Jeg mindes dengang, for mange år siden, da jeg som ung hustru trådte ind i min svigermors lejlighed på Nørrebro i København. Det var først, da jeg så hendes slidte, sorte lædersko stående midt i entréen, at jeg forstod, at der ingen hvile ville blive til.
Ingrid Jørgensen dukkede frem fra køkkenet med et ansigtsudtryk, der mindede om en dommer, der netop havde afsagt en hård dom.
Så har du igen besøgt den ubetænksomme gamle dame? spurgte hun. Alt fra hus til mand og barn er jo nu i rodet. Godt, at jeg kom forbi, ellers ville de have siddet og sulte.
Ingrid, Mikkel vidste, at jeg ville blive forsinket i dag. Jeg har lavet aftensmad, han skal blot varme den op. Han kunne sagtens klare sig uden din hjælp, svarede jeg, Signe.
I de ti år, jeg var gift med Mikkel, havde jeg lært, at svigermødre altid fandt på noget at kritisere, og jeg reagerede sjældent på deres ord som en radio, der kun spiller i baggrunden fra morgen til aften.
Det var ikke altid let. Ingrid Jørgensen var min anden svigermor. Den første, Else Hansen, var en betænksom dame. Hun holdt sig sjældent i min mands problemer, gav ingen uopfordrede råd og påtrængte sig ikke.
Alligevel var hun altid klar, når jeg behøvede hjælp. Jeg husker, hvordan hun om aftenen sad ved siden af min tremåneders lille Katrine, da barnet forvekslede dag med nat, og hvordan hun kom med den lille på en gåtur og sagde til mig:
Du skal bare hvile dig, Signe. Læsken kommer, og han laver aftensmad selv.
Da Katrine fyldte fem år, skete en arbejdsskade på fabrikken, hvor Mikkel arbejdede, og jeg blev enke.
Else Hansen, der havde mistet sin eneste søn, lod mig og min datter ikke i stikken i den svære tid. De første tre måneder efter tabet boede vi endda under samme tag og støttede hinanden.
Jeg foreslog, at Else Hansen fortsatte med at bo hos mig, men hun flyttede ind i sin egen lejlighed:
Signe, du er kun otteogtyve år gammel. Du er ung, og du vil finde lykken igen. Hvorfor skulle jeg hænge ved dig som en skygge?
Jeg gik fra Mikkel tre år senere, men Else Hansen forlod mig aldrig. Hendes forældre boede langt væk, så den første svigermor blev som en anden mor for mig, mens hun for Katrine næsten var en ukendt sjæl.
Derfor slog Ingrids opførsel mig så hårdt. Hun mente, at hun havde ret til at bestemme i min lejlighed som husmoder, og det rystede mig.
Efter hendes første besøg bad jeg Mikkel om at forklare mig, at hun kun kom på besøg som gæst, og at man skulle koordinere sit besøg, så alt foregik i orden.
På Ingrids påstand om, at hun kun ville hjælpe af god vilje, svarede jeg:
Jeg er ikke længere atten år gammel. Allerede da jeg flyttede hjemmefra, var jeg selvstændig.
Efter seks år i ægteskab behøver jeg ikke at lære mig at lave mad eller gøre rent. Jeg kan selv undervise mange andre.
Så lad mig komme på besøg, Ingrid, og gå omkring med en hvid klud jeg vil udføre din lille inspektion.
Mikkel støttede mig, som han altid havde gjort, og når jeg lejlighedsvis forvildede mig, tog han sig af mig.
Jeg lærte at sætte en stopper for Ingrids indblanding i, hvordan jeg styrede husholdningen og opdragede børnene. Så da jeg et år efter mit andet ægteskab blev mor til en lille dreng, holdt Ingrid sine råd på afstand. Men hun havde en veninde, der altid fortalte hende, hvordan hun opdrager den yngste søns hustru.
Selvfølgelig ville Ingrid også dele sine meninger med sin veninde, men hun havde intet at prale af. Hendes eneste svaghed var, at hun konstant udtrykte utilfredshed over, at jeg besøgte Else Hansen og hjalp hende.
Det skulle have været en nært beslægtet, så hun havde noget at holde fast i! Da Katrine var lille, sendte jeg hende om sommeren til bedstemors sommerhus jeg var glad for det.
Men nu er pigen i skole, og jeg ser hende køre frem og tilbage hver uge så mange år er gået! sagde hun til vennen.
Det sidste år besøgte jeg Else Hansen oftere. Ingrid kaldte hende den gamle, selvom hun kun var syv år ældre end mig.
Desværre blev Else Hansen alvorligt syg. Jeg besøgte hende både på hospitalet og derhjemme.
Du bruger familiens penge på en fremmed, kritiserede hun mig.
Bare rolig, Ingrid, Else har solgt sit sommerhus, så hun har penge til behandling og vil ikke låne dig, svarede jeg.
Da Else blev meget dårlig, hyrede jeg en hjemmehjælper til hende og tog fri fra arbejde, så jeg kunne tilbringe halve dage ved hende, mens Mikkel var på arbejde og drengen i skole.
Selvom dette kun udsatte slutningen, døde Else til sidst.
Her begyndte Ingrid at vise stor interesse for arven efter den første svigermor.
Hun solgte sommerhuset, men har stadig penge tilbage efter et år, og hendes pension er rimelig måske har hun nogle opsparinger.
Den toværelses lejlighed vil helt sikkert gå til arvingerne, tænkte hun, men jeg turde ikke svare hende.
I stedet spurgte hun min søn, og hans svar var ingen trøst.
På hvem er testamentet skrevet? Naturligvis på Katrine hun er den eneste biologiske barnebarn.
Hvorfor løber du så omkring den gamle? spurgte hun mig. Forestil dig, hvordan hun vil græde!
Du behøver dig ikke bekymre for mig, sagde jeg til min svigermor. Jeg vidste længe, at Else ville efterlade alt til Katrine. Jeg tog hende endda til notar for et år siden.
Hvorfor sprang du så rundt om hende, når du vidste, at intet ville gå dig tabt? undrede Ingrid. Lad Katrine passe hende.
Jeg ville forklare, men jeg frygter, at du ikke vil forstå, svarede jeg.
Arven blev på den rette tid ordnet. Katrine fik alle papirer på lejligheden og pengene til indbetalingen.
Man besluttede, at så længe hun studerede på kollegiet, skulle lejligheden udlejes, og lejen overføres til hendes konto.
Når Katrine færdiggjorde universitetet, ville hun selv bestemme, om hun vendte tilbage til sin hjemby eller bosatte sig i den større by. Så ville hun sælge lejligheden og købe en ny.
Da Ingrid hørte, at lejligheden skulle udlejes, foreslog hun:
Hvorfor lade fremmede bo der? De vil bare ødelægge noget. Lad i stedet vores datter, Kirstine, bo der.
Kirstine, 35, var Ingrids yngste datter, og boede stadig sammen med sin mor. Hun var attraktiv, havde en god figur, en universitetsuddannelse og et job. Romantiske forhold kom og gik, men ægteskab var en anden historie.
Ingrid bekymrede sig altid om Kirstine:
Hvorfor lykkes det ikke for Kirstine? Se på Signe en enke med et barn, men hun har fået Mikkels hjerte! tænkte hun.
Hun troede, at hvis Kirstine fik sin egen bolig, ville hun kunne finde en ægtemand.
Så hvad så med Katrines lejlighed? spekulerede hun. Om trefire år kan Katrine måske finde en mand med en lejlighed, så kan vi overtale hende til at give den til Kirstine. Men indtil videre holder jeg lommen lukket.
Det slog hende da hjertestammen, da Katrine nægtede at lade Kirstine flytte ind i sin lejlighed.
Hun vil jo ikke betale som de andre lejere, sagde Katrine. Jeg planlægger at optage et boliglån, måske flytte til hovedstaden efter studierne. Så lad pengene samle sig.
Grådig, er du ikke, Katrine? I tænker kun på jer selv. Hvis Kirstine havde haft lejlighed, ville hun måske allerede have giftet sig, kom indæmmet hendes svigermor.
Mor, du har en treværelses lejlighed. Sælg den, køb en étværelses til dig selv og til Kirstine, foreslog Mikkel.
Hvorfor skal jeg på det ældste tidspunkt flytte ind i et småhus? Det er min lejlighed, og jeg har ingen del af den. Hvorfor skal jeg i min alder blive presset? Jeg har boet her hele mit liv og har ingen intention om at flytte, svarede Else.
Det er ikke Mikkel, der er interesseret, men jer, greb Signe ind. I giver jeres egen lejlighed til jeres egen datter, men driller om andres.
Så Kirstine blev ved siden af sin mor, mens Katrine lejede sin lejlighed, så længe hun studerede, og senere solgte den og købte en ny i den større by.
Hun tog også en kort tur til hovedstaden, men kun for en uge. Som man siger i Danmark: Det er dejligt, når man er væk fra sine egne problemer.
Det er historien, jeg tænker tilbage på, når jeg ser på de gamle fotografier fra 1970erne. Hvad synes du om det? Giv et like, hvis du kan relatere.
