Far, har du noget imod, at vi bor hos dig i et par måneder? spurgte Jørgen tøvende sin far.
Ikke noget imod, svarede far kort og knap.
Jørgens forældre gik fra hinanden for omkring ti år siden. Mor giftede sig igen efter to år, mens far blev til enlig mand. Han havde et hårdt temperament, man kunne kalde det ubehageligt. Kvinder kom og gik hurtigt i hans liv, men han lod aldrig sin søn i stikken. Ud over børnebidrag købte han alt, hvad Jørgen havde brug for, og deltog aktivt i hans opdragelse. Streng, maskulin, uden meget kærlighed eller ømhed, men med en farsk omsorg.
Jørgen blev hurtigt selvstændig. Efter 12. klasse gik han i arbejde og flyttede ud af morens hus ved at leje et værelse på et kollegium i København. To år senere giftede han sig med Mette, som han havde kendt siden skolebænken. De ville købe en lejlighed med realkredit, og sparede på den første udbetaling, da udlejer af deres værelse pludselig sagde, at han havde sat den til salg. De måtte vente på, at handlen gik igennem.
Jørgen besluttede at spørge sin far, om han måtte bo hos ham et stykke tid far boede nemlig alene i en treværelseslejlighed i Aarhus. Da far først afviste, blev Jørgen en smule forvirret og var ved at afslutte samtalen, men far fortsatte:
Du må gerne bo her. Bare roligt, ja?
Mange tak, sukkede Jørgen lettet.
Han vidste, at far var en ensom type, elskede stilhed og var sparefuld med ord og følelser. Så et krav om ro overraskede ham ikke. Mette vidste det også, og gik med på reglen uden protest. Hun var desuden fem måneder gravid og selv længtes efter fred og ro. Hun forstod dog ikke, at far mente, at kun de to skulle holde sig stille og at han selv også skulle holde stil i sit eget hus.
Om morgenen stod Jens på fem om morgenen, slog sine støvler i gulvet og gik i gang med sine daglige ritualer: badeværelse, køkken, stue, badeværelse igen. I den stille morgen kunne man kun høre klap, klap, klap Pludselig gik noget i stykker. For pokker! brød han ud. Så gik det igen: klap, klap, klap, og et højt bump. At folk stadig sov, betød ham ikke så meget. Det var hans hjem hvis han ikke kunne lide gæster, kunne de jo bare gå.
Udover morgenens støj holdt han nøje øje med, hvad Jørgen og Mette foretog sig. TV efter ni om aftenen var forbudt støyen irritere ham. Ingen stegning i køkkenet lugtene generede ham. Spar på lys og vand han var ikke rig, men han ville spare på hver en krone.
Dette gik på i en uge, indtil Mette gik på sygehus, da hun gik i fødselsforberedende timer. To dage senere dukkede svigerfaren, Jens, op med en kurv frugt.
Barnet har brug for vitaminer, sagde han med en hård mine og rakte kurven.
Tak, Jens, takkede Mette.
Sådan, nikker han. Jeg må hellere gå. Lyt til lægen.
Det gør jeg, smilede Mette. Farvel.
Da Mette blev udskrevet, fortsatte Jens med at stå op klokken fem, men han gik nu på tå for at holde støjen nede. Han forsøgte endda at vise omsorg, på sin egen måde: råbe morgenmad! med alvorlig stemme eller stille tage en klud og vaske gulvet selv. I hendes tilstand havde hun brug for ro.
Lejligheden blev først købt efter tre måneder. Far insisterede på, at den nye lejlighed skulle renoveres, før de flyttede ind. Mette gik i fødsel, mens renoveringen rasede, og de måtte igen flytte ind i svigerfars hus. Svigermor og hendes forældre besøgte et par gange efter udskrivelsen, men Jens forega altid at være ligeglad med gæster. Til sin barnebarn derimod lyste hans ansigt op som en sommerdag.
Hver morgen hentede han lille Liva, så Mette kunne sove ud efter den søvnløse nat. Han lærte endda at skifte bleer. Da det endelig var tid til, at de skulle flytte ind i deres egen lejlighed, tørrede Jens en knap mandlig tåre af kinden, tog en alvorlig mine og sagde:
I er stadig unge, så I kan ikke bo alene med en lille én. Bo hos mig lidt endnu. Ikke længe. Indtil Liva er stor nok til at gå sin egen vej.
Jørgen og Mette udvekslede et overrasket blik. Jens vendte sig om, rystede på hovedet og fortsatte:
Det er bare gammel nostalgi, så lad være. Hvad venter I på? Tag Liva med ind og pak jeres ting. I kan stadig nå at flytte, I skøre konger.
Jørgen og Mette troede, at far ville have dem ud af døren så hurtigt som muligt, men så gik det sådan her De måtte blot undre sig over, hvordan den hårde, tavse far havde ændret sig. De besluttede at blive. Det er jo rart at have en bedstefar i nærheden.
Jens, med et kærligt smil, knurrede blidt med barnebarnet, og han var lykkelig over, at den dyrebare lille Liva var kommet ind i hans liv.
Sådan, det er livet, mumlede han med et glimt i øjet.
