Kære dagbog,
I dag er jeg igen tvunget til at skrive, for livet her på gården har taget en ny drejning, som jeg knap kan forstå uden at sætte det på papir.
Min elskede, Anne, gik bort kort efter den sidste fødsel. Jeg har stadig ikke kunnet give slip på den smerte, men fem små sjæle holder mig i live. Den ældste, Mikkel, er ni år. Så kommer Anders på syv, og tvillingerne Søren og Lars, begge fire år. Den mindste er vores tre måneder gamle datter, Freja så lille og så eftertragtet.
Det er umuligt ikke at føle sig taknemmelig, når børnene kommer løbende og rækker ud efter mad. Når de sover, sidder jeg ofte på køkkenbordet og ryger en cigaret, mens natten ligger tung over huset.
I starten forsøgte jeg som enlig far at holde hele maskineriet kørende. Stemtandemoren kom en gang på besøg og hjalp lidt, men vi havde ingen øvrige slægtninge i nærheden. Hun overvejede at tage Søren og Lars med, så det skulle blive lettere for mig. Så kom to kvinder fra en børneinstitution og foreslog, at vi skulle placere børnene på et børnehjem. Jeg kunne ikke tænke mig at aflevere mine egne børn til andre. Hvordan skulle jeg leve med den tanke? Så vi stod fast, og børnene voksede langsomt men de voksede alligevel.
Jeg nåede af og til at tjekke lektier hos de ældre, men med Freja var det hele en udfordring. Heldigvis hjalp en ung kvinde fra nabobyen, Lise, som havde haft mange søskende i sin egen store familie.
Lise var lav, robust, med en rund ansigt og en lang, gråligt bølget flet, der nærmest nåede hendes talje. Hun talte sjældent, men hendes tilstedeværelse ændrede huset på magisk vis. Hun vaskede alt barnetøjet, strakte de små bluser, og fik både mad og varme til Freja. På børnehaven og i skolen lagde lærerne mærke til, hvor rene og velplejede børnene var knapperne var synlige, ærmerne intakte, og ingen sorte tråde hængte i lommerne.
En vinter blev Freja syg med feber. Lægen sagde, at hun ville komme sig, så længe hun fik den rette pleje. Lise holdt nattevagten ved siden af hende, lagde sig ved siden af sengen og gik ikke i seng selv. Sådan gik tiden, og selvom de yngste børn kaldte hende mor, var hun altid der med et smil og et kram.
De ældre drenge begyndte at kalde hende Lise i stedet for pige eller pigepige. Sådan huskede de, at de faktisk havde haft en rigtig mor, selvom hun var lidt ældre end dem selv.
Der var dog modstand fra Lises familie:
Hvorfor hænger du en ekstra dreng på din nakke? Er der for få drenge i landsbyen? spurgte de.
Der er drenge, men jeg vil bare hjælpe Jens, svarede hun.
Så gik årene. Femten år fløj forbi som et stykke smør på rugbrød. Børnene voksede, gik i skole, gik på jagt efter fejl og rettelser. Nogle dage var svære, og jeg blev vred og greb efter bælte, men Lise trak mig væk og sagde: Vent, far, tænk først efter.
Vi har haft mange skænderier, men også mange grin. Lise har fået et nyt navn i landsbyen Lise Højgaard og hun blev respekteret som en af de ældste.
Mikkel er nu gift og har fået sit første barn. Anders arbejder på den lokale landbrug og har fået både diplomer og priser for sit arbejde. Anders lille bror, Anders, er ved at afslutte sit ingeniørstudium i Aarhus, og Lise er stolt Min søn vil blive ingeniør, tænker hun. Freja er nu gået i 9. klasse, hun synger og danser ved hver fest, og intet sammenkomst er fuldendt uden hende.
Jeg tænker ofte på, hvordan Lise kom ind i mit liv som en uset redning. Hun har altid været der, når jeg har haft brug for en hånd. Men for nylig har hun selv haft smerter i kroppen, og hun gik fra at være den stærke til at møde sin egen skrøbelighed. Jeg opfordrede hende til at søge læge, men hun afviste først. Til sidst måtte hun ind på skødet hos lægen.
Om aftenen, da alle sov, kaldte hun mig ud på verandaen:
Sæt dig, far, vi skal snakke. Lægen sagde, at jeg snart får et lille barn. Det er for sent at gøre noget ved det nu, sagde hun med tårer i øjnene. Det er så pinligt
Jeg blev målløs. Så mange år uden nyt liv, og nu…
Hvorfor er du så bange, mor? De ældste har allerede deres egne familier. Naturen har sat alt på sin plads. Så lad os forberede os, svarede jeg.
Hun spurgte, hvordan vi skulle fortælle de andre. Jeg sagde, at jeg ville tage det op selv ved morgenbordet.
Næste dag samlede jeg børnene omkring bordet og sagde: Mine kære børn, snart får I endnu en søskende en dreng eller en pige. Lise sank ned, så rød i kinderne, og begyndte at græde.
Mikkel, der var på besøg med sin unge kone, lo højlydt:
Fantastisk, mor! Så kan vi også få flere børnebørn!
Søren jublede:
Ja, lad os få en lille bror!
Lars protesterede:
Nej, lad os få en pige! Vi har allerede så mange drenge, men kun én pige. Lad hende blive vores prinsesse.
Freja kiggede blot på ham med et skævt smil.
En prinsesse, siger du? Så skal vi købe de smukkeste kjoler! udbrød Anders.
Er det en dukke, du vil have? spurgte Lars.
Nej, vi skal opdrage barnet, ikke bare lege med det, sagde jeg.
Og så sagde jeg: Vi vil gøre alt, hvad vi kan.
Lise gemte sin vækst i et tørklæde, men skæret i hendes øjne afslørede, at hun var stolt og bange på samme tid.
Månederne gik, og snart kom et lille dreng på fire kilo ud i verden. Det var Mikkels første barn, og Anders gik tilbage til sit universitet. Søren og Lars gik ind på landbrugsteknik.
Frejas skoleår startede, og huset blev stille, men altid fyldt med en slags rolig travlhed. Lise ventede altid ved døren, og en dag ramte smerten hende pludseligt i maven.
Jens! kaldte hun svagt. Jeg løb ud, men så var hun allerede faldet på gulvet. En bil kom kørende; jeg råbte til chaufføren, at han skulle hente hjælp.
Jeg sad hele natten på gårdens veranda og ryge cigaret efter cigaret, mens lyset fra månen kastede skygger over de tomme stole. Da morgenen kom, åbnede døren sig, og en ung sygeplejerske trådte ind.
Sitter du, far? Rygning? Du må nok holde op, sagde hun med et smil.
Fem børn, stammede jeg.
Fem? Nej, å ja, syv! To af dem er lige blevet født! udbrød hun.
Jeg stod målløs, men hun fortsatte: En dreng og en pige, en lille krigsdoktor, men en smuk pige og en livlig dreng. Kom hjem, far, de har brug for dig.
Jeg tog moderen i armene, mens hun åbnede den første indpakning en blå snor, og så en lyserød. Lise greb den anden, men vi var begge usikre på, hvordan vi skulle håndtere dem.
Mikkel tog den ene pakke og sagde:
Kom, far, det er min første gang.
Freja kiggede ind i konvolutten og udbrød:
Søster, du er så smuk!
Vi gav sygeplejersken blomster og kage, som man gør i Danmark, og så satte vi os på landbrugstogsen, som direktøren havde arrangeret for os.
Mikkel smilede:
Det gik godt for mor, sagde han.
Lise holdt den ene pakke i hånden og så på mig med blide øjne. Hun sagde stille:
Vi vil opdrage dem til gode mennesker, det lover jeg.
Jeg så på de lille, sovende børn og mærkede en dyb ro i mig. Jeg indså, at livet ofte kaster usete gaver på os, og at kærlighedens styrke ligger i de små handlinger, vi gør for hinanden.
**Lektion:** Selv når livet synes at falde fra hinanden, kan et åbent hjerte og viljen til at hjælpe andre vende de mørkeste stunder til lys. Jeg vil huske at sætte pris på hver en dag, hver en hånd, der rækker ud, og hver en cigaret, jeg lader stå i fred.
