Freja Nielsen var den mest ubetagelige gæst til Signe Christensens fødselsdagsfest. De to piger gik i college sammen.
Signe inviterede bredt kom, hvis I kan komme men mange af pigerne kørte hjem til landet i weekenden. Freja, stille og genert, turde endelig benytte sig af invitationen.
Hun gik nemlig aldrig ud, og hun var lige blevet atten, præcis som Signe. Men hun havde ingen planer om at fejre sin fødselsdag med gæster
Freja havde ingen nære veninder, og forældrene havde overtalt hende til at holde sig hjemme, sammen med bedstemor og bedstefar.
Det er altså den fødselsdag, som både er fem år gammel og atten år gammel, tænkte hun trist.
Selvfølgelig elskede Freja sin familie, men hun forstod ikke, hvornår hun endelig ville blive voksen og selvstændig.
Hvornår ville en af drengene lægge mærke til hendes stille skønhed og blødhed?
Freja drømte om kærlighed, men skammede sig. Hun var ikke så lysende som Signe eller deres veninde Lisbeth.
Pigerne farvede sit hår, gik i mode, undertiden endda dristigt, især på college, og lærerne rynkede på næsen.
Frejas tøj blev altid valgt af mor, og bedstemor hæklede jakker.
Hun klagede over, at barnebarnet næsten ikke bar hendes klæder.
Freja kunne simpelthen ikke bære bedstemors gammeldags cardigans uden for hjemmet kun i stuen, og så kun om vinteren.
I dag havde Signe samlet sine medstuderende; der var tolv drenge.
Da maden var spist, og musikken startede, gik Freja ud af lejligheden og satte sig på bænken ved indgangen.
Ingen lagde mærke til, at hun gik. Hun skammede sig over de ukendte drenge, som som regel heller ikke så hende. Måske var det netop det, der så mest på hendes hjerte?
Hun så på uret.
Det var på tide at gå; mor vil sikkert bekymre sig. Jeg lovede at komme tidligt tilbage, tænkte hun. Jeg må hellere skynde mig
Pludselig kom en dreng ud fra trappeopgangen han var ingen af Sig Signes gæster.
Han satte sig på bænken og kiggede melankolisk på Signes vinduer i anden sal, hvor livlig musik og latter strømmede ud.
Kommer du herfra? spurgte han Freja. Hun nikkede mod Signes vinduer.
Og hvordan er det med Signe? Danser hun? Hylder hun? spurgte han igen med et trist blik.
Freja samlede mod og svarede:
Er det noget? Hører du ikke? De har det sjovt
Ja, det er der jo til en fødselsdag, sagde drengen. Jeg har selv bare sadet alene. Jeg drak te med kage i familiens stue. Som i børnehaven
Freja løftede et øjenbryn.
Det er også min situation. Er du hendes ven? spurgte hun og pegede mod vinduet.
Ja og nej. Jeg vil gerne være ven med hende, men hun giver mig ikke mærke. Hun inviterede mig ikke til sin fødselsdag, selvom vi er naboer. Hun ser, hvordan jeg behandler hende
Drengen blev tavs. Freja sukkede forstående og sagde så:
Du skal ikke bekymre dig. Jeg tænker det samme. Men hvad gør det? Ingen lægger mærke til. Jeg gik lige ud, og ingen så mig. Så er jeg som en usynlig person folk ser mig ikke, og jeg gør lige meget
Det er da fjollet, sagde drengen, der hed Mikkel Petersen. Du har ret. Der er sikkert folk som os uheldige
Nej, ikke uheldige. Bare ubetagelige. Måske er det en fordel. Det giver en slags frihed, svarede Freja.
Mener du? Jeg hedder Mikkel. Hvad hedder du?
Freja.
De lyttede lidt til musikken, så og så kiggede de på vinduerne. Hver af dem håbede, at Signe en dag ville kigge ud og kalde dem ind til dans, men ingen blev kaldt.
Det var rart at møde dig, sagde Freja høfligt. Men jeg må hjem. Jeg lovede ikke at blive for længe
Måske kan jeg følge dig lidt, i hvert fald til holdepladsen, foreslog Mikkel.
Freja og Mikkel gik gennem en park, snakkede og smilede til hinanden uden at kunne holde det tilbage.
Mikkel mærkede, at hans opmærksomhed gjorde Freja glad; hun lyset op med et rødt glow på kinderne, små prikker, og de lange vipper, hun blinkede med, da han så på hende.
Han begyndte at fortælle sjove anekdoter fra sin ungdom, så hun kunne grine højt, og han kunne blive ved en evighed.
Da de nåede holdepladsen, takkede Freja Mikkel og gik for at gå. Mikkel ville ikke lade hende gå, før hun var på bussen. Hun ramte ved et uheld den første bus og måtte vente på den anden
Da hun steg på bussen, vinkede hun farvel til Mikkel, som om de havde været gamle venner.
Mikkel stod et stykke på holdepladsen, ude af stand til at gå videre. Den søde pige med de udtryksfulde øjne og kinddimser havde tryllebundet ham.
Han vendte om og gik mod sit hus og tænkte: Jeg vil så gerne se Freja igen, men jeg har hverken hendes telefonnummer eller adresse. Det er jo lidt akavet, ikke?
Næste morgen løb Mikkel straks til Signes lejlighed, bankede på døren.
Signe åbnede, rynkede panden og sagde:
Nå, hvad vil du nu igen Jeg går ikke en tur med dig, Pash. Jeg sagde jo nej
Vent lige, mumlede Mikkel. Jeg ville egentlig bare spørge efter telefonnummeret til din medstuderende. I går var hun her hos dig. Jeg skal aflevere noget. Hun lagde det på bænken Må jeg få nummeret?
Hvem? spurgte Signe overrasket.
Det er Freja.
Freja? Hvem er den? Signe tænkte et øjeblik. Åh, Freja Nå ja, vent lidt.
Efter et par minutter gav Signe Mikkel et lille stykke papir.
På Romeo. Sådan en stille pige Hvad tid er det? grinede Signe og lukkede døren.
Mikkel gik hjem med papiret som en talisman.
Hele dagen gik han rundt og samlede snakkeemner og blev nervøs. Om aftenen ringede han til Freja.
Han inviterede hende på en ny gåtur og lovede at behandle hende med is. Til sin store glæde sagde Freja ja med et smil.
Hun lyttede, som om hun ventede på hans kald, og hendes stemme i telefonen lød blødere og varmere. Eller måske bare hans fantasi?
De gik en tur i parken, spiste is og lærte meget om hinanden. Deres interesser og personligheder viste sig at passe ret godt sammen.
Nu er det min tur til at invitere, sagde Freja, da de skiltes, og grinede. Næste gang tager vi i biografen i stedet for parken. Vil du med?
Siden da gik Freja og Mikkel alverdens steder sammen biografen, museerne og efter et år rejste de sammen, så folk begyndte at kalde dem for forlovede.
To år efter mødet sagde de ja til hinanden.
Frejas mor gik i stå; hun syntes, det gik for hurtigt at gifte sig. Bedstemoren derimod sagde:
Dygtig pige, Freja. Du har fundet din lykke, så det er seriøst. Der er ingen grund til at bytte ud i kærester. Med en fyr som Mikkel kan du stole på ham han vil passe på dig som sin egen lille dreng. Hvad mere kan du ønske?
Det var da sagt af klassens kammerater, grinede de andre. Den stille pige sprang først ud i bryllup, og drengen er så lykkelig, at han næsten gløder.
Begge strålede. Freja og Mikkel havde fundet forståelse, omsorg og den kærlighed, de altid havde drømt om.
Årene senere mindedes de med et smil bænken ved indgangen, som havde bundet dem sammen for livet
Hvis du kunne lide historien, så giv et like og del din mening i kommentarerne!
