Kære dagbog,
I går fejrede vi endelig indflytningen i vores nye to-etagers villa i Lyngby efter fire lange år, hvor Jens og jeg har slæbet os gennem hver eneste byggefase. Hele vores fritid gik med at male, lægge fliser og installere nye vinduer og nu stod huset endelig klar til at blive fyldt med liv.
Vi flyttede ind sammen med vores tre børn, Nikolaj, Freja og Mikkel, og drømte om et roligt familieliv i vores eget lille paradis. Men lige så snart nøglerne var hængt i låsen, begyndte svigermor, Inger Petersen, som længe har kaldt vores byggeprojekt for en stor tåbelighed og spild af penge, at melde sig frem.
Først kom alle slægtninge og venner forbi for at beundre vores nye hjem undtagen Inger, som endnu ikke havde sat sin fod i huset. Da hun så, at ingen havde inviteret hende, sendte hun en besked til Jens med en smule pompøs tone:
Gåsen hælder altid på, når den får ros for sit hus. Jeg vil se, hvad I har spildt så mange kroner på, skrev hun.
Jens sendte straks et par billeder af stuen, køkkenet og den lille terrasse. Inger reagerede umiddelbart:
Hvorfor bliver jeg aldrig inviteret? I har allerede haft gæster over, men mig har I glemt”
Jeg prøvede at berolige hende med en lidt kedelig bemærkning:
Måske fordi du troede, vi brugte vores tid på fjollede projekter i stedet for at bygge? svarede jeg.
Hun svarede så med en nervøs latter:
Det er som de siger, den, der husker fortiden, får øjnene tunge, sagde hun. Jeg gik hurtigt videre:
Den, der glemmer, får to hjerter.
For at holde samtalen på et mere neutralt grundlag bad Inger mig om adressen, så hun kunne komme på besøg. Jeg sendte hende den med det samme, og allerede næste dag trillede hun ind i vores port med en pose chokoladekiks og en lille kuffert med gaver til børnebørnene. Jeg bemærkede straks de tre chokoladeplader, hun havde købt på vejen, men hendes kølige opførsel stemte overens med den måde, hun normalt har på hun holder sig helst på afstand af de små.
Hun gik grundigt rundt i huset, både udenfor og inde, og det var tydeligt, at hun ikke var imponeret. Jeg kunne ikke straks forstå, hvad der gik hende på, før hun satte sig ved bordet og tog to glas mousserende vin.
Hvorfor skal jeg bo i lejlighed som en fattig, mens denne dame har et palæ som en konge? spurgte hun med en skarp tone.
Jens forsøgte at forklare:
Husker du ikke, at vi solgte din gamle etværelseslejlighed, købte en større toværelses, og hver måned overfører jeg dig 7.500 kr.? Hvorfor skulle du kalde mig en fattig?
Er du taknemmelig? Ja, men jeg vil også bo i et hus! protesterede hun.
Jeg sagde til hende:
Vi har alle arbejdet på at bygge vores drømmehjem. Hvorfor skal du blande dig i?
Hvad betyder hvorfor blande dig i? Jeg er jo din mor, jeg har opdraget dig! Har jeg ikke ret til at nyde en smule luksus? svarede hun stædigt.
Olga jeg mener, jeg bemærkede, at hendes tone var fyldt med misundelse:
Jens, dine undskyldninger gør intet. Hun er bare jaloux på vores lykke og vores hus. Alt, hvad hun ser, er sin egen følelse af overlegenhed
Jeg så ind i hans øjne og følte både skyld og frustration:
Det gør mig ondt at høre det, mor, men vi har bygget huset til os selv. Du har en fin toværelseslejlighed, hvor du lever komfortabelt
Komfortabel? Så lad min kone bo der, god fornøjelse, mens jeg regerer her! svarer hun skarpt.
Ingers opførsel faldt mig helt ud af den normale ramme. Hendes konstante krav, kritik og smånedgørelse truede min ro og min rolle i familien.
I stedet for at svare, mumlede hun en høj tak for munden og greb efter en flaske boblevin. Da jeg senere inviterede hende ud på terrassen for at tale ordentligt, sagde jeg:
Mor, ærligt talt, din konstante pres og utilfredshed er svær at bære. Du er ikke den mest kærlige bedstemor, og din måde at være på gør det næsten uudholdeligt for os alle, især for mig. Vores børn holder afstand, så vi kan ikke tænke på at bo sammen eller give dig huset.
En dårlig bedstemor? Måske kan du bare ikke placere din egen bedstemor på plads? svarede hun skarpt.
Jeg fortsatte:
Lyt, mor. Dette hus er symbolet på vores fælles lykke, og jeg vil ikke lade dig ødelægge det.
Hvorfor skulle jeg ødelægge noget? Det er kun din lille dame, der tænker sådan. Jeg har forstået, at mine følelser ikke betyder noget for nogen. Alle er uskyldige kun jeg er skyldig! sagde hun med åben modvilje, trak vejret dybt og ropede efter en taxa.
Efter en halv time forlod hun den to-etagers villa uden at sige farvel til nogen. Siden da har vores forhold været anspændt, og hun nægter at tilgive mig for at have prioriteret min egen familie.
En måned senere ringede hun pludselig ind og udløste en voldsom skænderi. Hun havde besluttet sig for at sælge sin egen toværelseslejlighed og bruge pengene på et nyt hus. Men da salget gik igennem, viste det sig, at ejeren af lejligheden faktisk var Jens.
Du har snydt mig! Du solgte den gamle lejlighed, men overførte den til dig selv! Nu er jeg uden noget! udbrød hun i raseri.
Måske fordi jeg har lagt mange penge i den toværelses lejlighed? Synes du, jeg havde ret til det? spurgte Jens tilbage.
Alt er blevet stjålet! Alt! skreg hun og lagde på.
Siden da har hun holdt sig skjult, og alle mine forsøg på at kontakte hende er blevet ignoreret.
Det føles tungt at skrive dette, men jeg håber, at dagbogen kan hjælpe mig med at forstå, hvordan jeg skal videre.
Kirsten.
