-Erna, hvorfor skal du have sådan et slot, hva? Du bor jo helt alene. Ingen børn, ingen mand. Venner har du vel heller ikke, går jeg ud fra. Hvad skal du med en toværelses? Vi er fem derhjemme, og det er så trangt på ét værelse. Kom nu, beslut dig, datter. For resten kan vi jo bare bytte tilbage, når mine unger bliver store. Så bytter vi igen. Hvad siger du? Faderen betragtede hende med et undersøgende og en smule smigrende blik.
Hvad siger hun til det? Hvordan mon han tror, hun har det? Hvordan forestiller man sig at reagere på, når ens far, som hun ikke havde hørt fra i årevis, pludselig dukker op med det her virkelig spændende tilbud? Det slog Erna helt ud. Hun havde ikke anet, at folk kunne være så frække Og med hensyn til venner, jo, selvfølgelig havde Erna venner. Præcis så mange, som hun havde brug for
-Nå, hvad siger du, Erna, klap på aftalen? faderen var utålmodig.
-Hvordan med mor?
-Hvad med hende? faderen forstod ikke.
-Jo, hun kommer forbi et par gange om måneden og bliver i nogle dage. Nogle gange en hel uge. Anden stue er faktisk nødvendig til det.
-Et par gange i måneden? Intet problem! Jeg har en gammel lænestol-seng ude i garagen. Vi pudser den op og sætter den ud i køkkenet. Det er da hyggeligt nok. Tæt på køleskabet også, ha! Behøver ikke gå langt. Her seng, her kantine.
Erna så bare på ham, og nu var hun ikke engang såret længere. Ordene alene, ensom, kattesulten prellede bare af. Hun var stum af forundring. Findes der virkelig sådan en ligefremhed? Tror han virkelig, at han er den klogeste? At alle andre bare er naive?
-Erna, prøv og hør her det er en god løsning for dig! Og så er det jo kun et par gange om måneden, du har besøg, mens jeg og familien skal bo der hver dag! Kan du mærke forskellen?
Jo, selvfølgelig. Ham og familien. Erna var selvfølgelig ikke familie. Det havde hun ikke været længe. Han havde sin kone og tre børn dét var familie! Erna sukkede. Hun orkede ikke engang at diskutere. Hun tænkte bare, hvornår han monser, at han ikke er den eneste med hjerne.
-Far, jeg har jo lige betalt mit boliglån ud. Jeg sled i årevis for den lejlighed Det er sgu lidt ømt
-Åh, kom nu, lad være med det melodrama. Slemt og slemt Du havde jo en god start, ikke? Glemt det? han løftede et øjenbryn.
God start? Han vidste da ellers alt. Ja, god nok starten. Men ikke på grund af dig! Men på grund af mor Ville hun sige, men lod være. Hvad er pointen, når han ikke lytter?
-Far Jeg vil tænke over det. sagde hun bare.
-Ja, selvfølgelig, tænk endelig. Det må man gerne, at tænke. han klappede hende på skulderen som til et gammelt bekendtskab.
***
-Erna! Du skulle ha fejet ham ud og lukket døren, altså! Bytte lejlighed Hvad bliver det næste? Skal du måske give ham den i gave? Fordi han har fået tre unger? Det er jo til grin! moren gik arrigt frem og tilbage i stuen.
-Mor, jeg kunne jo ikke bare Han er trods alt min far. Det er bare mærkeligt, mumlede Erna.
-Datter! Jeg trygler dig Alt det der med at være høflig pyh! Han har det sgu aldrig svært med at bede om noget. Det er bare om at snuppe, når det er andres. Mærk nu, at sådan er han, og du skal ikke tage på samvittigheden forstået? Moren smilede og klappede hende på hånden.
-Jeg tager det heller ikke så tungt. Han har foreslået det før. Først troede jeg, jeg havde hørt forkert eller misforstået det. Jeg kunne ikke tro, at nogen kunne være så fræk Har han altid været sådan? Også med dig?
-Ja, altid. Det er jo begrænset, hvor godt du kender ham, I har jo ikke været tæt på hinanden. Faktisk ved jeg slet ikke, hvorfor han pludselig vil det nu, efter så mange år. Jeg har aldrig forhindret jeres kontakt. Men han gad jo ikke engang Han blev også fornærmet, da vi blev skilt, fordi han ikke kunne få lov at dele min mors lejlighed. Han havde jo boet der! moren lo op, selvom øjnene ikke smilede.
-Så måske skulle jeg bare droppe kontakten? Hvad synes du, mor?
-Ingen grund, Erna. Bliv ikke ligesom ham. Han er jo trods alt din far. Familie Tja, den familie man nu har.
-Ja, familie. Vi tæller bare ikke med det gør kun ungerne og hans kone Erna trak på skuldrene.
Moren trak også på skuldrene. Livet ville vel vise vejen
Erna vendte sig væk. Sjovt, ikke? Derovre familie, her bare ingenting. Derovre tre sønner, som han snakker om uafladeligt. Første skridt, første tabte tand. Hvilken eventyrbog hver dreng nu kan lide, hvem der gik på potte først, og hvem der er god til at spise grønt. Pappaens yndlingshistorier. Og hans kone den store soffahøne.
-Altså mor, jeg lader bare være med at tage det ind. Og hvis han bliver ved, så siger jeg bare direkte nej. Bedre sådan her, end slet ikke noget forhold. Mange har slet ingen far, jo. Og i det mindste drikker han ikke som så mange andre, ikke?
-Måske sagde moren, lidt tvivlende.
Næste gang hun mødtes med faren var det en uge efter, hos ham. Hans familie var smuttet på hospitalet sammen.
-Erna, du kommer lige til tiden! Jeg må lige vise dig: Se det indbyggede skab! Det er jo større end et værelse. Alt dit skrammel kan være der. Kig på tapetet er det ikke lystigt? han gestikulerede begejstret.
-Far
-Og køkkenet lille, men hyggeligt, ikke? Så kan vi sætte den lænestol til mor herude. Køleskabet er ikke nyt, men det må du skifte senere. Jeg har for resten et rabatkort til Elgiganten
-Far! Hvorfor snakker du om rabatkort og køleskab hele tiden? Jeg gider ikke. hun var ked af det.
-Du skal jo se det hele, før du flytter, datter! Se, hvad du får. Han kiggede på hende, men egentlig syntes hun, at hans blik bare gik lige igennem hende.
-Far, undskyld jeg gav dig forhåbninger Jeg flytter ikke. Jeg er glad for min lejlighed sagde hun, tøvende.
-Javel da. Se bruseren! Jeg har lige skiftet den helt ny. Også et nyt toilet, polsk mærke. Han snakkede videre, som om han ikke havde hørt hende…
-Er du døv!? Jeg siger jeg flytter ikke! Jeg kan lide min lejlighed, jeg vil ikke bytte. Slut! En vrede voksede i hende. På ham, på sig selv, på omstændighederne.
-Ingen bytte? Synes du det er synd for os, eller hvad? Hvorfor kommer du så her? Hvorfor overhovedet? Det er ikke fair. Erna, jeg troede på dig. Du har svigtet mig. Han så på hende med et blik, hun ikke kendte. Hun bøjede hovedet og gik ud i stilhed
Hun gik gennem efterårets mærkelige gader og vidste ikke, om hun skulle grine eller græde. Erna stoppede op, tog sin telefon op og slettede farens nummer og alt om ham. Så først åndede hun lettet op. Hvad skal man gøre? Måske var det det eneste rigtige. Og faren? Hvis han vil, kan han finde hende, ringe, skrive, komme forbi Men inderst inde vidste hun, at han ikke ville gøre det. For nu var der ikke mere at hente fra hende. Der blev ingen bytteHun gik videre, mens blæsten tog fat i jakken. Pludselig virkede gaderne friere, som om hvert skridt var hendes eget. Træerne raslede, en hund gøede inde bag et hegn, og i nabohaven rakte gule æbler efter det svindende lys.
For første gang i lang tid følte Erna ikke skyld eller skam kun sin egen puls, sin egen vej. Hun mærkede, hvor stærkt hjertet slog. Måske havde hun tabt noget, måske vundet noget andet. Noget, hun kunne tage med hjem i sin egen toværelses. Der, hvor rummene ikke var for store eller for små, men præcis hendes præcis nok til én, eller til dem hun selv inviterede ind.
Hun smilede for sig selv og satte kursen mod lyset fra sin lejligheds vindue. I aften ville hun åbne et vindue og lade vinden danse frit gennem rummene. Så ville hun ringe til en ven for hun havde venner, faktisk. Lidt efter lidt fyldtes benene med ny styrke, og det gik op for hende:
Nogle døre er først for alvor dine, når du selv vælger at lukke dem.
