Det var nytårsaften. 31. december. Fridag. Midt på dagen. Udenfor var der ægte vinter, og alt var dækket af sne. I luften, der slog mod vinduerne, fløj store snefnug; der var frost i naturen, og jeg mærkede tydeligt frost i hjertet. Ved I, hvad nytårsaften er på sådan en smuk, hvid dag? Det var præcis sådan, det var den dag. Jeg var gået fra min kæreste, og der var absolut ingen at fejre højtiden med.
Jeg havde ingen lyst til at køre til familien. Jeg havde ikke lyst til at høre deres spørgsmål om mit liv, mine egne svar og så se deres medfølende ansigter. Udenfor og i hjertet var der frost. Sådan var det.
Jeg tænkte på min moster. Et menneske med det blødeste hjerte, Gud give hende fred. Indtil sin sidste dag hjalp hun alle, hun kunne, og sagde til mig: — På selve nytårsaften skal du samle alt, hvad du kan. Lækker mad, tæpper og gå udenfor. Du skal mætte hver kat og hver hund, du møder, og lægge et varmt tæppe til dem. Det gjorde hun.
Men jeg var en dovenlars. Kun et par gange skyndte jeg mig gennem parken og hældte tørfoder ud forskellige steder.
Det var åbenbart min tur, tænkte jeg. Det var tid til at huske min bedste mosters råd og ære hende. Jeg samlede to store poser. I den ene var der kogt kylling og en masse tørfoder, i den anden håndklæder og et par gamle tæpper.
Jeg tog en varm jakke med hætte på og gik udenfor. Vinden med sne slog mig i ansigtet. Jeg gysede og gik videre. Jeg ledte længe og uden held. Enten gemte kattene sig for kulden, eller også kunne jeg bare ikke finde dem. Til sidst var jeg helt udmattet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle gøre af det hele, da jeg kom til en lille plads.
Det var mærkeligt. Overalt fejede det, og en kold, hvinende vind blæste, men her var himlen klaret op, og en enkelt solstråle faldt til jorden og blev hængende, og i den stråle stod en bænk midt på pladsen, og et menneske sad på den.
Jeg gik hen og satte mig ved siden af. Jeg havde sådan brug for at hvile, og det var rart at sidde i den milde stråle.
Det var en underlig, ældre mand i en strikket hue. I hænderne holdt han en buket tulipaner og stirrede ud i luften.
“Dejligt her,” sagde jeg ud i det blå. “Rart og varmt,” svarede han.
“Hvorfor går De ikke ind og fejrer nytår?” spurgte jeg. “Det gør jeg om lidt,” svarede den gråhårede mand. “Jeg har stadig mange ting at gøre, jeg skal lige ryge færdig og afslutte en af dem.” Og han så på mig. “Hvorfor går du ikke?” smilede han. “Jeg har ingen at fejre med,” tøvede jeg. “Og min moster sagde…” og jeg viste ham poserne.
“Din moster sagde, at du på selve nytårsaften skal samle alt, hvad du kan. Lækker mad, tæpper og gå ud for at give det til hjemløse katte og hunde,” fortsatte den gråhårede gamle mand og så mig lige i øjnene.
Jeg tabte kæben, og cigaretten faldt på jorden. “Hvordan ved De det?” udbrød jeg forbløffet. I den gråhårede mands øjne funklede der pludselig stjerner. “Gå nu,” sagde han. “Du skal skynde dig, for der venter nogen på dig. Husk din moster oftere. Hun var et menneske med det blødeste hjerte.” Og han rejste sig, efterlod buketten tulipaner på bænken, gik fremad, ud af solstrålen, krydsede vejen og forsvandt pludselig bag en forbipasserende bus. Som om han opløstes i luften.
Jeg rejste mig fra bænken og opdagede pludselig fire katte, der stirrede på mine poser med grådige øjne. Duften af kylling måtte have nået dem.
Først kom to pjuskede skønheder med buskede haler hen.
Så kom der, hoppende sjovt i snedriverne, to mere fra buskene.
“Det er jer, jeg mangler,” sagde jeg til dem og lagde alle godterne og tæpperne frem under et lille skur, der beskyttede kattene mod den voldsomme sne.
Med lettet hjerte gik jeg hjem og smed de tomme poser. Jeg skældte mig selv ud over, at jeg ikke havde spurgt den gråhårede gamle mand med stjerner i øjnene, hvad han mente med, at der ventede nogen på mig. Og jeg burde have spurgt til moster. Sådan var jeg altid. Jeg glemte alt det vigtigste og rodede rundt i det. Hele livet sådan, skældte jeg mig selv ud.
Uden at lægge mærke til det, havde mine ben selv ført mig hjem, og jeg var allerede på vej op til opgangen, da mit blik faldt ned.
Der, i buskene, i en snedrive, sad en bitte, grå killing og græd, mens den holdt sin venstre pote ind til sig.
Jeg satte mig på hug foran den og spurgte: “Hvad er der galt, lille ven?”
Killingen snøftede og rakte mig en lille, våd og iskold pote. Jeg tog begge hænder op af lommerne og tog den i dem. Og pludselig. Helt pludselig slap det ud af mig:
— “Fars hænder er helbredende. Nu bliver solen bedre for dig.”
Jeg tog forsigtigt den lille, skælvende krop i begge håndflader, holdt den ind til mig og gik ind i opgangen.
Nu havde jeg nogen at tage mig af og nogen at fejre nytår med.
Alligevel – den gråhårede gamle mand med stjerner i øjnene havde ikke løjet. Der ventede nogen på mig. De ventede virkelig. Og det er vel det vigtigste. At der er nogen, der venter på dig.
OLE BONDO
Kilde.
