— Hør her, nabo, jeg har ikke set jeres kat på trappen i lang tid. Hvordan har han det? Lever han?
Naboen, da han hørte om katten, blev pludselig levende og smilede bredt:
— Han er forsvundet for et par dage siden. Og gudskelov!
— Hvorfor gudskelov? — Mikkel forsøgte at stille spørgsmålet, så stemmen lød rolig. Selvom det indeni ham kogte.
*****
De sidste to uger havde Mikkel lagt mærke til, at hans naboer ofte smed deres huskat ud på trappeopgangen. Ja, de tog den simpelthen i nakkeskindet og smed den ud.
Nogle gange gjorde katteejeren det. Nogle gange konen.
Og nogle gange…
…fløj den stakkels kat lige for næsen af ham.
— Pas på! — sagde Mikkel til sin nabo. Men hun ville overhovedet ikke høre efter.
I stedet for at undskylde sin opførsel stirrede kvinden ondt på ham og smækkede døren i.
Eller rettere — hun smækkede den så hårdt, at ruderne klirrede på trappen, og der sikkert kom en eller to mikrorevner i fundamentet. Først troede Mikkel naivt, at hans excentriske naboer bare luftede katten eller lærte den at gå alene ud.
Men efter et stykke tid forstod han, at det var en straf for et eller andet.
Altså: gjorde den noget forkert — ud på trappen med den.
Indimellem bange, indimellem meget trist sad katten i timevis på reposen på fjerde sal ved døren med brunt kunstlæder og ventede på at blive tilgivet og lukket ind igen.
Og ejerne tilgav den selvfølgelig og tog den ind igen, men det skete ikke med det samme.
Og hvis den begyndte at miave eller kradse på døren, fik den straks et slag med kosten af konen.
Mikkel så det selv med egne øjne.
Han var lige på vej op ad trappen (elevatoren i opgangen har ikke virket i et halvt år), og da han nåede fjerde sal, så han den velkendte kat. Han ville endda sige hej, men…
…katten lagde slet ikke mærke til Mikkel i det øjeblik.
Den mjauede højt og kradsede på døren med kløerne.
Katten ville tydeligvis hjem, men da den ikke blev lukket ind, besluttede den på den måde at minde om sig selv.
Der lød skridt inde i lejligheden, så fløj døren op, og konen i en falmet morgenkåbe slog uden et ord katten med kosten og smækkede straks døren.
Det skete så hurtigt, at Mikkel ikke nåede at sige noget. Og han havde noget at sige…
…han ville skamme den kvinde ud, der behandlede sit kæledyr så grimt.
— Har du fået dig en ordentlig omgang, gamle ven? — spurgte Mikkel, da han gik hen til katten.
Katten så på Mikkel med triste øjne, men der var også taknemmelighed i blikket — for at der endelig var nogen, der lagde mærke til den.
Katten blev smidt ud på trappen for den mindste forseelse.
En dag hørte Mikkel, hvordan naboen råbte ud over hele lejligheden: „Dit kræ! Har du tabt vasen igen? Søren, smid katten ud med det samme. Så lærer den at hoppe på bordene!“ — og et minut efter gik døren lidt op, og en behåret mandshånd dukkede frem, der holdt katten fast i nakkeskindet.
Så slappede fingrene af, katten faldt ned på reposen, og døren blev straks lukket. Katten rejste sig og satte sig med ansigtet mod døren — for at vente på at blive tilgivet og lukket ind.
Mikkel rystede bare på hovedet. Han forstod simpelthen ikke den slags opdragelsesmetoder.
Mikkel klappede katten og gik hjem.
Katten blev siddende på samme sted med et udtryk af verdenssorg på sin overskæggede fjæs.
Mikkel var ikke specielt sentimentalt anlagt, men det billede sad som en splint i ham.
„Hvordan kan man behandle et levende væsen sådan?“ — tænkte han. Efter et stykke tid sænkede Mikkel farten, hver gang han gik forbi, og katten, som genkendte ham, begyndte at spinde lavt — som en hilsen og lidt underdanigt.
Nogle gange satte Mikkel sig på hug ved siden af den, kløede den bag øret, og katten lukkede øjnene og trykkede hovedet mod hans fingre, og stak derefter sin fugtige næse ind i hans håndflade.
Katten var varm, levende og meget tillidsfuld, og det gjorde ondt i Mikkels sjæl.
Han forstod simpelthen ikke, hvorfor sådan en sød kat havde fået så hjerteløse ejere. Hvorfor havde de overhovedet skaffet sig et dyr, hvis de ikke elsker nogen ud over sig selv? „Underlige mennesker, for søren da.“
Og en dag, da han igen mødte katten på trappen, besluttede Mikkel sig: hvis de mennesker smed dyret ud på trappen én gang til, ville han gøre noget. Nok var nok med at mishandle den stakkels skabning.
Han vidste ikke, hvad han ville gøre, men han følte, at han måtte blande sig, ellers ville det aldrig ende.
Dagen, hvor Mikkels tålmodighed endelig brast, kom fredag, da han kom hjem og var ekstra vred.
På arbejdet havde han skændtes med kollegerne, i bussen blev han skubbet til, og der havde været en irriterende småregn hele dagen. Kort sagt var hans humør i bund. Måske endda under bund.
Da han gik op ad trappen, hørte han allerede fra tredje sal det velkendte ynkelige „miav“.
Katten sad som sædvanlig foran sin dør, men blev ikke lukket ind.
Og på trappen var der for resten temmelig koldt. Det var jo ikke maj måned, som man siger. Mikkel standsede på reposen og så eftertænksomt på katten, der som altid begyndte at spinde og kom hen imod ham.
Og så — bang!
Og alle dagens problemer forekom pludselig Mikkel at være småting. Det var katten, der havde problemer.
Hvilke? Kæmpe store! Den blev behandlet som en ting. Som et stykke legetøj. Hvad kunne være værre?
Mikkel lyttede til stilheden bag kunstlæderdøren. Ingen interesserede sig for den kat.
Og han fik lyst til at give sine naboer en lærestreg.
— Nu er det nok, — sagde Mikkel højt, selv overrasket over sin beslutsomhed. — Kom med mig.
Han bøjede sig, tog katten op.
Den begyndte straks at spinde højere og gnubbe hovedet mod hans våde jakke, så der kom hårstriber.
Og så gik de op til syvende sal, hvor Mikkel boede.
Han tog katten med hjem for et par dage.
„Lad ejerne blive bange, lad dem lede og bekymre sig. De må forstå, at man ikke kan gøre sådan…“ — tænkte Mikkel, da han gik ind i lejligheden. Derhjemme vænnede katten sig overraskende hurtigt til. Den snusede rundt i hjørnerne, hoppede op på sofaen, snurrede rundt for at vælge en plads og rullede sig sammen på plaiden, mens den taknemmeligt så på sin redningsmand.
Og mens katten hvilede, løb Mikkel, trods den irriterende småregn og træthed, ned i nærmeste dyrehandel og købte det bedste kattemad, kattebakkeudstyr og også legetøj — i tilfælde af at den pelsede gæst skulle kede sig, når han ikke var hjemme.
Næste dag, lørdag, gik Mikkel flere gange hen til hoveddøren, åbnede den og kiggede ud på trappen.
Og han undrede sig meget over, at der var helt stille.
Ingen gik rundt på etagerne, ingen kaldte på katten (han vidste for resten ikke, hvad den hed), ingen satte sedler op.
Alt tydede på, at ingen ledte efter den forsvundne kat. Og det var mærkeligt. Meget mærkeligt…
Mikkel gik tilbage i lejligheden, så på katten og trak på skuldrene.
Katten strakte sig dovent på sofaen og tænkte ikke engang på at bede om at komme ud.
— Hør, mon du vil tilbage på trappen? — spurgte Mikkel søndag og pegede på døren. — Jeg holder dig ikke. Gå, hvis du skal.
Katten så på døren, vendte blikket mod Mikkel og begyndte demonstrativt at slikke sin pote.
Så rejste den sig, gik hen og gned sig mod hans ben.
Svaret var tydeligere end ord. Mikkel lukkede døren, grinede og tog katten op.
De gik ud i køkkenet for at spise morgenmad, og bagefter ind i stuen for at se fjernsyn. Det var jo alligevel weekend. Katten lå på hans skød og spinnede som en lille traktor, og i lejligheden var der for første gang i lang tid rigtig hyggeligt.
Så kom mandag. Katten var stadig ikke blevet efterlyst.
Og Mikkel besluttede, at han ikke ville give den tilbage til ejerne foreløbig.
Det eneste, der nagede ham, var at naboerne kunne anklage ham for tyveri.
I princippet havde han stjålet noget, der tilhørte andre. Levende, ja, med gode hensigter og kun for at opdrage, men stjålet.
Mikkel gennemtænkte mulige scenarier: naboerne ville ringe til politiet, han ville blive anklaget for tyveri, han ville skulle forklare og forsvare sig. Hans motiver ville måske ikke blive forstået.
Den tanke borede sig ind i hans hjerne og gav ham ikke ro. Derfor var Mikkel hele dagen på arbejde som på nåle og tjekkede konstant sin telefon — om nogen havde ringet. Men den dag var der ikke et eneste ubesvaret opkald.
Og da Mikkel om aftenen kom hjem — så han naboen, som var på vej ud for at smide skrald.
I den sorte pose kunne man ikke se noget, men efter omridset lignede det en kattebakke.
Mikkel vinkede til naboen for at få ham til at stoppe, gik hen og spurgte, som om det var tilfældigt:
— Hør, nabo, jeg har ikke set jeres kat på trappen i lang tid. Hvordan har han det? Lever han?
Naboen, da han hørte om katten, blev pludselig levende og smilede bredt:
— Han er forsvundet for et par dage siden. Og gudskelov!
— Hvorfor gudskelov? — Mikkel forsøgte at stille spørgsmålet, så stemmen lød rolig.
— Ja, min kone ville køre ham ud til sommerhuset og lade ham blive der. Hun sagde, at hun var træt af hår overalt, at han skreg om natten og væltede vaser. Og der skulle han så fange mus. Så er der da lidt nytte af ham. Men jeg gider slet ikke køre til sommerhuset. For det første er det langt. Og for det andet tvinger hun mig alligevel til at lave et eller andet derude. Så nu er katten bare gået af sig selv, og jeg skal ingen steder. Jeg drak endda to liter øl i går for at fejre det. Det var en fest.
— Har du slet ikke ondt af katten? Hvad nu hvis der er sket noget med den?
— Hvad skal der være ondt af? Det er jo ikke et menneske. Hør, hvorfor spørger du egentlig om den? — naboen kneb øjnene sammen med en anelse mistro og så på Mikkel.
— Åh, jeg spurgte bare… — svarede Mikkel eftertænksomt, og uden at sige farvel skyndte han sig mod opgangen.
Indeni Mikkel kogte det af harme.
„Til sommerhuset, altså… Sidst i oktober. Tage katten med og efterlade den til en sikker død. Og ikke en smule anger. De er endda glade for, at den ‘selv gik væk’ og sparede dem for turen og besværet.“
Han forestillede sig et øjeblik den gode og tillidsfulde kat sidde på trappen til et tomt sommerhus (eller måske under et hegn) og vente på, at de kom tilbage.
Vente lige så trofast og hengivent, som den gjorde foran døren i opgangen. For hans naboer var katten en ting, der enten glædede eller generede, og hvis den generede for ofte, blev den smidt ud.
Først på trappen i et par timer, så til sommerhuset for altid.
Da Mikkel nåede syvende sal og gik ind i lejligheden, og så at katten trofast og hengivent ventede på ham ved døren, blev han straks varm om hjertet.
Og pludselig forstod han, at han havde gjort det helt rigtige…
Rigtigt, at han stjal katten fra så hjerteløse mennesker, der planlagde at køre den til sommerhuset sidst på efteråret og efterlade den der.
Mikkel smilede, tog katten op, og de gik ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Og efter aftensmaden lå de på sofaen og så fjernsyn.
Eller rettere — Mikkel så, og katten var bare i nærheden. Først vendte den sig på den ene side, så på den anden. Nu bevægede katten sig igen, men denne gang rullede den om på ryggen og viste tillidsfuldt sin mave — det mest sårbare sted. Den gjorde det uden at tænke over det. For den var ikke længere bange.
For et rigtigt hjem er ikke bare et tag over hovedet og en skål med kattefoder.
Et rigtigt hjem er et sted, hvor du ikke skal gøre dig fortjent til at være.
Og hvor du bliver elsket. Uden grund. Bare fordi du er.
