Poline har haft en gammel, lidt finurlig tradition. Hvert år, lige før nytår, går hun til en spåkvinde. Fordi hun bor i København, er det ikke svært at finde en ny spåkvinde der er masser af dem i byen.
Sagen er den, at Poline er ensom. Uanset hvor meget hun prøver at møde en fin, ung mand, ender det altid i skuffelse. Det viser sig, at alle de “adelige” fyre allerede er blevet snuppet af andre.
I år møder du din skæbne! proklamerer den mørkekiggende spåkvinde, mens hun stirrer på den funklende krystal.
Hvor? Hvor skal jeg møde ham? spørger Poline utålmodigt. Jeg får det samme løfte hvert år. Årene går, men jeg har stadig ikke mødt min skæbne.
Jeg har fået dig anbefalet som den dygtigste spåkvinde. Jeg vil have dig til at fortælle mig præcis, hvor jeg skal lede! Ellers giver jeg dig en dårlig anmeldelse truer hun.
Spåkvinden rynker panden. Hun forstår, at hun har med en lidt skør dame at gøre, og hun ved, at hun ikke kan slippe af så let. Hun ved også, at hvis hun lyver nu, vil Poline sidde fast i butikken hele dagen og holde op med at give andre chancen for at få deres fremtid læst.
I toget! siger hun med lukkede øjne. Jeg ser ham lige nu en høj, blond fyr, så smuk som en eventyrprins
Åh wow! jubler Poline. Hvilket tog, og hvornår?
Før nytår! griner spåkvinden videre. Tag til stationen. Dit hjerte vil fortælle dig, hvilken retning du skal købe billet i
Tak! smiler Poline, helt i himlen.
Poline springer ud af spåkvinens lille butik, hopper i en taxa og styrer mod Hovedbanegården. Ved skranken ved billetkontoret falder hendes begejstring en smule. Hun kigger forvirret på køreplanen og forstår ikke, hvor hun skal købe billet.
Kom! siger den irriterede ekspedient og ryster Poline ud af hendes stivhed.
Til Aarhus den 30. december. En kupe, tak. mumler Poline.
Hun forestiller sig allerede, hvordan hun sidder i en hyggelig kupe, drikker te, og så pludselig åbnes døren og han træder ind hendes kommende ægtemand.
Da hun kommer hjem, pakker hun hurtigt sine mest nødvendige ting, for hun har afgang sent om aftenen.
Hun tænker slet ikke på, hvad hun skal lave på nytårsaften i en fremmed by. Hun vil bare have spåkvinens forudsigelse til at gå i opfyldelse så hurtigt som muligt.
Det er så trist at føle sig uønsket, især i ferien. Alle samles med deres familier omkring nytårsbordet, giver hinanden gaver alle undtagen hende.
Et par timer senere sidder Poline i sin kupe med en kop te. Alt er, som hun havde forestillet sig. Hun venter bare på, at den “prins” skal træde ind.
Goddag! hilser en gammel dame, mens hun smider en kæmpestor kuffert i kupeen. Hvor er den anden plads?
Her svarer Poline tøvende og peger på hylden overfor. Er du sikker på, at du er i den rigtige vogn?
Ja, min pige, jeg er ikke forkert, smiler den ældre dame og sætter sig på den ledige hylde.
Undskyld, må jeg komme igennem? stammer Poline. Hun indser, at hun netop har begået en stor tåbe. Lad mig gå! Jeg har ombestemt mig!
Vent, jeg gemmer min taske, siger den gamle dame, uden at forstå hvad der foregår.
Så er toget i gang, sukker Poline. Hvad nu?
Hvorfor ville du så lige ud? Glemte du noget? spørger damen.
Poline ignorerer spørgsmålet og vender blikket mod vinduet. Hun ved, at den gamle dame ikke har gjort noget forkert det er hun selv, der har skabt problemer.
I mellemtiden tager en anden dame, Else Madsen, frem fra sin taske varme hjemmebagte småkager og byder sin medrejsende på.
Jeg var på besøg hos min datter, forklarer Else. Nu skal jeg hjem, min søn og hans forlovede kommer på besøg. Så skal vi fejre nytår sammen.
Heldig er jeg Jeg ender vist med at fejre nytår på stationen, siger Poline lidt trist.
Ord for ord fortæller hun den gamle dame hele sandheden om sine eventyr.
Du er en tosse! Hvorfor løber du rundt til alle de her skarnere? svarer Else. Du vil finde din skæbne. Der er ingen grund til at skynde sig. Alt har sin tid
Næste dag står Poline på perronen i en by, hun aldrig har set før. Hun hjælper Else ud af vognen og står så tilbage, lidt forvirret over, hvad hun skal gøre nu.
Tak, Poline! Godt nytår! siger Else.
I lige måde! svarer Poline med et lille smil.
Else ser på hende, uden at vide, hvordan hun skal trøste den triste pige. Hun forstår, at at tilbringe nytår på en station ikke er den bedste start på året.
Poline, kom med mig hjem! foreslår hun pludselig. Vi kan pynte juletræet, dække bordet
Det er lidt akavet, tøver Poline.
Men er det akavet at sidde på en station? ler den gamle dame. Så lad os bare tage afsted. Det er besluttet!
Poline takker ja til invitationen. Else har ret udenfor har en snestorm hærget, så der er ingen grund til at strejfe rundt på stationen.
Sune og Lise er allerede hjemme, smiler Else.
Sune ser ud af vinduet, mens hans mor ankommer i en taxa. Han står ved elevatoren og skynder sig for at tage den tunge taske fra sin mors arme.
Hej, skat, jeg er ikke alene, jeg har en gæst. Det er min gamle venindes datter, Poline, blinker hun til ham.
Fedt! svarer Sune. Kom bare ind, Poline.
Poline kigger på den høje, smukke, blonde fyr og får vejret til at holde i halsen. Det er præcis den drøm, hun havde i toget. Skæbnen driller hende igen.
Hvor er Lise? spørger moren.
Mor, Lise er væk, og hun kommer aldrig tilbage. Jeg vil ikke tale om det, okay? svarer Sune med en rynke.
Okay sukker moren.
Om aftenen sidder alle ved bordet og tager farvel med det gamle år.
Poline, bliver du længe hos os? griner Sune, mens han lægger en salat på hendes tallerken.
Nej. Jeg tager af sted i morgen tidlig, siger hun med en let trist stemme.
Hun har virkelig svært ved at forlade det hyggelige hjem. Det føles, som om hun har kendt Else og Sune hele livet.
Hvorfor skal du så skynde dig? protesterer den gamle dame. Poline, bliv lidt længere.
Kom, Poline, bliv. Vi har en skønt isbane, vi kan tage i morgen aften. Tag det roligt, beder Sune.
Overbevist, smiler Poline. Jeg bliver gerne.
Den næste nytårsaften fejrer de fire: Else Madsen, Sune, Poline og lille Aksel.
Tror du på nytårsvidundere?
Hvis du vil have flere historier, så smid en kommentar og husk at like. Det giver os energi til at skrive videre!
