tjene penge. Tag det ikke så tungt!
Farvel, Mikkel, ingen grund til at være sur, gå med Gud!
Mikkel rejser igen, og Kirsten sidder alene. Af og til overvælder ensomheden hende, men hun holder ud og venter på, at tiden bringer nye møder.
****
Hej, tante Kirsten! en kendt stemme kalder. Kirsten kigger over hegnet og ser en velkendt ansigt.
Mikkel! Er det virkelig dig?
Ja, tante Kirsten! den høje, velklædte unge mand træder ind i gården. Jeg er tilbage! Endelig!
Åh, hvor er jeg glad! Kirsten springer op. Kom ind, kom ind, Mikkel! Jeg sætter straks en tekande på! Jeg laver straks te!
En tekande er perfekt! smiler Mikkel. Jeg er lige på vej hjem, så jeg havde ingen forberedelser, men jeg kom alligevel!
Efter en halv time sidder den lykkelige Kirsten og den endnu lykkeligere Mikkel ved bordet, drikker te fra fine, gamle kopper og taler i timevis.
Jeg er ved at gå over til den anden side, Mikkel, siger Kirsten og tårerne triller.
Åh, lad være! siger han med et glimt i øjet. Jeg er her, så vi kan leve lykkeligt sammen, tante Kirsten! Jeg har tjent penge, og jeg vil nu udvide min egen gård! Du skal aldrig gå igen!
Hvem er hjemme? en klar pigestemme bryder deres samtale. Kirsten ser ud af vinduet og ser en ung kvinde i en kort frakke og høje støvletter stå i gården.
Hvem er du? spørger Kirsten, mens hun og Mikkel går ud på verandaen for at se gæsten.
Jeg er til Kirsten! Jeg er hendes barnebarn, nærmere sagt hendes oldebarn. Jeg er børnebarn af Anders, den ældste søn af Kirsten. siger den unge kvinde med et smil.
Kirsten og Mikkel udveksler et blik.
Jeg ringede, men telefonen var slukket! Så jeg tog chancen og kom her!
Kom indenfor! inviterer en lidt forvirret Kirsten, mens Mikkel løber hen og hjælper hende med kufferten.
Kirsten, Mikkel og den unge kvinde, der hed Vilde, sætter sig ved bordet, og Vilde fortæller ivrigt om sig selv.
Jeg kan ikke lide byen. Jeg vil bo på landet! Mine forældre forstår mig ikke. Min far Anders har sagt, at jeg kan bo her i et par måneder. Han tror, at hvis jeg bliver på landet, vil jeg ikke længere længes efter byen. Han har ringet til jer, min far har ringet, og jeg har også prøvet, men vi kunne ikke få fat i jer. Undskyld! Jeg vil ikke blive en lejesvend! Jeg har penge! Desuden har min far og bedstefar sendt jeres gæstfrihed! Jeg vil blive til eksamen jeg studerer på afstand og så rejse videre!
Bliv så længe du vil! svarer Kirsten endelig. Det giver mig kun glæde!
En måned går. Kirsten sidder på bænken og ser Vilde arbejde i haven med stor dygtighed. Det er tydeligt, at hun er fra byen.
Med Mikkels hjælp pløjer Vilde den forladte mark, deler den i rækker, bygger et drivhus, køber frø af naboerne og begynder ivrigt at så.
Mikkel bruger også sine tjente penge på at bygge en moderne gård. Han hyrer arbejdere til at reparere Kirstens tag og installerer individuel opvarmning i stedet for den gamle brændeovn.
Kirsten stråler. Hver dag har hun et smil på læben, og hun er igen ikke alene.
Af og til lægger en skygge af sorg sig over hende, når hun tænker på, at Vilde snart skal tilbage til byen. Hun er allerede blevet så glad for sin oldebarn. Men tiden går, og Vilde skal af sted.
Hvordan skal jeg klare mig alene med haven, Vilde? sukker Kirsten, mens hun pakker småkager i en pose til Vildes rejse.
Glem ikke at fylde vandtanken, bedstemor. Mikkel vil vande! Jeg kommer snart tilbage! svarer Vilde med et smil.
Kommer du tilbage? jubler Kirsten.
Selvfølgelig! Jeg kan ikke forlade dig! Jeg har elsket dig af hele mit hjerte. Og Mikkel har foreslået mig et bryllup til efteråret! Hvor skal jeg uden en mand? Men han er en bonde!
Et år senere nyder Kirsten solens varme, mens hun vugger en barnevogn med sin sovende oldebarn. Vilde og Mikkel arbejder på gården. Sammen får gården til at blomstre og giver liv til hele landsbyen.
Kirsten ser på sit sovende oldebarn og tænker:
Jeg vil aldrig gå til den anden side! Jeg skal fortsat hjælpe mine børn!
Like, del og skriv dine kommentarer!
Kære læsere, hvis I vil læse flere af vores historier, så skriv i kommentarerne og glem ikke at like. Det giver os lyst til at fortsætte med at skrive!
