Det var nytårsaften. 31. december. Fridag. Midt på dagen. Udenfor var der ægte vinter, og alting var dækket af sne. Store snefnug kastede sig mod ruderne, frosten bed i luften, og jeg kunne mærke frosten helt ind i hjertet. Kender I den der følelse, når nytårsaften falder på sådan en smuk, hvid dag? Det var præcis sådan det var. Jeg havde slået op med min kæreste, og der var absolut ingen at fejre med.
Jeg gad ikke tage hen til familien. Orkede ikke deres spørgsmål om livet, mine pligtskyldige svar og deres medfølende blikke bagefter. Udenfor og indeni var der frost. Sådan var det.
Så kom jeg i tanke om min tante. Det rareste menneske, Gud velsigne hende. Til sin sidste dag hjalp hun alle, hun kunne, og hun sagde altid til mig: – Nytårsaften skal du samle alt, du kan. Lækker mad, tæpper – og så ud på gaden. Du skal mætte hver kat og hund, du møder, og give dem et varmt tæppe. Det gjorde hun.
Og jeg? Doven. Et par gange i røg og hast smuttede jeg forbi parken og hældte tørfoder ud hist og her.
Nu var det vist min tur, tænkte jeg. På tide at huske min gode tantes råd og ære hendes minde. Jeg samlede to store poser. I den ene: kogt kylling og en masse tørfoder. I den anden: håndklæder og et par gamle tæpper.
Jeg trak en varm jakke med hætte på og gik ud. Vinden med sne ramte mig lige i ansigtet. Jeg rystede på mig og gik i gang. Ledte længe og forgæves. Kattene gemte sig nok for kulden, eller også var jeg bare dårlig til at finde dem. Til sidst var jeg helt flad og anede ikke, hvad jeg skulle gøre med alting, så jeg traskede hen til en lille plads.
Det var mærkeligt. Alle vegne hylede vinden og sneen føg, men her gik skyerne fra hinanden, en enkelt solstråle faldt til jorden og blev hængende – og i det strålebad stod en bænk med en ældre herre siddende på den.
Jeg satte mig ved siden af. Trængte til at hvile, og det var skønt at sidde i den milde stråle.
Han var en underlig gammel mand i en strikhue, holdt en buket tulipaner og stirrede lige ud i luften.
– Dejligt her, sagde jeg ud i intet. – Hyggeligt og varmt, svarede han.
– Hvorfor tager De ikke ind og fejrer nytår? spurgte jeg. – Det gør jeg snart, sagde han. Jeg har rigtig mange ting at nå, bare lige ryge færdig og gøre én af dem færdig. Han så på mig. – Og du? Hvorfor går du ikke? smilede han.
Jeg tøvede. – Har sgu ingen at fejre med. Og så min tante, som sagde… jeg viste ham poserne.
– Din tante sagde, du skulle nytårsaften samle alt, du kunne. Lækker mad, tæpper – og ud på gaden for at give det til hjemløse katte og hunde, fortsatte den gråhårede mand og så mig lige i øjnene.
Jeg tabte kæben, og cigaretten røg i sneen. – Hvordan ved De det? stammede jeg. I den gamle mands øjne funklede pludselig stjerner. – Gå nu, sagde han. Du skal skynde dig, for der venter nogen på dig. Husk din tante. Hun var et guldmenneske. Han rejste sig, lod tulipanerne ligge på bænken og gik frem, ud af solstrålen, krydsede vejen og forsvandt bag en forbipasserende bus. Som om han smeltede i luften.
Jeg rejste mig fra bænken og så fire katte stirre grådigt på mine poser. Duften af kylling havde nok nået dem.
Først kom to luvfigne skønheder med buskede haler. Så, hoppende sjovt gennem snebunkerne, dukkede to mere op.
– Det er jer, jeg leder efter, sagde jeg til dem og lagde hele herligheden – mad og tæpper – under et lille skur, der holdt sneen på afstand.
Med let hjerte gik jeg hjem, smed de tomme poser. Men jeg skældte mig selv ud for ikke at have spurgt den gamle med stjernerne i øjnene om, hvad han mente med, at der ventede nogen på mig. Og noget om tante. Sådan er jeg altid. Glemmer det vigtigste og roder rundt. Hele livet, tænkte jeg.
Uden at mærke det bar benene mig hjem til min opgang. Jeg var lige nået op, da blikket faldt nedad.
Der i buskene, i en snebunke, sad en bittelille grå killing og græd med venstre pote klemt ind til sig.
Jeg satte mig på hug foran den og spurgte: – Hvad er der, lille ven?
Killingen snøftede og rakte mig en lille, våd og isnende kold pote. Jeg trak begge hænder op af lommerne og tog den i mine. Og så – ganske pludselig – slap det ud af mig:
– Fars hænder er helbredende. Solen skal nok få det bedre, skat.
Jeg tog forsigtigt den lille rystende krop i mine hænder, holdt den tæt ind til mig og gik ind i opgangen.
Nu havde jeg nogen at tage mig af og fejre nytår med.
Den gamle gråhårede med stjerner i øjnene havde alligevel ret. Der ventede nogen på mig. Og det er det vigtigste: når der er nogen, der venter.
Anders JensenOg da jeg lukkede døren op til min lejlighed med den lille grå killing trygt i armene, vidste jeg, at nytårsaften alligevel skulle blive den bedste i mands minde.
