Sid! Vi er ikke hjemme! siger Peter roligt.
Ja, der ringer jo! Signe fryser fast, mens hun rejser sig fra sofaen.
Lad dem ringe, svarer Peter.
Hvad hvis det er vigtigt? spørger Signe. Eller i en hastesag?
Lørdag, den tolvte, siger Peter. Du har ikke kaldt nogen, jeg venter på ingen! Hvad vil du have?
Jeg kigger bare i vinduet! hvisker Signe.
Sæt dig! hans stemme er hård som stål. Vi er ikke hjemme! Hvem end der er, lad dem gå tilbage!
Ved du, hvem det er? spørger Signe.
Jeg gætter, og derfor beder jeg dig om at sidde og holde øjnene fra vinduerne!
Hvis det er, hvad jeg tror, vil de ikke bare gå! siger Signe og trækker på skuldrene.
Det afhænger af, hvor længe vi holder døren lukket for dem, svarer Peter roligt. Før eller senere går de.
Uanset hvad, vil de ikke overnatte i trappeopgangen. Og vi har ingen steder at gå hen. Så sæt dig, tag hovedtelefonerne, mobilen og se en film.
Peter, min mor ringer, siger Signe og viser telefonens skærm.
Så er det din tante med sin lille dreng, der står udenfor, konkluderer Peter.
Hvordan ved du det? undrer Signe.
Hvis min fætter stod der, trækker Peter en lille, næsten spids lyd ud af ordet fætter, så ville min mor have ringet!
Ser du ikke andre muligheder? spørger Signe.
Hvis det er naboerne, har jeg ingen lyst til at tale med dem. Hvis det er vores venner, ville de allerede være gået, når de har ringet flere gange.
Sandsynligvis ville ordentlige folk ringe på forhånd og spørge, om vi kan tage dem ind, i stedet for at stå ved døren i en halv time!
Kun vores irriterende slægtninge kan så frekt og ubønhørligt plage vores ringetone.
Peter, det er min tante, siger Signe med en småsmilende tone. Mor har sendt en besked.
Hun spørger, hvor vi gemmer os. Tante Karen vil blive hos os et par dage, hun har noget i København.
Skriv, at der er masser af hoteller i byen, griner Peter.
Peter! protesterer Signe. Jeg kan ikke skrive det!
Jeg ved det, tænker Peter. Skriv, at vi ikke er hjemme, at vi bor på et hotel, fordi der er rotter i lejligheden!
Præcis! skriver Signe beskeden og sender den af sted.
Peter, hun vil have, at vi lejer to værelser til din tante og Kasper, siger Signe panisk.
Skriv, at vi ikke har penge. Skriv også, at vi har to senge i et vandrerhjem, og at vi har femten fremmede i rummet, smiler Peter over sin snilde.
Mor spørger, hvornår vi kommer hjem, kigger Signe på manden.
Skriv, om en uge, siger Peter afvisende.
De stopper med at banke på døren. Parret ånder lettet ud.
Peter, mor skrev, at din tante kommer om en uge, siger Signe træt.
Så er vi stadig ikke hjemme, svarer Peter.
Peter, forstår du ikke, at det ikke løser problemet? Vi kan ikke løbe fra dem for evigt.
Hvad hvis de kommer på en hverdag? Hvad hvis de ligger i dørtrinnet efter arbejde? Hverken din tante eller min fætter kan gøre så meget!
Ja, ja, sukker Peter. Har du overvejet at købe en trekammerslejlighed?
Vi tænkte på det, for vores fremtidige store familie, siger Signe.
Vi skal have børn! siger Peter alvorligt. Bedre to på én gang!
Jeg er ikke imod, svarer Signe vredt. Du ved, at du skal til læge! Det virker ikke!
Slip for nervøsiteten, så er alt i orden, siger Peter seriøst. Vores nerver skifter mellem dig og mig! Vi smider dem ud, hvor de kommer fra, for ellers får vi intet ud af dem!
Signe argumenterer ikke. Hun ved, at Peter har ret.
Da de skulle giftes, gik de igennem en grundig kompatibilitetstest og genetisk screening. Fertiliteten blev også tjekket.
Alt gik godt efter brylluppet, men børn måtte vente, indtil de havde sparet op til en lejlighed.
Arven var en illusion. Før brylluppet boede både Peter og Signe med deres mødre i små etværelseslejligheder. De måtte klare sig selv.
Fem år med hårdt arbejde og sparsomhed gav dem råd til en stor lejlighed.
Den var andenhånd, bygget i 1970erne, men de havde renoveret, købt møbler fra bunden. Hvor lykkelige de var!
Før de nåede at fejre indflytningen, banker Tante Karen og hendes søn på døren. For at holde de unge værter fra at kastes ud, følger Tante Karen også svigermor.
I behøver ikke være bange, der er plads nok! Det er ikke som da vi med Signe kæmpede i et lille værelse!
Det er bekvemt, nikker Tante Karen. Så lægger vi et værelse til dig og Kasper!
Vi sover ikke i stuen, siger Peter. Det er et opholdsrum!
Jeg kommer ikke for at arbejde, griner Tante Karen. Signe, fortæl din mand, at jeg har svært ved at sove, han snorker! Og ellers har I ikke engang dækket bordet endnu!
Vi havde ikke ventet på jer, stammer Signe.
Og køleskabet er tomt, tilføjer Peter.
Så er det bare sådan, siger Tante Karen med et smil. Peter, løb i supermarkedet, og Signe løb i køkkenet!
Hvorfor står I og stirrer? råber svigermor. I skulle vel tage imod gæster!
I har jo ikke overvejet det råber Peter, men Signe trækker ham ind i et andet rum.
Peter får endelig hænderne fri og spørger:
Signe, er der noget, der er gået galt? Jeg smider dem ud til din mor! Med din mor! Når de er på besøg, skal I opføre jer som gæster! Hvad er det her? protesterer Peter.
Peter, hun er bare en simpel landsbykvinde! Sådan er de normalt!
Jeg kender landsbyfolk, men råb er ingen måde! Det er netop derfor!
Kære, lad os ikke skændes med mor og tante! De vil bare trække i vores nerver! Bliver du deres fjende? Har du lyst til det?
Det er mig lige meget, hvad jeg betyder for dem! Hvis de behandler mig så, vil jeg ignorere dem helt! Lad dem forsvinde, jeg græder ikke!
Peter, kære! Hav medlidenhed! Hvis vi smider Tante Karen ud, vil mor forbandes, og jeg har ingen andre end hende!
Det får Peter til at gå i supermarkedet med sammenbidte tænder.
Tante Karen bliver hos dem i to uger i stedet for de tre dage, de oprindeligt havde planlagt. Peter sidder på sofaen og drikker valerian te til slutningen af den anden dag.
Da Tante Karen og hendes søn endelig rejser, fejrer det unge ægtepar med kost og fejemop. De vasker lejligheden i tre dage.
Derefter opstår den samme situation, men fra den anden side.
Broder, jeg er kun kort tid, omfavner Morten sin bror med en knogleknækende kram. Vi må ordne sagen, så kan vi vende tilbage!
Kan du ikke klare det alene? spørger Peter.
Hvad mener du? Jeg har en familie! Hvordan kan jeg efterlade dem på landet og selv tage til byen? Tænk dig om! griner Morten. Hvad hvis jeg finder eventyr? Så vil min kone holde mig i tøjler!
Så har du bragt børn med? spørger Peter.
Hvem skal jeg overlade dem til? slår Morten sin bror i ryggen. De kan lege! Lad os som unge udforske den lille by!
Morten! råber Signe hylende. Jeg vil vise dig, så du ikke kan ryste længere!
En halvanden time efter, at broderen ankommer med sin familie, får Signe et kraftigt hovedpineanfald.
Børnene løber rundt i lejligheden og skriger. Signe kan kun skrige, hun kan ikke tale.
Morten stormer ud for at tænde lys, mens Signe skriger højere.
Peter, du er jo som en eneste søn for min mor, hvisker Signe ind i sin pude.
Det er min fætter på moderens side, mumler Peter. Jeg kalder ham min cousin.
Jeg er ligeglad med, hvad du kalder ham, kan du bare få ham ud herfra?
Ved du hvad, jeg ville gerne, siger Peter og lægger hånden på hjertet, men det er den samme situation som med din tante. Min mor vil bagefter skrue mig ud med en teske!
De har knap nok fået sig af den ene gæst, da nye gæster banker på døren. Tante Karen og Kasper har stadig travlt i byen.
Cousin Morten med sin familie dukker ind med jævne mellemrum for at ordne deres sager. Mødre glemmer ikke deres børn. Svigermor driller svigersøn, svigermor driller svigerdatter.
Den konstante stress sprænger den unge families mentale balance.
Der er ingen snak om børn på denne uendelige gæstkarussel. Helbredet lider, og så er de bare trætte.
Skal vi skifte lejlighed? foreslår Signe.
Til en blødere bolig? spørger Peter med et smil. De giver os snart en!
Nej, svarer Signe let. Lad os bytte vores lejlighed med en identisk! Der er folk, der vil bo i en anden bydel! Vi flytter, men fortæller ingen, hvor vi går!
Det er bare udsættelse, mumler Peter. Min cousin og din tante får nye beboere, som vil indrømme, hvor deres lejlighed var. De finder os, og så hænger de os op for sådanne numre!
Måske får vi tid til at få et barn? spørger Signe med håb.
Vi skal ikke kun få et, men også bringe det til verden. Det er i hvert fald en grund, nikker Peter.
Selvom du flytter ud af lejligheden, siger Signe trist. Skal vi spørge venner? Måske gemmer vi os?
Mener du Valdemar og Katja? spørger Peter.
Ja, nikker Signe. De har også et værelse!
Tera bor der, smiler Peter. Glemte du det?
Jeg vil hellere bo med en hyrdehund end med vores slægtninge! siger Signe og sænker hovedet.
Stop! råber Peter og griber telefonen.
Valdemar, lån mig en hund!
Åh, ven! Jeg skylder dig evigt! Katja og jeg vil på ferie, men vi kan ikke efterlade pigen! Hun kan ikke lide fremmede, men hun kender og respekterer jer! råber Valdemar i røret. Jeg bringer mad, tæpper, legetøj og skåle! Jeg betaler også!
Perfekt! siger Peter glad.
Han vender sig mod sin kone, skinende som morgensolen:
Ring til mor, så tanten kommer i morgen! Jeg ringer til min bror, så han kan komme om en uge!
Er du sikker? spørger Signe.
Vi tager dem gerne ind! siger Peter oprigtigt. Hvem skylder dem, at de ikke kan lide vores bolig?
Cousin Morten og hans familie får kun ét nej, så de vælger et komfortabelt hotel.
Tante Karen insisterer på at blive i gæstebyen.
Lås den hund et sted! råber hun, gemt bag sin lille søns ryg.
Tante Karen, er du tosset? smiler Peter. Fyrre fem kilo ren muskel! Det er ingen lille hund, men en tysk hyrde! Den kan trække enhver dør!
Hvorfor kigger den på mig? Tante Karens stemme skælver.
Hun er ikke vild med fremmede, trækker Signe på skuldrene.
Slip af med den! Jeg kan ikke bo i samme lejlighed med det dyr!
Hvordan kan du slippe af med den? bliver Peter vred. Den søde hund er nu vores! Vi har ingen børn, men vi kan elske noget! Vi elsker den virkelig!
Vi kaster den ikke væk! tilføjer Signe.
Senere ringer begge mødre og spørger, hvorfor de nægtede at tage slægtninge ind.
Ingen blev smidt ud, svarer både Peter og Signe. De ville bare ikke blive.
Hvad med hunden?
Mor, vi afviser ingen!
Mødrene holder op med at storme ind.
Efter en måned vender Tera tilbage til sine ejere, men er klar til at komme igen ved første kald.
Det er ikke nødvendigt. Signe venter på en ny udfordring.
