Sandheden kan nogle gange gøre mere ondt end løgnen.
Så hør her, Marit, lyt godt efter. Du kan tænke, hvad du vil om mig, men du kommer aldrig til at bevise noget. Du har ingen vidner, og Ole stoler på mig. Så hvis du vil blive i vores familie, må du acceptere: du skal gøre rent, lave mad og holde tungen i munden. Forstået?
***
Marit giftede sig med Ole for nogle år siden. Snart fik de en søn Mikkel, som nu er seks år gammel. Begge forældre arbejdede for at sikre familien alt, hvad den behøvede, og undgå at falde i fattigdom.
De levede beskedent, men sammen: Marit stod for hjemmet, passede barnet og arbejdede som regnskabsmedarbejder i en lille virksomhed, mens Ole var ingeniør. Det så ud til, at alt gik som planlagt.
Men så blev Ottes (Oles) mor, Gitte, diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom, som krævede løbende behandling, pleje og ekstra omsorg. Hun måtte opgive sit arbejde, og siden da var hun helt afhængig af sin søn.
Marit prøvede at hjælpe Gitte så godt, hun kunne: efter arbejde kørte hun forbi med indkøbssække, lavede supper og bouilloner. Nogle gange tog hun Mikkel med, fordi der ikke var nogen, der kunne passe ham om aftenen. På andre dage kom Ole selv på besøg.
I begyndelsen virkede det naturligt. Men efterhånden begyndte presset at øge. Pengene forsvandt hurtigere end før: medicin, behandlinger, speciel kost. Ole uden videre overførte en del af sin løn til sin mor, og Marit accepterede det. Snart indså hun, at der ikke længere var penge til deres egne behov. Ole så ud til at overse problemet.
Mikkel havde brug for nye sko, børneklubben blev dyrere, vaskemaskinen gik i stykker. Alt gik galt. Marit havde haft det gamle vinterfrakke i over fem år og skulle have en ny, men i stedet hørte hun ofte fra sin mand:
Vær tålmodig. Det vigtigste lige nu er mor.
Hun sagde intet, fordi hun vidste, at sundheden kom først. Alligevel voksede en tung følelse i hende. Hun vidste ikke, hvor længe det ville vare, eller hvad der ventede dem.
En dag, da Marit havde kortere arbejdstid før en helligdag, hørte hun noget fra Gitte, som slog hende i chok.
Den dag fik Marit en bonus. Den var ikke stor, men den var behagelig og uventet. Hun forestillede sig allerede om aftenen: hun og Ole lagde Mikkel i seng, skænkede en flaske rødvin, skar ost, pålæg og frugt og sad bare sammen, som de plejede, væk fra al den udmattelse og de endeløse ærinder.
Med de tanker gik hun ind i supermarkedet, købte friske grøntsager, urter og mælk. Hun tænkte: »Jeg leverer alt dette til Gitte, og så tager jeg hjem og forbereder vores aften.«
Hun havde en nøgle til svigermoderen, blot for en sikkerheds skyld. Så gik Marit roligt ind gennem døren. Fra køkkenet kom en lyd. Først troede hun, det var fjernsynet, men da hun kom nærmere, stod hun helt stille.
Gitte stod ved et påklemmet vindue med en cigaret i den ene hånd, mens hun pustede røgen ud. I den anden hånd holdt hun en telefon.
Selvfølgelig vil jeg fortsat lade som om, sagde hun hæs i røret. Hvad skal jeg? Sønnen hjælper, svigerdatteren springer omkring mig på tæerne. Jeg vil ikke afvise det. Ikke for nogen tåbelig grund. Tak, Vibeke, for at du lavede attestet til mig.
Marits verden gik i stå. Ordene ramte som et slag. Hun sprang baglæns, ramte sin ryg mod dørkarmen, og posen med indkøb gled ud af hendes hænder. Tomater og æbler spredte sig på gulvet.
