Kære dagbog. Jytte Holm her.
»Dine frikadeller ville ikke engang en hund spise,« lo Mikkel Vestergaard og smed maden i skraldespanden. Nu spiser han i den varmestue, som jeg finansierer.
Tallerkenen med aftenmaden fløj i skraldespanden. Den klare klirren af porcelæn mod plastik fik mig til at fare sammen.
»Dine frikadeller ville ikke engang en hund spise,« grinede Mikkel og pegede på hunden, som demonstrativt vendte hovedet væk fra det stykke, han rakte den. Han tørrede hænderne i det dyre viskestykke, jeg havde købt, så det matchede de nye møbler. Han har altid været besat af detaljer, når det gjaldt hans image.
»Jytte, jeg har sagt det før. Ingen husmandskost, når jeg venter forretningsforbindelser. Det virker fattigt.« Han spyttede ordet ud, som om det efterlod en rådden bismag.
Jeg betragtede hans fejlfrit strøgne skjorte, det dyre ur, som han aldrig tog af, heller ikke derhjemme. Og for første gang i årevis følte jeg hverken vrede eller trang til at forsvare mig. Kun kulde. Gennemtrængende, isnende kulde.
»De kommer om en time,« fortsatte han uden at lægge mærke til min tilstand. »Bestil bøffer fra Restaurant Kong Hans. Og skaldyrssalaten. Og gør noget ved dig selv. Tag den blå kjole på.« Hans blik gled hen over mig. »Og sæt håret op. Det der friske look gør dig billig.«
Jeg nikkede tavst. Kun en mekanisk bevægelse. Mens han gav sin assistent instruktioner i telefonen, samlede jeg langsomt skårene op. Hvert skår var lige så skarpt som hans ord. Jeg forsøgte ikke at protestere. Hvorfor? Alle mine forsøg på at blive »bedre for ham« endte i ydmygelse. Han hånede mine sommelierkurser som »en hobby for husmødre, der keder sig«. Han kaldte mine indretningsforsøg for »smagløse«. Den mad, som jeg ikke blot havde lagt arbejde i, men også mit sidste håb om varme, endte i skraldespanden.
»Ja, og tag god vin med,« sagde han i telefonen. »Men ikke den vin, Jytte smagte på sine kurser. Rigtig vin.«
Jeg rejste mig, smed skårene i skraldespanden og betragtede mit spejlbillede i den mørke ovn. En udmattet kvinde med slukket blik. En kvinde, der for længe havde forsøgt at være et bekvemt møbel.
Jeg gik ind i soveværelset. Men ikke efter den blå kjole. Jeg åbnede skabet og fandt en kuffert frem.
Han ringede to timer senere, da jeg allerede havde tjekket ind på et billigt hotel i Brøndby. Jeg var med vilje ikke kørt til nogen veninder, så han ikke straks kunne finde mig.
»Hvor er du?« Hans stemme var rolig, men under roen lurede en trussel. Som en kirurg, der betragter en tumor, før han skærer den ud. »Gæsterne er her, men værtinden mangler. Uhøfligt.«
»Jeg kommer ikke, Mikkel.«
»Hvad mener du med, du ikke kommer? Er du sur på grund af frikadellerne? Jytte, opfør dig ikke som et barn. Kom hjem.«
Han bad ikke. Han befalede. Fast overbevist om, at hans ord var lov.
»Jeg indgiver skilsmissepapirerne.«
Der var stille i den anden ende. I baggrunden hørte jeg svag musik og klirren af glas. Hans aften fortsatte.
»Forstået,« sagde han til sidst med isnende hån. »Du vil altså vise karakter. Godt. Så leg din uafhængighed. Lad os se, hvor længe du kan holde ud. Tre dage?«
Han lagde røret på. Han troede det ikke. For ham var jeg bare en genstand, der kortvarigt havde svigtet.
En uge senere mødtes vi på Mikkel Vestergaards kontor. Han sad for enden af et langt bord, ved siden af ham en glatbarberet advokat med pokeransigt. Jeg kom alene. Med vilje.
»Nå, er du færdig med at rase ud?« Mikkel smilede sit overlegne smil. »Jeg er parat til at tilgive dig. Hvis du selvfølgelig undskylder.«
Jeg lagde tavst skilsmissepapirerne på bordet.
Smilet forsvandt. Han nikkede til sin advokat.
»Min klient,« begyndte advokaten med blid stemme, »er parat til at imødekomme Dem. I betragtning af Deres ustabile følelsesmæssige tilstand og manglende indkomst.« Han skød en mappe over til mig. »Mikkel overlader Dem Deres bil. Og han er villig til at betale underholdsbidrag i seks måneder. Et mere end generøst beløb. Nok til, at De kan leje en beskeden lejlighed og finde arbejde.«
Jeg åbnede mappen. Beløbet, afmålt i kroner og øre, var en ydmygelse. Ikke engang brødkrummerne fra hans bord – kun støvet under dem.
»Lejligheden forbliver naturligvis Mikkels,« fortsatte advokaten. »Den blev købt før ægteskabet.«
Firmaet tilhørte ham. Der var ingen fælles formue. »De har jo ikke arbejdet.«
»Jeg har ført husstanden,« sagde jeg stille, men fast. »Jeg skabte et hjem, han kunne komme tilbage til. Jeg organiserede hans receptioner, der hjalp ham med at indgå aftaler.«
Mikkel snøftede.
»Hjem? Receptioner? Jytte, gør dig ikke latterlig. Enhver husmor kunne have gjort det bedre og billigere. Du var kun et pænt vedhæng – et vedhæng, der i øvrigt er blevet noget medtaget på det sidste.«
Han ville såre. Og det lykkedes. Men ikke som han havde planlagt. I stedet for tårer kogte vreden i mig.
»Jeg underskriver det ikke.« Jeg skød mappen til side.
»Du forstår det ikke,« blandede Mikkel sig og lænede sig frem. Hans øjne blev smalle. »Det er ikke et tilbud.«
Det var et ultimatum. Enten tager du imod og går stille, eller også får du intet. Jeg har de bedste advokater. De vil bevise, at du kun har levet på min regning. Som en snylter. Han nød ordet.
»Uden mig er du ingenting. Et nul. Du kan ikke engang stege frikadeller ordentligt. Hvordan vil du klare dig i retten mod mig?«
Jeg så på ham. Og for første gang i årevis betragtede jeg ham ikke som min ægtemand, men som en fremmed. Og jeg så ingen stærk mand, men en bange, selvforelsket dreng, der panisk frygtede at miste kontrollen.
»Vi ses i retten, Mikkel. Og ja, jeg kommer ikke alene.«
Jeg rejste mig og gik, mærkede hans brændende, hadefulde blik i ryggen. Døren lukkede sig bag mig og skar fortiden over. Jeg vidste, at han ikke ville finde sig i det. Han ville prøve at ødelægge mig. Men for første gang i mit liv var jeg parat.
Processen var hurtig og ydmygende. Mikkels advokater fremstillede mig som en infantil snylter, der efter et skænderi om en »mislykket middag« ønskede hævn.
Min advokat – en ældre, rolig kvinde – argumenterede ikke. Hun lagde bare beviser frem: kvitteringer, kontoudskrifter, bilag. Kvitteringerne for ingredienserne til de »upassende« middage. Regningerne for rensning af hans jakkesæt før vigtige aftaler. Billetterne til de arrangementer, hvor han netværkede – betalt af mig.
Det var omhyggeligt, kedeligt arbejde. Ikke for at bevise min andel af forretningen – kun for at bevise én ting: Jeg var ikke en snylter. Jeg.
