Tirsdag den 15. april. Naboerne grinede, da jeg begyndte at fodre den hjemløse kat ved opgangen. Hver dag lagde hun sig foran den samme dør. Ingen spurgte hvorfor.
Jeg fejede gården fra klokken seks om morgenen, som jeg altid gør. Kosten skraber mod den våde asfalt, og den lyd har længe været vækkeuret for de første tre etager. Bladene dufter surt og råddent, selvom det står april på kalenderen.
Katten sad på nederste trappetrin i opgangen. Trefarvet, mager. Pelsen filtret på siderne, og ribbenene stod frem, selv på afstand. Hun så på mig med grønne øjne og åbnede munden lydløst, som om hun mjavede, men nogen havde skruet lyden helt i bund.
Jeg standsede op og stillede kosten op ad væggen. Satte mig på hug, mens knæene knagede i morgenkulden.
– Hvor kommer du dog fra?
De grønne øjne blinkede. Munden åbnede og lukkede sig igen uden en lyd.
Næste morgen sad hun på samme sted. Dagen efter også. Jeg hentede en aluminiumsskål fra køkkenet og resterne af aftenskyllingen. Hun spiste langsomt, med ørerne presset tilbage, som om hun ventede et baghold. Men efter maden gik hun ikke. Hun gik op ad trapperne og lagde sig foran døren til nummer tolv. Netop tolv, ikke tretten eller ti.
På tredjedagen bemærkede jeg den vane. På femtedagen holdt jeg op med at tro på tilfældigheder.
Lærke fra fjerde etage kom ud med en affaldspose mandag morgen og standsede op, stirrede på skålen ved trappen.
– Gert Pedersen, har du indrettet en hel restaurant til den her?
– Jeg fodrer den, – trak jeg på skuldrene og fortsatte med at feje.
Lærke gav sig ikke.
– Det var da godt nok. Lopper, snavs, hår over det hele. Familien i trettende har en lille dreng, har du tænkt over det?
Hun talte højt og selvsikkert, og sød parfume overdøvede selv lugten af våd asfalt. Røde negle blinkede, da hun skiftede greb om posen.
Torben fra anden etage stod og røg under skuret i sine slidte joggingbukser. Grinte gennem røgen.
– Pedersen, du er jo en kattehvisker. Måske kommer hun med vinderlodder til dig?
Jeg tav. Så sagde jeg lavt, uden at henvende mig til nogen bestemt:
– Den kat kom ikke tilfældigt.
Lærke fnøs. Torben tog et dybt drag og puste langsomt ud, med blikket et sted derhenne.
– Filosof, – mumlede han og gik op.
Kosten skrabede videre. Katten lå foran døren til tolvte, med de tynde poter trukket ind under sig, og stirrede uafbrudt på dørtrinnet. Tavs.
Valborg Sørensen i tolvte boede alene. Hun var over halvfjerds, præcis alder kendte ingen, fordi hun ikke fejrede fødselsdage og ikke inviterede gæster. Lille, tør, altid i blåt tørklæde og en gammel grå frakke.
Før i tiden gik hun ned hver morgen efter brød. Jeg så hende gribe gelænderet med begge hænder og sætte foden på trinet forsigtigt, som om hun testede isen. Hun kom tilbage med et franskbrød i posen og en mælkekarton. Nogle gange nikkede hun, andre gange gik hun tavs forbi.
Jeg prøvede at huske, hvornår jeg så hende sidst. To dage siden. Eller mere.
Efter min kone døde opdagede jeg, at jeg lyttede ved andres døre. Fire år med den vane.
På anden etage standsede jeg op foran døren. Malingen nederst var skaldet ned til træet. Der var stille bag døren.
Katten sad ved mine fødder og stirrede på døren uden at blinke.
Onsdag stødte jeg på Lærke på trappen.
– Har du set Valborg på det sidste?
– Hvem? Nå, hende fra tolvte, – Lærke rettede på håret. – Nej. Hun sidder altid inde, eneboer. Måske er hun rejst.
– Hun har ingen familie.
– Nå ja, – Lærke slog ud med hænderne. – Så kommer hun bare ikke ud. Det er jo koldt endnu.
Udenfor var der fjorten grader. Jeg gad ikke diskutere. Lærkes hæle smældede ned ad trappen, og parfumeduften døde hen i opgangen, som om den aldrig havde været der.
Jeg vendte tilbage til døren. Bøjede mig ned og trykkede øret mod sprækken. Intet. Eller næsten intet.
Katten gav lyd. For første gang. Stille, hæst, som om halsen havde glemt, hvordan det gøres, men forsøgte. Et svagt “miav”, mere som et åndedrag.
Jeg satte mig på hug og strøg hånden langs hendes ryg. Ribbenene taltes ét for ét under pelsen, som eger på et gammelt hegn.
Katten flyttede ikke blikket fra nøglehullet.
Jeg bankede på morgen og aften og midt på dagen. Ingen åbnede.
Torben stod på reposen og røg, mens han iagttog.
– Pedersen, seriøst. Lad være med at bekymre dig. Gamle mennesker gider nogle gange ikke snakke. Min mormor lukkede sig inde i en måned; det viste sig, at hun så en tv-serie.
– Valborg har intet fjernsyn.
Torben tav, mumlede noget utydeligt og forsvandt ind ad sin dør.
Næste dag vaskede jeg gulve på første etage, da lyden faldt oppefra. Ikke mjav.
Den våde klud faldt ud af mine fingre og smækkede mod trinnet.
Jeg løb op, to trin ad gangen.
Katten stod foran døren til tolvte.
I trettende gik låsen, en nabo kiggede ud.
– Hvad sker der?
– Ring efter ambulance, – sagde jeg roligt, uden pause. – Og efter brandvæsenet. Døren skal brydes op.
– Kan du ikke bare…
– Ring. Nu.
Hænderne var våde af gulvkluden. Jeg tørrede dem af på jakken; lappen på albuen blev gennemblødt.
Låsen blev brudt op efter tyve minutter. Døren gled op med en tør knirken, og tung, stillestående luft strømmede ud på trappen. Jeg gik ind først.
Valborg lå på gulvet i gangen mellem køkken og stue. En tøffel fra venstre fod stod op ad væggen, helt lige, som om den var sat der med vilje. Ved siden af lå tørrede glasstumper, og på linoleummet var en hvidlig ring efter vand, der allerede var fordampet.
Telefonen stod på kommoden i stuen. Halvanden meter fra den udstrakte hånd. Halvanden meter viste sig at være for langt.
Lægerne sagde senere: brækket lårbenshals, dehydrering. Endnu ét døgn, og de ville ikke have nået det.
Da de bar hende ned på båren, var Valborg ved bevidsthed. Tørre læber, slørede øjne, gråt ansigt. Men hun så ikke på lægerne eller naboerne ved rækværket.
Hun så på katten, som igen sad tavs på nederste trappetrin. Munden på katten stod åben. Ingen lyd.
Fingrene på tæppet bevægede sig næsten umærkeligt.
– Gert, – hviskede hun. – Giv hende noget mad. Vær sød.
Halsen snørede sig så meget, at jeg kun kunne nikke.
Ambulancedørene smækkede, blålys malede gården rød-blå og de kørte. Lærke stod på afstand, hånden trykket mod munden. Torben sad på bænken med albuerne på knæene.
Morgenen efter gik jeg ud i gården klokken seks, som altid.
Skålen ved opgangen var fuld. Ved siden af stod en anden skål, grøn, af plastic, tydeligvis fra nogens køkken. I den var der rent vand.
Jeg så op mod de mørke vinduer. Intet lys brændte. Men på femte etage knirkede en ventilationslem.
Kosten skrabede som sædvanlig mod asfalten. Ti minutter efter kom Lærke ud. Uden makeup, i en jakke over natkjolen. Hun standsede på trappen og stivnede, stirrede på katten, der spiste fra skålen.
Stod der. Bøjede sig så og strøg hånden over den filtret pels. Hurtigt, næsten i smug.
Og gik hen til skraldespandene uden at se sig tilbage.
Torben kom senere med et ternet tæppe rullet sammen.
– Pedersen, – han rømmede sig. – Her. Hvis hun fryser om natten. Det er gammelt, men jeg har vasket det.
Han lagde det på trinnet og gik uden at vente på svar. Jeg bredte tæppet ud på trinnet. Katten snusede til stoffet, trampede lidt med poterne, krøb sammen og lukkede øjnene.
I gården duftede der af vådt løv og af noget andet.
Skålen stod ved opgangen med foder. Og ingen grinede længere.
