Da jeg så den hund, som lå slikkende på bænken, løb jeg straks hen til den. I samme række faldt også snoren, som Kirsten slæbede efter sig uden omtanke. Mars kastede et beklagende blik på sin ejer med de trætte øjne
Min bror og jeg har i næsten to år knap nok sagt et ord til hinanden. Freja forstår stadig ikke, hvordan så lille en uenighed kunne vokse sig til et så bittert strid.
Freja og Mads Løfflund er ét år fra hinanden. Siden de var små har de været uadskillelige, altid klar til at bakke hinanden op. Uanset hvilke skarnsstreger de fik på hæl, tog de ansvaret i fælles omgang, og de gemte sig aldrig bag hinanden.
Deres hjemegn, Østerby, har år for år udviklet sig og blomstret. Vi havde held med byens borgmester Anders Højgaard, der også er født her og er en dygtig økonom.
Da Anders færdiggjorde sin agraruddannelse, vendte han hjem til Østerby og kastede sig over lokalt arbejde. Hans indsats blev hurtigt anerkendt, og ti år senere stod han i spidsen for Østerbys administration.
Det gik også forløbende i det private liv. Freja, efter at have afsluttet sin sygeplejerskeuddannelse, begyndte at arbejde på landsbyens lægehus som vikar. Anders kunne ikke lade være med at lægge mærke til den smukke pige. Freja gengældte interessen, de blev gift, og hele landsbyen fejrede brylluppet. Mads var oprigtigt glad på sin søsters vegne, selvom hans eget ægteskab med Kirsten var alt andet end skyfrit.
Mens Freja var nygift, så Kirsten ofte ned på hende, kaldte hende for unødvendig eller arrogant. Men efter brylluppet blev misundelsen til beundring. Kirsten begyndte at kræve mere og mere af sin mand et større hus, en dyrere bil, bedre livsstil
Hyppigt så Mads på Kirsten og sagde: Alle andre har alt, mens vi knap har noget! Manden gjorde sit bedste, men kunne hverken med penge eller kræfter opfylde Kirstens uopfyldelige ønsker.
Også Kirsten var utilfreds: Gud havde ikke givet hende barnets glæde. Imens havde Freja fundet kærligheden, fået en dreng, senere en pige, opført et rummeligt hus, og hendes mand havde rykket op i rang.
Familieaftenerne endte oftere i skænderier. Hver gang Mads besøgte Frejas hus, gik Kirsten straks i gang med at bebrejde ham.
Den sidste konflikt brød ud på Mads fødselsdag. Freja havde købt en labrador-hvalp fra byen hun havde længe ønsket sig en sådan hund. Anders gav ham også en ny motorcykel.
Alt gik som smurt, indtil den berusede Kirsten fik et raseri og vendte den opsamlede vrede mod Freja:
Hvad så, Lærke? Hunden er det bare en undskyldning? Hvis vi ikke kan få børn, så lad os i det mindste få en hund, er du så enig?!
Lærke forsøgte at dæmpe situationen:
Kirsten, ro dig ned. Du vil fortryde det senere
Men hendes ord nåede ingen. En voldsom diskussion opstod, gæsterne delte sig i to lejr. Anders hviskede lavmælt til sin kone, at de skulle smutte, og da de gik, forlod de festen.
To år gik. Den aften begyndte Mads at holde afstand til sin søster; deres kontakt blev kun af og til. Samtidig voksede spændingen mellem ham og Kirsten.
Aftenerne gik Mads ofte en tur langs åen med Mars. De så ud til at være lykkelige: Mads kastede en pind, Mars løb ivrigt efter den, lagde sig ved hans fødder og lyttede opmærksomt til sin ejers stille fortællinger.
Freja hørte om det fra naboerne, men greb ikke ind Mads var urokkelig.
Efter den uheldige skænderi begyndte Kirsten at hade både Freja og den hund, hun havde fået. Når Mads ikke var hjemme, jagede hun hunden ud af huset, slog den og kastede den i hjørnet.
De nysgerrige naboer brølede:
Hør lige, Kirsten, din mand er igen ved åen med hunden
I går så vi ham med Lærke og børnene de lo og morede sig!
Kirstens jalousi tog overhånd. En dag spurgte Mads:
Kirsten, behandler du Mars hårdt?
Har jeg brug for din hund?! råbte hun, og gik ud af værelset.
Mars begyndte at gemme sig for Kirsten, og rystede, hver gang hun dukkede op.
Alt sluttede, da Mads en morgen, rasende ved afrejse, råbte:
Jeg har fået nok af dette evige misundelsesrivaleri!
Alene, ophidset af raseri, kastede Kirsten Mars ud på gården, bandt ham til bænken og tog halsbåndet af. Den stakkels hund led i smerte. Da hun havde ventet sin vrede ud, slæbte hun halsbåndet væk, pakkede sine ting og forlod hjemmet for altid.
Senere gik Mads hjem, men fandt ikke hunden ved porten. Indenfor var der rodet. Ved bænken lå Mars, fanget i et greb. Mads befriede ham hurtigt, løftede ham og skyndte sig mod klinikken.
Freja var ved at gå hjem, da hun så sin bror holde den blødende hund:
Lærke, hjælp mig stødte Mads ind i hende.
De tog Mars med ind på undersøgelsesrummet. Freja inspicerede dyret grundigt:
Hvem har gjort ham ondt?
Kirsten sagde Mads og sænkede blikket.
Freja nikkede tavst, syede sårene, vaskede hans øjne og gav ham vand.
Senere i gangen hviskede Mads omvendt:
Undskyld, Lærke
Det er nok nu svarede hun med et træt smil. Og hvad med Kirsten?
Ikke mere, Lærke. Det er slut.
Freja ringede til Anders:
Anders, kom her hurtigt, jeg har brug for dig.
Da hun hørte hans træthed i stemmen, var Anders allerede på vej.
En halv time senere stod han i gangen. Da han så de to søskende i et kram, lå Mars stille og sutrede, så intet, men smilede svagt:
Kom her, mine helte.
De tog Mads med hjem, og han fik vejledning om, hvordan han skulle pleje hunden.
Da Freja fortalte deres mor, hvad der var sket, sukkede hun blot:
De burde have skilles for længe siden.
Hun samlede sine tanker og gik mod sin søn for at hjælpe med at rydde op i huset.
I stuen sad Mads og kælede for Mars. Moderen kom ind, strøg begge og sagde:
Er I i live?
Ja, vi lever svarede Mads.
Fra køkkenet duftede der varm stegt kød og friske grøntsager. Mars nikkede med snuden, logrede med halen. Mads smilede, rejste sig og gik videre.
Livet gik sin gang.
