Maren Sørensen, en 84årig bedstemor, sidder på busstoppet ved siden af sit hus og ved ikke, hvor hun skal hen. På bænken ligger en kludklædt taske og en indkøbspose, hvor næsten alle hendes ejendele har fundet plads.
Jeg har smidt Rikke ud, ingen har turdet sige noget gik hun så bare, din gamle, væk fra her, så du kan slappe af uden at vi med Ilya mister vores lille liv, siger hun i tankerne.
For kun tre år siden boede de fem sammen i den lille treværelses lejlighed i Aarhus: Maren, hendes datter Ane, barnebarnet Mikkel med sin hustru Camilla og deres søn, Marens oldebarn Rasmus.
Alt begynder at falde fra hinanden, da en ny revisor, Rikke, får job på Mikkels arbejdsplads. Hun er flyttet fra København til deres landsby ingen ved, hvorfor. De giver hende et værelse på et kollegieværelse, hun får ansættelse. Alt burde gå glat, men Rikke kan ikke finde ro. Hun begynder at kigge på mandlige kolleger og vælger Mikkel. Gift? Som man siger, en kone er ingen mur.
I april kommer Mikkel hjem fra arbejde, pakker sine ting og er den eneste, der ses. Han siger ved farvel:
Jeg er kun femogfyrre år gammel, men først nu forstår jeg, hvad ægte liv og kærlighed betyder!
Camilla siger intet. Hun venter, indtil Rasmus har bestået sine skoleprøver, og så planlægger hun:
Vi flytter til byen, så Rasmus kan gå på universitetet, men vi bor i det gamle hus, mine forældres. Det er lukket i tre år, men vi reparerer det. Hvis vi ikke kan klare det selv, hjælper min bror. Jeg får hurtigt et job i skolen.
Om to dage ankommer broren, læsser deres kufferter i en lille varevogn, og de farer af sted. Rasmus krammer sin bedstemor farvel:
Savn mig ikke, mormor, jeg kommer på besøg.
Han dukker op to gange, så længe Ane stadig lever. Da Ane dør, flytter Mikkel og Rikke ind i lejligheden, og Rasmus ser dem aldrig igen.
Maren får et forfærdeligt liv. Rikke begynder at sætte sine regler. Først er hun lidt genert, kalder Maren til bordet og giver hende mad, som hun selv laver til Mikkel. Så beordrer hun Maren til at blive i sit værelse:
Der er for meget rod i køkkenet, jeg vil hellere gøre rent en gang om ugen i dit værelse end tørre gulve tre gange om dagen her.
Siden da laver Rikke grød havre, byg eller perlegrød som Maren spiser morgen, middag og aften, og skyller den ned med sort te.
For nylig siger Rikke, at hendes søn kommer om en uge. Hun og Mikkel diskuterer, hvilken job han skal have efter fængslet får han ikke noget højtstående arbejde.
Morgenen efter går Mikkel på arbejde, mens Rikke beordrer Maren:
Her er adressen på plejehjemmet. Kør derhen, og sig tak fordi du ikke blev smidt ud på gaden.
Hun skubber et stykke papir med adressen i Marens hånd og smækker døren.
Maren går til busstoppet, men ved ikke, hvor hun skal videre; hun ser dårligt, kan ikke læse adressen. En ung mand står ved bussen. Hun spørger:
Dreng, kan du læse adressen og sige, hvilken bus jeg skal tage?
Manden ser på hende og svarer:
Hvor skal du hen, Maren? Rasmus er kommet; han leder efter dig. Jeg ringer til ham nu.
Efter fem minutter kommer Rasmus løbende. Det viser sig, at Camilla i går fik et opkald fra en tidligere nabo, Else, som har arbejdet som plejehjemsassistente indtil sin pension. Else fortalte, at Rikke ville sende Maren på et plejebolig. Else havde givet Rikke adressen på stedet, så Rikke kunne finde den.
Rasmus får besked fra sin mor om at skynde sig hjem og hente bedstemor.
Rasmus pakker sine ting og siger:
Jeg tager dig, bedstemor, som en dronning, med taxa til byen. Mor har allerede ordnet et værelse til dig, og i haven blomstrer æbletræerne så smukt!
Da Rikke og Mikkel hører, at Rasmus tager Maren til byen, jubler de. Men glæden holder ikke længe. Når papirer gennemgås, viser det sig, at lejligheden fra starten har tilhørt Maren. Hendes mand havde kun brugsret, men ingen ret til at overtage den. Så Rikke og Mikkel må igen flytte tilbage til kollegieværelset.
Maren sælger lejligheden og giver pengene til sit oldebarn, så han kan købe et sted i byen. Priserne i hovedstadsområdet er høje, så Rasmus har kun råd til en etværelses lejlighed, men den er ny og rummelig. Han planlægger at gifte sig nu har den unge familie et tag over hovedet.
