Jeg er svigerdatter: helt almindelig, arbejder fra morgen til aften og har ingen krone på hovedet. Min mand, Mikkel, og jeg bor i vores egen lejlighed i København, som vi selv trækker huslån, varme og el, arbejde fra tidlig morgen til sent på natten.
Min svigermor, Kirsten, bor på en lille gård i Jylland, sammen med sin søster. Alt ville have kunnet være i orden, hvis de ikke havde besluttet, at vores lejlighed er deres weekendresort. Først lød det sødt:
Vi smutter forbi jer på lørdag.
Åh ja, kun kortvarigt.
Vi er jo familie.
Ja, kortvarigt betyder natten over; smutter betyder med poser, tomme gryder og øjne, der venter på et festmåltid.
Hver weekend er det det samme: Jeg kommer hjem fra arbejdet, løber i supermarkedet, laver mad, vasker, dækker bordet, smiler, og så står jeg stadig op med en håndfuld opvask klokken to om morgenen. Kirsten sidder og kommenterer:
Hvorfor er der ingen majs i salaten?
Jeg foretrækker min suppe mere kraftig.
Sådan gør vi det ikke i vores landsby.
Søsteren smider også ind:
Åh, jeg er så træt af køreturen.
Hvor er desserten?
Der er aldrig et eneste tak, måske jeg kan hjælpe.
En dag holder jeg ikke ud længere og siger til Mikkel:
Jeg er ikke en hushjælpsdame, og jeg vil ikke servere din familie hver weekend.
Måske vi skal gøre noget ved det.
Det er da, idéen rammer mig.
Næste gang ringer Kirsten:
Vi kommer forbi jer på lørdag.
Åh, vi har allerede planer for weekenden, svarer jeg roligt.
Hvilke planer?
Nå, bare vores egne.
Og ved I hvad? Vi kørte faktisk væk, men ikke til planerne vi kørte til Kirstens hus. Lørdag morgen står vi på hendes gårdsplads. Kirsten åbner døren og bliver stående helt stille.
Hvad i alverden?!
Vi kommer på besøg. Så kortvarigt.
Jeg havde slet ikke forberedt mig! Ved du, hvor dyrt det er at modtage gæster?!
Jeg ser på hende og siger roligt:
Sådan lever jeg hver weekend.
Så du har besluttet at give mig en lærestreg? Så arrogant!
Råbet var så højt, at naboerne kiggede ud, og vi skyndte os hjem igen.
Og ved I, hvad det sjoveste er? Siden da har der ikke været et eneste uanmeldt besøg. Ingen vi smutter forbi og ingen weekend i mit køkken. Nogle gange skal man bare vise folk, hvordan det er at stå i dine sko, for at blive hørt.
Synes I, jeg gjorde rigtigt? Hvad ville I have gjort i min situation?
Venner, hvis I vil læse flere historier, så smid en kommentar, og glem ikke at give et like det giver os energi til at skrive videre!
