-Signe, hvorfor skal du egentlig have sådan en stor lejlighed? Du bor jo alene. Ingen børn, ingen mand, og venner ja, det har du vel heller ikke rigtigt, så vidt jeg ved. Hvad skal du så med en toværelses? Vi er fem presset sammen i vores lille lejlighed, og det er ærligt talt lidt trængt. Kunne du ikke lige overveje at bytte med os? Når mine unger bliver større, kan vi bare bytte tilbage, ikke? Hvad siger du til det? Min far kiggede insisterende på mig med et lidt anstrengt smil.
Hvordan jeg ser på det? Gad vide, hvordan han selv tror, man tager imod sådan noget. Min far, der ikke har givet lyd fra sig i over ti år, dukkede pludselig op og ovenikøbet med et meget spændende forslag. Jeg blev helt stiv af forundring. At nogen kan være så fræk, det havde jeg ikke forestillet mig Og hvad angår venner, ja jeg havde dem da rigeligt til mit behov.
-Nå, Signe, hvad siger du? Skal vi aftale det? han lød utålmodig.
-Hvad med mor? spurgte jeg.
-Hvad med hende da? han så forvirret ud.
-Jamen, hun kommer jo et par gange om måneden og overnatter hos mig nogle dage, sommetider en hel uge. Så jeg bruger altså gæsteværelset.
-Et par gange om måneden? Pyt! Jeg har en gammel sovestol ude i garagen. Den kan sættes ind i køkkenet. Så kan hun bare sove der, og det er da hyggeligt tæt på køleskabet! Han grinede. Så skal man slet ikke gå langt for at finde mad eller kaffe!
Jeg kiggede på ham, men blev ikke engang fornærmet. Hans ord om at jeg var alene, ensom, en gammeljomfru prellede bare af. Jeg var nærmest målløs. Hvordan kan man være så ublufærdig? Tror han, at det kun er ham, der har fortjent noget her i livet, mens vi andre bare er til, for at hjælpe ham?
-Signe, prøv at høre, det ville da være genialt for dig. Mor kommer kun to gange om måneden. Jeg skal bruge plads til familien. Kan du ikke godt se forskellen?
Ja, selvfølgelig. Familien altså: hans nye familie. Signe er bare mig, datteren fra forholdet før, og dét tæller jo ikke længere. Hans tre unger og konen, det er hans rigtige familie nu. Jeg trak vejret dybt. Jeg orkede ikke engang at argumentere, jeg tænkte faktisk kun, hvor lang tid der mon ville gå, før han selv indså, hvordan tingene hang sammen.
-Far, jeg har lige betalt det hele af på boliglånet. Jeg har kæmpet i årevis for at få den lejlighed. Det ville jeg faktisk have det mærkeligt med at give op.
-Nå, nu skal vi ikke gøre det til en sørgelig sag. Det var faktisk nemmere for dig end for mange andre, og det ved vi begge to. Eller har du glemt det? Han så tvivlende på mig.
Nemmere? Det var dog pudsigt, at han sådan havde styr på det. Alt hvad jeg fik til en start, var fra mor men det gad jeg ikke sige. Hvorfor diskutere med et menneske, der alligevel aldrig lytter?
-Far Jeg lover at tænke over det, sagde jeg i stedet.
-Det skal du endelig gøre! Det kan aldrig skade at tænke lidt, grinede han og klappede mig på skulderen.
***
-Signe, du skulle bare have sagt, han kunne rende og hoppe! Bytte lejlighed han kunne jo lige så godt have bedt dig om at forære ham det hele! Hvor er det dog skørt! Min mor gik frem og tilbage i stuen med hænderne truende oppe.
-Mor, altså Han er jo min far. Det føles mærkeligt bare at afvise ham, svarede jeg.
-Du skal ikke have dårlig samvittighed! Han har jo ingen skrupler med at bede om din lejlighed. Du må forstå, sådan har han altid været nærmest ekspert i at få noget for ingenting. Det er ikke dig, der har fejlet, Signe. Det skal du vide, sagde mor og gav mig en blid klem på armen.
-Det er ikke fordi, jeg er ked af det. Det er bare han har spurgt om det før, og jeg troede, jeg havde misforstået. Jeg troede aldrig, nogen kunne være så frække. Var han sådan også dengang I boede sammen?
-Ja, altid. Du har ikke set det før nu, fordi han aldrig gad være i kontakt. Da vi blev skilt, brokkede han sig endda over, at han ikke måtte få en bid af min mors lejlighed. Han mente, at han havde krav på den, fordi han jo havde boet der! Min mor lo, selvom hendes øjne ikke lo.
-Skal jeg så bare lade være med at se ham mere? Hvad synes du, mor?
-Det behøver du ikke, Signe. Du skal ikke blive som ham. Han er trods alt din far. Og for pokker, familie er jo familie, sådan som den nu engang er
-Ja, familie men det er ikke sådan, han ser det, sagde jeg og trak på skuldrene.
Mor nikkede bare. Hun vidste udmærket, hvad jeg mente. Men hvad kan man gøre? Livet må vel vise vejen
Jeg kiggede ud ad vinduet, mens tankerne stod i kø. Hans rigtige familie det var han ikke bleg for at fortælle om i timevis. Hans drenge, konen; hvem der først gik, tabte mælketænder, yndlingshistorien, første blå mærke Alt handlede om dem.
-Okay, mor. Jeg skal nok lade være med at tage det så tungt. Hvis han bliver ved, må jeg bare sige klart nej. Det er trods alt bedre med lidt kontakt end ingen. Mange andre har slet ikke nogen far. Han drikker heldigvis heller ikke, som mange andre mænd. Ikke?
-Måske Mor så på mig lidt usikkert.
Ugen efter skulle jeg så mødes med min far igen. Denne gang hjemme hos ham familien var taget til kontrol på hospitalet.
-Signe, du kommer som kaldet! Jeg vil lige vise dig lejligheden! Se lige det her indbyggede skab. Hvor meget det kan rumme! Og se på tapetet det liver jo rummet helt op! Han førte mig nærmest stolt rundt.
-Far
-Og køkkenet ikke stort, men hyggeligt. Du kan stille morens gamle stol i hjørnet. Køleskabet er lidt gammelt, ikke som dit, men det kan du jo altid selv udskifte senere. Jeg har for resten bonuskort til Elgiganten
-Far! Kan vi ikke lade være med at snakke om køleskab og tapet og alt det? Det begyndte at blive for meget.
-Hvorfor ikke? Du skal jo vide, hvad du siger ja til! Du skal jo bo her og føle dig hjemme, ikke? Han så på mig, men jeg oplevede det, som om han talte til en fremmed.
-Far, undskyld at jeg ikke har sagt det før, men… jeg kommer ikke til at flytte herhen. Jeg har det fint i min egen lejlighed, sagde jeg lidt tøvende.
-Jaja Men kig nu lige på badeværelset! Jeg har lige fået det helt nyt. Og toilettet det er polsk porcelæn, virkelig godt, det lover jeg dig! Han blev bare ved.
-Jeg sagde nej! Jeg flytter ikke, jeg har det godt, som jeg har det, og der bliver ikke noget bytte! Udbrød jeg pludselig. Sur på ham, sur på mig selv og på hele situationen.
-Ingen bytte? Synes du det er småligt? Hvorfor kommer du så her? Og hvorfor lyver du? Jeg havde håbet Men du, du svigter mig, Signe sagde han med et blik, jeg ikke kunne kende. Jeg kiggede ned og gik stille min vej uden at svare.
Jeg spadserede gennem de kølige Københavnske gader, mens løvet faldt omkring mig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg standsede, greb telefonen og slettede alle hans kontakter. Først dér kunne jeg ånde lettet op. Ja, det her var nok det eneste rigtige. Skulle far ville mig, så ved han, hvor han kan finde mig. Men inderst inde vidste jeg, at han nok ikke kom til at ringe. For når alt kom til alt, var der ikke mere at få hos mig. Ingen byttehandel blev det til.
Måske har jeg lært, at man godt må sige nej også selvom det føles svært over for sin egen far. Man skylder ikke altid mere end det, livet allerede har givet.
