Kjeld kom hjem fra jagt – sur som en hveps i et glas. Støvlerne smed han ved døren, den ene til venstre, den anden til højre. Jakken kastede han mod knagen, ramte forbi og gav sig ikke til at samle den op. Han gik ud i køkkenet og raslede med kedlen.
Jytte sad i stuen og bladrede i sin telefon. Hun hørte, hvordan manden gik – tungt, nervøst, hvert skridt som en anklage. Den røde hund Trofast lå ved hendes fødder med snuden på poterne. Ørerne lagt ned, halen stille. Han mærkede altid, når herren var i det humør, og prøvede at holde sig ude af syne.
– Så, sagde Kjeld og stillede sig i døråbningen med hænderne i siden, som han altid gjorde, når han skulle sige noget, han mente var endegyldigt. – Hunden duer ikke til jagt. En uduelig køter, ikke en jagthund. Jeg har trænet og trænet – nul effekt. Anden falder, og han sidder. Haren løber forbi, og han gaber. Den skal væk.
Jytte så op. Hun så roligt på sin mand, opmærksomt, som man ser på en, der har sagt noget meget dumt, men endnu ikke selv har opdaget det.
– Skal væk? gentog hun, som om hun smagte på ordet.
– Ja, hvad så? Skal jeg fodre en snylter? En jagthund skal jage. Men den her… Kjeld viftede med hånden mod Trofast, som trykkede sig tættere ind mod Jytts ben. – I morgen kører jeg den til Poul, måske vil han tage sig af den. Ellers smider jeg den ud på motorvejen.
»Smider ud på motorvejen« – dér klikkede noget indeni Jytte.
Hun rejste sig uden et ord. Trofast rejste sig straks med hende, så uroligt op på hende. Jytte gik forbi manden ud i entreen, åbnede et skab og fandt en kuffert – stor, blå, på hjul. Den samme, de engang havde haft med til Skagen, dengang de stadig rejste sammen.
Kjeld fulgte hende med blikket, men sagde intet. Han troede vel, at hun var i gang med at sæsonomlægge tøjet.
Men Jytte åbnede Kjelds halvdel af klædeskabet.
Skjorter – en, to, tre, fire. Pænt. Underbukser, sokker – i sidelommen. Jeans – ét par til fritid, ét par til arbejde. En grå sweater, en gave fra hans mor. Barberskraber fra badeværelset. Tandbørste.
Kjeld dukkede op i soveværelsesdøren og stirrede et par sekunder uden at sige noget. Så gik det op for ham.
– Hvad laver du?
– Pakker din kuffert, svarede Jytte i samme tonefald, som hun plejede at sige »aftensmaden står på bordet« eller »brødet er slut«.
– Hvilken kuffert? Hvorfor?
– Du sagde jo, at noget skulle væk. Så jeg smider noget væk.
Kjeld blinkede. Langsomt satte han sig på sengekanten, som om benene havde svigtet ham.
– På grund af hunden?
– Ikke på grund af hunden. På grund af dig.
Hun lynede kufferten og rettede sig op. Trofast kom stille ind i rummet og lagde sig ved dørtærsklen, som om han holdt vagt.
– Jeg skal sige dig noget, Kjeld, nu vi er i gang. Du kalder Trofast for en snylter. Han kan ikke jage, ingen nytte. Men lad os regne ud, hvem her har nytte.
– Jytte, skal vi nu det.
– Trofast henter ikke ænder, det er sandt. Men han møder mig hver morgen, som om jeg har været væk i et halvt år. Han lægger poten på mit knæ, når jeg græder. Og jeg græder tit, Kjeld. Fordi du kommer hjem fra arbejde – og så er der fjernsynet. Fra jagt – og så sofaen. Sidst du talte ordentligt med mig, var da elregningen var for stor. Tre sætninger i træk var en begivenhed.
Kjeld åbnede munden.
– Du sammenligner mig med en hund.
– Jeg sammenligner ikke. Jeg konstaterer. Trofast er levende. Han mærker, han elsker. Uden betingelser. Han behøver ikke, at jeg er tynd eller laver medister. Han behøver, at jeg er der. Hvornår var du sidst glad for, at jeg er der?
Stilheden hang i rummet som vasketøj på en snor – tung, våd, ubehagelig.
Kjeld så på kufferten. Så på sin hustru. Trofast løftede hovedet og så på ham uden vrede, uden had. Bare sådan. Hunde kan ikke bære nag, deres hjerte er for stort til det.
– Jeg mente det ikke alvorligt, sagde Kjeld. – Jeg blev for varm. Drengene lo ad mig.
– Drengene lo. Og du, for ikke at tabe ansigt foran dem, besluttede at smide et levende væsen ud. Et væsen, der stoler på dig. Der løber hen til dig, når du kommer hjem. Han ved ikke, at du ville smide ham væk. Han tror, du er god.
Kjeld gned sig i ansigtet. Skægget stod – han havde ikke barberet sig i to dage på jagt.
– Og hvad så, kufferten – er det alvor?
Jytte tav. Udenfor skændtes gråspurve i rønnebærtræet. Køleskabet brummede og blev stille.
– Alvor, Kjeld. Det handler ikke om Trofast. Trofast var dråben. Du taler om et levende væsen – »væk«, »smide ud på motorvejen«. Og hvis jeg i morgen ikke passer dig – smider du så også mig væk? Kører mig til min mor – ubrugelig, hent hende?
– Det er noget vrøvl.
– Det er dig, der vrøvler. For længst. Du er holdt op med at se, at der er levende væsener omkring dig. Jeg er levende. Trofast er levende. Vi er ikke redskaber. Ikke en bøsse, man kan sælge, hvis den skyder skævt. Vi er familie. Og familie smider man ikke væk.
Kjeld sad og følte sig, som han ikke havde følt sig i lang tid. Førhen var det sådan – han sagde noget, og Jytte var enig. Ikke fordi hun var slap. Hun kunne tie – tålmodigt, på den der måde, kvinder har. Hun vogtede. Glattede ud. Og han var vant til at sige hvad som helst af tåbeligheder – uden at der skete noget.
Men nu skete der noget.
Trofast gik hen til Kjeld og stak sin våde snude i hans hånd. Bare gik hen, fordi han så, at mennesket havde det skidt. Når man har det skidt, skal man være der. Det vidste Trofast ikke med hovedet – det vidste han med hele sin røde pels.
Kjeld så på hunden. På den våde snude, de brune øjne, på halen, der forsigtigt viftede – som om den sagde: nå, hvad så, fred nu?
Og så gik det op for ham. Ikke til tårer – han var jo en mand. Men noget vendte sig indeni, som en båd i en bølge – plask, og du er på den anden side.
– Jytte. Stil kufferten væk.
– Hvorfor?
– Fordi, sagde han og strøg Trofast over hovedet, – jeg er et fjols.
– Det ved jeg godt. Spørgsmålet er, om du er et fjols, der kan lære, eller et, man kan banke noget ind i.
Kjeld smilede skævt. Selv nu – hun kunne det.
– Jeg lærer. Undskyld. For Trofast. Og for alt.
Jytte gik hen til kufferten, åbnede den. Hun tog barberskraberen og tandbørsten ud og lagde dem på natbordet.
– Skjorterne hænger du selv op.
Kjeld nikkede. Han bøjede sig ned til Trofast og kløede ham bag øret.
– Nå, din snylter, sagde han med en stemme, der rystede lidt. – Skal vi leve videre?
Trofast logrede så kraftigt, at han næsten væltede en lampe. Han hoppede op, slikkede Kjeld på næsen. Så satte han sig og så på dem begge med det udtryk, som kun hunde har: absolut, ufortjent lykke.
Næste gang Kjeld tog på jagt, tog han Trofast med. Han kom hjem med to ænder og en pose sukkersvinsben fra torvet.
– Hvem er det til? spurgte Jytte, selv om hun godt vidste det.
– Snylteren, brummede Kjeld. Og smilede.
Kufferten stillede Jytte tilbage i skabet. Men ikke helt ind. Sådan, at den var let at få fat i.
For en sikkerheds skyld.
