Gitte Andersen, pigen skal have videre uddannelse. Så lysende hoveder er sjældne. Hun har et særligt talent for sprog og litteratur. I skulle habe set hendes tekster!
Min datter var kun tre år, da jeg fandt hende i mudderet under den gamle træbro. Jeg tog hende ind som min egen, selvom folk hviskede bag vores ryg. Nu er hun lærer i byen, mens jeg stadig bor i den lille hytte ved åen, hvor minderne glitrer som perler.
Gulvet knirkede under mine fødder jeg tænker stadig, at det må repareres, men hænderne når ikke. Jeg sætter mig ved bordet, fjerner den slidte dagbog fra hylden. De gulnede sider minder om efterårsblade, men blækket holder stadig mine tanker. Udenfor hyler vinden, birken slår med grenene, som om den vil komme på besøg.
Hvorfor gør du så meget støj? siger jeg til mig selv. Vent lidt, foråret kommer snart.
Det er måske mærkeligt at tale med et træ, men når man lever alene bliver alting levende. Efter de frygtelige år blev jeg enker; min Steen døde i en ulykke. Hans sidste brev ligger stadig gemt, falmet af tidens fold, jeg har læst det utallige gange. Han skrev, at han snart vender tilbage, at han elsker mig, at vi skal leve lykkeligt En uge senere fik jeg nyheden.
Ingen børn kom til mig, måske til det bedste i de år var der intet at give dem. Landbrugssammenslutningens formand, Mogens Nielsen, trøstede mig:
Sorgen skal gå over, Gitte. Du er ung, du vil finde en ægtemand.
Jeg vil ikke gifte mig igen, svarede jeg fast. Jeg har elsket én gang, det er nok.
På landbruget arbejdede jeg fra daggry til solnedgang. Arbejdsleder, Jens Pedersen, råbte en dag:
Gitte Andersen, gå hjem nu, det er sent!
Jeg når nok, svarede jeg, så længe mine hænder arbejder, vil min sjæl forblive ung.
Min lille gård bestod af en stædig ged, Maja, og fem høns, som morgenhveppet mig bedre end enhver hane. Naboen, Kirstine, drillede ofte:
Er du en and? Hvorfor skriger dine høns før alle andre?
Jeg dyrkede kartofler, gulerødder og rødbeder alt fra min jord. Om efteråret syltede jeg agurker, tomater og svampe. Om vinteren åbnede jeg en krukke, og som om sommeren steg ind i stuen.
Den dag husker jeg som i går. Marts var våd og kold. Morgenen regnede, og om aftenen var frost. Jeg gik i skoven for at samle brænde til ovnen. Vinterens nedhængte grene lå på jorden, så jeg samlede en bunke. På vej hjem over den gamle bro hørte jeg nogen græde. Først troede jeg, det var vinden, men så lød en barnlig klynken tydeligt.
Jeg gik ned under broen og så en lille pige, helt dækket af mudder, med en revnet kjole og skræmte øjne. Da hun så mig, stilte hun sig stille, som et birkeblad i vinden.
Hvem er du, lille? spurgte jeg blidt så jeg ikke skræmte hende mere.
Hun sagde ikke et ord, kun blinkede med de kolde øjne. Læberne var blå af kulde, hænderne røde og hævede.
Hun er frosset helt igennem, mumlede jeg til mig selv. Lad mig tage dig med hjem, så du kan blive varm.
Jeg løftede hende, så let som en fjer, og viklede hende ind i min gamle tørklæde, pressede hende mod brystet. Hvem kunne efterlade et barn under en bro? Tankerne snurrede.
Brændet måtte jeg give af, for jeg havde ikke tid til at samle mere. På hele vejen hjem holdt pigen kun fast i min hals med kolde fingre.
Da vi kom ind, løb nyhederne hurtigt rundt i landsbyen. Kirstine var den første:
Gitte, hvor har du fundet hende?
Under broen, så forladt, svarede jeg. Det ser ud til, at ingen har passeret på hende.
Åh, så sørgeligt sagde hun med hænderne flakkende. Hvad vil du gøre med hende?
Jeg beholder hende, svarede jeg fast.
Gitte, er du ved at miste forstanden? sagde den gamle Morten fra nabohuset. Hvor vil du fodre et barn?
Jeg vil give, hvad Gud lader mig have, svarede jeg.
Jeg tændte ovnen så varmt som muligt, vandet begyndte at koge. Den lille var tynd som et siv, ribbenene trådte frem. Jeg badede hende i varmt vand, lagde hende i min gamle skjorte der var intet andet tøj.
Vil du have noget at spise? spurgte jeg.
Hun nikkede tøvende.
Jeg serverede hende gårsdagens suppe og et stykke rugbrød. Hun spiste ivrigt men forsigtigt tydeligt ingen gadepige.
Hvad hedder du? spurgte jeg.
Hun sagde intet, som om hun frygtede at tale.
Jeg lagde hende i min seng, selv på en bænk i stuen. Om natten vågnede jeg flere gange for at tjekke, om hun sov. Hun lå sammenkrøllet, og i drømmene hylede hun.
Morgenen efter gik jeg til landsbyens råd for at melde fundet. Formanden, Ivan Stenholm, rystede kun på hovedet:
Der er ingen rapporter om et savnet barn. Måske har nogen fra byen smidt det her
Hvad skal jeg så gøre?
Loven siger, at barnet skal sendes til børnehjemmet. Jeg ringer til distriktskontoret i dag.
Mit hjerte sank:
Vent, Stenholm. Giv mig tid måske vil forældrene melde sig. Indtil da beholder jeg hende.
Gitte Andersen, tænk dig om
Jeg har allerede besluttet.
Jeg navngav hende Marie, til ære for min egen mor. Jeg håbede, at forældrene ville dukke op, men de kom aldrig. Gud velsignede mig, for jeg knyttede mig til hende med hele sjælen.
I starten var det svært hun sagde intet, kun kiggede rundt som om hun ledte efter noget. Om natten vågnede hun med et skrig, hele kroppen rystede. Jeg holdt hende tæt, klappede hendes hoved:
Ingen grund til at græde, min lille, alt bliver godt nu.
Jeg syede hende tøj af gamle klæder, farvede dem blå, grønne og røde. Det var simpelt, men farverigt. Kirstine så det og udbrød:
Gitte, dine hænder er som guld! Jeg troede, du kun kunne håndtere en skovl.
Livet lærer en både at sy og at nusse, svarede jeg med et smil.
Men ikke alle i landsbyen var så forstående. Morten, den gamle kvinde, begyndte at korsfætte sig:
Dette er ikke godt, Gitte. At tage ind et barn fra en bro bringer ulykke. Måske var moderen så desperat
Hold mund, Morten! afbrød jeg. Det er ikke din ret at dømme. Barnet er nu mit.
Selv formanden var først skeptisk:
Overvej, Gitte, måske bør barnet gå på børnehjemmet? De kan give mad og tøj.
Hvem vil elske ham? spurgte jeg. Børnehjemmet er fuld af forældreløse.
Han rystede på hovedet, men begyndte så at hjælpe leverede mælk og korn.
Langsomt begyndte Marie at tale. Først enkelte ord, så hele sætninger. Jeg husker første gang, hun lo jeg var ved at falde fra stolen, mens jeg hængte gardiner. Jeg lå på gulvet, men hendes latter lød som klokker i en kirke. Smerten i min egen latter forsvandt.
Hun hjalp på haven, bar en lille spand, gik stolt ved min side, men gravede flere ukrudt end grøntsager. Jeg skældte hende ikke jeg glædede mig over, at livet vågnede i hende.
En dag blev hun syg med høj feber. Hun lå rød og svækkede. Jeg løb til den lokale læge, Jens Møller:
Hjælp, Gitte!
Han rystede på hovedet:
Hvilke medicin, Gitte? Jeg har kun tre aspirin på gården. Vent, måske kommer der noget om en uge.
Om en uge? råbte jeg. Hun kan dø i morgen!
Jeg løb de ni kilometer til distriktsklinikken, selvom mine støvler gik i stykker og mine fødder knækkede i vabler. På hospitalet så en ung læge, Ole Hansen, på mig, gennemblødt af mudder:
Vent her.
Han hentede medicin, forklarede doseringen:
Ingen penge, kun kærlighed til barnet.
Tre dage lå jeg ved hendes seng, hviskede bønner, skiftede kompresser. På den fjerde dag faldt feberen, og hun åbnede øjnene, hviskende:
Mor, jeg vil drikke.
«Mor» sagde hun for første gang. Jeg græd af glæde, udmattelse, alt på én gang. Hun tørrede mine tårer:
Mor, hvad sker der? Gør ondt?
Nej, kun glæde, min pige.
Efter sygdommen blev hun blødere, snakkesalig, og snart gik hun i skole. Læreren, Anna Pedersen, priste hende:
En så talentfuld pige, hun fanger alt på et øjeblik!
Landsbyens snak gik fra bagdøre til åbne gader. Selv Morten, den gamle, kom med kager og lærte hende at strikke. Hun hjalp en gang med at tænde ovnen midt i den bistere vinter, hvor hun fandt en gammel mand, Anders, liggende med lungebetændelse. Hun sagde:
Mor, lad os besøge Morten? Hun er så alene.
De to blev venner den skrappe gamle kvinde og den livlige pige. Morten begyndte at fortælle eventyr, vise strikning, og glemte helt den gamle fordom om den ulækre pige fra broen.
Tiden gik. Marie var ni år, da hun første gang talte om broen. Vi sad om aftenen, jeg syslede sokker, hun vuggede sin stofdukke.
Mor, kan du huske, hvordan du fandt mig?
Mit hjerte slog, men jeg sagde stille:
Jeg husker, min skat.
Jeg husker også lidt. Det var koldt og skræmmende. En kvinde græd, så gik hun væk.
Mine hænder rystede. Hun fortsatte:
Jeg husker kun hendes blå tørklæde. Og hun gentog hele tiden: Tilgiv mig, tilgiv mig.
Marie
Jeg savner ikke, mor. Jeg tænker bare på det. Ved du hvad? hun smilede pludselig. Jeg er glad for, at du fandt mig.
Jeg krammede hende hårdt, mens en knude lå i min hals. Hvor mange gange har jeg tænkt over, hvem den blå kvinde var? Hvorfor forlod hun sit barn ved broen? Måske hun var sulten, måske manden drak Det er ikke min plads at dømme.
Den aften kunne jeg ikke sove. Jeg tænkte på, hvordan skæbnen vender. Jeg levede alene, følte mig som en tom kirke uden klokker. Men skæbnen forberedte mig på at have nogen at holde og varme.
Siden den nat spurgte Marie ofte om sin fortid. Jeg skjulte intet, men svarede blidt for ikke at såre:
Nogle gange er folk fanget i situationer, hvor de næsten ikke har et valg. Måske din mor led meget, før hun tog den beslutning.
Ville du nogensinde have gjort det? spurgte hun, mens hun så mig i øjnene.
Aldrig, svarede jeg fast. Du er min lykke, min glæde.
Årene fløj. Marie var den første i klassen. Når hun kom hjem, råbte hun:
Mor! Jeg læste et digt i dag, og fru Larsen sagde, at jeg har talent!
Vores lærer, Anna, sagde ofte til mig:
Gitte Andersen, denne pige skal fortsætte sin uddannelse. Sådanne lyse hoveder er sjældne. Hun har et særligt talent for sprog og litteratur. I skulle have set hendes værker!
Hvor skal hun studere? sukkede jeg. Vi har kun få kroner
Jeg hjælper med forberedelserne gratis. Det er en synd at gemme sådanne evner væk.
Anna begyndte at give ekstra timer til Marie. Om aftenen sad de i min stue over bøgerne. Jeg bragte te med hindbærsyltetøj og lyttede, mens de diskuterede H.C. Andersen, Kierkegaard og Heine. Mit hjerte sang, for min pige forstod alt.
I niende klasse forelskede Marie sig første gang i en dreng, Niels, der flyttede til landsbyen med sine forældre. Hun skrev digte i en lille notesbog, gemt under puden. Jeg lod som om jeg ikke så, men mit hjerte brændte den første, ubesvarede kærlighed er altid den hårdeste.
Efter gymnasiet sendte Marie sin ansøgning til læreruddannelsen. Jeg gav hende alle de penge, jeg havde. Jeg solgte den sidste ko, Zora, selvom det knugede mig.
Du behøver ikke, mor, protesterede hun. Hvordan skal du klare dig uden ko?
Jeg klarer mig, svarede jeg. Vi har kartofler og høns.
Da brevet om optagelse kom, jublede hele landsbyen. Selv formanden, Mogens, kom for at lykønske:
Godt gået, Gitte! Du har opdraget en datter, der nu er klar til studier. Vores landsby får en stolt studerende.
Jeg husker dagen, da hun tog af sted. Vi stod ved busstoppet, hun omfavnede mig, tårerne løb.
Jeg skriver til dig hver uge, mor, og kommer på ferie, sagde hun.
Selvfølgelig, skriv, svarede jeg, mens mit hjerte brast.
Bussen forsvandt i horisonten, og jeg stod alene på stoppestedet. Kirstine kom hen, lagde armen om mig:
Lad os gå, Gitte. Der er meget at ordne hjemme.
Du ved, Kirstine, sagde jeg, jeg er lykkelig. Jeg har et barn, som Gud har givet mig.
Jeg holdt mit løfte og skrev breve ofte. Hvert brev var som en lille fest; jeg læste dem igen og igen, huskede hver linje. Hun skrev om studier, nye venner, byen, men mellem linjerne lå en længsel efter hjemmet.
I andet år mødte hun Sergej, en studOg så, med et dybt åndedrag, så hun fremtiden lyse som den danske sommerhimmel.
