Hvordan kan du sælge?! udbrød Sofie Andersen forvirret, mens hun stirrede på sin søn. Hvor skal jeg bo? I entréen? På stationen? Har du besluttet at give mig et plejehjem for ældre?
Mor, hvorfor begynder du igen sukkede Kasper Nielsen.
Vil du tilbyde mig en maskinvasketøjsboks? sagde hun med hævet stemme. Har du mistet forstanden, Kasper?!
Ikke så højt, jeg vil bare drøfte mulighederne
Hvad er der at drøfte?! Et hus er ikke en genstand, man kan smide ud, når det bliver svært! hun sprang skarpt fra bordet. Jeg er født her, du er bare passeret. Og du du har besluttet at sætte det til salg!
I det samme trådte naboen Lise Carlsen ind uden at banke.
Sofie! Hvor sidder du fast som en sten? Du sagde jo, at du ville så alle bede dette år. Du var så tæt på at kollapse sidste vinter! Hvor er dine haveplaner?
Lise, jeg har prøvet, ærligt Sofie sænkede blikket. Spireplanterne er lige kommet frem, men jeg har ikke styrken til at slå dem ned
Så du behøver ikke slå dem ned! Jeg gav dig for en måned siden telefonnummeret til Ivar fra Limfjorden, traktoristen! Han ville pløje hele din mark og såde noget nyttigt i stedet for de rose, du drømmer om i dine år
Kasper sagde, at han måske kommer med venner om sommeren. Grill, bål. Men jeg har syrener, roser
Det er dine roser! fnæste Lise. I de sidste fem år er din søn kun kommet tre gange. Og så med øl, ikke med grill.
Han arbejder. Han har så mange opgaver
Og husk vinteren, da sneen lagde sig over alt? Ingen mad, ingen medicin! Heldig at jeg kom forbi. Hvor var din arbejdssomme søn? Du kan ikke engang få fat i ham!
Han kommer altid, når jeg kalder
Sofie, du er som en pige: du tror og venter. Men tiden går. Du må tænke med hovedet, ikke med hjertet. Du har brug for bede, ikke rosenbuske!
Måske laver jeg bede. Hvor syrenerne allerede har slået rod
Sådan er det. Hvad hører du fra din datter?
Det er som altid. Kasper taler med hende om fødselsdag, nytår det er hele samtalen.
Jo mindre Kasper dukker op, jo færre bekymringer. Jeg vil ikke skræmme dig, men fremtiden bliver kun roligere
Sofie Andersen boede i landsbyen Bregnedal, nær Viborg. For tyve år siden var hendes mand døde i en trafikulykke, og hun blev alene med børnene. Datteren Freja var den første; hun var klog, lærte tidligt at vaske og lave mad. Kasper kom senere, da Sofie var over fyrre, og blev hendes trøst. Der var femten år imellem dem. Forskellige tider, forskellig opdragelse.
Freja forlod først hjemmet.
Mor, jeg vil gifte mig.
Med hvem? Med den Rasmus fra landsbyen? Det tillader jeg ikke! Han har hverken fag, uddannelse eller kultur!
Det er mit liv, mor. Jeg er allerede atten.
Har du set ham fra taljen? Der er intet sjæl, kun fedt!
Det er ikke udseendet, han er god, klog. Han har fået et job i byen.
Og du vil tage med ham?! Hvad med mig her alene?
Jeg vil studere. Og bo.
Sofie græd, bad. Men Freja, med en taske i hånden, sprang ud af vinduet og forsvandt. Ingen breve, ingen opkald. Kun sjældne rygter gennem bekendte.
Kasper boede længe hos sin mor. Han anlægger en gårdhave med bænke, hængekøje, grill, græsplæne. Blomster. Ingen bede, ingen kartofler.
Mor, hvorfor skal du have bede? Der er en butik i Bregnedal! Alt er der kartofler, courgetter, grønt. Hvorfor bøje ryggen?
Det er vores tradition, at vi har vores eget
Det var engang! Nu er vi i det 21. århundrede!
Sofie gik med til det. Hun levede beskedent, men hyggeligt. Kasper leverede mad, medicin, kørte hende til lægen. Så mødte han en pige, Marina. De gifte sig. Sofie tog hende ind, men de to kvinder klikkede ikke sammen. Sofie skjulte ikke sin foragt for landlivet og især for svigermoren.
Under et almindeligt besøg omfavnede Kasper igen sin mor, lagde mad på bordet og sagde:
Mor, jeg vil tale. Jeg har en idé meget profitabel.
Igen en forretning?
Mor, i Bregnedal køber folk jord! De vil bygge et lille sommerhusområde. Infrastruktur, alt som skal være. Hvis vi sælger dit hus med grund, kan vi købe en flot etværelses lejlighed i Viborg. Så har jeg kapital til at starte.
Vent hvad med mig? Hvor skal jeg bo?
Mor, rolig. Vi kan overveje et plejehjem eller leje en lejlighed. Ikke på gaden!
Du vil have mig i en lejlighed?! Fra haven, hvor hver eneste bær er familiær?! Hvad? Det er vores families hjem!
Mor, det er bare et hus. Gammelt, upraktisk. Så længe prisen holder, må vi sælge.
Aldrig! Sofie knyttede næver. Så længe jeg lever, forbliver huset. Jeg vil ikke skrive dig ind i min testamente!
Kasper rejste sig brat, greb nøglerne og gik uden at sige farvel.
Sofie gik ud i gården. På blomsterbedet stod en rosentræ i halvt blomstret stand. I den ene hånd holdt hun en skovl, i den anden en økse. Hun ville ompløje bedet til grøntsager, men kunne ikke flytte den et eneste skridt.
Sådan? lød Lises stemme fra anden siden af hegnet.
Ingen styrke. Ikke i hænder, ikke i sjæl.
Det er for sent! Sæsonen er spildt. Og din Kasper han vender måske aldrig tilbage.
Hvad foreslår du?
Tænk klart. Få styr på papirerne du får en etværelses lejlighed i Viborg. Læge, butik, varme, naboer. Civilisation.
Sofie lå vågen hele natten, tænkte. Om morgenen steg hun på bussen og tog til Viborg. Til Kasper. Hun besluttede at gå til forhandling.
Hun gik op til tredje sal og standsede foran døren.
Indenfor lød en stemme:
Vira, hun vil ikke sælge! Stædig som en bulldozer!
Så gå og vær lastbilchauffør! Hvorfor skal jeg holde min forretning? Vi er på grænsen, og du drømmes! Lad den dø i Bregnedal!
Sofie frøs. Så slog hun hårdt på døren.
Mor? åbnede Kasper.
Tak, min søn, for at du allerede har begravet mig! hendes stemme dirrede. Jeg kom for at tale, for at forsone. Men hør nu: Jeg vil ikke sælge! Aldrig! Jeg vil hellere begrave mig i jorden end give den væk til din forretning!
Mor
Forsvind med din dæmon! råbte hun. Lad hans forældre sælge deres lejligheder! Mit hus rør det ikke!
Sofie vendte sig om og gik. Hun tilbragte natten på stationen. Om morgenen vendte hun hjem. Tre dage lå hun i seng, så samlede hun øksen, men kunne stadig ikke komme tæt på buskene.
Om morgenen bankede der på døren i hjørnet.
Hvem er der?
Mor, det er mig. Freja.
Freja? Sofie stivnede. Min datter
Mor, hvordan har du det?
Som hendes stemme vaklede.
Kasper ringede. Han sagde, du er blevet skør, du vil ikke sælge huset. Jeg sagde til ham, gå væk. Han troede, du allerede er færdig Men jeg forstår nu det er tid til at vende hjem.
Datter men vi
Hvornår var det? Jeg har tre børn. Nu forstår jeg dig!
Børn?
To døtre og en søn. Rasmus er nu slank, dyrker sport, arbejder i IT.
Og du?
Vi kommer på weekend. Jeg bringer mad og alt, hvad du har brug for. Vi er nær dig, mor.
Hvad med bede?
Du behøver ikke længere bede. Du har nu børnebørn.
Sofie brød ud i gråd og omfavnede sin datter.
