Jeg husker, hvordan Jens mistede sin elskede Kirstine, da hun døde på fødslen af deres sidste barn. Det var en af de triste begivenheder, som man i de gamle dage talte om ved brødstovens kant, men livet måtte fortsætte.
Jens stod pludselig tilbage med fem drenge. Den ældste, Mikkel, var ni år. Anders, den anden, var syv. De to tvillinger, Søren og Nikolaj, var fire år. Og så den mindste, kun tre måneder gammel, lille Tove en pige, hvis navn kun findes i de danske folkeviser.
Man siger, at man aldrig bør sørge, når børnene råber efter mad. Men når alle havde lagt sig, sad Jens ved nattelyset i køkkenet og trak på sin gamle pipe, mens røgens krøller svajede som gamle minder.
I starten måtte Jens klare sig selv så godt han kunne. Hans svigerinde, Anna, kom en gang på besøg og hjalp lidt, men der var ingen andre slægtninge tilbage i byen. Hun ville tage Søren med sig, sagde hun, for at lette byrden. Senere kom to andre, som havde fået barn på grund af brand i deres hytte, og de spurgte, om de måtte låne ham nogle af drengene. Det blev foreslået, at alle børnene skulle sendes i børnehjem, men Jens ville ikke give sine egne børn væk. At aflevere sine egne børn til andre? mumlede han. Hvordan skal jeg så kunne leve videre? Det var en svær beslutning, men han holdt fast.
De ældre drenge lærte sig selv at læse og skrive, og Jens kunne af og til kigge på deres lektier. Med Tove kom der ekstra arbejde, men så kom Inger Larsen, en sygeplejerske fra det lokale sundhedscenter. Hun kom ofte for at passe på, og en dag lovede hun at skaffe en barnepige. Det er tungt for en mand at holde et spædbarn, sagde hun, men jeg har en veninde, som er dygtig på en børnehaveafdeling. Den unge kvinde hed Lise, en kort, kraftig, rund ansigtet pige fra den naboby. Hun bar en lang, sort flet, så langt som hendes talje, og hun talte kun så meget som nødvendigt.
Lise satte hurtigt gang i forandringer i huset. Hun vaskede alt børnetøj, skrubbede gulve, og hun så på Tove med så blidt et blik, at selv den mest krøllede tæppe syntes at gløde. Skolen og børnehaven lagde mærke til, hvor rene og pæne børnene var. Med knapperne sat med den hvide tråd, i stedet for sort, så ingen albuer længere ud som slagne stød.
En vinter blev Tove syg. Lægen sagde, at hun ville blive rask, så længe hun fik god pleje. Lise holdt natten uden at lægge sig, og hun sørgede for, at Tove fik sin mad og sine søde ord. Så stille som en skygge sneg hun sig ind i Jens hus, og ingen sagde et ord om, at hun var mere end en barnepige.
De yngste kaldte hende mor, fordi de savnede den kærlige berøring, som kun en mor kan give. Lise smilte, klappede dem på hovedet, holdt dem i favnen, og de følte sig trygge. De ældste, Mikkel og Anders, kaldte hende først Lise. De sagde: Hun er hverken barselplejerske eller mor, bare Lise så vi kan huske, at vi har haft en rigtig mor her.
Nogle på landsbyen udbrød: Hvorfor hænger du sådan en hud om din hals? Har du ikke drenge nok i byen? Lise svarede roligt: Der er drenge. Men jeg har Jens sorg i mit hjerte. Børnene vænnede sig til, at Lise nu var den, de kunne søge trøst hos.
Femten år fløj forbi som en høsthøst, og drengene voksede. De gik i skole, på gården og til de landsbyfester, hvor de sang og dansede. Ikke alting gik glat nogle gange kom der skænderier. Jens blev vred, greb fat i bæltespændet, men Lise trak ham væk: Vent, far, lad os tale først. De skændtes, men forsonedes også. Lise blev så respekteret, at folk kaldte hende Lise Hansen i stedet for Lise fra landsbyen.
Mikkel blev gift og ventede sit første barn. Anders arbejdede på kollektivgården, som nu hedde Landbrugssamvirket. Hver år fik han en ros eller en medalje for sit hårde arbejde. Ilias, den yngste, gik på en teknisk skole i den store by, og Lise var særlig stolt: Han bliver ingeniør, så vores familie får et navn blandt de kloge. Tove gik i niende klasse, og hun var en mester i sang og dans; ingen fest gik uden hendes smil.
Jens tænkte ofte på Inger, som havde givet ham en ny livsbane. En sommer mærkede Lise, at noget var galt i hendes krop. Hun var blevet ældre, selvom hun aldrig havde været syg. En dag jagtede Jens hende fra stuen ud på verandaen, fordi hun så svimmel ud. Lise troede først, det bare ville gå over, men så måtte hun til lægen. Da hun kom hjem, var hun stille og tænkte over Jens spørgsmål, som hun afviste med en tom bemærkning: Alt er i orden, far.
Om aftenen, da alle var faldet i søvn, kaldte Lise Jens ud på verandaen.
Sid, far, vi må tale, sagde hun med en stemme, der rystede som en blød vind. Lægen har sagt, at jeg får et barn. Det er sent, men det må vi acceptere. Hun dukkede sine hænder over ansigtet og græd: Det er så pinligt
Jens blev rystet over nyheden. Efter så mange år uden børn, var hans hjerte både tungt og lettet. Hvorfor skal vi have skam? De ældre drenge er næsten splittet, men naturen har sat alt på sin plads. Så lad os forberede os! svarede han. De talte om, hvordan de skulle fortælle de andre. Det er for sent, men vi kan ikke gemme det, sagde Lise. Hvor gammel er jeg egentlig? Niogtredive? spurgte hun. Det er bare tal, svarede Jens, og han lovede at fortælle det selv til de andre.
Da de samlede sig om bordet, sagde Jens: Mine kære børn, snart får I en bror eller en søster. Lise sænkede hovedet, tårene løb som regn på en blød sommerdag. Mikkel, som netop var på besøg med sin unge hustru, grinede: Fantastisk, mor! Lad os få en lillebror! Søren og Nikolaj råbte: En lillebror, ja! Eller en lillepige, så vi får en prinsesse! Tove svarede med et lille fnis: En pige! Så kan jeg binde sløjfer og købe smukke kjoler til hende! Anders protesterede: Nej, en pige! Vi har så mange drenge, men kun én pige. Lise rødmede og holdt sin voksende mave skjult under et linned, som om hun ville gemme sin hemmelighed for vindens kolde åndedrag.
Månederne gik, og Mikkels første barn, en lille dreng, blev født. Anders fortsatte på landbrugssamvirket, vandt endnu en pris, og Iljas tog videre til institut i byen. Tove gik videre i skolen, og hun fandt en ung mand fra danseklubben, som gerne ville følge hende på en dans. Lise ventede altid på Tove med en stille bøn.
En dag blev Lise ramt af en pludselig smerte i maven, så skarp at hendes øjne mørknede. Jens, råbte hun svagt, det begynder Jens løb straks ud på verandaen, tog hende i armene, og de skyndte sig til den nærmeste bil. En ung mand, Tolik, kom forbi med sin traktor og sagde: Jeg kan køre dig til hospitalet, far, vent et øjeblik! Lise greb fat om benet, men smerten blev værre. En anden ung mand, som var på vej for at hente hende, sagde: Jeg kører dig, du skal ikke frygte. Jens trak sit eget jakkesæt fra knagen og sagde: Lise, hold fast, jeg er ved din side.
Natten lå tung over den lille gård, mens Jens sad på verandaen og trak på sin pipe, en efter en, mens røgens skyggespil dansede over de mørke stjerner. Næste morgen åbnede døren sig, og en ung sygeplejerske trådte ind. Du sidder, far? Rygning? Så skal du nok holde op snart, sagde hun med et lille grin. Første gang, eller hvad? Jens svarede lavt: Fem drenge har jeg. Sygeplejersken lo: Du er rig! Faktisk syv! Din smukke Lise har født! Jens stod forvirret: Syv? En dreng og en pige? hun grinede: En lille dreng, der skriger, og en lille pige begge smukke! Hun rakte ham to små pakker, en med en blå bånd, den anden med en lyserød.
Jens tog den ene pakke, men vidste ikke, hvordan han skulle holde den anden. Det er svært med to, mumlede han. Den anden pakke gik til Mikkel, som tog den med en rolig hånd: Kom, far Jeg har gjort det før! Tove åbnede sin pakke og udbrød: Åh, min søster! De gav sygeplejersken blomster og en kage, som man gør ved en stor begivenhed, og derefter gik de alle i den landbrugssamvirkebus, som direktøren havde stillet til rådighed.
Mikkel smilede: Det er til alle, mor! Lise holdt den ene pakke i hånden og smilede stille for sig selv. Vi vil opdrage dem til gode mennesker, Gud hjælpe os, tænkte hun, mens hun så på Jens, der holdt den anden pakke. Vi vil klare det sammen, sagde hun til sig selv.
Sygeplejersken spurgte: Hvad skal vi kalde de nye? Alle begyndte at foreslå navne, som de kendte og holdt af. Bussen kørte af sted med fem børn, fem drenge og en pige, og den ven, som var Jens gamle ven, lyttede til den glade larm fra bagenden. Han tænkte: Er hun virkelig deres egen? Eller blot en ven, der kom for at hjælpe? Men i den stille eftermiddag, da solen gik ned over de grønne marker, var det kun kærligheden, der talte.
Sådan gik årene, og historien om Jens, Lise og de fem drenge blev fortalt fra generation til generation ved brødskiver og kaffe. De husker, hvordan en enkelt kvinde med en lang flet og et hjerte så stort som Danmarks egne bakker kunne ændre en families skæbne, og hvordan kærlighed og mod kan bære os gennem selv de mørkeste nætter.
