Mette hørte for første gang hylene lørdag aften, da hun kom kørende hjem fra natholdet. En lang, klagende lyd, der fik hende til at ryste. Hun stoppede bilen foran huset og lyttede. Lyden kom et sted fra deres grund.
Hun steg ud af bilen og så den. Ved hækken, lige der hvor det gamle rønnebærtræ stod, sad en hund. Lille, rødlig, så mager at man kunne se ribbenene. Snuden vendt mod himlen, og den hylede, hylede.
– Hej, du! – råbte Mette. – Skrid herfra! Du vækker alle sammen!
Hunden tav, sænkede hovedet. Den så på hende – og i det blik var der noget, der fik Mette til ufrivilligt at tage et skridt tilbage.
– Gå nu, – viftede Mette træt med hånden. – Jeg har ikke tid.
Hun lagde sig til at sove ved daggry, men hylene sad fast i hovedet på hende.
– Hørte du hunden i nat? – spurgte svigermoderen Bente om morgenen, da Mette kom ud i køkkenet. – Den hylede hele natten, det afskyelige kræ! Jeg troede, det var naboens Trofast, de hyler sådan før dødsfald.
– Det var ikke Trofast, – svarede Mette. – En eller anden omstrejfer. Den sad ved vores hæk.
– Nej, nu må vi se at få den væk! – udbrød svigermoderen. – Det er ulykke, når en fremmed hund hyler ved huset. Jeg drysser salt i haven, så holder den sig væk.
Mette tav. Hun troede ikke på den slags overtro. Men hendes mor, Gud have hendes sjæl, havde altid sagt: en hund hyler aldrig uden grund. Enten mærker den død eller ulykke.
Om aftenen kom manden Lars hjem fra arbejde sent, sur som en edderkop.
– Endnu en fyringsrunde, – kastede han tasken i hjørnet. – Tredje gang på et halvt år! Snart smider de halvdelen af afdelingen på gaden.
– Det går nok, – prøvede Mette at berolige ham. – Du er jo deres bedste håndværker.
– Ja, bedste, – vrængede Lars. – Alle er bedste. Og ledelsen er ligeglad. De vil bare have pæne papirer og fedte en bonus til sig selv.
De spiste aftensmad i tavshed, hver med deres tanker. Seksårige Mikkel nikkede over tallerkenen – han havde løbet rundt i børnehaven. Bente strikkede med sammenpressede læber – tegn på, at man ikke skulle snakke.
Om natten kom hylene igen. Langtrukne, sørgmodige. Mette fløj op, gik hen til vinduet. Hunden sad samme sted, ved rønnebærtræet. Lars vågnede og bandede i søvne:
– Hvad fanden er det for noget! Vi må få jaget den satan væk!
Han fløj ud i haven i underbukser og træsko, skreg og viftede med armene. Hunden løb ti meter væk og satte sig. Lars kastede en pind efter den – ramte ikke. Gik ind igen og smækkede døren, så ruderne rystede.
– I morgen lægger jeg gift ud, – lovede han. – Nu er det nok!
– Lars, du kan da ikke bare…, – begyndte Mette.
– Jo, det kan jeg! – brølede manden. – Hvad fanden, skal vi vække hele familien for en hunds skyld!
Mette lagde sig, men kunne ikke sove. Hun lå og stirrede i loftet. Tanken kørte rundt: hvad nu hvis mor havde ret? Hvad nu hvis det virkelig var ulykke?
Om morgenen gik hun ud til hækken. Hunden lå under rønnebærtræet, rullet sammen som en pølse. Den løftede hovedet og så på hende. Løb ikke væk, knurrede ikke – bare så på hende.
– Hvad laver du her? – spurgte Mette stille. – Har du et hjem? Nogen, der ejer dig?
Hunden klynkede sagte. Rejste sig, kom hen til hækken. Begyndte at skrabe med poterne, grave i jorden. Mette bøjede sig og kiggede. Der var en lille fordybning under hækken – hunden prøvede tydeligvis at grave sig igennem.
– Hvorfor vil du ind til os? – undrede Mette sig højt. – Hvad vil du?
Hunden stoppede med at grave og stirrede på hende.
– Okay, – sukkede Mette. – Vent her.
Hun kom tilbage med en skål vand og resterne af aftensmaden. Stak det ind under hækken.
– Spis du bare. Men stop med at hyle, ellers forgifter min mand dig.
Sådan gik en uge. Hver nat – hylene. Lars blev mere og mere vred, svigermoderen jamrede over dårlige varsler. Og Mette fortsatte med at give hunden mad. Men den blev bare tyndere og tyndere.
– Hør, Mette, – sagde naboen Gitte over hækken, – ved du egentlig, hvem den hund tilhører?
– En omstrejfer, regner jeg med.
– Ja, sikkert, – fnøs Gitte. – Jeg talte med Nina i går, hun bor to huse nede. Hun siger, den hund boede før hos familien Kudriashov. Husker du dem?
Mette tænkte sig om. Et ældre par, stille, kultiverede. De var flyttet for længe siden. Huset blev solgt til en ung familie.
– Og hvad så?
– De havde en søn. Han hed vist Lars eller Mikkel. Kan ikke huske det præcist. Nå, men han døde for et år siden. På vejen. En spritbilist ramte ham.
Gåsehuden løb ned ad ryggen på Mette.
– Og?
– De siger, den hund var drengens. Efter begravelsen løb den hjemmefra, de ledte efter den i en måned – fandt den aldrig. Og nu er den kommet tilbage. Men huset er der jo ikke længere. Fremmede bor der. Så den hyler. Længes efter sin herre.
– Bedstemors historier, – afværgende sagde Mette, men hjertet hamrede.
Om aftenen fortalte hun historien ved middagen. Lars fnøs:
– Vrøvl. Hunde husker ikke så længe.
– Jo, de gør, – sagde Bente pludselig. – Tro mig. I min barndomsby havde min nabo en hund, der ventede på sin herre i fire år under krigen. Hver dag gik den ud til vejen. Og da han faldt – hylede den i en uge og døde på trappen.
Der blev stille. Mikkel så forskrækket på sin bedstemor.
– Mor, skal vores hund også dø? – spurgte drengen stille.
– Den er ikke vores, – brummede Lars. – Og hold op med det pjat!
Om natten kunne Mette ikke mere. Da hylene begyndte igen, smed hun en morgenkåbe på og gik ud i haven. Hun gik hen til hækken. Hunden sad med snuden vendt mod himlen. Hylede, som om den rev sjælen ud af sig.
– Hvad vil du? – hviskede Mette. – Hvad er det, du vil fra os?!
Hunden tav. Vendte hovedet mod Kudriashovs hus. Eller det hus, der engang havde været deres. Den klynkede, som om den kaldte på nogen.
– Din herre er væk, – sagde Mette. – Forstår du? Han er væk. For længst væk.
Hun rakte hånden frem og strøg hunden over hovedet. Den veg ikke tilbage. Lukkede øjnene.
Sådan sad de. Kvinden og hunden. Under stjernehimlen i den stille forstad.
– Kom, – sagde Mette. – Kom med hjem. Han kommer ikke tilbage. Men du kan bo hos os. Vil du det?
Hunden åbnede øjnene. Så længe på hende, granskende. Som om den skulle bestemme sig for, om den kunne stole på hende.
– Kom, – gentog Mette. – Jeg lover – vi gør dig ikke noget.
Hun rejste sig og gik tilbage. Hunden rejste sig efter den. Den slentrede langsomt, træt. Mette så sig over skulderen – den fulgte efter.
Mette åbnede lågen.
– Kom ind.
Hunden standsede på tærsklen. Så tog den et skridt. Endnu et. Overskred tærsklen.
Den nat kom der ingen hyl.
Om morgenen kom Lars ned i køkkenet og måbede. På den gamle tæppeflik ved brændeovnen lå den røde hund og sov. Mette kogte grød.
– Hvad fanden, har du slæbt det bæst ind i huset?! – eksploderede manden.
– Hys! – hvæsede Mette. – Du vækker Mikkel.
– Jeg sagde – ingen hunde i huset!
– Og jeg siger – den bliver, – svarede Mette roligt. – Punktum.
Lars stirrede på sin kone. Hun havde aldrig sagt imod ham. Aldrig.
– Mette, du…
– Jeg har besluttet, Lars. Hunden bliver. Hvis du ikke vil have det, så er døren der.
Der blev stille. Hunden løftede hovedet og så på dem. Roligt, uden frygt.
– Ja, for fanden da, – viftede Lars hånden. – Gør hvad du vil!
Han smækkede døren og gik på arbejde. Bente, der havde overværet scenen fra gangen, rystede på hovedet:
– Nå, Mette, du har da fået sat manden på plads. For en hunds skyld.
– Ikke for en hunds skyld, mor, – svarede Mette stille. – Ikke for en hunds skyld.
De kaldte hunden Røde – efter farven. Mikkel var den første, der blev ven med den. Det viste sig, at hunden kunne kommandoer, hente en bold og ikke gø uden grund. Velskolet, med andre ord.
Røde vænnede sig hurtigt. Den sov i gangen, spiste lidt og gik ud, når den skulle. En perfekt hund. Men der var noget ved den. Som om den ventede på noget. Ofte stod den op om natten, gik hen til døren og snusede.
To uger senere skete det.
Lars kom hjem fra arbejde, mørk som en sky.
– Det er slut, – sagde han og satte sig ved bordet. – Jeg er fyret. Fra i morgen er jeg ledig.
Mette blev iskold.
– Fyret? Hvordan?
– Sådan! Nedskæring. Halvdelen af håndværkerne er væk. Jeg er en af dem.
– Men du er jo…
– Hvad?! – brusede Lars op. – Bedste håndværker? Erfaren specialist? Det er dem ligeglad! De vil have unge mennesker, de kan betale en slik!
Han slog i bordet med knytnæven. Mikkel foer sammen og klyngede sig til Mette. Røde, der havde ligget i hjørnet, løftede hovedet.
– Hvad gør vi nu? – hviskede Mette. – Vi kan ikke leve af min løn alene.
– Præcis! – Lars rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i køkkenet. – Huslån, bilen er på sidste vers, barnet skal have mad. Og jeg har intet arbejde, ingen udsigter!
– Du finder noget, – prøvede Mette at berolige, selv om hun godt vidste, at arbejde var svært at få i forstaden.
– Ja, sikkert! Jeg er femogfyrre, hvem gider ansætte mig?
De følgende dage var som et mareridt. Lars drak. Ikke meget, men tit. Han blev irriteret over småting. Skændtes med sin mor, skreg ad Mikkel. Mette gik på arbejde som til straffearbejde – når hun kom hjem, var der nye skænderier.
I mellemtiden begyndte Røde at opføre sig mærkeligt. Den fulgte efter Lars overalt. Stirrede på ham uden at blinke. Når Lars drak, lagde den sig ved hans fødder og klynkede sagte.
– Få det bæst væk! – brølede Lars. – Jeg gider ikke se på den!
Men Røde gav ikke op.
Torsdag aften blev Mette forsinket på arbejde. Inventur, chefen tvang hende til at blive. Hun kom hjem klokken elleve. Huset var mørkt, haven stille. Underligt – normalt så Lars tv til midnat.
Hun åbnede døren – og så det.
Lars lå på gulvet i gangen. Bevidstløs. Ved siden af en tom flaske. Og over ham stod Røde, gøede, skrabede med poten, trak i ærmet.
– Lars! – styrtede Mette hen til sin mand.
Hun følte efter puls – svag, men til stede. Overfladisk vejrtrækning. Lugten af alkohol var så kraftig, at det var svært at trække vejret.
– Mor! – skreg Mette. – Mor, ring efter ambulancen!
Bente fløj ud af stuen, gispede.
– Herregud, hvad er der med ham?!
– Jeg ved det ikke! Ring, hurtigt!
Røde forlod ikke Lars’ side. Den klynkede, slikkede hans ansigt. Mette forstod pludselig – hvis ikke hunden havde været der, kunne hun have fundet sin mand for sent. Alkoholforgiftning, sagde lægerne bagefter. Lidt mere, og de havde ikke kunnet redde ham.
Lars lå på hospitalet i tre dage. Han kom hjem, afmagret og ældet.
– Undskyld, – sagde han til Mette, da de var alene. – Jeg ved ikke, hvad der kom over mig.
– Hys, – lagde hun hånden på hans skulder. – Det vigtigste er, at det gik godt.
– Det var hunden, der reddede mig, – sagde Lars og så på Røde, der lå ved døren. – Jeg husker det utydeligt – den gøede, lod mig ikke falde i søvn. Jeg prøvede at jage den væk, men den kradsede og hylede.
Mette nikkede uden at kunne sige noget.
– Mærkeligt, – fortsatte Lars. – Som om den vidste. Som om den med vilje holdt mig vågen.
– Måske vidste den det.
Lars tav et øjeblik og sagde så:
– Røde, kom her.
Hunden kom forsigtigt. Lars rakte hånden ud og strøg den over hovedet.
Røde slikkede hans hånd. Og i hundens øjne skete der noget.
Der gik et halvt år.
Lars fandt et arbejde – ikke så fint som før, men stabilt. Han holdt op med at drikke. Han blev blidere mod familien. Røde var blevet et fuldgyldigt medlem af familien – Bente gav den lækkerier, og selv Lars luftede den om aftenen.
Mette stod ved vinduet og så manden og hunden vende tilbage fra en gåtur. Lars fortalte Røde et eller andet, og hunden lyttede opmærksomt.
– Mor, hvor kom Røde egentlig fra? – spurgte Mikkel en dag.
– Det ved jeg ikke, min skat, – svarede Mette ærligt. – Den kom bare. Da vi havde det svært – kom den.
– Og hjalp os?
– Ja.
– Måske er den en god troldmand, – besluttede drengen. – I hundekostume.
Mette smilede. Måske havde Mikkel ret. Hvem ved.
Og om natten drømte hun en drøm. En ung fyr stod ved vejen og kløede en rød hund bag øret.
Hunden klynkede og trykkede sig mod sin herres ben.
– Gå, – sagde fyren. – Bare rolig.
Og han forsvandt i morgentågen.
Mette vågnede med tårer i øjnene. Hun rejste sig, gik ud i gangen. Røde sov på sin tæppeplads. Fredeligt, roligt åndedræt.
Hunden åbnede det ene øje, så på hende. Og faldt i søvn igen.
Og om morgenen, da alle sad til morgenmad, sagde Mikkel pludselig:
– Mor, Røde smiler! Se!
Og ganske rigtigt – hundens fjæs så tilfreds ud. Som om den havde fuldført sin opgave.
Mette gik hen til den, satte sig på hug og omfavnede den. Hunden lagde hovedet i hendes skød.
– Vi elsker dig, – hviskede Mette.
Røde sukkede sagte. Og lukkede øjnene, tryg og tillidsfuld.
Et sted langt væk, uden for denne verden, stod en ung fyr ved en lysende flod og smilede. Hans ven havde fundet et nyt hjem. Og ny kærlighed. Så var alt, som det skulle være.
