Min mand, Lars, har de sidste fem år været på udstationsrejser. Først som lastbilchauffør i Tyskland, så som bygningsarbejder i Polen. Han tog af sted for pengenes skyld. Vi har to sønner Mikkel og Rasmus og vi ville give dem den bedst mulige fremtid. Vi forstod, at vi i Danmark ikke ville nå meget, hvis vi blev her.
Lars havde heldet med sig. En gang om måneden sendte han en kasse med proviant: dåsefrikadeller, havregryn, rapsolie, slik og kaffe. Så smed han også penge på mit netkort, så jeg kunne sætte dem i banken og lade renten vokse. Efter et stykke tid havde vi sparet nok til at købe en lejlighed til den ældste søn.
Det så ud til, at alt gik som planlagt. Men for nogle måneder siden begyndte min krop at føles mærkelig. Første tanke var overgangsalderen, men det var ikke den. Jeg blev pludselig meget vægtig, sov hele dagen, spiste mere end normalt og humøret skiftede som en stormfuld sø. Internettet skreg, at jeg måtte være gravid. Hvad? Jeg var 45! Jeg stolede ikke på den idé og tog en test. På stæblen dukkede to skarpe røde streger op.
Jeg holdt det hemmeligt for sønnerne og svigerdøtrene. Hvorfor skulle de grine af mig? Hvorfor skulle de sige, at en mor i min alder har mistet forstanden? Så jeg gemte den voksende mave under en stor, dunet vinterfrakke. Ingen så den.
Jeg ville ikke føde dette lille væsen. Fra et andet liv kaldte de mig uden Gud i hjertet. Men jeg var 45, ikke ung længere. Jeg har allerede sønner og børnebørn, som jeg vil bruge tid på, i stedet for at dreje rundt i bleer. Der var ikke penge til en tredje barn. Lars skulle måske tage ud igen, og jeg kunne ikke klare mig uden ham.
Lægerne sagde, at tidsfristen var ved at løbe ud, og operationen var risikabel. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at alt ville gå godt. Måske ville Lars blive glad over, at vi skulle få endnu et barn? Jeg besluttede mig for at ringe til ham på Skype, men slukkede kameraet og lukkede kun mikrofonen.
Halløj, Lars
Det er ikke Lars. Det er Elin.
Elin? Hvem er du?
Hvorfor spørger du? Jeg er Lars kone. Er der noget, du vil have? Hans mand er på arbejde og er forsinket.
Jeg smækkede på røret og begyndte at græde bittert. Sådan er livet, tænkte jeg, når en mand kan være utro overalt og med hvem som helst. Jeg ville straks skrive en skilsmissebegæring, smide alle Lars ting ud og aldrig se ham igen.
Men i mit hoved glødede en lille gnist af håb: at han ville vende tilbage, når han hørte om barnet. Jeg vidste, at han skulle komme i februar, fordi sønnerne havde fødselsdag, og han havde fået fri. Jeg drømte, at vi tre gik i en park, og at Lars holdt vores lille pige i den ene hånd, mens jeg holdt den anden.
Den 14. februar, på Valentinsdag, kom Lars hjem. Jeg havde forberedt en romantisk middag, tændt lys og sat musik på. Jeg ville skabe en rolig stemning.
Lars, jeg har en overraskelse til dig. Jeg er gravid. De siger, det bliver en pige.
Din forbandelse! råbte han.
Han blev rød som en tomat af raseri, væltede tallerkener på gulvet og slog med knytnævene mod bordet.
Så mens jeg slår mig sammen som en hest, hopper du rundt med andres mænd? Og nu vil du hænge mig på en halskæde af dette lille mareridt?
Lars, jeg vil forklare
Hold dig væk! skubbede han mig så hårdt, at jeg ramte den skarpe kant af bordet med maven og faldt.
Lars gik ud, greb sin taske og smækkede døren i ansigtet på mig. Jeg følte mig svimmel, så røde dråber på gulvet. Maven gjorde ondt så meget, at jeg krøb i smerte. Jeg fandt telefonen og ringede efter ambulance, men jeg havde en fornemmelse af, at barnet skulle fødes nu.
Da ambulancen ankom, holdt jeg allerede vores lille pige i armene. Hun lå roligt, græd ikke, sov dybt.
Så, mor, vil du tage med os?
Nej. Tag barnet med, jeg har ikke brug for det.
Hvad mener du?
Tag hende væk! Jeg siger det! Dette barn har ødelagt min familie! Måske kan en anden elske hende, men jeg kan det ikke. Tag hende, jeg vil ikke se hende!
Uden en eneste samvittighedspligt overgav jeg barnet til lægen. Jeg blev undersøgt i hjemmet, og der var ingen brist i fødslen, alt gik stille og roligt. Da ambulancen kørte væk, ryddede jeg op, gik i bad og lagde mig i sengen.
Ingen af børnene ved, at jeg har givet pigen væk. Hver dag går jeg i kirken og beder, så hun vokser sund og finder sin egen familie. Jeg ved, at jeg ikke kan klare moderenes byrde igen. Jeg vil kun én ting: at Lars vender hjem. Men han har igen rejst til Tyskland og taler kun med sønnerne.
I kan kalde mig skør, men jeg vælger min mand frem for barnet. Gud er min dommer.
Venner, hvis I vil læse flere mærkelige drømmehistorier, så skriv kommentarer og giv et like. Det giver os lyst til at fortsætte.
