Ingen grund til at være ked af det, Søren! Lad være med at sulte! Du har jo fejret nytåret på den helt rigtige måde!
Endelig er han i sit hjemegn. Søren stiger af perronen, træder ud på stationens plads og går mod busstoppestedet. Han fortæller sin kone, Kirstine, at han kommer i dag, men hun får ingen besked.
Stemningen er tung for Søren, fordi han lige har haft en ubehagelig samtale med Kirstine. Hun kritiserer ham igen, klager over, at han er en egoistisk, ligeglad mand.
Hvorfor ligeglad? Han havde jo lige ønsket hende et godt nytår, men hun lagde mobilen på lydløs. Det så han som en fornærmelse!
De næste tre dage forsøger han at ringe til hende, men Kirstine tager ikke telefonen. Så giver han op og er også såret.
Hun har endda glemt at hilse på hans forældre og søster, lad være med ham selv. Det vil han gøre ved døren, så snart han kommer hjem.
Det er ikke kun hende, der har fejl; hun har også sine mangler, så lad hende svare. Som man siger i Danmark: Den bedste forsvar er et godt angreb.
Søren lader humøret komme sig og træder ind i den indre gård, klar til at konfrontere. Lejligheden møder ham med stilhed.
Hej! Er der nogen hjemme? Asta, jeg er kommet! råber han højt, men får intet svar.
Han kigger på køkkenet ingen Kirstine, derefter et tomt rum, så et andet. Pludselig ser han forandringer: Børnesengen er væk, kommoden med puslebordet og barnevognen, som hans svigerforældre havde givet, er forsvundet.
Skabet, hvor Kirstines tøj plejede at hænge, står også tomt.
Er hun ved at miste forstanden? Har hun smidt mig? tænker Søren.
Han ringer til svigermor, men ingen svar. Så prøver han Katrine, Kirstines veninde også stilhed. Endelig får han fat i Mikkel, Katriens mand.
Hej Mikkel! Giv mig en linje til Katrine, jeg kan ikke få fat på hende, siger Søren.
Katrine er i sin landsby med barnet vi fejrede nytår der, men forbindelsen er dårlig, svarer Mikkel.
Jeg er lige kommet, for i dag skal jeg på vagt. De slapper stadig af, siger Mikkel. Hvorfor vil du tale med Katrine?
Jeg håber, hun ved, hvor min Asta er. Jeg er kommet fra sine forældre, men hun er væk, og alt, hvad vi købte til barnet, er også væk, forklarer Søren.
Mikkel nikker og siger: Så din kone skulle lige blive mor, og du har drømt om en ferie i julen, men du blev hjemme?
Hun ville egentlig ikke rejse. Lægen har sat en termin den tiende eller ellevte januar. Vi kunne have nået det, svarer Søren.
Tillykke, Skipper, svarer Mikkel med et grin.
Hvorfor? spørger Søren forvirret.
Fordi du sandsynligvis allerede er enlig nu. Skør! Ring til sygehuset, hun er sikkert der, råder Mikkel.
Ti dage tidligere.
Jeg forstår det ikke, Søren, siger hans mor i telefonen. Hvorfor skal du sidde hjemme i ferien? Asta vil ikke tage med, så du må tage alene. Hun har kun to uger til fødsel, du kan nå at komme tilbage i tide.
Og hele slægtens samling er planlagt: Tante Vera og onkel Søren kommer, Natasja med Victor, Olga med Poul, og så mig med far og Viki med Glenn.
Viki har reserveret et værelse i et landhotel i skoven fra den 30. til den 2. januar.
Den 31. december er der en middag med kunstnere, jeg har betalt for dig, du betaler mig tilbage senere. Du bor hos os indtil jul, og den 8. januar kan du tage hjem i tide til din kones deadline.
Asta er imod at tage af sted:
Søren, jeg kan blive syg når som helst. Forestil dig, at alle har det sjovt, og så går det mig galt. Hotellet på landet når kommer ambulancen?
Nej, jeg drager ingen steder.
Så siger mor: Kvinder i dag regner sygdom som en hobby, men et barn som et heltegerning. Vi har fået tre børn uden at sidde hjemme på barsel.
Søren ved, at Asta har en pointe, men han forestiller sig den kedelige nytårsaften alene, kun med et beskedent bord, for Asta har sagt, at hun ikke vil lave noget ekstra. Det gør ham trist.
Hele slægtens fest vil låne sig til sang, musik og dans i restauranten. Så ender han med at rejse alene.
I landhotellet er stemningen god. Omkring en halv to om morgenen, når nytåret allerede er indtrængt, går Søren ud af festivallen til lobbyen for at ringe til Kirstine, men hun svarer ikke.
Så lad mig være sur, han tænker. Det er jo også min skyld. Hun kunne jo have været her og fejret med os.
Næste dag får hans mor endnu en klage mod svigerdatteren:
Asta har ikke ringet eller ønsket os et godt nytår. Hun er så sur! Du har ladet din kone gå i stå, søn.
Hun forstår ikke, hvad en rigtig familie er. Så sidder hun derude alene, mens vi er samlet her. Lad hende tænke.
Asta har ingen planer denne nytårsaften. Hvis hun tænker på nogen, er det kun Søren, men ikke svigerfamilien.
Hendes forældre, da de fandt ud af, at deres datter var alene til nytår, inviterede hende hjem. Der var ingen stor fest planlagt. Hendes bror bor i hovedstaden, arbejder på en skiftende fabrik, og havde ingen fri på den store weekend, så hans forældre skulle fejre nytåret i to.
Den 31. klokken ni om aftenen sidder Asta og moren ved bordet, da Asta pludselig får smerter. Ambulancen ringer ind. Moren tager med Asta, far følger efter i sin bil.
Asta får nytåret på sygehuset, mens hendes forældre venter i lobbyen. Hun bliver mor til en dreng
Søren følger Mikkels råd og ringer til sygehuset.
Har hun udskrives? spurgte han i telefonen.
Ja, svaret kom fra receptionen.
Udskrevet? troede han ikke sine egne ører. Er der allerede en baby?
Ja. Den 1. januar, klokken tolv.
Hvem hentede hende? spurgte Søren.
En ung mand, svarer de, men så skriver de ikke i journalen, hvem det er.
Søren konkluderer, at kun forældrene kan have hentet Asta, så både hun og barnet er hos dem. Han køber en buket roser og sætter kursen mod deres hus.
Han ringer. Døren åbner svigerfaren.
Ja? spørger han.
Goddag, jeg er kommet for at tale med Kirstine, siger Søren.
Hvorfor? spørger faren.
Jeg er hendes mand, svarer svigersønnen.
Svigerfaren råber højt:
Asta! En fremmed mand står her og siger, han er din mand. Vil du tale med ham?
Nej, lad ham gå, svarer Asta fra indersiden af lejligheden.
Svigerfaren ryster på hovedet:
Sådan er det, farvel, unge mand! og smækker døren.
Søren venter et øjeblik og ringer igen. Denne gang åbner svigermoren høj, kraftig, en rå stemme. Han er lidt bange for hende.
Forstår du ikke? spørger hun.
Slip mig ind, begynder han modigt. Jeg har ret
Hun afbryder ham, griber rosen og slår ham flere gange i ansigtet med den.
Du får snart en advokat, der forklarer dine rettigheder! Ring ikke mere, min barnebarn sover, siger hun, smider rosen ved hans fødder og smækker døren.
Søren går hjemad, gnider ansigtet med hænderne roserne var smukke, men med torne.
Da han kommer hjem, ringer han til sin mor.
Forestil dig, de lod mig ikke komme ind i lejligheden, og jeg fik ikke se min dreng, siger han.
Bare rolig, Søren. Asta kommer tilbage med barnet i armene. Giv hende ingen penge, lad forældrene fodre ham. Efter en uge eller to vender hun hjem. Så læg dig i seng, du skal på arbejde i morgen, svarer hun.
Søren spiser færdigpakkede frikadeller fra kiosken, lægger sig og falder i søvn. Han drømmer ikke om, at dette er hans sidste nat i den lejlighed.
Næste morgen, da han kommer fra arbejdet, står alle hans ejendele i kasser og på sorte poser på trappeopgangen. Han ringer igen. Svigermoren, som ejer den toværelses lejlighed, åbner døren.
Så, kære svigersøn? Husk adressen på dit kollegieværelse, eller skal jeg minde dig? Pak dine ting, alt, hvad der er tilbage, smider rengøringsdamen i morgen ud!
Søren må flytte ind i kollegieværelset.
De blev skilt gennem retten. Søren får træt af kollegiet, vil leje en egen lejlighed, men da lønnen kommer, trækkes børnebidrag og fem tusinde kroner til vedligehold af ekskone fra lønnen, har han næsten intet tilbage.
Vær mere sparsom! Du skal stadig spare til din egen bolig, siger Mikkel. Bare rolig, Søren! Lad være med at være trist! Du har i hvert fald fejret nytåret på en skøn måde!
Asta har boet i sine forældres lejlighed i tre år, hvor de hjalp med den lille Sune. De lejede ud sin egen lejlighed i mellemtiden. Da Asta gik tilbage på arbejde, flyttede hun og Sune hjem igen. Efter renoveringen er der intet tilbage, der minder om Søren og hans familie.
Hvad synes du om Søren? Skriv dine tanker i kommentarerne, og giv et like.
