At miste et menneske
Lise, jeg smutter nu. Tobias rømmede sig og talte med en mærkelig, bleg stemme, der lød mest som om han lige havde opdaget, at elektricitetspriserne var steget igen.
Skal du i skuret eller hvad? brummede Lise distræt, mens hun kastede et hurtigt blik på sin mand.
Nej, Lise. Jeg forlader dig. Jeg har fundet en anden
Den ufærdige kartoffel gled ud af hendes hænder, og trillede målrettet ind under spisebordet. Lise betragtede kartoflens flugt som et absurd teaterstykke, mens hun prøvede at sluge det sagte. Så vendte hun sig brat og borede blikket ind i Tobias. Så gik det endelig op for hende, hvad han sagde. Udenpå var hun urokkelig som Storebæltsbroens pyloner men indvendigt ramlede et følelsesmæssigt jordskælv. Alt kærlighed, håb og hverdagsglæde blev begravet under ruinerne af hendes indre lavine.
Og hvem er damen så? spurgte Lise, fast besluttet på ikke at springe på ham som en rasende, jaloux konfirmand.
Du kender hende ikke, Lise. Men hun hun forstår mig bare så godt, du aner ikke Vi har SÅ meget til fælles. Meget!
Han strålede, og Lise kunne lige i sit indre se sig selv spænde kartoffelskrælleren som en dolk, klar til at bruge den.
Jamen, tillykke, du har sikkert fundet lykken nu. sagde hun, mens hun skyllede kartoffelskrælleren. Du er fri. Gå du bare, du skal ikke regne med aftensmad. Mon ikke der er nogen, der sidder utålmodigt og venter
Tobias snøftede, om det var af glæde eller smerte, var svært at sige. Han gik ud for at pakke sine ting. Lise holdt krampagtigt fast i vasken for ikke at falde. Bare ikke falde og bare han nu snart gad forsvinde
Nå, jeg jeg går så nu, okay? klemte Tobias frem, da han listede nervøst mod døren. Lise vendte sig. Hendes ansigt afslappet, næsten fredfyldt. Tydeligt chokerede det ham lidt, at hun ikke hylede eller skældte ud men bare stod der, iskold, som hun var en statue midt i Københavns Hovedbanegård. Han smuttede hurtigt ud.
Lise ventede, til hun hørte hoveddøren klappe, og gled så ned på gulvet, helt udmattet. For ikke at skrige, bed hun sig i hånden, mens hun knurrede som en forladt, såret hund. Først tre timer senere, med hævede øjne og hæs af tårer, kravlede hun udmattet ind i soveværelset, stadig i tøjet, og dumpede om på sengen. Verden forsvandt ind i mørke
Lise vågnede midt om natten og blev ramt af den slags sørgmodig nostalgi, der især rammer kvinder på Sjælland. Hun tænkte tilbage på, da de mødtes. Hun, ung og naiv, var lige flyttet til Næstved for at arbejde, og allerede første weekend havde hun danset med veninderne på det lokale forsamlingshus, hvor hun havde set ham. Han stod blandt de unge fyre, der passede på området, men Tobias skilte sig ud høj, bredskuldret og med den slags drengede, charmerende grin, som selv trætte sygeplejersker kunne forelske sig i.
Lise kiggede én gang, og så var hun solgt. Tobias kiggede tilbage, med et drilsk smil, og tilbød straks at følge hende hjem. Lige siden havde de hængt sammen som rugbrød og leverpostej.
De så hinanden næsten hver dag. Tre måneder senere havde de søgt om vielse på rådhuset, og den sommer holdt de en bragende ungdomsfest. Først boede de på kollegium. Da Lise fødte deres førstefødte, fik de endelig deres egen lejlighed på to værelser. De var lykkelige. Og, faktisk, forelskede sådan rigtigt. De kunne forstå hinanden gennem et blik, en lille lyd eller et løft af øjenbrynet. Skænderier var der ingen af de passede sammen som højtbelagt smørrebrød.
Sidste uge havde de haft kobberbryllup. Nu frygtede hun, at det 37. år ville mangle Hun begyndte at græde igen, i mørket, som om hele Danmarks tristesse var skyllet ind over hende.
Næste morgen var både himlen og Lises sind grå. Men hverdagen stopper ikke for ægtekabelige katastrofer. Hun drak sin te, stak en sukkerknald i munden mere kunne hun ikke få ned og gik så i gang med dagens bestillinger. Hun støvede af, fodrede hønsene, lukkede gedebukken ud på marken, vaskede gulvet og tog sig af den opvask, der mindede hende om skæbnens ondskabsfulde humor. Alt blev gjort febrilsk, så hun ikke kom til at tænke for meget på det uudsigeligt frygtelige, der var sket. Men en ting lurede: Hvordan fortæller man det til børnene? Sønnen Mads og datteren Kirstine. Hun tog sig sammen, først op ad dagen.
Mor, er han da blevet vanvittig? Hvad mener du en anden kvinde? Hvilken anden? Det er en joke, ikke mor? Skal vi komme NU? Kirstines stemme knitrede af bekymring gennem mobilen.
Nej, nej, Kirstine, bliv du hjemme! Du er højgravid, du skal ikke stresses med det her. Jeg klarer mig. Ingen er død, vel?
Sønnen Mads tog det mere temperamentfuldt, slyngede bandeord ud som Skive forhåndsstemmer til kommunalvalg, og Lise måtte bede ham dæmpe sig: nu må vi altså opføre os voksent her, livet kan drille. Til sidst lovede Mads at komme i weekenden.
Da beskeden var givet videre til børnene, åndede Lise lidt lettere. På vej gennem entreen fangede hendes blik sig selv i spejlet: en lidt for rund kvinde i badekåbe, ingen make-up, røde og hævede øjne, tørre læber.
Ikke mærkeligt, han fløj fra reden, tænkte hun. Se mig: lidt overvægtig, plejelet hår, ingen manicure, ingen mascara. Den nye må være en københavnsk kransekage, mens jeg har glemt mig selv børn, mand, og børnebørn først. Dernæst høns og køkkenhave. Suk…
Hun huskede det seneste år, og forståelsen sneg sig ind. Det havde været et hårdt år: datterens graviditet, sønnens familieforøgelse, konstant praktisk kaos og uendelige opgaver. Alt det havde skubbet Tobias langt væk, uden at hun havde opdaget det. Han spiste alene, mens hun hjalp med børnebørnene det var nok dér, han havde fået tid til nye eventyr.
Tiden gik. Hver dag føltes evighedslang og så alligevel kunne Lise mærke, at det blev lidt lettere for hver dag. Hun bad børnene fortsat have kontakt til deres far han havde jo ikke svigtet dem, kun hende. Og Tobias elskede sine børnebørn, og det skulle børnene ikke fratages. Efter et halvt år var Lise ovenpå igen. Der var knap tid til sørgmodighed: hus bestyres, børnebørn passes, hun havde såmænd også fundet sig et deltidsjob på ældrecenteret. Smykkede sig med et nyt hårklip, skar lidt af på sidebenene, og begyndte efterhånden at smile igen. Livet går videre. Hvad skulle hun ellers?
Men så, et halvt år senere, ringede telefonen en aften et ukendt nummer.
Liselotte, mit hjerte Vil du ikke tage mig tilbage? Jeg klarer mig ikke uden dig. To måneder har jeg levet som i en tåge, men hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg bare dig. Vil du ikke give mig en chance til? tiggede Tobias.
Nej. Du må hjem til dit nye eventyr. I har jo så meget til fælles. Jeg har det fint uden dig. Lise smækkede røret på.
Men herefter ringede Tobias næsten hver aften, jamrede og indsmigre sig:
Lise, vi er ikke unge længere. Skal vi ikke bare finde ud af det? Djævelen tog mig, men hvem fejler ikke? Jeg elsker dig og børnene. Vil jo bare være lidt sammen med jer!
Elsk du bare børn og børnebørn, de har aldrig slået hånden af dig. Men mig? Du må klare dig uden. En smadret kop klistrer man ikke sammen igen.
Ungerne havde først været fortørnede på deres far, men nu tryglede både Mads og Kirstine:
Mor, giv nu manden en chance. Han fortryder skam.
Ja, mor, kom nu vi ved jo, du stadig elsker ham, lød det fra Mads også.
Nej og atter nej. Jeg kan ikke glemme det. Jeg vil altid huske svigtet. Det er slut.
Sådan gik månederne. Lise husholdte, hjalp børnene, passede børnebørnene. Alt uden Tobias.
Han havde forladt hende med det fælles, var flyttet hjem til sin gamle mor, og længtes skrækkeligt efter Lise. Han indså hver dag, hvor dumt han havde handlet, men måtte nok leve med det valg.
Men så, en dag, tog Tobias mod til sig. Han ville troppe op hjemme hos Lise, flade ud på knæene og trygle om tilgivelse. Hvis hun så ikke tog ham tilbage, så måtte han i det mindste se hende én gang til.
Han gjorde sig pæn, tog toget over bæltet, og stod pludselig foran hendes dør på Sydsjælland. Der var stille. Lise var på nattevagt. Han bankede, men intet skete. Smidt ud på trappen, satte han sig på bænken og faldt i søvn for første gang i svært lang tid.
Tidligt næste morgen stod Lise der. Synet hun mødte, var Tobias stille, bleg i måneskinnet, og tilsyneladende død. Hun ruskede ham, ingen reaktion. Blev ved stadig ingenting.
Åh gud nej åh, min hjerteven har du nu lavet ballade og kommet hjem for at dø på min dørmåtte? Hvad gør jeg nu
Hun kastede sig grædende over ham, og dér nap! greb han hende, kyssede hende og bragte hende tilbage til virkeligheden.
Du kalder mig stadig din elskede! Lise, jeg savner dig! Tilgiv mig, jeg VIL ikke uden dig. Han faldt på knæ, gemte sit ansigt i hænderne.
Din klovn! Dit store fjols! Lise begyndte at småslå ham på skulderen. Jeg troede sgu, du var død. Sådan at troppe op! Har du fået nok af din forårskæreste? Dér fik du mig til at tro!
Siden den dag blev Lise og Tobias forsonet og begyndte at elske hinanden mere end før. For de havde lært, hvordan det er at miste et menneske, der er ens allerkæreste. Og at der også er plads i hjertet til at tilgive, hvis man bare prøver lidt. Den, der ingen fejl begår, findes ikke. Så lærte de også, at det er vigtigere at holde fast i det, man har kært, end at sørge over det tabte. Slut på en historie med både grin og tårer men sådan er et rigtigt ægteskab jo i Danmark.
