Kære dagbog,
Det er fem år, siden min mand Jens begyndte at tage ud i udlandet for at tjene til livets brød. Den ene gang kørte han som lastbilchauffør i Tyskland, den næste arbejdede han på byggepladser i Sverige. Han tog af sted for pengenes skyld vi har to drenge, Mikkel og Lars, og jeg ville give dem den bedst mulige fremtid. Vi vidste begge, at vi i Danmark ikke ville kunne realisere vores drømme uden hans løn fra udlandet.
Det gik heldigt med pengene. En gang om måneden sendte Jens en kasse med madvarer: dåsevarer, grødris, olie, søde sager. Derudover overførte han penge direkte til min konto, så jeg kunne sætte dem ind på en opsparingskonto med rente. Efter et stykke tid havde vi samlet nok kroner til at købe en lille lejlighed til den ældste, Mikkel.
Alt syntes at gå i retning af ro. Men for et par måneder siden mærkede jeg, at noget var galt i min krop. Første tanke var overgangsalderen, men den stemte ikke. Jeg var blevet væsentligt tykkere, sov konstant, spiste mere, og humøret svingede vildt. På internettet stod der, at jeg kunne være gravid. Jeg tænkte: Gravid som 45årig? Det er umuligt! Alligevel tog jeg en test og på stregen så jeg to klare røde streger.
Jeg ville ikke fortælle hverken drengene eller svigerdøtrerne om den unge. Hvorfor? Hvorfor skulle de grine af mig, hvis jeg som en gammel mor var ved at miste forstanden? Jeg gemte min graviditet under den tykke vinterfrakke ingen så min voksende mave.
Jeg var dog ikke klar til at få et barn. Jeg ved, hvad folk vil sige: Du har ingen Gud i hjertet. Men jeg er 45, jeg er ikke ung længere. Jeg har allerede to sønner og deres børn, som jeg gerne vil bruge tid på, i stedet for at kæmpe med bleer og nattelige opvågninger. Der er simpelthen ingen penge til en tredje barn. Jens skulle jo igen tage ud i udlandet, og jeg kan ikke klare mig alene.
Lægerne sagde, at tiden var ved at løbe ud, og operationen ville være farlig. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at alt ville gå godt. Måske ville Jens blive glad for, at vi skulle få endnu et lille liv? Jeg ringede til ham på Skype for at dele nyheden, men holdt kameraet slukket og talte kun med mikrofonen.
Hej, Jens
Det er ikke Jens. Det er Ingrid.
Ingrid? Hvem er du?
Hvem er du? Jeg er Jens kone. Har du brug for ham? Han er på arbejde og er forsinket.
Jeg lagde røret på knappen og begyndte at græde. Det er så let at føle, at en mand kan finde sig ud af alt uden at tænke på sin kone. Jeg overvejede straks at anmode om skilsmisse, kaste alle Jens ejendele ud af døren og aldrig se ham igen.
Men så var der stadig et lille håb i mig om, at han ville vende hjem, når han hørte om barnet. Jeg vidste, at han skulle komme tilbage i februar, fordi drengene havde fødselsdage, og han havde fået fri. Jeg drømte endda om, at vi tre gik en tur i Kongens Have, med Jens, der holdt vores lille pige i den ene hånd, mens jeg holdt hende i den anden.
Den 14. februar, Valentinsdag, kom Jens hjem. Jeg havde lavet en romantisk middag, tændte stearinlys, spillede blød musik alt for at skabe en rolig atmosfære.
Jens, jeg har en overraskelse til dig. Jeg er gravid. De siger, det bliver en pige.
Din forbandede rotte! råbte han. Hans ansigt blev rødt af raseri, han væltede tallerkener på gulvet og slog med næverne mod bordet:
Så du, mens jeg slæber mig rundt i udlandet som en gammel traktor, hopper du fra andres mænd? Og nu vil du hænge mig på halsen som en pølse?
Jens, jeg forklarer
Hold dig væk fra mig! skubbede han mig så hårdt, at jeg slog min mave mod kantstenen på bordet og faldt.
Jens gik ud, tog sin taske og smækkede døren i. Jeg lå der, svimmel, så røde pletter på gulvet. Min mave gjorde ondt så meget, at jeg næsten gik i smerte. Jeg fandt mobilen og ringede panisk 112. Samtidig følte jeg, at barnet ville blive født om et øjeblik.
Da ambulancen ankom, holdt jeg allerede vores lille pige i armene. Hun lå stille, stille som en sovende kat, og græd ikke.
Så, mor, skal du tage med os?
Nej. Tag barnet med, jeg vil ikke have ham.
Hvordan kan du sige det?
Tag ham. Jeg siger det! Dette barn har ødelagt min familie! Måske vil nogen elske ham, men jeg vil ikke. Tag ham væk, jeg vil ikke se ham igen!
Uden en enkelt skam gav jeg pigen til lægen. Jeg blev undersøgt, og der var ingen komplikationer fødslen var rolig. Da ambulancen kørte væk, gjorde jeg rent, gik i bruser og lagde mig i seng.
Ingen af drengene ved, at jeg har givet vores lille pige væk. Jeg går hver dag i kirken og beder for, at hun vokser sund og finder sin egen familie. Jeg ved, at jeg ikke kan klare det hele alene. Jeg vil kun ét: at Jens vender hjem. Men han er igen på vej til Tyskland, hvor han kun taler med drengene på telefonen.
Måske kalder I mig skør, men jeg vælger min mand frem for et barn. Gud må dømme mig.
Ingrid
P.S. Hvis du vil læse flere historier, så efterlad en kommentar og giv et “like”. Det giver os mod til at skrive videre.
