Maren Sørensen, 84årig enke, sad på busstoppestedet uden for sit lille rækkehus i den stille landsby Ringe og vidste ikke længere, hvilken vej hun skulle gå. På bænken lå hendes slidte stoftaske og en papkasse, som næsten indeholdt alle hendes ejendele.
Jeg smed Rasmus ud, jeg frygtede ingen, sagde hun hårdt gå din vej, gammel, væk herfra, lad være med at stjæle vores brød!
For kun tre år siden boede fem i den treværelses lejlighed: Maren, hendes datter Kirsten, deres søn Mikkel med sin hustru Nina, og deres lille dreng, Marens oldebarn, Jonas.
Alt begyndte at gå i opløsning, da den nye regnskabsassistent, Rikke, kom fra København og ind i deres lille fællesskab. Hvorfor hun kom, vidste ingen. Hun fik et værelse på kollegiet, et job i den lokale fabrik, og man sagde, at hun bare skulle leve sit liv. Men hun ville mere. Hun begyndte at kigge på mændene, og hendes øjne faldt på Mikkel. Gift? Som man siger i Danmark: En kvinde er ingen mursten.
En aprilkold morgen kom Mikkel hjem fra fabrikken, samlede sine ting og gik ud af døren, mens han kun sagde til dem, der var tilbage:
Jeg er først 45, når jeg forstår, hvad ægte liv og kærlighed er!
Nina sagde intet. Hun ventede, indtil Jonas havde bestået sine skoleeksamener, og så begyndte hun også at pakke:
Vi flytter til byen, Jonas skal have et universitet, vi bor i mit forældres gamle hus. Det har stået lukket i tre år, men vi kan renovere det. Hvis vi ikke kan, hjælper min bror. Jeg finder hurtigt et job på skolen.
To dage senere ankom broren med en lille varevogn, lastede de ud, og de kørte. Jonas omfavnede sin bedstemor hårdt:
Må du ikke savne mig, Mormor, jeg kommer snart igen.
Han kom to gange, så længe Kirsten levede. Da hun døde, flyttede Mikkel og Rikke ind i lejligheden, og Jonas dukkede aldrig mere op.
Maren levede nu i en tilstand af rådvildhed. Rikke begyndte at indføre sine egne regler. Først inviterede hun Maren til bordet og serverede den mad, hun selv lavede til sig og Mikkel. Så beordrede hun:
Du må ikke forlade dit værelse.
Jeg har så mange krummer på køkkenet, det er nemmere for mig at gøre rent én gang om ugen i dit værelse end at skrubbe gulvet tre gange om dagen her.
Siden da lavede Rikke kun grød til Maren havre, byg eller hirse og Maren spiste den til både morgen, middag og aften, skyllet ned med stærk sort te.
En dag kom Rikke med nyheden om, at hendes søn ville komme på besøg om en uge. De drøftede, hvilken slags arbejde han kunne få, for efter kolonien ville han ikke få nogen almindelig stilling.
Morgenen efter gik Mikkel på arbejde, og Rikke beordrede Maren:
Her er adressen på plejehjemmet. Kør derop, og sig tak, fordi jeg ikke smed dig ud på gaden.
Hun skubbede et kort i Marens hånd og smækkede døren i ansigtet.
Maren gik til busstoppestedet, men vidste ikke, hvor hun skulle videre. Hun så en ung mand stå ved skranken.
Dreng, læs adressen for mig, fortæl mig, hvilken bus jeg skal tage.
Den unge mand kiggede på hende, sukkede og sagde:
Hvor skal du hen, gamle Morten? Jonas er på vej, han leder efter dig. Jeg ringer ham straks.
Fem minutter senere sprintede Jonas ind. Det viste sig, at Ninas tidligere nabo, en pensioneret plejehjemsperson, havde ringet i går og fortalt, at Rikke ville have Maren indlagt på plejehjem. Så hun havde spurgte om adressen. Derfor bad hun Jonas om at hente sin bedstemor med det samme.
Jonas samlede sine ting og sagde:
Jeg henter dig, bedstemor, som en dronning, i en taxa til byen. Mor har allerede gjort et værelse klar. Og i haven blomstrer æbletræerne så smukt!
Da Rikke og Mikkel hørte, at Jonas ville tage Maren med til byen, blev de glade men kun et kort øjeblik. Da papirerne blev gennemgået, viste det sig, at lejligheden fra starten havde tilhørt Maren. Hendes afdøde mand havde ret til livslangt ophold, så Rikke og Mikkel måtte flytte tilbage til kollegiet.
Maren solgte lejligheden, og pengene 250.000 kroner gik til Jonas, så han kunne købe et eget sted i Aarhus. Priserne i storbyen var høje, så han nøjs med en etværelses lejlighed i en ny, rummelig bygning. Han planlagde at gifte sig, så der nu var et tak over hovedet for den unge familie.
