Bare rolig, Svend! Ikke så trist! Du fejrede nytåret som en konge!
Endelig ankom han til sin hjemby. Svend steg af perronen, gik ud på taxapladsen og vandrede mod busstoppestedet. Han havde ingen idé om, at han endnu i dag skulle overraskes af sine egne tanker.
Humøret var tungt, for han havde netop haft en knivsægsamtale med Rigmor. Hun gnavede på ham, kaldte ham egoistisk og ligegyldig.
Hvorfor ligegyldig? Han havde jo ønsket hende et godt nytår, men hun havde slukket for telefonen. Hun var så såret!
Tre dage forsøgte han at ringe, men hun lukkede øret. Så holdt han op med at ringe han ville ikke længere blive afvist.
Hun havde endog glemt at rose hans forældre og søster, for ikke at tale om ham selv. Nu stod han klar til at konfrontere hende ved døren.
Han mindede sig selv: Bedre at angripe end at holde sig tilbage. Så gik han ind i lejligheden med en kampklar attitude.
Stilen var dødsgammel stilhed.
Hej! Er der nogen levende her? Rigmor, jeg er hjemme! råbte Svend, men intet svar kom.
Køkkenet var tomt. Så et rum efter et andet intet liv. Pludselig faldt alt som et maleri: den lille barneseng var væk, kommoden med blebordet og barnevognen, som hans svigerforældre havde givet dem, forsvandt.
Han gik til garderoben: hylden, hvor Rigmors tøj normalt hang, stod bar.
Er hun gået helt hul i hovedet? Har hun smidt mig? tænkte han.
Han ringede til svigermor, men intet kom. Så prøvede han Katrine, Rigmors veninde også stilhed. Til sidst nåede han Mikkel, Katrines mand.
Mik, hej! Kan du give mig Katrines telefon? Jeg kan ikke nå hende, sagde han.
Katrine er lige nu på landet med barnet, vi fejrede nytår der. Der er dårligt net, svarede Mikkel.
Jeg kom i går, for i dag skal jeg på vagt. De holder stadig ferie, fortsatte Mikkel. Hvorfor har du brug for Katrine?
Jeg tænkte, at hun måske ved, hvor min Rigmor er. Jeg kom fra mine forældre, men hun er væk, og alt vi har købt til barnet er også væk, svarede Svend.
Din kone skulle snart have født, og du kørte af sted på ferie og lod hende alene? undrede Mikkel.
Hun ville ikke tage med. Lægen sagde, at hun skal føde den tiende eller ellevte januar. Det er muligt at nå det, svarede Svend.
Så er du en skygge, Svend, grinende sagde Mikkel. Du er så sikkert allerede single. Ring til hospitalet, hun er sikkert der, råbte han.
Ti dage tidligere.
Jeg forstår dig ikke, Svend, sagde hans mor i telefon. Hvorfor skal du blive hjemme på helligdag? Rigmor vil ikke rejse, du må tage alene. Terminen er om to uger, du kan nå den.
Så vil hele slægten samles: tante Villy med onkel Søren, Lina med Victor, Olga med Palle. Så er jeg og far og Vicky med Gustav.
Vicky har reserveret et fjeldhotel i skoven i fire dage, fra den 30. december til den 2. januar. forklarede hun. Den 31. december er der en banket med kunstnere i restauranten. Jeg har betalt for dig, du betaler tilbage. Du skal bo hos os til jul, så du kan nå termin.
Rigmor ville ikke tage med:
Svend, jeg kan blive fanget enhver dag. Forestil dig: alle danser, og så går det i mig. Vil en ambulance nå fjeldhotellet?
Nej, jeg går ingen steder.
Mor siger, at kvinder regner deres sygdom som en god undskyldning, mens en baby er et heltemod. Hun har haft tre børn og stadig nået alt, sagde hun.
Svend vidste, at Rigmor havde ret i noget, men han så for sig den kedelige nytårsaften med kun to personer ved et lille bord, hvor Rigmor allerede havde sagt, at hun ikke ville lave noget ekstraudvalg. En melankoli sank over ham.
Alt mens hans slægt ville synge og danse i restauranten, forlod han alene byen.
I fjeldhotellet var der fest. Halv to om natten, da nytåret allerede stod for døren, gik Svend ud fra ballsalen til lobbyen for at ringe til Rigmor, men hun svarede ikke.
Så er det okay at være såret, han tænkte. Hun er også skyldig. Hun kunne lige så godt have stået her og festet.
Næste dag udbrød hans mor i vrede over svigerdatteren:
Rigmor har ikke engang ringet for at ønske mig og far et godt nytår! Hun har såret os, min søn.
Hun forstår ikke, hvad familie er, så vi er alle sammen her, mens hun er alene. Lad hende sidde og tænke, sagde mor.
Rigmor havde på den nytårsnat intet andre end Svend i tankerne, men hverken svigerfar eller svigermor.
Hendes forældre, der opdagede, at datteren var alene, inviterede hende hjem. De planlagde ingen stor fest.
Hendes bror boede i København, arbejdede i en døgnproduktion, så han havde ingen fri, og forældrene ville fejre nytår kun som to.
Den 31. december klokken ni om aftenen begyndte Rigmor at føle smerter.
De kaldte en ambulance. Mor kørte med hende, far fulgte i bilen.
Rigmor endte på hospitalet, mens forældrene ventede i lobbyen. Rigmor blev mor til en dreng
Svend besluttede at følge Mikkels råd og ringede til hospitalet.
Kollegaen? Hun blev udskrevet i går, lød svaret i informationsskranken.
Udskrevet? kunne Svend næsten ikke tro det. Er barnet allerede født?
Ja, den første januar, halv to om morgenen.
Hvem hentede hende? spurgte Svend.
En ung mand, vi noterer ikke den information i registret! svarede de.
Svend indså, at kun forældrene kunne have hentet hende, så både mor og barn var hos dem.
Han købte en buket roser og satte kursen mod deres hus.
Døren åbnede svigerfaren.
Hvad vil du?
Hej, jeg er her for at se Rigmor, sagde Svend.
Hvorfor? spurgte ham far.
Jeg er hendes ægtemand, svarede svigersønnen.
Rigmor! råbte svigerfaren. En fremmed mann siger, han er din mand. Vil du tale med ham?
Nej, lad ham gå, svarede Rigmor fra bagved.
Svigerfaren rystede på hovedet:
Sådan er det. Farvel, unge mand! og smækkede døren.
Svend stod et øjeblik, ringede igen.
Den gang åbnede svigermoren en høj, robust, rungende kvinde. Ærligt talt skræmte hun ham en smule.
Forstod du ikke? spurgte hun.
Lad mig komme ind, begyndte Svend tappert. Jeg har ret
Før han nåede at afslutte, snuppede hun buketten ud af hans hænder og smed den flere gange mod hans kind.
Hvad du tror, du har ret til, vil en advokat fortælle dig! Ring ikke mere, mit barnebarn sover, sagde hun, smed rosebladene på hans fødder og smækkede døren.
Svend gik hjem, mens han gentagne gange gnidde sig i ansigtet roserne var smukke, men med torne.
Da han kom hjem, ringede han til sin mor.
Forestil dig, de lod mig ikke komme ind i lejligheden, og jeg fik ikke set min søn, sagde hun.
Bare rolig, Svend. Rigmor vil komme tilbage med barnet. Giv hende ingen penge, lad forældrene fodre den, så er den fri om en uge eller to. Du skal sove, du har arbejde i morgen, svarede hun.
Han spiste færdig med frosne pølser fra kiosken og gik i seng.
Han sov roligt, uvidende om, at dette var hans sidste nat i den lejlighed.
Næste dag kom han fra arbejdet og så sine ejendele samlet i kasser og sorte poser på trapperummet.
Han ringede. Svigermoren åbnede døren til den toværelses lejlighed, som nu tilhørte hende.
Nå, min kære svigersøn, husker du adressen på dit kollegieværelse, eller skal jeg minde dig? Pak dine ting, alt hvad du har, smider rengøringspersonalet væk i morgen!
Svend måtte flytte ud i kollegieværelset.
Retten skilte dem. Svend hadede kollegieværelset, men da lønnen kom, blev der trukket alimony og fem tusinde kroner til ekskone. Han så, at der knap var noget tilbage.
Spar op! Du skal også købe din egen lejlighed, råbte Mikkel. Bare rolig, Svend! Ikke så trist! Du fejrede nytåret som en konge!
Rigmor boede tre år hos sine forældre, mens de hjalp med den lille Søren. De lejede deres lejlighed ud.
Da Rigmor vendte tilbage til arbejde, flyttede hun og sønnen tilbage til deres gamle hjem. Efter renoveringen var intet af Svend tilbage.
Hvad synes du om Sveds handling? Del dine tanker i kommentarer, giv et like.
Venner, hvis I vil læse flere mærkelige drømmehistorier skriv en kommentar og husk at like. Det giver os energi til at skrive videre.
