Hey, jeg må lige fortælle dig, hvad der er sket med mig de sidste to år det føles som om livet har ligget i stykker, og jeg har stadig svært ved at sætte mig ind i det, men jeg prøver at holde hovedet koldt og bare snakke med dig.
For to år siden havde jeg alt: en dejlig familie, min kone Freja, planer for fremtiden og masser af håb. Så gik alt i stykker på et øjeblik. Jeg kan ikke bare acceptere smerten over at have mistet hende. Hvis jeg kunne rykke tiden tilbage, ville jeg gøre alt for at forhindre den uheldige dag, men sådan en magi findes jo ikke.
Det er første gang i to år, jeg har skyndt mig ind i den tunge tavshed, der fylder vores tomme hus på Østerbro. Nu kan jeg endelig tænke på at tage hævn for Frejas død. Jeg overvejede at smutte ned til kiosken for at købe en flaske snaps, men så ændrede jeg mening timing er alt, og jeg skal holde tankerne klare. Jeg gik tidligt i seng og faldt i søvn næsten med det samme. To timer senere vågnede jeg med hjertet hamrende i brystet og ånden i halsen. Jeg drømte ofte om Freja, kunne næsten høre hendes vejrtrækning ved min side. Jeg lyttede og håbede, at jeg ved at åbne øjnene kunne se hende, men der var kun en flad pude under mig. Så gik jeg tilbage i drømmens favn.
Jeg strakte hånden ud over lagnet; den blev varm under min hånd, og i et kort øjeblik føltes det som om Freja stadig lå ved siden af mig, kun et øjeblik før jeg vågnede. Jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg lå og stirrede op på det blege loft og tænkte på de to år, jeg har brugt på at vente på hævn, på den tomhed der har hængt over mig. Jeg vidste helt sikkert, at fjenden var på vej tilbage.
Den forbandede dag gik Freja hjem fra arbejdet tidligt for at få en ultralyd på Aarhus Universitetshospital. Hun var usikker på graviditetstestene efter mange år, hvor vi begge havde håbet på et barn. Hun stod på fortovet ved et grønt lys og gik ud på fodgængerfeltet. Hun så ikke den bil, der kom for hurtigt for at indhente den travle trafik. Bilen ville have kørt forbi, hvis ikke en cyklist kom fra den modsatte side. Uheldet var uundgåeligt, men chaufføren drejede bilen til højre og ramte Freja. Hun døde på stedet.
Chaufføren fik kun to års fængsel, mens cyklisten kun endte med blå mærker. Lægerne sagde, at Freja ikke var gravid. Så gik fjenden videre og levede videre med sin kone og søn. Jeg stod tilbage uden nogen, uden noget, uden håb. Jeg besluttede, at jeg en dag ville dræbe ham kaste min bil ind i ham med al den kraft, jeg kan samle. Måske ville hans familie overleve det, jeg havde mistet. Jeg ville ikke længere gemme mig eller løbe væk, selv om det betød, at jeg selv kunne dø. Jeg havde allerede mistet Freja for to år siden, så livet kunne jo ikke længere kaldes ventetid på hævn.
Jeg kørte tit forbi krydset, hvor hun døde, købte blomster og lagde dem på kantstenen. Folk gik forbi, knap nok så dem. Jeg stod der og forsøgte at gætte, hvad Freja tænkte i den sidste eneste sekund. Måske håbede hun på en god nyhed, tog en dyb indånding og gik ud på feltet…
Jeg gik til hendes grav, besøgte kirken, men intet lettede min smerte. Kun ved at få hævn, tror jeg, kan jeg finde fred.
En aften, udmattet af søvnløshed, stod jeg op, tog et hurtigt brusebad og barberede mig grundigt. Jeg spiste et groft rugbrød med ost og drak en kop sort te, mens jeg så på en stor plet på væggen. Freja havde planlagt at sætte nye tapeter op men jeg lod den stå. Plet’en er nu en påmindelse om hende. Jeg trak en ren skjorte på, kastede et sidste blik på værelset, og gik ud. Jeg ved ikke, om jeg kommer tilbage.
I starten kørte jeg bare rundt i byen, slog tiden ihjel. Det var for tidligt. Fjenden lå sikkert stadig på de rene lagner ved siden af sin kone, eller så var han allerede stået op, strakt sig og gik på toilettet. Jeg forestillede mig, at min kone lavede morgenmad, at jeg ville træde ud af brusebadet duftende af showergel, kysse hende og sætte mig ved bordet med sønnen Nok nu, sagde jeg til mig selv. Hemmeligheden bag en god hævn er, at gerningsmanden ser ud som en smuk mand men han kan ikke have dræbt min Freja.
Jeg forestillede mig også, at fjenden havde drukket for meget dagen før, vågnede med en frygtelig hovedpine og en uendelig tørst. Han skyllede sit ansigt med vand fra hanen, som man gør i fængsel, gik i bad, men slækkede ikke barbermaskinen. Så satte han sig ved bordet i undertøj og Tshirt. Det er sådan, han skal se ud, tænkte jeg. Der er ingen nåde for ham.
Jeg satte bilen i gear og kørte mod hans hus i Hellerup. Jeg parkerede så, at jeg kunne se ind i indkørslen. På legepladsen legede to børn, og jeg ventede. En dag ville fjenden træde ud af døren med eller uden sin familie. Ikke i dag, men en anden gang ville hævnen indhente ham.
Det var slutningen af april de første grønne skud brød gennem sneen på buskene, asfalten var stadig våd efter nattens regn, himlen var grå og kølig.
Pludselig kom en dreng på omkring seks år ud af indgangen. Han løb mod legepladsen, men så min store SUV og gik langsomt hen imod den. Måske er han fjendens søn? tænkte jeg og sænkede ruden.
Hvad vil du, dreng? spurgte jeg.
Ingenting, svarede han med et roligt blik. Min far har også en bil, men den er ikke så sej som din.
Hvor er den så? Har du solgt den? spurgte jeg, lettet over at kunne få svar på mine spørgsmål.
Ja, han styrtede den i en ulykke og har ikke købt en ny endnu, svarede drengen.
Jeg kiggede nærmere på ham og prøvede at finde ligheden med fjenden. Jeg kunne ikke se den måske lignede han sin mor. Jeg huskede kun fjendens ansigt. Regndråber faldt på forruden.
Vil du sidde i bilen? Du vil blive våd, sagde jeg og åbnede passagersædet.
Drengen tøvede et øjeblik, men regnen blev stærkere. Han kravlede op, smækkede døren og så på instrumentbrættet med de røde lys.
Har bilen varmer sæder? Brænder den meget benzin? spurgte han med en voksen stemme.
Jeg svarede ham ivrigt på alle hans spørgsmål. Jeg tænkte, at det var farligt at stå i midten af gården med en dreng, men
Skal vi køre en tur? spurgte jeg.
Drengen så mistænksomt på mig.
Hvis du ikke vil, så kan vi bare sidde her, sagde jeg højt og tænkte for mig selv: En frygtløs, snu dreng.
Mor vil blive sur, sagde han. Jeg forstår det.
Han kiggede igen på mig.
Hun tænker ikke på mig. Ikke længe.
Jeg kørte ud af gården, undrede mig om nogen så mig. Børnene er jo ikke helt så opmærksomme på bilmodeller og nummerplader. Så kom jeg i tanker om, hvad man siger: Den bedste hævn er at ramme det, man elsker mest. Ideen dukkede op som om den var der fra starten.
Hvad hedder du? spurgte jeg.
Lasse, svarede drengen.
Åh, så er vi navnebrødre. Jeg hedder også Anders, sagde jeg med et grin.
Jeg tænkte på, at jeg ikke ville dræbe en uskyldig dreng. Jeg kunne bare køre ham et sted væk og lade ham blive. Sådan kunne jeg holde mig fra at blive en monster.
Da jeg spurgte, hvad der egentlig skete den dag, fortalte han mig, at hans far ikke var den, som ramte kvinden det var hans mor, der kørte. Faderen tog skylden, for han ville ikke ende i fængsel. Moren er syg og ligger ofte på hospitalet.
Det satte ild i mig. Jeg greb rattet med fugtige hænder.
Hvorfor fortæller du mig det? Jeg står på kanten af at gå til politiet? spurgte jeg.
Faren har allerede afsonet sin straf. Kan man blive dømt to gange for den samme handling? svarede han.
Svært at sige, svarede jeg med et halvhjertet smil.
Jeg mærkede, at jeg kørte ud af byen, mens Lasse så ud af vinduet med store, våde øjne. Han spurgte, hvor vi skulle hen.
Jeg ved det ikke, svarede jeg og sænkede vinduet, så den friske, fugtige luft ramte ansigtet. Motorerne fra de andre biler blev højere.
Er du syg? spurgte han bekymretJeg kørte videre, men indså, at hævn kun vil holde mig fanget i evig smerte.
