Steen blev fundet om morgenen, og hunden havde hylt siden aftenen før. Jytte hørte det gennem to haver, men hun gik ikke ud, for Torden hylede tit, og hun var for længst holdt op med at stå op om natten på grund af den slags. Hylet var lavt og langtrukket, uden pauser, og ved midnat var det blevet en del af natten, som vinden eller vandet i rørene.
Den lokale betjent kom ved middagstid, forseglede huset og kørte igen. Han skrev papirer på motorhjelmen, røg en cigaret og kiggede på hunden, men gik ikke hen til den. Han sagde til Jytte hen over lågen, at liget var kørt til sygehuset i Næstved, og at der skulle findes pårørende. Så smækkede han bildøren i og kørte ad sporet og efterlod to dybe hjulspor i mudderet.
Men hunden blev. Den sad i kæden med snuden løftet mod himlen, og lyden kom fra den, jævn og lav, som fra et rør, man havde glemt at lukke. Ikke gøen, ikke klynken. Et hyl. Sådan et hyl, der får noget under ribbenene til at gøre ondt, hvis man lytter længe.
Jytte stod ved sin låge og så over mod Steens gård. Mudderet efter nattens regn glinsede i hjulsporene, og fra jorden stod en lugt, tung og rå, som fra en nygravet have.
Hegnet lænede, og tre stakitpinde lå i brændenælderne, men lågen var lukket med ståltråd, og ståltråden var snoet pænt om med fire vindinger. Den gamle mand reparerede ikke hegnet, men han lukkede lågen hver aften. Det vidste Jytte, for hun havde set fra køkkenvinduet, hvordan han gik ud i skumringen og snoede ståltråden med tørre fingre.
Hun gik over vejen, viklede ståltråden af og gik ind i gården. Der lugtede af våd jord, hund og af noget surt, stillestående vand fra tønden ved skuret.
Torden stoppede med at hyle og drejede hovedet. Han var rød med en sort sadel hen ad ryggen, stor, som en fårehund, nogen havde blandet op med en gårdhund. På snuden var der gråt hår, og øjnene var gule og uklare, som gamle hunde har, når de har set mere, end de behøver.
Kæden gik fra stolpen til halsbåndet. Den var tyk, med store led, fem meter lang. Jytte havde kendt den kæde i syv år. Hver sommer så hun fra vinduet, hvordan Torden gik i en bue og trampede en fure i jorden.
Furen var med årene blevet dyb, helt op til anklen, og regnvand stod i den. Om vinteren lå der rim på kæden, og ledene klirrede mod hinanden i vinden. Men nu lagde Jytte mærke til noget, hun ikke havde set før: på den side, hvor kæden havde været strammet hårdest, var ledene slidt blanke. Metallet var poleret som et dørgreb, man tager om hver dag. Hunden havde altid trukket i én retning. Ikke fare rundt. Ikke revet i kæden i ringe. Én vej.
Ved stolpen stod en skål. Aluminium, bulet, med rester af grød. Grøden var tørret ind. Boghvedegrynene sad fast på siderne, og på overfladen havde der lagt sig en hinde af fedt. Ved siden af stod en vandskål, og i vandet flød et blad.
Steen havde fodret hunden om morgenen den dag, han døde. Eller aftenen før. Jytte så på skålen og rettede på hovedtørklædet, for hænderne søgte noget velkendt. I syv år havde hun sagt til naboerne, at den gamle mand plagede hunden. Hun havde sagt det til Gitte i købmanden, til postbuddet Bente og til sin datter i telefonen. Kæde, hundeskur, grød og ingen lufteture. Et levende væsen for enden af en kæde. Og hver gang hun sagde det, mærkede hun den selvretfærdighed, der varmer bedre end en brændeovn, fordi den ikke kræver beviser. Sandheden var jo indlysende: hunden sad på en kæde, den gamle mand tav, altså var han skyldig.
Bente kom en time senere. Hun havde brød og mælk med, for hun plejede at bringe det til Steen og vidste ikke, hvem hun skulle give det til. Hun sagde, at hun havde set ham om lørdagen, da han fik udbetalt folkepension og købte to kilo boghvede. Til sig selv og til hunden.
Jytte spurgte, om Steen havde nogen pårørende. Bente tænkte sig om, trykkede tasken ind mod siden og huskede en datter. Tove. Hun boede i Skovby, på den anden side af landevejen, tolv kilometer væk. Hun havde ikke været på besøg i lang tid. Bente tilføjede sagte:
– Datteren tilbød at tage hunden. Men den gamle nægtede. Jeg har vist hendes nummer et sted på posthuset.
Jytte tav. Hun tænkte: nærig. Han kunne ikke engang give hunden fra sig, når han selv ikke kunne klare den.
Så gik hun hen til stolpen. Karbinhagen på halsbåndet var rusten, og fingrene gled på det våde metal. Jytte gnubbede den, drejede den og trykkede tommelfingeren mod fjederlåsen. Rust satte sig under neglene, og håndfladerne lugtede af jern, skarpt og koldt. Torden stod fuldstændig stille. Han klynkede ikke, rørte sig ikke. Han ventede bare, som om han vidste, at det var præcis dette, der skulle ske nu, og som om han havde holdt ud i syv år for at høre det ene klik.
Karbinhagen gav efter. Halsbåndet gled af halsen, og under det så Jytte en stribe sammenpresset pels, lys, næsten hvid, som et mærke efter en vielsesring. Hunden rystede sig fra snude til hale. Så så han på Jytte. Han stod et sekund. Og så fløj han af sted.
Ikke mod hende, ikke mod skålen, ikke mod huset. Mod hegnet. Han smuttede mellem stakitpindene, kom ud på vejen og løb. Jytte nåede at se den røde ryg forsvinde bag hyldebuskene.
Hun gik på posthuset til Bente for at få kontakt til Steens datter.
Torden havde i mellemtiden allerede krydset landevejen. Dér, hvor vejen lavede et sving, og bilerne sænkede farten før broen over grøften, ventede han på en pause og løb over. Så drejede han ind på grusvejen mod Skovby.
Skovby begyndte med tre popler og et busstoppested uden læskur. Torden drejede ind på den anden vej, løb forbi vandpumpen og et blomsterbed med georginer og stoppede ved et hus med grønt tag.
Trappen var lav med to trin, og brædderne var mørke af fugt. Døren var beklædt med kunstlæder, og i det ene hjørne var betrækket gået op og hang som en trekant. Torden satte sig foran døren og klynkede.
Halen slog mod trappetrinnet, og det klapren var den eneste muntre lyd hele dagen.
Døren gik op. På trappen stod en tynd kvinde med mørkt hår i knold og mel på hænderne. Inde fra huset kom der lugt af boller og vanilje, og den varme lugt flød ud på trappen og blandede sig med duften af våd jord.
Kvinden så på hunden. Så gik hun ned på hug, tog hans snude mellem sine hænder, og melet fra fingrene lagde sig som hvide pletter på den røde pels. Torden trykkede næsen ind mod hendes håndled og lukkede øjnene.
Præcis i det øjeblik ringede Jytte. Hun sagde, at Steen var død. At hunden havde revet sig løs og var løbet væk.
– Han er her. Jeg hedder Tove.
Jytte kunne kun gispe:
– Tolv kilometer hen ad landevejen!
Og så fortalte Tove.
Torden var hvalp, dengang Tove stadig boede hos sin far. Hun havde hentet ham fra en gård i nabolaget, en måned gammel, rød, med det ene øre strittende op. Hun havde opfostret ham, givet ham mad med en pipette og sovet med ham på gulvet den første uge, fordi han klynkede og ikke kunne falde i søvn alene.
Så blev Tove gift og flyttede til Skovby. Torden blev hos faren.
Hunden løb til hende. Over marken, over landevejen, tolv kilometer hver vej. Han kom om aftenen, lagde sig ved trappen og ventede. Tove gav ham mad, klappede ham og lod ham blive natten over. Om morgenen løb Torden hjem. Igen tolv kilometer.
Første gang blev han kørt ned efter et halvt år. Et sidespejl ramte ham og sled ham hen over gruset. Steen fandt ham i rabatten og bar ham hjem i sine arme. Fire kilometer. Tove fik et lift, og sammen kørte de hunden til dyrlægen i Næstved. Arret blev på venstre side, langt, fra ribbenene og ned til benet.
Torden kom sig, og en måned senere stak han af igen. Han blev kørt ned anden gang. Samme strækning, samme sving. Brud på bækkenet, tre måneder uden at kunne røre sig. Steen skiftede underlaget to gange om dagen og bar hunden ud i gården i sine arme, så den kunne se himlen.
Efter den gang købte Steen en kæde. Tove bad ham om at give hunden til hende. Steen nægtede. Han sagde én ting:
– Han kommer hjem. Han kommer altid hjem. Og han overlever ikke vejen tredje gang.
Tove skændtes, lod være med at komme i et halvt år. Så begyndte hun at komme igen, men sjældnere. Til sidst stoppede hun.
I syv år sad Torden i kæde.
Steen lavede grød til ham morgen og aften. Boghvede, nogle gange hirse, med kødrester fra Gitte i købmanden til halv pris. Han tjekkede halsbåndet og smurte karbinhagen, så den ikke sad fast i rust. Han sad ved siden af hunden på en træstub og tav. Torden lagde hovedet på hans knæ, og de sad sådan, indtil det blev mørkt – to gamle mænd, én på stubben, én på kæden. Jytte så det fra sit køkkenvindue hver aften.
Torden blev hos Tove. Han var dér, hvor han i syv år havde været på vej hen.
Jytte kiggede én gang mere ind i Steens gård og stoppede ved stolpen. Kæden lå i mudderet, rullet sammen som en ring. Jytte samlede den op. Ledene var tunge og kolde, og den ene side skinnede – slebet glat.
Hun hængte kæden på et søm i stolpen. Hun snoede ståltråden om lågen med fire vindinger, præcis som Steen plejede. Hun stod et øjeblik og så på den tomme gårdsplads, på furen i jorden, der var trampet i en bue, og på træstubben ved stolpen. Så krydsede hun vejen til sin egen gård og lukkede døren bag sig.
Hun vaskede skålen og stillede den på sin egen trappe. For en sikkerheds skyld. Hvis Torden kommer tilbage.
Jytte vidste nu, at en lænke ikke altid er et fængsel. Nogle gange er den kærlighedens måde at holde fast i det, man ikke kan bære at miste.
