At miste et menneske
– Signe, jeg går nu, sagde Henrik med en mærkelig, fremmed stemme, der lød som om den ikke tilhørte ham.
– I værkstedet eller hvad? mumlede Signe, uden at kigge på ham og vendte bare hurtigt kartoflerne i hånden.
– Nej, Signe… Jeg forlader dig. Jeg går til en anden kvinde.
Den halvt skrællede kartoffel gled ud af Signes hånd og trillede muntert ind under spisebordet. Signe betragtede dens flugt et øjeblik, mens tankerne snurrede rundt. Først da hun vendte sig helt om og stirrede intenst på Henrik, ramte meningen hende med et brag. Udefra lignede hun en rolig klippe i stormen, men indvendigt væltede et skred af følelser. Alt faldt ned over hende: kærligheden, glæden og de fremtidshåb, der aldrig blev til noget.
– Og hvem er hun så? spurgte Signe, mens hun pressede læberne sammen for ikke at skrige eller kaste kartoffelskrælleren efter ham.
– Du kender hende ikke, Signe. Men hun… ja, vi har det ægte sammen, forstår du. Hun forstår mig, uden jeg næsten skal sige noget. Vi har så meget tilfælles, lige så meget! sagde han beundrende, mens Signe forestillede sig, hvordan hun stak ham med kartoffelskrælleren igen og igen, og det lettede lidt på trykket.
– Nå, så har du vel endelig fundet din lykke. Tillykke med det, sagde hun i stedet. Hun smed hænderne og kartoffelskrælleren under vandhanen og gik ellers videre. – Jeg behøver ikke kende alle detaljerne. Du er fri. Gå. Du skal ikke regne med at jeg har lavet aftensmad til dig, nogen venter dig sikkert allerede…
Henrik snøftede, om det var glæde eller følelser, vidste han ikke helt, og så slæbte han sig ind i soveværelset for at pakke. Signe klamrede sig til køkkenvasken, bleg om knoerne, for ikke at falde sammen. Hun ønskede to ting: ikke at falde og at han snart var væk…
– Nå jeg… jeg smutter så, okay? sagde Henrik stille, mens han trådte ubeslutsomt mod døren. Signe vendte sig imod ham med et fuldstændig roligt ansigt, måske endda lidt fattet. Det overraskede Henrik, for han havde nok forventet gråd og bebrejdelser og ikke det her nærmest isnende overskud. Han trak på skuldrene og gik ud.
Signe ventede til døren smækkede bag ham og lod sig så glide ned på det kolde køkkengulv. Hun bed sig i hånden for ikke at begynde at skrige. Hun hylede, som et dyr, der er blevet såret uden mere håb. Først flere timer senere, rødøjet og hæs, kravlede hun ind i soveværelset og lagde sig stadig fuldt påklædt i sengen. Hendes verden var skrumpet ind til mørke.
Hun vågnede et stykke inde i natten, badet i vemod. Minderne kom væltende, om dengang de mødte hinanden hende, en naiv, ung pige, der kom til den jyske provinsby på grund af et job. Allerede første weekend var der dans på forsamlingshuset, og dér stod han. Henrik, høj, bredskuldret, med det smil, der fik hende til at tabe pusten. Hun vidste med det samme, at hun var fortabt. Han så lidt drillende på hende, men kunne heller ikke skjule, at den spinkle, storøjede kvinde gjorde indtryk. Allerede samme aften fulgte han hende hjem, og siden var de sammen næsten hver dag.
Efter tre måneder blev der søgt om tid hos præsten, og om sommeren blev det til et larmende, ungt bryllup ved Limfjorden. De boede først på et lille værelse. Senere, da Signe fik deres første barn, fik de omsider deres egen toværelses lejlighed. De var lykkelige, sådan ægte lykkelige. De kunne forstå hinanden uden ord, bare med et blik, et smil eller en bevægelse. Aldrig havde de rigtigt skændtes, ikke rigtigt, for når to passer sådan sammen, er der ikke grund til det.
For en uge siden havde de fejret seksogtredive års ægteskab. Signe vidste nu med isnende klarhed, at de næppe ville nå at fejre syvogtredive. Hun begyndte at græde igen, denne gang stille og bittert, næsten som hun sang farvel til lykken og kærligheden selv.
Morgenen var dyster, præcis som hendes humør. Men man skulle op huset krævede det, dyrene ligeså. Hun drak sin te med sukkerknald og fik ikke mere ned. Så begyndte hun at gøre rent. Fodrede hønsene, lukkede geden ud, vaskede gulve, og tog opvasken fra aftenen før. Hun holdt sig travlt beskæftiget for ikke at tabe sig selv til tankerne til det der var sket. Men en udfordring udestod: at fortælle børnene, Mads og Alberte, hvad der var sket. Hun tog sig sammen omkring frokost.
– Mor, det mener du ikke?! Hvor skulle han dog finde en anden? Det giver ingen mening. Vil du have, at vi kommer? Vi kan komme straks, mor! Datteren lød både overrasket og bange.
– Nej, Alberte, bliv hjemme. Du er jo højgravid, alt det står du ikke igennem. Jeg klarer mig. Ingen er da død.
Sønnen reagerede voldsomt; han bandede længe ind i telefonen, og Signe måtte tysse på ham det nytter ikke at svine sin far til, sådan er livet bare somme tider. Mads lovede så at kigge forbi i weekenden.
Med det sagt, kunne Signe ånde ud. Da hun senere gik forbi spejlet i entreen, genkendte hun dårligt kvinden i spejlet: lidt for bred, hjemmegående, ingen makeup, tørre læber og blanke øjne.
– Ja, det er vel ikke mærkeligt, han fandt sig en yngre model. Se på mig jeg er blevet tyk, håret stritter, ingen neglelak, ingen læbestift. Hun er garanteret flot, jeg glemte bare mig selv. Alt for børnene, manden og børnebørnene. Og så hønsene, haven, huset suk sukkede Signe, mens hun forestillede sig konkurrenten og gemalen sammen.
Hun tænkte over det sidste år, og nu forstod hun det meste. Det var et hårdt år: datterens barske graviditet, sønnens nye barn, de evige gøremål, som fyldte al hendes tid. Henrik spiste ofte alene, når hun sad oppe ved barnebarnet. Weekenderne gik uden hende, og han fandt tid til noget nyt. Hun skubbede tanken væk havde nok ikke villet se det før.
Dagene slæbte sig af sted for Signe. Først pinefuldt senere lettere. Børnene bad hun om ikke at vende ryggen til deres far; som far og mor havde de elsket ham og det skulle børnene ikke lide under. Og det blev efterhånden lettere, for dagene var fyldt. Hønsene, barnebørnene, arbejdet hun fandt som senior. Hun tabte sig, klippede håret, så friskere ud. Smilet vendte tilbage. Livet gik jo videre.
Et halvt år senere kom et opkald fra et ukendt nummer. En velkendt, men alligevel fremmed stemme lød:
– Signe, mit liv, tilgiv mig, tag mig tilbage. Jeg kan ikke uden dig. De første måneder var som tåge, men så Hver gang jeg lukkede øjnene, stod du der. Vil du ikke tage mig tilbage?
– Nej, Henrik. Gå tilbage til din unge kæreste I havde så meget tilfælles. Jeg klarer mig uden dig, svarede Signe hårdt og lagde på.
Siden ringede Henrik hver aften. Tiggede, bad, brugte varme ord.
– Signe, vi er jo ikke unge længere. Hvad skal vi slås om på vores gamle dage? Jeg elskede dig og familien, jeg vil være sammen med jer Mads, Alberte og børnebørnene.
– Hvem forhindrer dig i det, Henrik? Du må gerne elske dine børn og børnebørn. Men mig skal du ikke bo med. En krakeleret kop kan ikke limes sammen. Sådan er det bare, gentog hun fast.
Børnene prøvede længe at overtale hende: – Mor, jeg kan se på ham, han er knust. Kan du ikke tilgive ham? bad Alberte.
– Kom nu, mor, du elsker ham jo virkelig, sagde Mads.
– Nej, det går ikke. Jeg kan ikke leve med ham, ikke efter det her. Jeg ville hele tiden tænke på, hvordan han forrådte mig.
Sådan gik tilværelsen for Signe. Hun arbejdede, passede huset, børnene, barnebørnene. Alt uden Henrik.
Henrik boede nu hos sin gamle mor ude ved Varde og savnede Signe forfærdeligt. Han fortrød alt, men visse ting kan ikke gøres om.
En nat besluttede han sig. Han tog sit pæne tøj på og cyklede hjem til Signe. Ingen lukkede op; huset stod tomt. Hun havde nattevagt på plejehjemmet. Han satte sig på verandaen, lagde sig på bænken og faldt i en tung, salig søvn. Det var længe siden han havde sovet sådan. De gamle vægge vuggede ham til ro, eller måske træthed.
Tidligt næste morgen kom Signe hjem. Hun standsede, da hun så ham, bleg i måneskæret, næsten livløs. Hun rystede ham forsigtigt, men ingen reaktion. Hun ruskede ham voldsomt.
– Nej, nej, Herre Gud! Åh, mit liv, du har efterladt mig her! Hvad skal jeg dog gøre uden dig… græd Signe, mens hun kastede sig over ham.
Men pludselig fangede Henrik hende og kyssede hende ivrigt.
– Elsker du mig stadig? Jeg elsker dig, Signe, min kære. Tilgiv mig, jeg kan ikke mere uden dig sagde han og faldt på knæ foran hende.
– Din gamle tosse! Din slyngel! Jeg troede, du var død, og nu skal du have tæsk! råbte Signe, mens hun skubbede til ham. – Kan du så komme ind, din gamle kat, har du nu faret nok vild?
Og siden blev Signe og Henrik forsonet og fandt en ny lykke i hinandens nærhed – stærkere end før. For først når man næsten mister hinanden, ved man hvad det vil sige at miste sit menneske. Signe lærte at stolthed kan være mindre vigtig end kærlighed, og at tilgivelse kan finde plads, selv når hjertet gør ondt. Og allermest lærte hun, at man skal værdsætte det, man har nu frem for at sørge over det tabte. Sådan endte det med et smil.
