Det var nytårsaften. Den 31. december. Fridag. Midt på dagen. Udenfor var der fuld vinter, og alt var dækket af sne. Store snefnug fløj mod ruderne, der var bidende frost i luften, og jeg mærkede tydeligt frosten i hjertet. Ved I, hvad nytårsaften er på sådan en smuk, hvid dag? Det var præcis sådan, det var den dag. Jeg havde slået op med min kvinde, og jeg havde absolut ingen at fejre med.
Jeg havde ikke lyst til at tage til familie. Jeg gad ikke høre deres spørgsmål om mit liv, mine svar og bagefter se deres medlidende ansigter. Udenfor og i mit hjerte var der frost. Sådan var det.
Jeg tænkte på min tante. Et menneske med det blødeste hjerte, Gud have hendes sjæl. Til sin sidste dag hjalp hun alle, hun kunne, og hun sagde altid til mig: “På selve nytårsaften skal du samle alt, hvad du kan. Lækker mad, tæpper, og gå ud. Du skal fodre hver kat og hund, du møder, og lægge et varmt tæppe til dem.” Det gjorde hun.
Men jeg var en dovenlars. Kun et par gange havde jeg travet forbi vores park og hældt tørfoder ud forskellige steder.
Det var åbenbart blevet min tur, tænkte jeg. Tiden var inde til at huske min gode tantes råd og ære hendes minde. Jeg fyldte to store poser. I den ene var kogt kylling og en masse tørfoder, i den anden håndklæder og et par gamle tæpper.
Iført en varm jakke med hætte gik jeg ud. Vinden med sne slog mig i ansigtet. Jeg rystede og gik videre. Jeg ledte længe og uden held. Enten havde kattene gemt sig for kulden, eller også kunne jeg bare ikke finde dem. Træt til sidst og uden at vide, hvad jeg skulle stille op, kom jeg til en lille plads.
Det var mærkeligt. Overalt blæste det og hylede en kold vind, men her skiltes skyerne, og en enkelt solstråle faldt ned og blev hængende. I den stråle stod en bænk midt på pladsen, og på bænken sad et menneske.
Jeg gik hen og satte mig ved siden af. Jeg havde sådan brug for at hvile, og det var rart at sidde i det blide skær.
Det var en underlig ældre herre med en strikhue. I hænderne holdt han en buket tulipaner og stirrede ud i luften.
“Her er dejligt,” sagde jeg i løse luften. “Rart og varmt,” svarede han.
“Hvorfor tager du ikke ind og fejrer nytår?” spurgte jeg. “Det gør jeg nu,” svarede den gråhårede mand. “Jeg har meget at gøre endnu – jeg ryger lige færdig og afslutter en af dem.” Han så på mig. “Hvorfor går du ikke?” smilede han. “Jeg har ingen at fejre med,” stammede jeg. “Og min tante sagde…” Jeg viste ham poserne.
“Tanten sagde til dig, at du på selve nytårsaften skal samle alt, hvad du kan. Lækker mad, tæpper, og gå ud for at give det til hjemløse katte og hunde,” fortsatte den gråhårede og så mig lige i øjnene.
Jeg tabte kæben, og cigaretten faldt på jorden. “Hvordan ved du det?” udbrød jeg forbløffet. I den gråhåredes øjne lyste pludselig stjerner. “Gå,” sagde han. “Du må skynde dig, for der venter nogen på dig. Husk din tante oftere. Hun var et menneske med det blødeste hjerte.” Han rejste sig, lod buketten tulipaner ligge på bænken, gik frem, ud af solstrålen, krydsede vejen og forsvandt pludselig bag en forbipasserende bus. Som om han var opløst i luften.
Jeg rejste mig fra bænken og opdagede fire katte, der stirrede grådigt på mine poser. Duften af kylling var trængt frem til dem.
Først kom to pjuskede skønheder med buskede haler.
Så kom der to mere hoppende fra buskadset i snedriverne.
“Det er jer, jeg har ledt efter,” sagde jeg til dem og lagde alle godterne og tæpperne ud under et lille skur, der beskyttede mod den tætte sne.
Med let hjerte gik jeg hjem og smed de tomme poser. Jeg skældte mig selv ud for ikke at have spurgt den gråhårede med stjerner i øjnene, hvad han mente med, at der ventede nogen på mig. Og jeg skulle have spurgt til tante. Sådan er jeg altid. Jeg glemmer det vigtigste og roder rundt. Hele livet sådan, skældte jeg mig selv ud.
Uden at tænke over det førte benene mig hjem. Jeg var allerede nået til opgangen, da mit blik faldt ned.
Der i buskadset, i en snedrive, sad en bitte lille grå killing og græd med den ene pote klemt ind til kroppen.
Jeg bøjede mig ned foran den og spurgte: “Hvad er der galt, lille ven?”
Killingen hulkede og rakte mig sin lille, våde og isnende kolde pote. Jeg tog begge hænder op af lommerne og greb om den. Og pludselig. Helt pludselig undslap det mig:
“Far har meget helbredende hænder. Nu bliver solskinnet bedre for dig.”
Jeg løftede forsigtigt den lille skælvende krop i begge hænder, holdt den ind til mig og gik ind i opgangen.
Nu havde jeg nogen at tage mig af og fejre nytår med.
Den gråhårede med stjerner i øjnene havde alligevel ikke løjet. Der ventede nogen på mig. Virkelig ventede. Og det er det vigtigste – at der er nogen, der venter på dig.
