Kære dagbog,
I dag blev jeg endnu en gang mindet om, hvor ensom en lastbilchauffør kan være. På arbejdet er man ikke ubemærket man er blot holdt på afstand. Jeg er en solid fyr, en erfaren kører og en pålidelig medarbejder, men jeg er ingen selskabsmand. Selv de andre chauffører kan ikke finde på at blive mine makker, og det gør mig tilfreds. En af dem gik så langt som at give mig kaldenavnet Gråvejr, og siden da har både navnet og navnet hænge ved mig som en skygge på vejen.
Ruten i dag var rutinemæssig: fra Hobro til Esbjerg med almindelig byggemateriale på dækket. Jeg kørte i roligt tempo, men ved kanten af motorvejen så jeg noget bevæge sig i græsset. Jeg tænkte først, at det måtte være et egern eller et vildt dyr, men noget i mit hjerte sagde mig, at jeg skulle stoppe.
Der lå en enorm, stripet kat, så såret at den knapt kunne stå på egen pote. Blodet dryppede fra en sår i benet, og den var dækket af mudder. Jeg bøjede mig ned og spurgte:
Hvad har du gjort dig, lille fyr?
Katten spyttede og mjavede som om den sagde, at jeg bedst gik sin vej. Jeg genkendte den straks. Som barn delte jeg en varm ovn med min bedstemor og hendes gamle sort-hvide kat. Minderne om de stille aftener kom tilbage i en strøm.
Jeg sagde til mig selv:
Jeg er ingen kattekyndig, men sådan her kan jeg ikke bare lade den ligge.
Jeg løftede forsigtigt den sårede kat op og placerede den i førerhuset. Den lå stille, som om den besluttede, at jeg måske kunne hjælpe den lidt.
Jeg drejede af fra hovedvejen og kørte ind i den lille provinsby Vejle, hvor jeg fandt en dyrlægeklinik. Dyrlægen, en ældre mand med et venligt smil, så mig med katten på armene og lod mig springe forrest i køen.
Held og lykke, lille ven, sagde han. Vi sterilisere såret, lægger en lille gips, så kan I fortsætte jeres rejse.
Jeg protesterede kort:
Men jeg har en tur at køre!
Dyrlægen rystede på hovedet:
Vi har ingen dyreinternat her, så vi kan ikke placere den andre steder. Den er jo ingen killing, men en fuldvoksen kat.
Katten kiggede på os begge med sine grønne øjne, og jeg mærkede en klump i halsen. Det virkede som om den bad mig om at tage ansvar.
Efter en kort pause i lokalet gik jeg tilbage til bilen med katten i bagagerummet. Jeg måtte nu både levere lasten og tage mig af dette gave på vægten.
Kort efter kørte jeg et par kilometer, da jeg så to skikkelser ved vejkanten: en kvinde, der vinkede desperat, og en lille pige, der hængte sig fast i hendes baghave. Jeg råbte kort:
Jeg kører ikke som taxa!
Men så kom en høj Mijau! bag mig.
Er du vågen? spurgte jeg katten. Hvad vil du?
Katten mjavede igen, og jeg indså, at den ville have mig til at hjælpe.
Jeg stoppede, løftede katten ud på græsset, og den spandt med halen som et tegn på tak. Kvinden og pigen løb hen imod mig, åndede tungt.
Åh, kære du! Tag os med! Det er kun tredive kilometer til vores landsby! sagde hun, med tårer i øjnene.
Pigen så mig med svedige kinder og et træt blik. Jeg forklarede hende, at jeg ikke var en buschauffør, men en lastbilchauffør.
Vi er forsinkede med én eneste levering, protesterede hun. Vi vil beder dig om en lille tjeneste for Gud!
Katten, der stadig var svag, gik hen til pigen, gnubbede sig mod hendes ben, og hun begyndte at kæle for den. Jeg tilbød:
Skal jeg tage jer med, hvis I vil have katten?
Kvinden, som hed Rigmor, sagde, at hun arbejdede på en dyrlægeklinik i nærheden, men de havde ingen plads til en voksen kat. Hendes søster boede i en anden by, og de håbede på at finde midlertidig indkvartering.
Jeg tøvede et øjeblik, men så tænkte jeg på, hvad dyrlægen sagde: Ingen internat, men du kan altid hjælpe den. Så jeg sagde ja.
Vi gik ind i bilen, pigen som vi kaldte Verna, et navn kun findes i Danmark satte sig bag i sædet, mens Rigmor sad ved siden af mig. Jeg sagde:
Jeg betaler, I skal ikke bekymre jer.
Rigmor smilte og sagde, at hun ville ringe til sin søster i Randers. Hun fortalte mig, at hendes mand var i krise, og de havde ikke nogen telefon. Jeg fandt min mobil i skuffen, men hendes søster havde ingen fast nummer. Hun sagde kun, at det gik galt og katten blev glemt.
Verna græd, men så krammede hun katten og sagde: Kom hjem, lille ven.
Da vi nåede frem til Rigmors søsters hus, var de glade for at se både mor og datter samt den sårede kat. Jeg afleverede katten til Rigmor, som lovede at passe på den, og jeg kørte videre med lasten.
På vejen mødte jeg et par mænd, der var i konflikt med en pistol. En af dem skød, men katten sprang frem med knurhårede klør og slog manden i ansigtet. Jeg greb pistolen og råbte:
Hænder i luften!
Den anden bandit råbte: Fjern katten! Jeg slog ham i kæben, greb katten igen og sprang tilbage i bilen.
Jeg ringede til politiet, og inden en halv time var de på stedet og arresterede de to. En politimand sagde, at de var kendte i området og havde gjort dette før. Jeg svarede:
Jeg er ingen helt, men jeg vil altid beskytte dem, der hører til under min beskyttelse også en kat.
Historien om lastbilchaufføren og hans modige kat spredte sig hurtigt på internettet. Folk hilste på mig, når vi kørte forbi, og takket mig for at have reddet en lille liv.
Tre uger senere, da jeg skulle hente katten for at fjerne gipsen, kørte jeg ind i Vejle igen. På vejen ind i klinikken så jeg Rigmor og Verna stå i døren.
Åh, det er jer! udbrød Rigmor. Jeg drømte i nat, at du ville komme!
Jeg smilede og sagde, at drømme ofte har en grund. Vi talte kort om Verna, og Rigmor nævnte, at hun var ved at gå i separation fra sin mand. Jeg spurgte, om hun havde brug for hjælp, men sagde så:
Jeg kan ikke love meget, men jeg kan love at stå ved din side.
Hun rødmede og sagde, at telefonen var gået i stykker, og hun ikke kunne ringe til sin søster. Jeg gav hende min mobil og sagde, at hun kunne låne den.
Efter en kort samtale sagde hun, at deres tante måske kunne tage sig af katten, men den var for stor. Verna begyndte at græde, men Rigmor trøstede hende og sagde:
Vi vil finde et sted til ham.
Jeg forlod dem med en varm håndtryk og kørte videre. På vej hjem tænkte jeg på, hvor skrøbeligt livet er, og hvor meget vi kan gøre for andre, selv når vores egen vej er lang og ensom.
**Personlig læring:** Selv den mest hårdføre lastbilchauffør kan finde mening i at hjælpe et lille væsen på vejen. Med et åbent hjerte kan man samle de brudte stykker af andres liv og måske også sine egne.
Anders.
