— Hvorfor skal du have det, mor?..
Lige siden jeg kom hjem fra Italien, har jeg kun hørt den sætning. Den brager efter mig i gangen, lyder over morgenkaffen, hænger i luften, når vi bare sidder i stuen.
— Hvorfor skal du have det, mor?
Først lagde jeg ikke mærke til det. Jeg tænkte, min datter var bare bekymret. Måske syntes hun, jeg var træt efter den lange rejse, eller hun ville skåne mig for unødigt besvær. Men med tiden gik det op for mig: bag de ord gemte der sig slet ikke omsorg. Der var noget andet – en underlig, tavs overbevisning om, at mit eget liv allerede var slut, og at jeg nu bare skulle eksistere stille i baggrunden af deres familielykke.
Jeg arbejdede i Italien i tyve år. Tyve år med andres hverdag, pasning af ældre signoraer, nattevagter, et fremmed sprog og evig længsel efter hjem. Jeg kom sjældent til Danmark. Sådan blev det. Jeg blev tidligt enke, det var umuligt at forsørge et barn på en lille løn i landsbyen, så jeg tog springet. Og derovre, i Italien, mødte jeg efter nogle år et godt menneske, Mads. Vi levede sammen i mange år i harmoni og respekt. Jeg ser ikke noget skamfuldt i det, selvom nogle sladrehanke i landsbyen hviskede bag min ryg. Alle har deres skæbne. Da Mads døde, gik huset til hans familie, og jeg følte, at min mission derovre var slut. Det var tid til at komme hjem.
I årenes løb havde jeg sparet nok sammen til et stort, flot hus her i Danmark. Jeg har hjulpet min datter Tine, svigersønnen Lars og børnebørnene. Jeg købte biler til dem, og til den ældste, Maja, en lejlighed i byen, for hun skal snart giftes. Jeg har aldrig talt sammen, hvor mange tusinde kroner jeg har sendt hjem i de tyve år. Hvis de havde brug for noget – til uddannelse, renovering, nye møbler eller ferier – spurgte jeg aldrig: »Hvorfor skal I have det?« Ville de have det, købte de det. Drømte de, hjalp jeg. Jeg var lykkelig over at kunne gøre det, at mine slidte italienske hænder blev til deres komfort.
Nu er jeg syvogtres. Men helt ærligt, jeg føler mig meget yngre. I Italien vænnede jeg mig til, at kvinder på min alder går på café, køber farverige tørklæder, får sat hår og rejser. Jeg elsker at klæde mig pænt på, elsker bevægelse, elsker livet. Og jeg synes bestemt ikke, at man i min alder bare skal sidde foran fjernsynet, strikke sokker og vente på, at endnu en dag går.
Det hele begyndte en solrig morgen i maj. Vi sad på terrassen i mit nybyggede hus. Tine drak kaffe, og jeg kiggede ud på vejen gennem hækken. Kirsebærtræerne blomstrede, luften var så ren, at man havde lyst til at trække vejret helt ned i maven.
— Tine, — sagde jeg og satte koppen fra mig. — Jeg har tænkt på noget… Jeg overvejer at melde mig til kørekort.
Min datter satte kaffen i halsen. Hun stillede koppen, tørrede munden og så på mig, som om jeg havde foreslået at flyve til Månen.
— Hvad siger du, mor? Kørekort?
— Almindeligt kørekort. Jeg vil lære at køre bil. Jeg har sparet lidt kroner op til mig selv. Ikke til børnene, ikke til en mørk dag, men til mit eget liv. Jeg vil købe en lille bil med automatgear, så jeg selv kan køre til provinsbyen eller til Aarhus, når jeg har brug for det. Vi bor jo på landet, busserne kører kun tre gange om dagen. Og jeg har aldrig brudt mig om at være afhængig af andre.
Tine lo pludselig højt og fornærmet.
— Hvorfor skal du have det, mor? I din alder og bil? Har du tænkt over din reaktionstid? Skiltene? Du bliver tudet ud af første kryds! Hvorfor al den stress? Hvis du skal nogen steder, siger du bare til Lars, så kører vi dig. Eller bestil en taxa. Find nu ikke på noget tosset, sid stille og roligt.
Hendes latter var så selvsikker, og hendes ord så ufravigelige, at noget knugede sig sammen indeni mig. Jeg huskede, hvordan kvinder over halvfjerds i Rom roligt drejede rattet på deres små Fiat’er og parkerede på snævre gader. Men jeg havde ikke lyst til at skændes.
— Måske har du ret… — sagde jeg stille.
Og jeg… opgav det. Gemte mine drømme nederst i skuffen og beroligede mig selv med, at min datter bare var bekymret for min sikkerhed.
Der gik en måned. Min nabo Grethe kom på besøg. Vi er jævnaldrende, voksede op sammen. Grethe har aldrig været i udlandet for at arbejde – hele livet underviste hun på den lokale skole. Men hendes børn blev gode mennesker, og i år gav de hende penge til ferie og afslapning.
— Birthe! — strålede Grethe fra døren, øjnene lyste af glæde. — Mine børn har købt mig en kuruge i Silkeborg! To uger! Sådan et dejligt kurhotel, jeg skal drikke kildevand, få behandlinger, få styr på ryggen. Kom med! Det er sjovere sammen. Du har da penge, du kan købe en kuruge på stedet. Vi får en dejlig tid, væk fra alting.
Noget indeni mig hoppede af glæde ved tanken om et eventyr. Endelig en ferie! Ikke arbejde, ikke rengøring, men en rigtig ferie på et dansk kursted.
— Åh, Grethe, det er en idé! — jublede jeg. — Jeg har jo mine egne penge. Jeg taler lige med Tine, pakker tasken – og så tager vi af sted!
Om aftenen, da Tine kom med frisk mælk, fortalte jeg hende om planerne.
— Tine, Grethe har inviteret mig til Silkeborg. To uger på kurhotel. Jeg er fast besluttet på at tage af sted, få plejet helbredet lidt og nyde det.
Min datter sukkede, stillede mælkekartonen på bordet og satte hænderne i siden. Igen det kendte, utilfredse udtryk.
— Hvorfor skal du have det, mor? Hvad skal du der i Silkeborg? Almindeligt vand, masser af mennesker, gamle bygninger. Bare spild af penge. Du kunne hellere blive hjemme, så kunne vi bringe børnebørnene i weekenden, frisk luft. Og Lars siger, at garagetaget skal repareres – vi tænkte, du kunne låne os lidt, men så skal du på kur…
Jeg så på hende og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Grethe, der tæller hver krone på sin folkepension, tager af sted, fordi hendes børn har velsignet og glædet hende. Men jeg, som har forsørget hele familien med hus og biler, skal sidde hjemme og passe børnebørn, fordi mine penge igen skal bruges til nogens tag.
Men jeg havde ikke lyst til skænderi. Jeg er jo mor. Jeg er vant til at give efter.
— Okay, Tine. Skrig ikke. Jeg tænker over det, — tav jeg, og dagen efter fandt jeg på en undskyldning til Grethe om, at jeg havde ondt i knæene og ikke kunne rejse.
Men det, der ramte mig allermest, var noget helt andet. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over.
En uge senere tog Tine og jeg til stor markedsdag i Aarhus. Hun skulle købe skoletøj til børnene, og jeg gik med for selskab. Vejret var skønt, masser af mennesker, farver og stemning.
Og så stoppede jeg som forstenet ved en tøjbod.
I vinduet hang den – en utrolig smuk broderet skjorte. Hvidt, kvalitetslærred, og på den et rigt, tæt mønster broderet i satinsøm. Trådene skinnede i solen i dyb bourgogne, sart rosa og guld. Det var ikke bare et stykke tøj, det var kunst. Mit hjerte standsede et øjeblik.
— Tine, se lige den skjorte… — hviskede jeg.
— Tjah, en skjorte er en skjorte, — sagde hun ligegyldigt og kiggede på mobilen. — Kom, vi skal nå skobutikken.
— Nej, vent. Jeg vil prøve den.
Jeg gik ind. Ekspedienten, en venlig dame, tog skjorten ned og rakte mig den. Da jeg tog den på og stillede mig foran spejlet, gispede jeg. Den sad perfekt, som skræddersyet til mig. Mit ansigt blev straks friskere, øjnene fik glans. I den skjorte følte jeg mig igen som den smukke, unge Birthe, jeg engang var.
— Hvad koster den? — spurgte jeg, allerede klar over, at jeg ikke ville tage den af.
— Tre tusinde kroner, frue. Det er håndarbejde, meget fine tråde og stof.
Tre tusinde kroner. Det var helt overkommeligt for mig med mine italienske opsparinger. Jeg åbnede tasken og fandt pungen.
I det samme kiggede Tine ind i prøverummet. Da hun så prismærket, næsten gispede hun. Hun greb min arm og hviskede:
— Hvad gør du, mor?! Det er jo alt for dyrt! Tre tusinde for en skjorte? Hvor vil du gå i den – til diskotek? Kom, jeg viser dig en anden bod, der har billigere, otte hundrede kroner, maskinbroderet, næsten ens!
Hun trak mig bogstaveligt talt mod udgangen. Ekspedienten sukkede, tog skjorten, og jeg følte mig så flov og bitter, at tårerne pressede på.
Tine førte mig til en anden bod og talte begejstret om besparelser og gasregninger. Der hang også skjorter. Mange skjorter. Men de var ikke de samme. De var syntetiske, små, sjælløse. Jeg så på dem og forstod: Jeg ville ikke have en billigere. Jeg ville ikke købe noget, bare fordi nogen syntes, jeg ikke længere fortjente at bruge penge på mig selv. Jeg er syvogtres, og jeg har ret til at købe noget, jeg kan lide!
For første gang i lang tid trak jeg min arm til mig og sagde meget bestemt:
— Nej, Tine. Jeg køber ikke de billige. Jeg køber den første skjorte.
Min datter standsede, ansigtet forvredes af overraskelse, så af fornærmelse.
— Jamen, så gør hvad du vil! Spild dine penge, hvis du ikke ved, hvad du skal bruge dem til! — vendte hun på hælen og gik mod busstoppestedet.
Hjemme kørte vi i tavshed. Tine vendte sig mod vinduet og ignorerede mig demonstrativt. I flere dage talte hun næsten ikke til mig, kom ikke på te, sendte beskeder gennem Lars. Alt sammen på grund af den skjorte. Tre tusinde kroner, jeg ville bruge på mig selv.
Og så, da jeg sad alene i mit store, stille hus, slog det mig som et lyn. Jeg så på væggene, de dyre møbler, jeg havde hjulpet børnene med, huskede deres biler, Majas lejlighed.
I tyve år havde jeg sendt så mange penge til familien, at det var skræmmende at tælle. Hundredetusindvis af kroner. Og i alle de tyve år havde jeg aldrig sagt til dem:
»Hvorfor skal I have ny bil, når den gamle stadig kører?«
»Hvorfor skal I have nyt køkken, når væggene er lige?«
»Hvorfor skal Maja have en lejlighed nu, kan hun ikke bo hos jer?«
»Hvorfor skal I have endnu en ting, hvor skal I gøre af det?«
Det sagde jeg aldrig! For det var deres drømme. Deres liv. Jeg ville, at de skulle føle sig glade, succesfulde, moderne. Jeg gav mit helbred i Italien, så de ikke manglede noget.
Så hvorfor, nu hvor jeg er kommet hjem, skal jeg sættes på plads? Hvorfor skal jeg få at vide, hvordan jeg skal leve for mine egne hårdt tjente penge? Hvorfor bliver mit forsøg på at købe en broderet skjorte eller tage til Silkeborg betragtet som en forbrydelse mod familiebudgettet?
Jeg forstod: De var bare vant til, at jeg var en evig pengeautomat. En finansieringskilde, der ikke havde ret til egne ønsker, egne luner eller eget liv. For dem var jeg allerede blevet »bedstemor«, der skulle leve stille, spare hver krone og give alt til børnene.
Samme aften rejste jeg mig, klædte mig på, tog en rutebil og kørte tilbage til tøjboden i Aarhus. Skjorten hang der stadig, som om den ventede på mig. Jeg tog pengene op, købte den og kørte hjem.
I mit soveværelse stillede jeg mig foran spejlet, tog forsigtigt den fantastiske skjorte på. Den duftede af nyt lærred. Jeg glattede de broderede ærmer, så på mig selv – og for første gang i lang tid smilede jeg bredt og ærligt til mig selv. Jeg er smuk. Jeg er stærk. Jeg lever!
Næste morgen spurgte jeg ikke nogen om lov eller råd. Jeg tog bare til busterminalen, gik ind i rejsebureauet og bestilte en dejlig kuruge til Silkeborg – et godt kurhotel med en bedre værelseskategori.
Da Tine hørte det fra naboen, kom hun løbende igen med det samme udtryk.
— Mor, tager du alligevel? Hvorfor skal du have…
— Fordi det er mit liv, Tine, — afbrød jeg hende roligt, uden at lade hende fuldføre sætningen. — Og nu vil jeg endelig leve det, som jeg selv vil.
Min datter tav. Hun vidste ikke, hvad hun skulle svare på sådan en uventet modstand.
Nu pakker jeg min kuffert til Silkeborg. Jeg ved, jeg får en dejlig ferie, går en tur i parken i min nye broderede skjorte og drikker helbredende vand. Og når jeg kommer hjem, er det første, jeg gør – at melde mig til kørekort. Og købe den lille bil, jeg drømmer om.
For i disse dage har jeg lært noget meget vigtigt. Børn kan elske os oprigtigt. De kan bekymre sig om os. Men de skal ikke leve vores liv for os og bestemme, hvornår det er tid til at gå på pension fra egne drømme. Hvis et menneske har arbejdet hårdt hele livet, givet afkald på meget, støttet andre og båret familien på sine skuldre, så har hun fuldkommen ret til endelig at opfylde sine egne ønsker. Og ingen – hører I – ingen behøver at undskylde for at ville leve.
Nu, når jeg af og til ser spørgsmålet i min datters eller svigersøns øjne, eller hører den velkendte sætning: »Hvorfor skal du have det, mor?«, tier jeg ikke og gemmer mig ikke længere. Jeg smiler bare hemmelighedsfuldt, retter ryggen og siger:
— Fordi jeg har lyst. Og den ret har jeg for længst fortjent.
Skrevet specielt til Hjemmet.
Illustrativt foto.
