— Skal vi spise i dag? — Faderen væltede ind i køkkenet og faldt ned på en taburet ved bordet. Benene skrabede ubehageligt mod gulvet. Moderen tav, og Tove spændte sig i sit værelse.
— Taler jeg til dig? Se på mig! — råbte faderen og slog næven i bordet.
Tove vidste, at moderen vendte sig om; frygten sivede fra hendes øjne.
— Hvad glor du på? Kom med maden! En mand kommer hjem fra arbejde. Jeg kender jer kvinder, I kan kun sludre og svinge med halen, — mumlede han lavere.
Moderen klirrede med service, i en fart tog hun en tallerken ned fra tørrestativet over vasken.
— Igen pasta? Jeg er træt af det, — gøede faderen. Tove krøb sammen på sit værelse og ventede på lyden af en knust tallerken. Nej, det gik… Et stykke tid var der helt stille fra køkkenet. Tove kom ud og kiggede ind. Faderen sad med ryggen til. Moderen vinkede: gå væk. Tove forsvandt fra døråbningen, som om hun aldrig havde været der. Hun lukkede sig inde på værelset og stak næsen i en lærebog, men stoppede for hver sætning og lyttede. Stille nok. I dag var faderen rolig. Så hørte hun ham gå forbi hendes dør ind til soveværelset, mumlende for sig selv, og der blev det stille.
Hun hørte det næsten hver dag. Hun kunne aflæse lydene i køkkenet. Faderen havde intet fast arbejde. Kunne ikke holde et job på grund af drikkeriet, klarede sig med lejlighedsvise småjob. Når moderen ikke var hjemme, undgik Tove at være alene med ham; hun gik til veninder efter skole eller sad på trappen og ventede på moderen.
— Hej. Hvorfor sidder du på trappen? Glemt nøglerne? — Niels stoppede foran Tove. Han boede på femte sal.
— Noget i den stil, — brummede hun. Det pinte hende, at han så hende på trappen.
Niels gik forbi, steg to trin op og standsede.
— Du fryser, man må ikke sidde på cementtrin. Kom med hjem.
Tove svarede ikke.
— Kom, — sagde Niels strengt, og hun adlød. Han var ældre elev, og hun var vant til at adlyde ældre.
Niels åbnede døren til lejligheden og lukkede Tove ind.
— Mor, jeg er hjemme! Og ikke alene! — råbte han og smækkede døren.
— Hvem med? — Mette kom ud i gangen, Niels’ mor.
— Goddag, — sagde Tove stille.
— Goddag. Tove, ikke?
— Forestil dig, jeg går op ad trappen, og hun sidder på trinnene, — sagde Niels, mens han tog overtøjet af.
— Glemt nøglerne? — spurgte Mette. — Tag tøjet af og vask hænder, jeg varmer middagen op.
Tove gik ind i stuen og så sig om. Lejligheden var som deres, men hyggeligere og smukkere. Middagen smagte dejligt, selvom det bare var almindelig hønsesuppe og pasta med pølser.
— Tak, det var lækkert, — sagde hun.
— Næste gang, bliv ikke siddende på trappen, kom bare op til os, — sagde Mette. — Aftale?
Tove nikkede.
— Tak, mor. Vi går ind til mig. Kom, — Niels rejste sig og gjorde tegn til Tove. Hun så på Mette, som nikkede samtykkende.
Da hun trådte ind på Niels’ værelse, blev hun overrasket: det var ryddeligt, tingene lå ikke spredt, rent, på væggen hang plakater af kendte bands og farverige motorcykler.
— Kan du lide motorløb? — spurgte hun.
— Ikke særligt, plakaterne er bare flotte.
— Jeg har ikke nogen computer. Jo, men faderen smadrede skærmen. Ingen penge til en ny.
— Jeg har en tablet, vil du låne den? — tilbød Niels straks.
— Nej, hvis faderen ser den, sælger han den.
— Så kom her og lav dine lektier, når du har brug for det.
— Har du bestemt, hvad du vil læse efter skolen? — Tove rørte ved en flymodel. — Har du selv lavet den?
— Selvfølgelig. Jeg vil ind på flyvevåbnets ingeniøruddannelse.
— Bliver du pilot?
— Nej, jeg vil designe fly, — smilede han overbærende.
Han var populær blandt alle hendes klassekammerater. Smuk. I morgen ville hun fortælle pigerne i skolen, at hun havde været hjemme hos Niels, de ville blive misundelige.
Tiden gik ubemærket hen med snak. Tove så på uret og sprang op.
— Jeg må hjem, mor er nok kommet.
Hun hadede at gå, men ville ikke misbruge gæstfriheden. Niels fulgte hende ud i gangen.
— Du kommer bare, du skal ikke sidde på trappen, — sagde han farvel.
Tove gik ind i sin lejlighed og så moderens frakke på knagen. Fra køkkenet hørtes klirren — moderen lavede aftensmad.
— Hvor kommer du så sent fra? — kiggede hun ud fra køkkenet.
— Jeg var på femte sal, i nummer femten.
— Du skal ikke flakke rundt i lejligheder. Hvad skal folk tro om os? Vil du have aftensmad?
— Nej, moster Mette gav mig mad. Jeg går ind og laver lektier. Er han hjemme? — Hører du ikke? Han snorker som en damper. Hvor fik han penge fra? Han har drukket igen, — sukkede moderen.
Fra den tid af var Tove ofte hos Niels. Hvis hun så ham i frikvarteret, nikkede hun og rødmede. Han hilste og gik videre.
Nogle gange var Niels ikke hjemme; han trænede i sportsklubben om aftenen. Så fortalte moster Mette om sin søn, om sin mand, der var død for nogle år siden.
Vinter blev til forår, sommer kom. Tove gik ikke længere op til Niels, hun gik med veninder eller sad på bænken ved opgangen.
— Hvorfor kommer du ikke? — spurgte Niels engang, da han mødte hende på gaden. Tove trak på skuldrene.
— Har du allerede taget eksamen? Hvornår rejser du for at studere?
— Jeg rejser ikke. Jeg læser her i byen, på polyteknisk. Vil ikke efterlade mor alene.
— Fedt! — glædede Tove sig.
Og en dag om efteråret gik hun op til ham, lod som om hun ikke kunne løse en opgave. Men af en eller anden grund fungerede snakken ikke som før. Tove var genert over for Niels, følte sig anspændt og akavet. Han havde forandret sig, var blevet ældre og endnu smukkere.
Den vinter døde faderen, forgiftet af hjemmebrændt vodka. Moderen græd ikke engang til begravelsen, men Tove følte alligevel medlidenhed med ham. Nu var der ikke længere grund til at vente på moderen, ingen grund til at gå op til Niels.
Moderen fór stadig sammen, når telefonen ringede, og frygten blussede i hendes øjne.
— Mor, hvad er der? Han er væk, — sagde Tove.
— Vane, — svarede moderen.
Tove var i gang med sit sidste år i gymnasiet. En aften stod hun ved vinduet og ventede på Niels.
— Hvorfor sidder du i mørke? Kigger du efter Niels? — moderen kom ind og tændte lyset.
— Jeg kigger bare ud ad vinduet, — svarede Tove vredt, overrumplet.
— Han er voksen, han har en kæreste. Smuk. Du burde hellere lave dine lektier, — sukkede moderen.
Niels havde en kæreste! Hjertet revnede af sorg og jalousi. Tove havde ikke set Niels’ kæreste, men hadede hende allerede. Og en dag stødte hun ind i dem i gården.
— Tove? Hej, hvorfor kommer du ikke? — spurgte Niels venligt. Hans kæreste stod ved siden af og så iskoldt på Tove. Fordi hun var høj, så hun nedladende, næsten foragtende, som på en mus. Niels var også høj, men han så anderledes på Tove.
— Hvilken klasse går du i nu?
— Afgangsklassen.
— Hvor tiden flyver. Jeg kan se, du er blevet kønnere, voksen, man kender dig næsten ikke. Hvad vil du læse?
— Niels, kom. — Kæresten trak utålmodigt i hans arm.
— Hej, held og lykke! — sagde Niels, og de gik arm i arm.
Tove så længe efter dem. «Kold som en fisk, og i stedet for øjne har hun isstykker,» tænkte hun ondt. «Selvfølgelig, hun ville passe bedre til navnet Snedronning, men det er for meget ære.» Og Tove kaldte hende i sit hoved for Fisken.
Tiden gik, Tove afsluttede gymnasiet og kom ind på medicinstudiet. Niels fik sit diplom og et job, og snart købte han en bil. Tove lærte at genkende den på lyden af motoren, hun styrtede hen til vinduet, når han kørte op til opgangen.
Engang gik Tove hjem fra universitetet og mødte moster Mette i gården. Hun gik langsomt med en stok, haltede tydeligt.
— Goddag, moster Mette, — hilste Tove. — Hvad er der galt, hvorfor halter De?
— Benet gør ondt, jeg kan næsten ikke holde det ud. Lægen siger, jeg skal opereres, få et kunstigt led, men jeg er bange, — klagede Mette.
— Sig, hvad jeg skal købe, jeg løber ned i butikken, det er ikke noget problem, — tilbød Tove straks.
— Gør du det, Niels er aldrig hjemme…
Sådan begyndte Tove igen at komme op til Niels, men hun mødte ham sjældent. Hun handlede ind, hjalp med rengøringen for hans mor.
En dag tog hun mod til sig og spurgte til Niels’ kæreste.
— Lærke er naturligvis smuk, men alt for affekteret. Hun tier hele tiden, man ved ikke, hvordan man skal nærme sig hende. Hun er fremmed. Dig er man fortrolig med. Sådan en brud behøver min søn ikke, — sukkede Mette. — Hvorfor spørger du? Er du mon forelsket i ham?
Tove så ned.
— Vær ikke ked af det. Var du lidt ældre, var du den rette kone for Niels. Du møder nok din kærlighed.
— Jeg har ikke brug for en anden kærlighed, — sagde Tove stille og løb væk.
Engang gik hun op til Mette for at spørge, hvad hun skulle købe. Døren blev åbnet af Fisken.
— Hvad vil du? — spurgte hun uvenligt.
— Jeg vil gerne se moster Mette…
— Hun er her ikke. Niels har kørt hende på hospitalet.
Det så ud som om Fisken med vilje strakte hagen op for at se ned på Tove.
— Hvorfor farter du ustandseligt herind? — Fiskens is-øjne glimtede.
— Jeg farter ikke, jeg hjælper moster Mette, går i butikken.
— Jamen, en hjælper. Kom ikke mere. Hvis der er behov, hjælper jeg selv. Vi skal snart giftes, Niels og jeg, og bo her. Gå væk, ellers forsvinder der ting efter dig, — sagde Fisken groft.
— Hvilke ting? — fnøs Tove.
— En ring. Jeg lagde en ring på vasken på badeværelset. Da jeg kom tilbage, var den væk. Du tog den, der er ingen andre.
— Jeg går aldrig længere end forstuen, — udbrød Tove vredt.
— Det ved jeg ikke; måske kom du, når jeg ikke var hjemme. Giv den hellere tilbage i god ro og orden, ellers tilkalder jeg politiet. — Fisken lænede sig frem og hældte hovedet. De onde is-øjne var helt tæt på. Tove veg tilbage.
— Jeg har ikke taget din ring!
— Bevis det. — Fisken tog et skridt frem, is-øjnene var lige foran hende. Tove holdt ikke ud, vendte sig, rev døren op og stødte ind i Niels.
— Hvorfor taler I så højt? Man kan høre det på trappen. — Niels så fra Tove til Fisken. Tove vendte sig også.
Fisken rettede sig op og smilede kælent til Niels.
— Er du tilbage? — spurgte hun, som om intet var hændt.
Tove ville løbe, men Niels holdt hende i armen.
— Hvad er der sket?
— Hun… Hun beskyldte mig for at have taget hendes ring. Jeg har ikke taget noget, jeg var ikke engang på badeværelset.
— Hvilken ring? — Niels holdt fast i Toves arm og så på Fisken.
— Med en lyserød sten. Jeg har vist tabt den, ved ikke hvor. Jeg spurgte, om hun havde set den, — sagde Fisken med honningstemme.
— Hun lyver! Hun sagde, jeg havde taget den, ville kalde politiet. — Tove rev armen til sig og styrtede ned ad trappen. Gråden kvalte hende.
— Forsvind I begge to! — sagde Tove fortvivlet, da hun fløj ind i sin lejlighed og smækkede døren.
— Hvad er der? — moderen kiggede ud i gangen.
— Mor! — Tove kastede sig i armene på hende og fortalte alt.
— Ringen dukker nok op, græd ikke. Niels ordner det, — trøstede moderen.
Næste dag kom Niels selv. Moderen var ikke hjemme.
— Vi skal snakke, — sagde han.
Tove førte ham ind på sit værelse. Da han så sit eget foto på reolen, grinede han. Tove havde helt glemt det. Hun rødmede og så ned.
— Har du stjålet det fra mig? Og du siger, du ikke stjæler. — Tove blev forvirret og rødmede endnu mere.
— Nå, jeg er ikke ked af det. Jeg kom for at undskylde. Ringen blev fundet.
— Hvor?
— Hvad rager det dig? — Nu så Niels væk.
— Det rager mig. Hun beskyldte mig for tyveri. Tror du, det er rart? — Toves stemme skalv af krænkelse.
Niels tog hende om skuldrene.
— Tove, undskyld. Jeg troede ikke et sekund, du havde taget den. Ærligt. Kort sagt, Lærke kunne ikke lide, at du kom så tit, så hun besluttede at bagtale dig, så du ikke kom mere. Og ringen… Den faldt ud af hendes lomme, da hun tabte sin jakke.
— Og du tilgiver hende? Hvad hvis hun beskylder din mor for tyveri? Man kan forvente alt af hende. Fisken er kold!
— Hold op! Hun er bare jaloux. — Niels så strengt på Tove og tog hænderne fra hendes skuldre.
— Niels! Kan du virkelig ikke se det?
— Hvad kan jeg ikke se? — Niels så med beklagelse på hende. Man kunne se, han var træt af samtalen.
— Jeg elsker dig! — udbrød Tove og blev selv bange for sin frækhed. — Lige siden femte klasse. Niels, gift dig ikke med hende, tak. — Tårerne stod i hendes øjne; Niels’ ansigt flød ud.
— Tove, græder du? Der bliver intet bryllup. Vi er gået fra hinanden.
— Virkelig? — Tove blinkede, og tårerne løb ned ad kinderne.
— Dumme dig. — Niels trykkede Tove ind til sig. — Mor bliver udskrevet om en uge. Du må gerne kigge til hende, hjælpe hende.
— Selvfølgelig! Det behøver du ikke bede om.
Niels gik trist og eftertænksom, mens Tove næsten hoppede af glæde. Intet bryllup!
Tove løb op til moster Mette hver dag, handlede ind, vaskede gulve, hjalp endda med madlavningen. Niels så hun ikke; han kom sent hjem. Alle aftener tilbragte hun på femte sal. Moderen rystede bare på hovedet.
Engang stødte Tove ind i Niels på trappen. Han lugtede tydeligt af alkohol.
— Niels, har du drukket? — Tove så forskrækket på ham og mindes faderen, frygten i moderens øjne…
— Hvad så? — Han svajede mod hende. Tove trådte tilbage uden at slippe ham med blikket. — Tove, hvorfor ser du sådan ud? Vær ikke bange, jeg bliver ikke som din far… — pludselig sagde han med helt ædru stemme.
Og om lørdagen kom han til Tove med en buket blomster og inviterede hende i biografen. Hvor var hun lykkelig!
Nu skyndte Niels sig hjem om aftenen, der hvor Tove ventede med hans mor. Han drak ikke mere. De gik ofte i biografen, gik bare ture, sad på hans værelse og kyssede…
Toves kærlighed smeltede Niels’ hjerte.
— Held og lykke, børn. Du må ikke gøre hende ondt, Niels, — sagde moderen, da han friede til Tove.
— Jeg lover, aldrig at gøre dig ondt… — Tove trykkede sig ind til ham som et tyndt ungt træ mod en høj eg.
