Mette slikkede resterne af den hvide creme af sin teske.
»Grethe, nu er du pensionist. Der er ikke noget, du skal bruge penge til. Søren og jeg har besluttet at skære i hjælpen.«
På bordet stod en lagkage til 1.800 kroner. Købt for Grethes pension.
Grethe kiggede på den tomme kop. Teen var for længst kold. Inde i hende knækkede noget tørt.
»Hvad mener du med at skære i hjælpen?« spurgte Grethe.
Mette lagde skeen fra sig og tørrede sig om munden med en serviet. Bevægelserne var langsomme, ejerbevidste.
»Lige præcis. Du fik din første folkepension i går. Enogtyve tusinde kroner. Din bolig koster fem tusind. Til mad har du mere end rigeligt. Hvorfor skal du have mere?«
Søren sad ved siden af og kiggede ned i sin tallerken. Han pillede med gaflen i resterne af kagen.
»Søren, synes du også det?« spurgte Grethe.
Sønnen trak på skulderen.
»Mor, altså – vi har huslån. Bilen er på afbetaling. Mette skal have lavet sine tænder. Du sidder bare derhjemme. Du skal hverken bruge buskort eller nyt tøj.«
Grethe trak en papirserviet hen mod sig og tog en kuglepen.
»Jeg sidder hjemme. Med jeres børn.«
»Ja, du er jo bedstemor!« udbrød Mette. »Det er din glæde!«
»De femten tusind, I gav mig,« skrev Grethe tallet på servietten. »Det var ikke hjælp. Det var løn for mit arbejde.«
Mette lo kort. Ikke af lyst. Af vrede.
»Pyh. Nu kører taxameteret. Hvilket arbejde? Du passer dine egne børnebørn!«
»Fyrre timer om ugen. Plus jeg henter dem i børnehaven. Plus jeg laver frokost til dem af mine egne varer.«
»Vi har givet dig børnebørn!« Mettes stemme steg.
»I fik dem for jeres egen skyld, Mette.«
Søren smed gaflen hårdt på bordet.
»Mor, lad være med at begynde. Mette har ret. At betale sin egen mor for at være sammen med sine børnebørn er noget pjat. Vi overfører ikke flere penge. Punktum.«
Grethe rejste sig tavs. Gik hen til kommoden. Åbnede den øverste skuffe. Fandt en nøglebund.
Hun stillede sig ved bordet og lagde nøglerne foran sin søn. Metallet klirrede mod tallerkenen.
»Hvad er det?« Søren rynkede panden.
»Nøglerne til jeres lejlighed. Nu hvor jeg bare er en kærlig bedstemor og ikke en gratis barnepige, ændrer min kalender sig.«
Mette fik røde pletter i ansigtet.
»Hvordan skal jeg forstå det, Grethe?«
»Meget enkelt. Fra i morgen af skal I selv aflevere Emil og Lykke i børnehaven. I tager selv fri, når de er syge. Weekenderne kan børnene være hos jer.«
»Jeg arbejder!« råbte svigerdatteren.
»Det gjorde jeg også. Fyrre år på fabrikken. Nu holder jeg fri.«
Grethe gik hen til hoveddøren og åbnede den.
»Har I drukket teen? Spist kagen? Så er udgangen der.«
Søren rejste sig først. Ansigtet var rødt. Han rev sin jakke ned fra bøjlen.
»Du kommer til at fortryde, mor. Du ringer, når ensomheden rammer.«
Grethe svarede ikke. Hun smækkede døren og drejede låsen om.
Mandag morgen vågnede Grethe klokken otte. Der var stille i køkkenet. Ingen bad om tegnefilm. Ingen spildte saft på den rene dug.
Hun lavede sig en ordentlig kop kaffe. Fandt den fine kop frem.
Dørklokken ringede klokken 8.15. Det ringede længe. Frækt. Uafbrudt.
Grethe gik hen til døren og kiggede i kighullet.
På trappeafsatsen stod Mette. Mobilen klemt mellem øret og skulderen. I den ene hånd en gul pose fra Netto. I den anden hånd holdt hun den fireårige Lykke i hætten på jakken. Ved siden af skiftede den seksårige Emil vægt fra det ene ben til det andet.
»Luk op!« råbte Mette mod den lukkede dør og rykkede i håndtaget.
Grethe trykkede på taleren.
»Jeg sover, Mette.«
»Grethe, lad være med at fjolle! Jeg skal på arbejde klokken ni! Der er karantæne i børnehaven, jeg kan ikke aflevere dem.«
Børnene begyndte at klynke. Lykke gned sig i øjnene med en beskidt luffe.
»Jeg er pensionist. Jeg har en døgnrytme.«
Mette sparkede på døren med sin støvle.
»Så efterlader jeg dem her! På måtten! Så må I selv forklare det til de sociale myndigheder!«
Grethe lagde panden mod det kolde metal på døren.
»Så lad dem stå. Naboen Tove er heldigvis hjemme. Hun ringer straks til politiet. Jeg siger, at moderen efterlod børnene i opgangen og stak af.«
Der blev stille bag døren. Man kunne kun høre svigerdatterens tunge vejrtrækning.
»Du er sindssyg. Din gamle heks,« hvæsede Mette.
Skridtene døde ud. Elevatoren klaprede. De kørte.
Grethe gik ud i køkkenet. Kaffen var kold. Hun hældte den i vasken og lavede en ny. Hænderne rystede lidt. Men indeni var der ro.
Søren ringede ved middagstid. Grethe tog ikke røret med det samme. Hun ventede, til han ringede tredje gang.
»Mor, er du blevet gal?« råbte Søren i røret. Trafikken brummede i baggrunden. »Mette fik en advarsel! Hun kom to timer for sent, fordi hun kørte børnene hen til min svigermor i den anden ende af byen!«
»Hvordan har Karen det? Blev hun glad for børnebørnene?« spurgte Grethe med rolig stemme.
»Du skal ikke provokere mig. Hvorfor stillede du det cirkus op?«
»Søren, jeg advarede jer. Mine ydelser koster penge. I nægtede at betale.«
»Hvad for nogle penge?! Det er dit eget kød og blod!«
Grethe tog servietten med gårsdagens regnestykker.
»Kød og blod? Godt. For tre måneder siden lånte du 130.000 kroner af mig til at reparere gearkassen. Har du betalt dem tilbage?«
Søren tøvede.
»Jeg betaler. Lønnen kommer forsinket, så betaler jeg.«
»Det gør du ikke. Jeg optog et lån på det beløb. Og jeg betaler renterne af min pension. Enogtyve tusinde, Søren. Minus fem til boligen. Minus fire til lånet på din bil. Hvor meget er der tilbage?«
»Jeg kommer med mad til dig!«
»En gang om måneden. To poser risengryn og en kylling. For to tusind kroner. Men børnene spiste for tre tusind om ugen hos mig.«
»Mor, du regner altid på det hele!« hvinede Søren.
»Jeg har måttet lære det. Når ens egen søn gør sig klog på ens pension.«
Grethe lagde røret på. Hun lagde mobilen på lydløs.
Om aftenen summede bankappen. En overførsel fra Søren. Fem tusind kroner. Besked: »Der har du dem. Kvæl i dem.«
Grethe overførte pengene tilbage. Hun skrev ikke en besked.
Der gik to uger.
De levede som fremmede. Der kom ingen opkald. Grethe gik ture i parken. Læste bøger. Afleverede sin gamle frakke til rensning.
Fredag aften bagte hun æblekage. Bare for sig selv. Duften af kanel fyldte det lille køkken.
Der ringede nogen på.
Grethe åbnede døren. I døråbningen stod Søren Petersen. Han så medtaget ud. Øjnene flakkede. Ved siden af ham stod Emil i en beskidt blå jakke.
»Mor, du må redde mig.«
Søren skubbede sin søn ind i gangen.
»Hvad er der sket?«
»Mette er på hospitalet. De mistænker blindtarmsbetændelse. Jeg skal køre derind og finde kirurgerne. Karen har taget Lykke, men jeg har ingen steder at gøre af Emil. Kan han blive her til i morgen? Vær sød.«
Grethe så på sit barnebarn. Han stod med sænket hoved og holdt en tablet i hænderne.
»Okay. Kom ind, Emil. Tag jakken af.«
Søren udåndede, som om han havde smidt en sæk kartofler fra skuldrene.
»Tak, mor. Jeg ringer i morgen formiddag.«
Døren smækkede hurtigere, end Grethe fik spurgt om hospitalets navn.
Emil tog jakken af og smed den på gulvet.
»Saml den op og hæng den på knagen,« sagde Grethe roligt.
Drengen så på hende fra under panden. Samlede jakken op.
»Er du sulten?«
»Nej. Vi spiste på McDonald’s.«
De sad i køkkenet. Grethe skar æblekagen op.
»Hvordan går det med din mor? Har hun meget ondt i maven?«
Emil guffede kage i sig.
»Mor har ikke ondt i maven.«
Grethe stivnede. Kniven stoppede en millimeter fra tallerkenen.
»Hvorfor sagde far, at hun var på hospitalet?«
»Det ved jeg ikke. Mor prøvede badetøj derhjemme. De kørte til et spa-hotel. Det er tante Gittes fødselsdag.«
Inde i hende lukkede noget sig med en tung lås.
Hun lagde kniven fra sig. Tørrede hænderne. Tog telefonen.
Hun åbnede Gittes profil. Mettes lillesøster. Den første story blev indlæst med høj festmusik.
En træbro. Et opvarmet poolområde. Mette i en ny grøn badedragt med et glas champagne. Tekst: »Piger er piger! Mændene har betalt for weekenden!« Lagt op for fyrre minutter siden.
Skovridergården lå tyve kilometer uden for byen.
Telefonen bublede op med en besked fra Søren.
»Mor, det var en falsk alarm. Ikke blindtarmen. Men lægerne sagde, hun skal ligge ned. Vi bliver hos hendes mor til søndag. Lad Emil bo hos dig i to dage. Knus.«
Grethe så længe på skærmen. Så så hun på Emil. Han smurte æblefyld ud over bordet.
»Emil, tag tøj på.«
Drengen løftede hovedet.
»Hvorhen? Vi kom lige.«
»Vi kører hen til din mor. Vi skal sige tillykke til tante Gitte.«
Taxaturen kostede 1.200 kroner.
I bilen duftede der af billig luftfrisker og våd sne. Emil faldt i søvn på bagsædet. Grethe så ud ad vinduet. Nøgne sorte træer fløj forbi.
Der var ingen vrede. Kun kold beregning.
Bilen stoppede ved smedejernsportene til Skovridergården.
Grethe betalte. Hun trådte ud i den kolde luft og fik den søvnige Emil ud af bilen.
Drengen gabte og gned sig i øjnene. Jakken var skævt lynet. Huen sad skævt.
I receptionen stod en høj kvinde i en stram uniform.
»Godaften. Kan du fortælle mig, hvor Gittes fødselsdagsfest foregår?«
Kvinden smilede professionelt.
»Perlesalen. Nede ad gangen til højre. Skal jeg følge dig?«
»Vi finder selv vej.«
Grethe holdt Emil hårdt i hånden. De gik gennem gangen med det bløde tæppe. Der spillede dæmpet loungemusik. Luften lugtede af dyr parfume og stegt kød.
Hun skubbede til den tunge egetræsdør ind til Perlesalen.
Indenfor var der omkring tyve mennesker. Et langt bord var fyldt med mad. Dæmpet lys. En buttet mand holdt en tale.
Mette sad ved siden af fødselsdagsbarnet i en aftenkjole med bare skuldre. Håret var flot sat.
Søren sad over for hende. Han grinede, lænet tilbage i stolen, med et glas whisky i hånden.
Grethe trådte ind i lokalet. Skridtene knirkede mod parketgulvet. Emil snublede over en stol og klynkede.
Et par gæster vendte sig om. Talen døde ud.
Søren drejede hovedet. Hans smil forsvandt så hurtigt, som om det var blevet tørret af. Ansigtet blev hvidt.
»Mor?« stønnede han. Glasset klirrede mod tallerkenkanten.
Mette bøjede sig frem. Hendes øjne blev runde som underkopper.
Grethe gik direkte hen til deres bord.
Hun råbte ikke. Hun bandede ikke. Hun talte roligt, men så alle i lokalet kunne høre hende.
»Søren. I har glemt jeres bagage.«
Hun skubbede Emil frem. Han løb hen til sin mor og trykkede næsen mod hendes aftenkjole og efterlod et fugtigt mærke fra det beskidte jakkeærm på silken.
»Mor, jeg vil have noget at spise!« klynkede Emil.
Mette pressede kæberne sammen, så kindbenene stod frem.
»Grethe, hvad fanden laver du?« hvæsede svigerdatteren. »Du gør os til grin foran vores venner! Gå din vej og tag ham med!«
Gitte, fødselsdagsbarnet, rejste sig halvt op.
»Søren, hvad er det for et cirkus? Du sagde, I havde styr på børnepasningen.«
Søren sprang op. Han greb fat i Grethes albue. Fingrene klemte hårdt.
»Hvorfor dukkede du op? Jeg bad dig jo!«
Grethe sænkede langsomt blikket mod hans hånd. Så kiggede hun ham lige i øjnene. Hun så på ham, som om han var en forhindring. Som om han var et tomrum.
»Tag hånden væk, Søren.«
Han slap.
»I har løjet for mig,« sagde Grethe med klar røst, så gæsterne også kunne høre det. »Om blindtarmen. Om hospitalet. I stillede barnet som bagage i en opbevaringsboks og kørte ud for at drikke.«
»Vi er trætte! Vi har ret til at holde fri!«
»Det har I. Men for jeres egne penge. I holder fri sammen med børnene. Jeg er pensionist. Min arbejdsdag er slut.«
Grethe vendte sig om.
»Bedstemor!« råbte Emil.
Hun vendte sig ikke. Hun gik mod døren med blikket lige ud.
Sønnen råbte efter hende:
»Du er ikke længere min mor! Glem vores nummer!«
Døren lukkede sig bag hende og skar larmen fra.
I gangen var der stille. Grethe rettede på kraven på sin frakke. Bestilte en taxa tilbage. Indeni var der en mærkelig tomhed, som af en eller anden grund gjorde det meget lettere at trække vejret.
Søndag eftermiddag drejede nøglen tungt i låsen til Grethes lejlighed.
Døren rystede under et slag. Så kom dørklokken. Lang. Rasende.
Grethe var i gang med at lave te i sin yndlingskop med katte på. Hun skyndte sig ikke. Hun tog kedlen fra blusset, tørrede bordet af med en svamp. Gik hen til døren. Åbnede den ikke.
»Hvem er det?«
»Luk op!« råbte Søren ind gennem døren. »Har du skiftet låsene?!«
»Ja. En låsesmed var her i morges. Han tog to et halvt tusind kroner. Af min pension.«
Søren hamrede på døren med knoerne.
»Mor, er du ikke rigtig klog?! Mette har ikke talt med mig i to dage! Gitte smed os ud af festen! Min chef var der, han så det hele!«
»Det er dit problem, Søren.«
»Smid mine ting ud!« råbte sønnen fra opgangen. »Værktøjet, fiskestængerne, skøjterne. Alt det, der stod på din altan.«
»Det gør jeg. På fredag. Jeg pakker det i kasser og stiller dem ved affaldsskakten.«
»Du er syg! Du gjorde dit eget barnebarn til grin! Du har ødelagt drengen psykisk!«
»Det er forældrene, der ødelægger ham – forældre, som han er i vejen for, når de vil drikke champagne på et spa-hotel.«
Der blev helt stille bag døren.
Så hvæsede Søren:
»Du dør alene. Der er ingen, der bringer dig et glas vand.«
Grethe smilede. Til sit eget spejlbillede i kighullet. Smilet var hårdt.
»Jeg køber en vandkøler. Med hjemmelevering. Farvel, Søren Petersen.«
Hun trådte væk fra døren. Skridtene på trappen døde ud.
I køkkenet duftede der af frisk te og fred. Der var ingen fremmede beskidte sko, ingen ødelagte legetøj, ingen skrigende familier. For første gang i mange år tilhørte hun kun sig selv.
Grethe Petersen satte sig ved bordet og nippede til den varme te.
Hvad ville du have gjort i Grethes sted: beholdt barnet og slugt løgnen, eller kørt ham direkte til festen og afleveret ham til forældrene?
Nogle gange er den kærligste ting at sætte grænser – for andre og for sig selv.
