Jens holdt mest af at fiske om sommeren, men om vinteren tog han også af sted et par gange. Som han selv sagde, “for at få sig en god omgang frost”. Han fangede ikke meget, men der var altid nok til en fiskesuppe, og lidt til de omkringboende katte.
Nu var Jens sikker på, at isen på Esrum Sø var tyk nok, og han begyndte at forberede sin næste tur. Om morgenen listede han stille sine grejer frem, tog nogle smørrebrød fra køleskabet og sneg sig ud i gården – kone og børn sov som sten på det tidspunkt.
Der var heller ingen på søen. Selv de mest dedikerede lystfiskere foretrak åbenbart at tilbringe nytårsferien hjemme foran flæskestegen frem for i kulden. Det generede dog ikke Jens spor.
“Desto mere fisk til mig,” tænkte han og begyndte i ro og mag at sætte sine stænger op.
Omkring samme tid fik han øje på noget, der bevægede sig nede ved bredden. En temmelig stor, pjusket hund trådte forsigtigt ud på isen og stirrede direkte på Jens. Alting tydede på, at hunden havde tilbragt lang tid i skoven: et uvasket udseende, indfaldne sider og et varsomt blik.
Hunden nærmede sig langsomt, logrede en smule med halen, som for at vise, at den ikke havde nogen aggressive hensigter. Jens havde allerede forstået, at hunden formentlig havde været en tam hund; en vild en var for længst stukket af i stedet for at forsøge at stifte bekendtskab.
Hunden fulgte opmærksomt med i fiskeriet. Den blev især glad, hver gang Jens hev en fisk op af hullet. Hver gang rejste den sig og logrede, som om den glædede sig over fiskerens held.
Smørrebrødene blev delt ligeligt – godt at konen havde pakket ekstra til Jens. Hen mod slutningen af måltidet blev hunden så modig, at den snusede til termokanden med kaffe. Den drik fik dog ikke dens godkendelse.
Der opstod en lidt akavet situation, da Jens begyndte at pakke sammen for at tage hjem. Hunden havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå nogen steder og snurrede rundt om bilen. Jens tøvede: at tage en voksen hund med hjem var ikke en del af planen.
Da bilen rullede af sted, trippede hunden efter – ikke på vejen, men langs rabatten, og trampede sneen med poterne.
Jens kiggede sig først over skulderen, så stirrede han trist på vejen, men efter et par minutter kunne han ikke lade være med at se sig tilbage. Hunden, om end den var mager, hang på. Jens sukkede og trådte på bremsen.
Hele familien tog imod fiskeren derhjemme: børnene og konen var lige blevet færdige med morgenmaden og var gået ud for at bygge en snemand.
“Nå, fik vi en god fangst i dag?” spurgte konen med et smil til Jens. “Fisk er der ikke så mange af. Men til gengæld fik jeg et kæmpe eksemplar,” lo Jens og åbnede bagdøren på bilen. Hunden kom forsigtigt ud og begyndte at logre…
Et par uger senere var al tvivl om, hvorvidt de skulle beholde hunden, forsvundet. Hunden, som havde fået det usædvanlige navn Karpe, havde allerede fuldt tilpasset sig gårdspladsen og lod endda børnene ride på sig. Dyrlægen bekræftede, at hunden var sund og rask, blot underernæret. Men det kunne jo rettes med godt dansk hundefoder…
Nogle gange finder man de bedste gaver i livet, når man mindst venter det – og de kommer i en pjusket indpakning.
