Lærke, tro mig, det er ikke, som du tror! Jeg er ikke en hjemløs. Jeg hedder Mikkel Sørensen, og jeg er kommet for at besøge min datter. Det er svært at forklare
Nytårsaften nærmede sig, kun et par timer tilbage. Alle på kontoret var allerede på vej hjem, men Ingrid ventede på ingen.
For at slippe for at skulle møde ind igen den første januar, havde hun besluttet at gøre arbejdet færdigt på forhånd. Hjemme ventede to salater, frugt og et glas mousserende vand i køleskabet alt forberedt i god tid.
Hun havde ingen grund til at klæde sig ud. Det gik hende bare op for, at hun helst ville skifte høje hæle ud med en blød pyjamas.
Det så ud til, at hun og Anders havde slået op for nogle måneder siden, og bruddet var så hårdt, at Ingrid ikke var i humør til at indlede nye forhold. Hun havde fundet ro i at være alene.
Anders havde ringet flere gange for at prøve at vinde hende tilbage, men Ingrid ville ikke starte forfra det ville kun ende i noget, der ikke gik op, så de var ikke et par længere, alt for kompliceret.
Hun ville endda helst ikke tænke på ham; det var fortid, ingen grund til at ødelægge sin aften.
Ingrid steg af minibusen, kun et par skridt fra lejligheden. Ved indgangen så hun en ældre herre sidde på en bænk med en lille gran ved siden af sig.
Måske er han på besøg hos nogen? tænkte hun.
Hun hilste, han nikkede uden at løfte blikket. Hun fik et glimt af tårer i hans øjne eller måske bare lyset fra gadelamperne, men hun gik videre ind i bygningen.
Det blev køligt ud på aftenen, og hun rystede sig. Efter brusebad iførte hun sig sin yndlingspysj, hældte en kop kaffe og gik hen til vinduet.
Underligt nok sad den gamle stadig på bænken. Det er nu over en time siden, jeg er kommet hjem. Nytår er kun to timer væk. Hvis han var på besøg, hvorfor sidder han så udenfor? Hvad er den glans i øjnene? tænkte hun.
Hun dækkede bordet, tændte julelysene på sin egen gran, men tankerne kredsede om den ensomme mand.
En halv time gik, og hun kiggede ud af vinduet; hamlen sad ubevægelig.
Måske har han det dårligt? Det er jo koldt nok til at fryse i.
Hun greb sin frakke og gik ud. Da hun satte sig ved siden af ham, vendte han sig mod hende.
Undskyld, er du i orden? Jeg lagde mærke til, at du har siddet alene så længe. Det er koldt udenfor, må jeg hjælpe dig på nogen måde?
Den gamle sukkede:
Intet, lille ven! Jeg har det fint, jeg bliver bare lidt siddende et øjeblik.
Hvor skal du hen?
Til stationen, så tager jeg toget hjem.
Det behøver du ikke. Jeg vil ikke have, at du står der i kulden i morgen tidlig. Kom med mig, så kan du varme dig og derefter tage af sted, som du skal.
Men
Ingen men! Kom nu!
Ingrid vidste, at hvis hendes veninde Signe havde set hende nu, ville hun have rystet på hovedet. Men Signe var ikke der, og Ingrid kunne ikke bare efterlade den gamle mand.
Den ældre rejste sig og greb den lille gran.
Må jeg tage den?
Selvfølgelig, gør det.
Indenfor placerede han granen i gangen, trak sin frakke af hver skridt var tung, han frøs stadig. Han satte sig ved køkkenbordet, Ingrid hældte te, og han holdt varmen med en krus.
Han tog en slurk, så løftede han blikket.
Lærke, tro mig, det er ikke, som du tror! Jeg er ikke hjemløs. Jeg hedder Mikkel Sørensen, og jeg er kommet for at se min datter. Det er svært at fortælle
Jeg og min ekskone gik fra hinanden for mange år siden, jeg har gjort fejl, og jeg har fundet en ny. Jeg forelskede mig som en ung dreng og så intet andet
Først holdt jeg mig i skjul, så fandt min nuværende kone ud af det med vores datter, og der startede der strid hjemme. En dag smækkede jeg døren i hovedet på mig selv og gik til den, jeg elsker
Datters navn var fem år dengang. Jeg kom forbi, ville hjælpe, men min ekskone, Lise, var stolt og ville ikke tage imod min hjælp. Hun tog ikke engang imod børnebidrag, insisterede på at klare alt selv.
Jeg forsøgte at hjælpe gennem mine forældre, men hun afviste alt. Til sidst begyndte hun at vende datteren imod mig.
En dag, da jeg kom til børnehaven for at aflevere legetøj, løb hun væk, ville ikke tale med mig og sagde, at jeg var en fremmed.
Jeg trak mig så tilbage, ville ikke længere dukke op. Lise og jeg flyttede fra byen. Jeg prøvede at sende penge til Lise til barnet, men pengene kom altid tilbage, så jeg stoppede.
Omkring ti år senere vendte Lise og jeg tilbage til denne by. Mine forældre var allerede gået bort, så vi flyttede ind i deres lejlighed, solgte den og købte et lille hus på landet uden for byen.
Det gik ikke så godt med børnene
For to år siden gik Lise bort, og jeg står nu alene.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg i dag gik til min datter. Jeg håbede ikke på tilgivelse. Jeg har ikke set hende i mange år. Hun bor i den samme lejlighed, som vi engang boede i.
Jeg købte en gran og gik til hende, men hun lod mig ikke komme forbi døren
Jeg forstår alt nu
Hvorfor kom jeg? Hvad håbede jeg at se? Jeg er en fremmed for hende. Hvad forventede jeg?
Jeg har et hus, en god pension, jeg kunne sagtens hjælpe min datter, for hun er den eneste, jeg har.
Alt ville have været anderledes, hvis Lise havde ladet mig se min datter.
Jeg gik væk fra hendes lejlighed og vandrede uden mål. Så endte jeg her, satte mig på bænken og syntes, jeg ville sidde fast. Måske ville jeg bare have siddet her for evigt
Men skæbnen havde andre planer. Jeg må stadig have en grund til at være her Tak, min pige, jeg er blevet varm igen, jeg venter på bussen og tager hjem.
Hvor skal du hen om natten? Bussen kører først om morgenen, og om en halv time er nytår. Bliv her, så lægger jeg dig på sofaen, og du kan tage af sted i morgen.
Mikkel kiggede på Ingrid.
Det er så pinligt for mig, lille ven! Hvem ville ellers lade en fremmed som mig bo her? Ærligt, jeg har ikke lyst til at være alene længere. Hvis du vil, kan jeg blive. Jeg tager af sted i morgen.
Så er vi enige.
Næste morgen pakkede Mikkel sin taske.
Tak, Lærke, for alt. Du er som en engel, du reddede mig fra at gøre noget dumt, for jeg ville egentlig blive her på bænken.
Du skal endelig komme på besøg! Det er ikke langt væk jeg har masser af plads, en lille biavl med fem bistader bag huset, sommeren er skøn.
Lise elskede haven: æbler, pærer, hvad du vil! Om vinteren er det også dejligt, så kom forbi, så kan du slappe af ved floden. Alt er godt her!
Det gør det! Jeg kommer helt sikkert!
Så er det aftalt! Jeg tager af sted, tak igen.
Ingrid så ud af vinduet, indtil Mikkel forsvandt rundt om hjørnet.
Det er sådan livet er de, der er tættest på, kan man ikke nå, mens fremmede nogle gange bliver som familie.
Ingrid mistede begge forældre tidligt, og efter at have lyttet til den ensomme ældres triste historie, besluttede hun sig for, at hun vil besøge ham igen.
Giv et like, og del dine tanker i kommentarfeltet!
Venner, hvis I vil læse flere historier, så skriv en kommentar og husk at like. Det giver os motivation til at skrive videre!
